Alter Festival 2025 – Fra støjende stofpølseperformance til klassebevidst traditionsmusik

Alter Festival (10.-13. september 2025) – reportage af Anna Ullman

I et halvt årti har Alter, som har organisatoriske rødder i personkredsen omkring det hedengangne TAPE, præsenteret en samtidsmusikfestival af international rang. I år, hvor AGF for øvrigt ligger nummer et i superligaen, var femte udgave, men den første for mig personligt.

Som københavner har jeg fulgt festivalen på afstand, blandt andet gennem nærværende publikations grundige dækning, og tidligere programmer med stærke navne som Lankum, Caterina Barbieri og Loraine James har flere år fået mig til at sukke, hvis ikke ligefrem savle længselsfuldt. Festivalen udfylder en plads i det ellers tætbebyggede danske festivallandskab, som for mig at se har stået tom, siden CLICK i Helsingør gik væk fra at afholde en kontinuerlig flerdagsfestival for elektronisk eksperimentalmusik og ny mediekunst. Altså en samtidsmusikfestival, der forpligter sig på at fremvise de mest tidssvarende eksperimenter og stilistiske innovationer, og gør det med en loyal kobling til dansegulvene og de miljøer og organiseringer, som musikken næres af. 

Programmet fremstår umiddelbart eklektisk. Det spænder over noise og andre typer ekstremmusik; mere genkendelig ’sangskrevet’ musik som pop og indierock; forskellige afarter af elektronisk musik, foruden et tydeligt islæt af rekontekstualiseret europæisk traditionsmusik. 

Tidligere har Alter som festivallokation rådet over det nedlagte amtshospital, hvis stemning efter sigende var akkurat lige så delikat hjemsøgt, som man forestiller sig. Da den kommunale mulighed ophørte, har der været en håndfuld andre venues i spil, men i år var programmet koncentreret omkring naboerne Voxhall og Turkis som de to hovedscener. Sidstnævnte ligger ved bredden af byens å, afskærmet fra trafikken og med svampebegroede træstubbe, cyklamenpink kattehale og cigarlignende dunhammer voksende bag de små rundkredse af mennesker, der var gået udenfor for at ryge.

Fra noise og stofpølser til hallucinatorisk banjospil

Jeg ankom torsdag og gik dermed glip af bl.a. Hayden Pedigos alternative bluegrass aftenen forinden. I stedet oplevede jeg som det første et åbningsritual med noisekunstneren Ana Fosca og performancegruppen F.T.S.S.B.N. Foscas monumentale brusen og summen fremmanede en gådefuld og lidt uforløst stemning: Lyset i salen forblev tændt, og bag scenetæppet formummede musikeren sig, som om koncerten ikke var begyndt, men alligevel foregik. En gruppe performere med stofpølser af memoryfoam svøbt om livet og halsen opførte sig først som aparte og påfaldende stirrende koncertgæster, indtil deres bevægelsesmønstre efterhånden afslørede deres roller som optrædende frem for tilskuere. Lyncheansk og lidt studentikost.

Torsdagens headliner Caroline, som spillede på Roskilde forrige år, har også tidligere gæstet Alter. Bandet var uhyre velspillende, og det var næsten ærgerligt, at man – sikkert på grund af turnéhensyn – ikke kunne lægge koncerten senere i festivalen, så flere havde fået glæde af den. Norsk-amerikanske Okay Kaya, som fik salen til at synge med på et ømt cover af Chers ’Believe’, var en charmerende booking, hvis relevans dog gik lidt hen over hovedet på mig.

Det særlige ved Alter er, at festivalen på den ene side har et stærkt fundament i eksperimenterende elektronisk musik og elektroakustisk kompositionsmusik, der ambitions- og kvalitetsmæssigt gnubber skuldre med CTM, Unsound og Rewire. På den anden side er der elementer af uforlignelig lokal idiosynkrasi, der ikke holder sig tilbage fra at foretage nogle vilde hop i programlægningen, der i mindre grad end de ovennævnte europæiske kolleger stryger kernepublikummet med hårene. 

På den måde er Alter sammen med de københavnske koncertarrangører Final Descent måske det bedste vindue til at få et indblik i de sidst ti års tid brede interesse for aktualiserende og eksperimenterende traditionsmusik, der især udgår fra scener og miljøer i Irland og Storbritannien, men desværre kun sporadisk i Danmark – indtil videre.

Den sammenstilling er uhyre interessant og den rummer et stort potentiale for refleksioner og sanseoplevelser af, hvad eksperimenterende musik overhovedet vil sige. For eksempel bidrog Jacken Elswyth, som også er medlem af Shovel Dance Collective og Caroline, solo med sit poetiske og hallucinatoriske banjospil. Undervejs pointerede hun, at folkemusik historisk har brugt teknikker og instrumentmodificeringer, som man ellers associerer med avantgarde-tilgange. Som bevis spillede hun et rye whiskey American party piece med en uortodoks plukketeknik, der fik instrumentet til at afgive fordrukne hikkelyde. 

