Bissesvinet – Det er som at spise med kniv og gaffel og så møde nogen, der vender dem om og bruger dem som spisepinde
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Søren Lynggaard Andersen.
Med en konfirmationsbibel under armen, heavyrockbandet Creed som stående vittighed og en følelse af snyd og kontroltab gik sangeren Bisse og instrumentaltrioen SVIN sammen om at skabe Bissesvinet. Pladen Blodager udkom i november 2024, og i de kommende uger spiller Bissesvinet otte koncerter under festivalen Vinterjazz i hele landet. Det bliver med kulørte messehageler, make-up og en samling sange, der tøjler SVINs smadrede krydsning af jazz og ekstremmetal og sætter Bisse fri af de traditionelle sangstrukturer, hans egen musik er bundet af.
Samarbejdet mellem de to indledtes, da SVIN inviterede Bisse til at skrive tekst og synge på deres nummer ‘Call to Worship’. Det blev til sangen ‘Bøn’ på pladen Introducing SVIN, der udkom i 2022, og da jeg dengang interviewede SVIN til magasinet JazzSpecial, fortalte bandets guitarist, Lars Bech Pilgaard: “Vi gav Bisse frie hænder til at tøjle den energi, der er i det instrumentale nummer. Vi ville gerne give plads til nogle mennesker, vi stoler på.”
“SVIN var en portal ind til den abstrakte musiks verden, hvor jeg kunne skrive tekster på en mere åndelig måde” – Bisse
Jeg er interesseret i at vide, hvad det var i lige præcis det samarbejde, der gav begge parter lyst til at brede det ud over et helt album, og derfor sidder jeg mandag formiddag inden tourstart på et videoopkald med SVINs saxofonist Henrik Pultz Melbye i sin stue og Thorbjørn Radisch Bredkjær, ham, der er inden i Bisse, i lydstudiet. Men jeg når slet ikke at stille det spørgsmål, før Thorbjørn går i gang med at forklare, hvordan Bissesvinet på sin vis ligger i forlængelse af det essay, han for ti år siden skrev her på P/A om det sydfynske artrockband Synd & Skam:
“Synd & Skam var et kollektiv, og uden at vide hvordan de lavede musikken, var det tydeligt for mig, da jeg hørte det, at der var flere kokke involveret. Det var meget fragmenteret og uortodokst, og det resulterede i en umiddelbarhed og voldsomhed, som jeg ikke kunne skrive frem for mig selv. Jeg har altid skrevet min musik og mine tekster selv, og jeg kunne ikke opnå det vanvid og den energi, de havde. Da jeg så fik mulighed for at lave noget med SVIN, var det en lille åbenbaring: At lave musik med dem var en måde for mig at udtrykke en musik, jeg ikke selv var i stand til at skrive.”
Vi kan ikke bare buldre derudaf
Det er grundpræmissen for Bissesvinet, er Thorbjørn og Henrik enige om: At lave en form for musik, de hver for sig ikke havde været i stand til.
“Der er stadig dem, der slet ikke forstår musikken, men når vi spiller i SVIN, er der en struktur. Den er bare enormt elastisk,” forklarer Henrik og fortsætter om Bissesvinet: “Her er stadig en elasticitet, men vi har flere aftaler, vi skal overholde, så Thorbjørn kan synge sine tekster. Vi kan ikke bare buldre derudaf. Det er en god udfordring for os at merge det anarkistiske og strukturen. Vi kan gøre noget andet, end vi har gjort de sidste 17 år.”
“Det er befriende, at man kan komme ind og spille noget ovenpå musikken, når man føler for det. Man skal ikke vente på, at de andre gør plads.“
Henrik Pultz Melbye, SVIN
Den fælles erfaring og den indforståethed, de mange år sammen har skabt i SVIN, ville på sin side have gjort det udfordrende for Thorbjørn at gå ind i samarbejdet, hvis ikke han havde haft fuld tillid til Lars Bech Pilgaard, som har spillet med Bisse i ti år.
