Passive/Aggressive

Albert Oehlen – ”The content implodes” og en introduktion til lidt af Albert Oehlens musik (mixtape)

Feature Mixtape June 15 2017 18716847_10155409536158169_1170741176_n

Af Claus Haxholm

Jeg har længe haft stor glæde af Albert Oehlens malerier. Måske ikke bare glæde, men nok mere frustration, forundring og krummede tæer. Billeder, der benytter sig af enhver chance for at fucke op, falde over sig selv, gøre det der ikke må gøres, stålsat på ikke at ende i en flot komposition. Som en slags eksorcisme eller ved at sætte et materiale under voldsomt pres og dermed få et andet resultat end ved at følge sin kunstneriske intuition.

Omkring 00’erne lånte jeg ad mærkelige omveje, måske fra biblioteket, “We Are Eggsperienced” af Oehlen-brødrene, som ramte mig dybt: Jeg lyttede hele pladen igennem cirka én gang, og så måtte jeg give op. Jeg kiggede flere gange på den, men magtede ikke, hvad den bød mig – men dens materiale havde sået frø eller vira, som siden er vokset.

Det er forholdsvis nemt at få Albert Oehlens malerier at se; dem er han kendt for i et nyere kunstperspektiv. Det er lidt mere besværligt at komme til hans musik – mindre svært i dag end for nogle år siden som så meget andet – men stadig findes der en hel del, som blot er nævnt på nettet.
Hvad jeg har kunnet komme til, viser dog udmærket de historiske og æstetiske pointer, som jeg gerne vil understrege her.

Men hvem er Albert Oehlen? Så er Google jo god ved os alle; men skal vi springe det led over, må det lyde noget a la:
Albert Oehlen blev født i Hamborg (eller tæt på) i, hvad der må have været midt-50’erne/starten af 60’erne. I hvert fald er han forholdsvis ung i 80’erne, og med ung mener jeg omkring de 20-25. Cirka. Nok. Forhåbentligt!

Som ung var han politisk aktivist under de maoistiske faner i Berlin, men før eller siden kommer kunsten til, muligvis igennem musikken – men det er der ingen til at fortælle; alle bøgerne vil kun høre om Kippenberger og malerier.
Det går hverken værre eller bedre, end at Albert starter på kunstakademiet i Hamborg, og på et tidspunkt kommer han (som de fleste andre) op at toppes med det (senere) tyske kunstmonster/-idol/-pjerrot Martin Kippenberger, der er fedtet, langhåret, doven og glad og overhovedet ikke doven, som har bevæget sig nede fra det sydlige Ruhr-distrikt op til Hamborg for at gå på akademiet dér.
Nå, men Martin og Albert har altså noget sammen, og i modsætning til en del andre fra og omkring miljøet i Hamborg – her taler vi både punk og kunst, som både Albert og Martin frekventeret ret meget – har de altså et vedvarende (ikkefysisk-)kemisk/kunstnerisk energiflow, der giver og giver til hver af dem. De bliver et team, sammen med Werner Büttner og lillebroren Markus Oehlen, under fanen hos galleristen Max Hetzler; the Hetzler boys – de danser og leger idioter og rock’n’roll, og nogle kan lide det, mens andre bliver stødte/sure. Martin og Albert udstiller, maler og rejser, både til Brasilien og Spanien (der bliver Oehlens second home af nogle andre omgange). Deres veje skilles efterhånden, og så kan vi for alvor genkende en Oehlen – han har altid haft en meget distinkt penselføring – som får lov at blomstre uden Martins tilstedeværelse. Abstraktionen begynder at tage over, og “den dårlige smag” – som han nok er kendt for at arbejde mere med i “de vilde 80’ere” – begynder i en mere udsyret/sofistikeret udgave at tage form fra midt-90’erne og frem efter. Det er disse billeder, der (for mig) lægger en form for klangbund i en del af den musik, Albert også udgiver sideløbende – det være sig med Mayo Thompsons The Red Krayola eller sig selv (Wendy Gondeln) eller i forskellige “bands”. Den besværlighed, der ligger i de billeder, er for mig at se meget synonym med de lyde, Oehlen bruger i sin musik.

Okay, det var lidt historie, nu kommer der mere tysk krono-fetichisme, men delt op på en anden måde: En introduktion til A.O’s musik samt en interesse for “lidt for klare” klange; en “midi-hed”, som har været svær at acceptere i en del tid, men som i de seneste par år er blevet mere hørt i det store verdensklangbillede.

