Anne Efternøler – Jeg vil gerne bidrage med mere ved at bidrage med mindre
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Simon Læssøe.
Med melodien som turistfører, med paraplyen rakt i vejret og Peter Pedal som ledestjerne er Anne Efternøler kommet ind fra køkkenhaven og ud på den danske jazzscene. Det erklærede mål er at minimere skadevirkningerne med sin musik ved ikke bare at pøse den ud. Allerhelst vil hun få andre til at overveje, om ikke langsommeligheden og nøleriet kunne have en værdi i vores samfund.
De to plader, Anne i 2022 og 2025 har udgivet som orkesterleder for kvartetten Lige Børn, byder på en tyst og melodiøs nordiskklingende jazz med en dirrende uro i det åbne rum mellem tonerne og antydningerne. Som om musikken på én gang ræsonnerer med den rastløshed og konstante acceleration, Anne observerer i samfundet ude på den anden side af hækken, og danner modvægt til den med den sendrægtighed og ro, der præger livet i køkkenhaven.
Det er her, vi mødes nogle uger efter, Anne har modtaget hædersprisen for Årets Nybryd ved Tivoli Jazzpris i Glassalen. Ni kilometer fra forlystelsesparkens blinkende lys, skramlende rutschebaner, hujende gæster, karussellernes lirekassemusik og skydeteltenes markskrigere ligger som en fredens enklave mellem Tårnbys indfaldsveje den haveforening, hvor hun bor med sin mand, Richard Andersson, og deres fire børn. Richard er også den ene af de tre kontrabassister – Thomas Morgan og Anders AC Christensen er de to andre – der udgør det utraditionelle band bag trompetisten. Netop den opstilling blev i Tivoli nævnt som én af bevæggrundene for at udråbe Anne til et nybrud.
At spille musik kommer ingen til gavn
Årets Nybrud er ved at beskære et træ, da jeg kommer op ad stien, mens Richard er ved at tømme postkassen, inden han går over for at være sammen med børnene, mens vi taler sammen. Vi sætter os i det anneks, der er deres øvelokale, mellem instrumenter og kasser med vinyler og CD’er, der for Anne er en del af problemet med overhovedet at lave musik.
“Jeg har altid tænkt, at det at spille musik ikke rigtig kommer nogen til gavn. Det havde været bedre, hvis jeg var blevet pædagog, lærer eller maler. Det er så flygtigt: Så snart vi har spillet det, er det væk og findes ikke mere. Ikke før man putter det på et medie. Men der er fandme musik nok på plader. Jeg har været med til at kassere en masse vinyler, og det skal i deponi. Medvirker jeg til det? Til at skabe ting, der ikke kan genanvendes på nogen måde, men bare skal ned i et fjeld i Norge? Er det mit job? Så skal det, jeg tilføjer i den her kæmpe suppe af udgivelser, repræsentere noget mindre. Ikke bare lægge flere lag på og gøre det mere komplekst. Jeg vil gerne bidrage med mere ved at bidrage med mindre,” erklærer hun let kryptisk.
Det er et kreativt udgangspunkt, der står i skarp kontrast til Spotify-chefen Daniel Eks og de andre techbossers opfordringer til at skabe mere og mere indhold til deres platforme – som, er det nødvendigt at påpege, selv er alt andet end bæredygtige med deres enorme energiforbrug og derfor ikke rigtig bedre end en CD eller LP. Hvis det, man kommer på det fysiske format, altså vel at mærke står stærkt nok til at kunne træde i stedet for endeløs streaming.
Når jeg spiller live, er jeg på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt, det er vidunderligt. Men når de sidste er gået, og jeg går og ruller kabler, kan jeg godt skamme mig over, at jeg tror, jeg er noget.
Anne Efternøler
Lytteren skal skærpes
Det er den erkendelse, Anne Efternøler komponerer og arrangerer ud fra. Noget i musikken skal få lytteren til at arbejde med den. På pladerne med Lige Børn markeres en meget tydelig melodi, som der skabes et rum omkring, det er op til lytteren at fylde med sin fortolkning.
“Jeg er totalt en sucker for melodier. Men jeg keder mig hurtigt, hvis arrangementet ikke skubber til melodien og provokerer den. Melodien er turistføreren med paraplyen, ikke? Så kan det være, at flokken vil noget andet, og så må vi lige improvisere. Men ellers er det den her vej, vi går,” siger hun og rækker en usynlig paraply i vejret som en guide, der leder an gennem seværdighederne.
