Passive/Aggressive

Babyfather – Platintårer og perplekse freestyles

New Music February 3 2016 dean-blunt-290515

Af Alexander Julin

Alt virker til at være i konstant bevægelse, hvad angår Dean Blunt og hans dertilhørende aliasser og projekter. I 2015 markerede han sig med de to mixtapes “UK2UK” og “Babyfather”, hvoraf sidstnævnte også introducerede et nyt alias af samme navn. Og 2016 har allerede budt på salg af legetøjsbiler med dertilhørende weed via eBay, en udstilling udelukkende bestående af et stock photoog ikke mindst ny musik. Kort efter at have udgivet Babyfather-singlen “Meditation” i samarbejde med Arca har Dean Blunt nu udsendt endnu et mixtape, “Platinum Tears” – igen under navnet Babyfather.

Hvis det skulle være gået hen over hovedet på nogen, er Dean Blunt altså kendetegnet ved en mere eller mindre konstant forvirring, hvad enten det kommer til udtryk gennem kulturelle scams, aliasser eller det musikalske indhold som sådan. Dette har ofte skiftet på alt andet end homogen vis: Der var overgangen fra Hype Williams hypermoderne elektronik til samples af klassiske kompositioner og strygere på “The Redeemer” og “Stone Island”. Herfra sprang Blunt til “Black Metal”, der både rummede gennemgående ømt guitarspil fra Joanne Robertson og hiphopbeats, hvilket siden “Stone Island” har spillet en mere dominerende rolle på Dean Blunts udgivelser som soloartist, heriblandt “Platinum Tears”.

Det knap 25 minutter lange mixtape byder ifølge Blunt selv på gæsteoptrædener fra DJ Escrow, T, Mandy og Gassman, om end det i størstedelen af tilfældene er svært at vurdere, om der er tale om flere vokalister eller blot moduleringer af den samme mands vokal. På samme måde er det fortsat lige så svært at pege på, hvad der skulle være co-produceret i samarbejde med andre, som det er at give en klar karakteristik af Babyfathers lyd. Så på trods af, at afsenderen er tilkendegivet, i kraft af at Babyfather selv har lagt mixtapet op, er forholdet mellem indholdet og afsenderen stadig i en vis forstand knækket: Der kan hverken redegøres for, hvad der præcis er Babyfathers virke på udgivelsen, eller om der er tale om enkeltdele, alt eller intet. Herved placeres udgivelsen også til dels i et isoleret rum, hvor den kræver et forhold uafhængigt af den bagvedliggende musiker, men nærmere som et (pseudo-)anonymt værk, spundet ind i adskillige afsendere, som vi ikke har mulighed for at verificere eller ej.

Info: “Platinum Tears” udkom 1. februar, mens “Meditation” udkom via Hyperdub i starten af januar. Babyfather giver koncert på Distortion 1. juni (RSVP).