Så det, jeg siger, er bare, at i min optik har sådan én som den gode Albert O gjort sit for, at et sådan klangbillede også har sin ret, og at det kan fungere i dag – selvom hans udgangspunkt har haft en ganske anden konceptuel/undersøgende/“kritisk”/skal-vi-slås?!/proto-fascinations-kraft/beskidt-indgang til sin technorock. Som en sidebemærkning kan det nævnes, at Stefan Goldman har skrevet en hel bog (som dog primært består af interviews) om presets og om, hvad de æstetiske muligheder er/kunne være. Den hedder ”Presets – Digital Shortcuts to Sound” og er udgivet på The Bookworm.

Vi starter en hel del tid før Albert får sig en trommemaskine (eller låner én eller hvad han nu gør) – til gengæld har han en saxofon og sin røst!
På et tidspunkt, hvor jeg faktisk ikke ved, om Albert er i Berlin eller Hamborg, muligvis begge, begynder han at spille sammen med nogle andre, og de laver et band, og jeg ved heller ikke, hvor dette orkester har rødder, men muligvis også begge byer.

En blanding af punk og freejazz/kunst-optik – Geniale Dilettanten-stilen, en slags ”fuck you”-humor, måske uden fuck, men ikke uden you, det er (næsten) helt sikkert. You Humor. Vi har jo som lidt bonusinfo også med i dette band en ung Diedrich Diederichsen, som både har været skribent i større internationale kunstblade og skrevet for det alternative musikmagasin SPEX (og andre), men også fungeret som kurator af en hel del spændende udstillinger. Nå men: Nachdenkliche Wehrpflichtige – “Politik für Junge Leute” (1980).

Her har vi det, der klangligt ligger op ad den tyske fire music, som aldrig bliver helt fire, men så lighter (free) music måske. Jeg tænker ikke nødvendigvis, at nummeret i sig selv er megafedt – men det viser lidt historik, som også giver mening i forhold til Albert Oehlens senere ting: Selvom de griner af freejazzen, spiller de den med en vis iver og glæde – og bandet har desuden lavet en masse andre ting; de har ikke just være bundet af genre.

Lyt eksempelvis her, hvor vi har en flot sang, der ligger ret langt fra freejazzen, knap så langt væk fra far-humoren:

Albert og Martin har som nævnt en del historie sammen, og de gør, som de gør, maler og har det intenst, og selvom de hver især har en meget klar særskilt billedverden, så glider det lidt mere sammen musikalsk. De har flere bands sammen (der er udgivet en flot 7”-box med de 3-4-5 udgivelser, de lavede sammen på et tysk verlag), primært som The Alma Band, hvor de bl.a. indspiller en single i Brasilien, da de er på en tur dér.

Man må jo bare konstatere, at de har lavet rigtig mange ting sammen, og her er et af de tracks, jeg kunne finde på youtube, men som også er et glimrende eksemplar!
Instrument-lydene er jeg er næsten 100 på ikke er Alberts valg, men trommemaskinen (og til dels de elektroniske baslyde) lyder ret meget som hans stil. Han er også holdt i nogenlunde kort snor her.
Det er tåkrummende og hidsigt, men tænk hvis det var denne her type techno, Fast Forward havde som skabelon i stedet for Basic Channel eller Hard Floor (ikke kritik, bare fantasi)? Av!
Men det er muligvis bare codexet for Hamburger Schule-stilen, som jeg ikke kender det store til, andet end som en slags ramme til visse postpunk-bands fra Hamburg i 80’erne (a la https://www.youtube.com/watch?v=KGnBgsplaTc) – here goes: Martin Kippenberger – “Ja Ja Ja, Nee Nee Nee” (1996).

”AO: You said it: Humor is a human quality, and it’s better if you have a bit of it. Perhaps it’s also better not to think of it.”

Det er rigtig svært at finde noget, hvor Albert Oehlen siger noget om sin musik, og til dels forstår jeg ham godt – han holder det frit, nok mest for sig selv, men også for at det ikke indgår i en kunstnerisk kanon. Når jeg læser om ham, bliver det nævnt, at mange af hans malerier taler om musik (jeg har fundet ét, der bruger Scooter-tekster), og at han også kan lide metal osv. – man finder stumper her og dér.
Det, jeg synes, jeg har fundet frem til er, at mange af de kommentarer, han kommer med til sin måde at tænke og tale om (sin egen og andres) kunst på, uden det store besvær kan applikeres på hans musik, deraf citatet ovenfor.
(Her er i øvrigt en samtale mellem H.P. Baxxter og Albert).