“Jeg har den kæphest, at bare fordi vi spiller musik i den mindre tilgængelige ende, skal det ikke være hemmeligt. Jeg vil godt give publikum en nøgle til musikken. Der må gerne være lidt forudsigelighed i det. Men jeg forsøger altid at lave et twist, så det alligevel ikke bliver banalt. Lige der, hvor vi troede, vi kunne forudse næste frase, skete der noget andet. Hvis melodien afspejler en almindelig molskala, vil jeg for eksempel tilføje en skalafremmed tone, så det bliver en ottetoneskala – og så bliver det spændende! Næsten al vestlig musik, der ikke er fra Stockhausen og frem, bygger på syvtoneskalaer, og lige så snart, du putter en ekstra tone ind i den skala, bliver man som lytter skærpet. Her er noget på spil!”
Det minder mig om jazzmusikeren og hjerneforskeren Peter Vuust, der i sin bog Musik på hjernen skrev om, hvordan vi forudser en melodis forløb?
“Ja, han har noget om, at vi er kodet til, hvornår en dissonans skal opløses. Der kan jeg godt lide at spænde den lidt ekstra. Lige en my mere. Man kan også gøre det i rytmerne: Der, hvor vi troede, at det gik i fire, kom der et ekstra slag ind, eller vi snuppede et slag fra. Eller der, hvor vi troede, at baslinjen kørte i ring, bliver den forskudt, så den ender med at spille fem takter fra resten.”
Samtidig lader Anne i sine arrangementer lytteren selv fylde hullerne i musikken ud med afsæt i den forventning.
“Vi behøver ikke tilføje trommer, for du har allerede forstået, hvad rytmen er. Vi behøver ikke tilføje harmonier, for de ligger der allerede. Man må selv lytte sig frem til dem. Hvis det her er mit virke, hvis det er mit liv, vil jeg prøve, om vi kan nøjes med mindre,” slår Anne igen fast.
Hvorfor blev jeg ved?
Den nagende tvivl om musikkens værd satte Anne også ord på, da hun stod på scenen i Glassalen. Her fortalte hun om, hvordan hun kom fra Vejle, hvor alle spillede håndbold eller gik til ridning, og det overhovedet ikke blev anset for sejt eller for at have nogen værdi at være en pige, der spillede trompet.
“Hvad skal vi bruge det til? Hvad skal det gøre af gavn i verden? Find dig noget bedre at tage dig til!” efterligner Anne nu i øvelokaleannekset sin egen indre kritiker med tung, østjysk dialekt – og griner ad den skepsis, der alligevel ligger så dybt i hende.
“Når jeg går i min køkkenhave, tænker jeg tit, at nu producerer jeg noget, der skal ned i mine børns maver og gøre godt. Nu er jeg en del af en bæredygtig cyklus. Ikke bare konsumeringscyklus, hvor man skal blive ved med at sprøjte mere og mere ud. Når jeg spiller live, er jeg på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt, det er vidunderligt. Men når de sidste er gået, og jeg går og ruller kabler, kan jeg godt skamme mig over, at jeg tror, jeg er noget.”
Men hvad fik dig til at spille trompet?
“Det startede med, at jeg var vild med Peter Pedal. For han kan køre på ethjulet cykel og spille trompet samtidig,” svarer Anne direkte og med største selvfølgelighed, som om det var et standardsvar, man kunne forvente fra enhver musiker. Jimi Hendrix, John Coltrane, Glenn Gould – næh, Peter Pedal, abekatten fra børnebøgerne.
Anne var fire år gammel og for lille til at kunne blæse lyd ud af en trompet, men efter at have spillet piccolofløjte i Vejlegarden fik hun som otteårig en kornet – en kompakt udgave af en trompet.
“Herfra er jeg meget mystificeret: Hvorfor blev jeg ved? Der var ingen andre, der syntes, der var noget fedt ved det. Selvfølgelig fik jeg nogle venner i musikmiljøet, men jeg er faktisk heller ikke særligt vild med det instrument. Det er meget federe at spille saxofon, trommer eller guitar, som jeg også gjorde. Og der er så meget musik for trompet, som jeg synes er så dårligt!”
I krig med instrumentet
Blandt dem, der lykkedes med at holde Anne til ilden, var musikbibliotekaren i Vejle, der pegede hende i retning af Miles Davis, og Uffe Riis, jazztrompetisten Jesper Riis’ far, som underviste hende på MGK – musikalsk grundkursus – i Vejle. Da Anne kom ind på den rytmiske linje på Syddansk Musikkonservatorium i Odense, hjalp læreren og instrumentlidelsesfællen Kasper Tranberg hende med at finde sin egen stemme.