Eksemplet understreger det store overlap og interessefællesskab mellem ekspermentalmusik og det, man kort fortalt kan kalde traditionel musikkultur blandt nordvesteuropas fattigfolk. Både rent sonisk i kraft af f.eks. droneklange og uortodokse notationssystemer, men også i kraft af antihierarkiske tilgange til alt fra musikpædagogik, lytteforhold og koncertsituationer.

Uklare forbindelsespunkter

Der var et stort potentiale for at bygge bro mellem tilsyneladende kontrastfyldte udtryk, som alligevel synes at have et fælles anliggende eller mellemværende. Hvad sker der i afstanden mellem noise og elektrificeret nordisk balladetradition? Og hvordan kommer vi fra Smerz’ artpoppede internet-intimiteter med vindmaskinehår til Lord Spikehearts backingtrackede og ultrafysiske ekstremmusik? Det svævede nogle gange lidt i det uvisse. Måske på grund af en manglende opmærksomhed på, at fællesnævnerne nogle gange ligger andre steder end i det soniske udtryk. 

De svensk-norske folkrocklegender Folk och Rackare, der udgav en række bomstærke albums i begyndelsen af 1970’erne med elektrificerede bearbejdninger af nordisk balladetradition. Koncerten var velindøvet, musikerne var oplagte og jokede selvironisk om deres hardangerfeler og jødeharper. Carin Kjellmans nattergalerøst er uforandret og medierer perfekt det historiske sangmateriales forunderlige fortællinger om alt fra fortryllede harper til kvinder, der er frugtsommelige i syv lange år. Men understregede også, hvordan sangene reflekterer sociale og kønspolitiske vilkår i datid og samtid. ”Det här är en låt om klasskilnad,” som Kjellman kort præsenterede en flere hundrede år gammel sang.

“Som booking rummede Folk och Rackare ellers et stort potentiale for at skabe forbindelsespunkter mellem ældre og yngre kunstnere, der bevæger sig inden for en slags nyfortolket traditionsmusik.”

Hun observerede fra scenen, at vi alle sammen så meget unge ud, og udtrykte bekymring for, om vi godt forstod svensk, hvortil salen svarede et højt ”Javisst!”. Generationsafstanden og sprogbarrieren var ikke-eksisterende fra publikums side, så det var lidt ærgerligt, at bandet på den måde skabte afstand og fremmedgjorte sig selv. Som booking rummede Folk och Rackare ellers et stort potentiale for at skabe forbindelsespunkter mellem ældre og yngre kunstnere, der bevæger sig inden for en slags nyfortolket traditionsmusik. Ligesom det efter sigende så fint lykkedes i 2023, hvor folk revival-legenden Frode Veddinge optrådte sammen med yngre, lokale kræfter. 

Muligheden for forbindelsespunkter udeblev også, da Rowan Gatherer – multiinstrumentalist og drivkraft i den nye og udpræget klassebevidste traditionsmusikbølge på de britiske øer, der også tæller en succes som irske Lankum – i en eftermiddagsflade på Turkis blev sammenkoblet med danske Cuirass’ tiktokkede castlecore.

Hvor Gatherer viderefører en forståelse af traditionsmusik som de undertrykte og socialt dårligst stillede befolkningsgruppers retmæssige stemme, og kan fortælle røverhistorier om de sange, han har lært af nu tudsegamle Steeleye Span-nestor Martin Carthy, så virkede Cuirass til at efterligne historisk højkulturel musik med en fjollethed og forstillelse, som jeg fandt ret utiltalende. I bedste fald en slags progrock-take på tidlig musik; i værste fald som at blive udsat for ’Greensleeves’ i en telefonkø. Fred være med sidstnævnte, men hvad angår den bagvedliggende intention, kunne de to navne ikke stå længere fra hinanden, selvom de måske begge kan registreres som ’old-timey’ i en eller anden ahistorisk og overfladisk stilistisk forstand.

Hvis Alter skal holde fast i at udforske det spændende interesseoverlap mellem såkaldt folkemusik og eksperimenterende samtidsmusik, så tror jeg, det er meget vigtigt, at man holder sig til værdigrundlaget og receptionsbetingelserne for øje, snarere end at udvande sin egen præmis ved at lave overfladiske stilistiske koblinger, som viser sig ikke at holde stik. Mens sammensætningen af de to navne var uheldig, var der til gengæld etableret en utroligt behagelig og velfungerende siddekoncertsituation, som var befordrende for fordybelsen og indlevelsen: Et lavt podie stående midt på gulvet var omkranset af stolerækker, så tæt på musikeren, at vi kunne høre ham bøvse, hvilket han efterfølgende undskyldte.