Tilbage til historien:
Før eller siden støder Mayo Thompson og A. Oehlen sammen. Jeg går ud fra, at det er på et tidspunkt, hvor Mayo efter at have været i NYC og arbejde for Rauschenberg tager til London og bliver en del af Art and Language og derefter lander i Tyskland – men det er svært at finde noget om deres møde; måske har det været til en gruppeudstilling:

Der er fernisering på endnu en udstilling i Köln.

Den ene går over til den anden.

M: ”Hej, jeg hedder M, jeg så, du var med til at sætte maleriet op dér i eftermiddags, er det dit?”

A: ”Jo-jo, det er det skam, det er et billede af mig.”

M: “Ja, det ligner også lidt.” (begge griner)

M: ”Mit værk er derovre.” (peger)

A: ”Ah ja, teksten dér, hvad er det?”

M: ”Ja, jeg laver mest sange for tiden, så tænkte jeg, at jeg bare kunne printe teksten.”

A: ”Fedt, hvad er det for noget musik, du spiller?”

M: ”Tja, jeg prøver at undgå at…”

A: ”Der er det her band, der hedder Atrocity, der spiller her i byen senere i aften, vil du med til det? Det er tysk metal, når det er bedst”

M: “Ja ok, det lyder rigtig godt.”

The Red Crayola (altså før det blev med K, 1989):

Nummeret her peger på Alberts band med Kippenberger (The Alma Band), og måske er det noget, de har optaget engang, og så er det kommet med på den her plade, eller måske er det blevet reworked. Hvem ved – det lyder i hvert fald meget mere som de tyske hænder på spil end som Mayos frisk-ferske guitarspil.

(Som fra “Fingerpainting”-pladen, som Albert også er med på med trommemaskine; pladetitlen inspirerende måske også Oehlen til at tænke over det materiale, der ligger i Finger Malerei, som han, så vidt jeg kan se, tager fat på i midt-/slut-00’erne).

Der bliver jo ikke lagt skjul på det frie spil, men i et noget atypisk set-up (i hvert fald på den tid, ikke?). Endnu en fascination, der bliver brugt og udfordret – det frie maleri og den frie musik – bliver både brugt som semiotik og som en port til andre steder samt udforsket uden den ironiske distance, men samtidig heller ikke uden humoren og muligvis heller ikke uden ironien, men så måske lidt mere fri af sarkasmen.

Fra omkring 1999 begynder Oehlen at udgive musik under navnet Wendy Gondeln. I mellemtiden har han i 90’erne bl.a udgivet musik i gruppen Jailhouse, som jeg ikke har kunnet finde noget som helst med!

Wendy Gondeln er heller ikke uden humor, men på flere tracks og udgivelser arbejdes der med en lidt mere sober palette, hårdt/køligt og elektronisk – her et samarbejde med den old-school (episke/wagnerske) minimal man Wolfgang Voigt (de har også arbejdet sammen som billedkunstnere):

Det er stadig den meget grove techno-gestik, der bliver brugt, skrabet violin og keyboards, men dels (nok Voigts share) er det blevet sat i et mere hårdt grid, og dels har Voigt også bidraget med et ret fængende orgel-riff (det ville undre mig, hvis det var Oehlen i hvert fald, men man ved jo aldrig).

Det tyske label Magazine, der har udgivet A.O’s “Fracking”-plade, har også udgivet en Wolfgang Voigt-plade, der ret fint illustrerer den mere wagnerske techno side af Voights output:

Som Wendy Gondeln har Oehlen også arbejdet med bl.a. Mats Gustafsson, og de har udgivet en 7”, som både tager en frirock-tur, men også en fritechno-tur på B-siden.

Albert Oehlen er stadig ganske aktiv som kunstner, både med billeder og med klange; det bliver spændende at se, hvor han kommer hen. Hans billeder de sidste par år har haft en relativ tydelig agenda/form, ligesom der har været en del retrospektive udstillinger. Derimod synes musikken at være mere levende, selv-udfordrende/-udforskende og spændende.

Jeg har lavet et mix med A.O-relateret musik, som kan høres her:

I øvrigt findes der en fin tekst, som stammer fra Van Oehlens (som består af AO samt broderen Marcus Oehlen) plade ”Rock N Roll Is Here to Die” – den kan læses her: https://pastebin.com/MhGn1wBC