“Jeg har altid været tændt af det, der var svært. Det holdt mig til ilden: Jeg skulle have skovlen under det. Jeg skulle lære at spille bebop, fordi det var det sværeste, jeg overhovedet kunne tænke mig, at kunne spille sindssygt hurtigt, komplekst og højt. Men det blev for hårdt. Jeg gik i krig med mit instrument hver morgen. Der kom også noget med maskuline energier og at kunne alle sine standards, kunne stå på jamsessions og tage sit spot, og jeg gjorde alt det – men på et tidspunkt kunne jeg ikke holde til det mere,” siger hun med træthed i stemmen.
“Jeg var udmattet og var kommet langt væk fra musikken. Jeg var blevet en kriger, der skulle nedlægge byttet. Det så Kasper, og han hjalp mig med at droppe bebop. Det var et vendepunkt, hvor jeg begyndte at skrælle af i stedet for at fylde på, og det har jeg så gjort siden.”
Hvis jeg tog et kunstnernavn, kunne jeg steppe ind i noget mere performativt. Det er en superheltekappe, jeg kan tage på, og så tager jeg den af igen, når jeg ruller kabler.
Anne Efternøler
Ud af grønkålsbedet
Der er jo gået nogen tid, siden du dimitterede fra konservatoriet – hvad har du lavet i mellemtiden, frem til du solodebuterede?
“Jeg har dyrket grønkål, født børn og passet børn,” falder svaret prompte.
“Da jeg havde samtalen med Kasper, var jeg gravid med nummer to. Det gjorde det endnu mere tydeligt, at det var opslidende at påtage sig noget, som jeg dybest set godt vidste ikke ville lykkes. Jeg blev nødt til at koncentrere mig om at have børn. For mig var det dybt meningsfuldt at slippe det.Jeg var stadig aktiv, men ikke opsøgende. Jeg har passet vores børn hjemme indtil børnehavestart og haft det supergodt med det. Og så har jeg været sindssygt heldig, at der stadig var nogen, der ringede engang imellem.”
Du har til gengæld debuteret med en meget klart defineret egen stemme. Er den kommet frem, mens du dyrkede grønkål?
“Det tror jeg faktisk. Når man ikke har børn, har man al tid i verden til at kæmpe med uoverskuelige projekter. Så får man børn og bliver mere dedikeret med den tid, man rent faktisk har. Hvis jeg kun havde tyve minutter ved klaveret under en middagslur, gad jeg ikke spilde den på noget, der var svært. Så ville jeg bruge den på noget, der gav mig en tilfredsstillelse. Nu kommer det fra et helt roligt sted, hvor jeg ikke skal i krig eller bevise noget.”
Der er vel også et andet karriereperspektiv i det, når det ikke bliver afbrudt af at skulle have børn på et tidspunkt?
“Jeg kan se andre kvindelige musikere, som har det sådan, at nu har jeg skabt det her, nu er jeg etableret – jeg kan ikke trække mig nu! Der listede jeg bare rundt i periferien og fik børn og havde det rimeligt chill. Selvfølgelig var jeg ved at skide i bukserne over, at jeg på et eller andet tidspunkt skulle udkomme. Hvis jeg skulle komme tilbage, skulle det osse være: Tadaah!” siger hun med en fanfare og slår ud med armene.
“Det var da vildt angstprovokerende. Men det blev jo taget vildt godt imod, og det er da megadejligt at kunne sige, at jeg har brugt enormt vigtige år af mine børns liv på at være sammen med dem, og så har jeg bundet en fin sløjfe på det, og nu er jeg her. Jeg er heller ikke super-overambitiøs. Jeg har ikke travlt med at opnå en masse.
Er det der, navnet Efternøler kommer fra?
“Det kom i de år, hvor jeg gik og nølede og tænkte: Hvad skal det blive til? Udover det er jeg meget genert anlagt, så hvis jeg tog et kunstnernavn, kunne jeg steppe ind i noget mere performativt. Det er en superheltekappe, jeg kan tage på, og så tager jeg den af igen, når jeg ruller kabler. Det er også at eje den historie, at jeg er kommet for sent og bliver ved med at insistere på at komme lidt for sent. Jeg kunne godt tænke mig at stå for noget andet end alt det, verden handler om lige nu, som er acceleration og vækst. Hvad hvis man kunne lave en modbevægelse? Det kunne jeg godt tænke mig.”