Blodmåne i kunsthallen og seismisk musik i Den Gamle By 

Mere usædvanlige koncertsteder indgik også. I Kunsthal Aarhus’ kælderetage optrådte det ambiente dream team Ida Urd og Ingri Høyland med fællesværket Duvet. Stemningen var rolig, fordybet og varm; en perfekt festivaleftermiddagskoncert, der ansporede mange til at lægge sig fladt ned på kunsthallens sæbebehandlede trægulv og lytte med lukkede øjne. Musikerne stod ansigt til ansigt på baggrund af en forholdsvist simpel projektion af en stor, orange cirkel: Så fik vi alligevel blodmånen at se!

Det duvende værk holdt sig inden for genrekonventionerne for organisk modulær synthmusik, hvor fine forskydninger i klangene skabte åndedrætslignende udvidelser og sammentrækninger. Fra tid til anden blev der suppleret med skælvende nynnesang og elbas spillet med violinbue. ”Man skal føle sig meget tryg for at lægge sig til at sove midt under en koncert,” sagde en koncertgæst, da hun til slut rejste sig og gned søvnen ud af øjnene. 

Årets scoop hvad angår overraskende koncertlokationer var Helsingør Theater, en historisk bygning, som nu er genopført og restaureret som en del af Den Gamle By. Det var noget helt særligt at sidde i det fint patinerede 1700-tals-teater, duftende af pigmenter og beg, støv og skimmel.

I den fine trompe l’oil-kulisse med dybdeperspektivisk skakgulv optrådte to svensk-baserede komponister, Shida Shahabi og Maria W. Horn, der begge bevæger sig inden for neoklassisk og filmisk kompositionsmusik. Man forventede hvert øjeblik, at en person klædt i liberi ville komme ind fra venstre og fremsige replikken: ”Der er kommet et brev”.

“Jeg fik en klar fornemmelse af, at de to mandlige vokalister var en slags viljeløse, instrumentaliserede stemmeapparater, som hun kunne styre suverænt fra sit klaviatur.”

Det skete dog ikke. Shida Shahabi opførte sit cellobårne værk Living Circle, der udmærkede sig ved en rørende musikalsk kommunikation med resten af det tre personer store ensemble. En monumental og nærmest seismisk musik, som med beroligende akkordskift benytter sig af et letforståeligt og intuitivt skønhedsbegreb.

Maria W. Horn opførte sammen med to mandlige vokalister et værk med stærke referencer til okkult spiritisme, som hun åbnede ved at spille på glas ved at lade fingeren glide over deres fugtede kant, så en sart og lidt hylende sitren klingede i teatret. Jeg fik en klar fornemmelse af, at de to mandlige vokalister var en slags viljeløse, instrumentaliserede stemmeapparater, som hun kunne styre suverænt fra sit klaviatur. En flot og gotisk helhedsoplevelse.

Og så var der Holy Tongue, som jeg efter koncerten på Voxhall sammen med Shackleton har mistænkt for at være et af verdens fedeste livebands pt. inden for deres scene. Midt under koncerten tog jeg mig selv i at tænke, at jeg egentlig ikke umiddelbart var klar på, at den nogensinde skulle stoppe. Der er noget ved postpunk-dubmusikkens både bundløst katastrofiske og underligt dissocierede rytme- og klangsprog, der får den til at korrespondere perfekt til samtidsstemningen anno 2025. Og kan bringe både knivskarpt fokus og usentimental kropslig forløsning.

Second city-fænomenet Aarhus

Levede Alter så op til forventningerne for en storby-spillestedsfestival i den ambitiøse ende af eksperimentalscenen? En sådan festival skal måske netop kunne tilbyde koblingspunkter, flydende overgange og brobygning på tværs af genrer, æstetikker og kunstformer. At tilvejebringe muligheder for en mere overliggende samtale om, hvad musikken gør, og hvordan den kan forstås. 

Mulighedsrummet er altså, at Alter hverken kan eller skal sammenlignes med noget tilsvarende hovedstadsfænomen. Det mærkes, at festivalen er groet ud af et storbymusikliv, der går way back, med den særegne karakter og integritet, som det fører med sig. Sammenlignet med hovedstadens kulturelle blaserthed og overmætning kan der skabes nogle mere engagerede og stemningsfulde koncertsituationer med det lokale publikumsgrundlag. Festivalgængerne var nysgerrige og entusiastiske, og de fleste af koncerterne var meget velbesøgte. 

Der er sagt og skrevet meget om lillebrorkomplekser og second city-fænomenet, hvad angår Aarhus som kulturproducerende storby. For hvad sker der, når en storby, som ikke er hovedstad, laver en festival for musik, som har ry for at være ’snæver’? Hvilke muligheder og begrænsninger indebærer det? Ulempen er nok, at landets størrelse taget i betragtning, udviser musikpublikummet en forholdsvist lav vilje til at flytte sig ud af hovedstaden for at blive eksponeret for nye musikalske udtryk – medmindre det drejer sig om afgrænsede sommerferiefestivaler i provinsen med adgang til sol og strand.

På den måde er Alter en udstrakt hånd, en invitation til som musikpublikum at udvide vores forestillinger om hvad et storbymiljø er, og hvor man finder det.

Alter Festival fandt sted d.10.-13. september i Aarhus.