Barbro – Lyden af at være på vej
Barbro – “Crossfade” (selvudgivet, 2026) – anmeldelse af Emma Nophiran
I efteråret begav jeg mig ud på en længere rejse i håbet om, at et sceneskift ville hjælpe mig med at få det bedre. Jeg har derfor opholdt mig en del på en række ikke-steder som lufthavne, motorveje, togstationer og hoteller. Anonyme steder, der mere har karakter af en passage, man blot passerer igennem, end et sted man reelt opholder sig. Men hvad hvis heling ikke kun findes i bevægelsen fremad, men også i at vende tilbage?
Det er i det spørgsmål, Barbros nye album Crossfade tager form. Albummet bevæger sig ikke mod den endelige forløsning efter et brud eller en svær tid, men ind i overgangene – i de følelsesmæssige og fysiske mellemrum, hvor minder og drømme overlapper og væver sig ind i hinanden. For med Crossfade har Barbro skrevet musik fra et transitrum, hvor uvisheden ikke mødes med usikkerhed, men med en svævende tillid.
Den københavnbaserede kunstner har i mange år været en del af den pulserende musikalske undergrund med blandt andet punktrioen Jenny, før soloprojektet Barbro tog form. Men det, der gør Barbro særegen fra resten af den københavnske indiemusikscene, der for tiden har en meget bestemt effortlessly cool lyd, er, at deres lydunivers fremstår mere poppet og blottet end før.
Destinationen er uklar, men tilbageblikket intakt
Inderligheden og hjertesorgen lever side om side med temaer som politik, tab og identitet. Teksterne fra sangene vender nemt tilbage til mig, da jeg igen vasker op i min lejlighed i København, mens jeg dagdrømmer mig væk til nemmere stunder på farten. Der er nemlig noget omfavnende ved Crossfade, som adskiller sig fra Barbros tidligere debutalbum, Bad Choices, der har en meget mere 90’er grunget, upoleret og vred-på-sig-selv-og-verden lyd. Lyrikken er dog stadig ærlig i sine eksistentielle spørgsmål, men tonen synes mildere end før. Og da jeg senere går ned ad Nørrebrogade med albummet i ørerne, glider minder og nutid forbi i samme tempo som tanker flyver, når man sidder og kigger ud af en bilrude. Destinationen uklar, men tilbageblikket intakt.
Særligt på åbningsnummeret “Better now” høres Barbros nomadeliv mellem midlertidige bosteder i Europa til indspilningen af albummet på deres gamle skole både lyrisk og i kompositionen: Insisterende tamburin, 00’er agtig pop-folk akkorder og markante tørre trommer skaber en fremdrift, der for mit indre åbner en følelse af at slukke en smøg, binde sine sko, kigge ud over horisonten og sætte sig ind i en bil og stole på, at den tager en det rigtige sted hen. En ny start.
Håbet lever videre i “The Best” og “Can’t Connect”, som nok er albummets – og Barbros – mest poppede sange til dags dato, tempoet giver en lyst til at springe ud i noget lidt hovedløst og let. I “See you in my dreams” føles de porøse overtoner som små lydlige lysglimt, selvom fortællingen handler om den allersidste konfrontation med en gammel kærlighed.
Ingen dramatisk transformation
Det er ikke fordi Barbro pludseligt har forladt melankolien til fordel for en eller anden form for toxic positivity – den hviler stadig over dem som en obligatorisk tyngdedyne.
Især folk-balladen “Living in it” bliver jeg draget af, fordi Barbros vokal på en næsten Jeff-Buckley agtig måde er så fuld af luft, fri og fortællende om et jeg, der langsomt er blevet formet af gentagelser, slid og tid snarere end af pludselige brud.
Som albummets titel Crossfade illustrerer, er der ingen dramatisk transformation – kun erosion, som lyrikken også understreger: “a stone softened by the wind and water”. Stenen eksisterer, netop fordi den har ladet sig forme af fortiden. Med linjen “only move / when thrown against the thought of something harder” peger Barbro på, at forandring tit først sker, når den gamle position bliver for smertefuld at blive i; at man ikke altid må bevæge sig videre på grund af lyst, men af nødvendighed.
At lytte til Barbro er fortsat en intim og følsom oplevelse, men på Crossfade er intimiteten mindre konfronterende og mere inviterende end debuten, både melodisk og lyrisk. Det rummer et transformativt transitrum, hvor den collageagtige lyd netop understreger, at det at genbesøge det smertefulde ikke behøver at være et tilbageskridt; det kan også være en måde at gøre plads til håbet om noget bedre.