“Det var meget grænseoverskridende at gå ind i det rum og synge for de svinemikler,” griner sangeren: “Men nu drømmer jeg om at lave musik med jer, hvor min rolle mere er i form af indsatser. Det ord lærte jeg at bruge af SVIN: De har en helt anden måde at snakke musik på, end jeg er vant til. Det var først i sidste uge, jeg fandt ud af, at ‘rundgang’ nærmest er et blasfemisk ord i SVIN. De spiller en ostinatbaseret musik opdelt i indsatser. Det betyder, at de arbejder med små figurer, både melodiske og rytmiske, der gentages og varieres, lidt som man kender det fra ‘Goldbergvariationerne’ af Bach. Men det udtryk, en indsats, bruger man aldrig i rockmusik: Der siger man solo, og så er det ellers den, der fører an, der farver rummet.”
Når det er ens tilgang til at spille musik sammen, kommer den mere til at minde om et rum, man er sammen i og kan farve med hver sit udtryk uden at skulle tænke over, hvor man er henne i et musikalsk forløb. Det står i modsætning til jazzens og rockens traditionelle opdeling af musikken i rundgange som tidsenheder, man kører igennem for at nå frem til noget, om det så er temaet, en solo, et omkvæd, forklarer Henrik.
“Jeg kommer fra tidsbaseret musik,” siger Thorbjørn, “og at komme derfra ind i en musik, som er et rum, hvor man træde frem og tilbage, når der er behov for det, fordi det ikke handler om, hvornår omkvædet kommer, er enormt befriende for mig.”
“Det er befriende, at man kan komme ind og spille noget ovenpå musikken, når man føler for det. Man skal ikke vente på, at de andre gør plads. Det gør, at musikken flyder mere,” uddyber Henrik.
“Du kan ikke være åndelig og nærværende, hvis du er slave af tiden. Så er du hele tiden enten i fortiden eller i fremtiden. Det er befriende at stoppe tiden på den måde,” siger Thorbjørn entusiastisk og kommer –måske ubevidst – til at mime avantgardepercussionisten Moondog. Som gademusiker i 1950’ernes New York brød Moondog med samtidens jazz og popmusik, der næsten altsammen gik i 4/4, og skabte en musik i uvante taktarter ud fra en filosofi om ad den vej at finde frem til en spirituel indsigt.
Dygtiggørelsen hæmmer kreativiteten
Det virker på Thorbjørn og Henrik, som om den erkendelse, de hver især har haft af, hvordan samarbejdet rykkede ved deres egne faste grænser, også har fået dem til at rykke sig på andre planer.
“I har været meget åbne overfor mig,” siger Thorbjørn med taknemmelighed, og Henrik smiler forlegent. “Før havde I hver jeres særlige roller i SVIN, og det kan jeg genkende fra mit eget band. Vi har frisat hinanden i projektet til at opdage os selv på ny. Det at gå ind i et rum, hvor jeg slet ikke havde kontrol over musikken, var angstprovokerende. Det lyder overdrevet, men jeg måtte overskride noget i mig selv for at gøre det. Jeg måtte give slip på noget af den kontrol, man oparbejder med årene. Når man dygtiggør sig, kan det blive helt hæmmende for kreativiteten, fordi man får så stærk selvkontrol.”
“Det er en del af en fortsat udforskning af, hvad vi kan gøre med det her band.“
Henrik Pultz Melbye, SVIN
“For SVIN har det været en sund måde at arbejde på,” følger Henrik op: “Det har givet os et helt andet blik på, hvordan vi kan skabe et nyt udtryk, ikke mindst visuelt. I SVIN har vi ikke været så gode før til at lave et visuelt udtryk, men når vi skal ud at spille nu, optræder vi i messehageler og har makeup på. Der har Thorbjørn været meget selvsikker og sagt, at det her er en fed måde gøre det på.”
Det kan opfattes som en del af en længere proces for at finde ud af, hvordan SVIN kunne videreudvikles i samarbejdet med andre. I 2019 uropførte de under Aarhus Festuge værket Elegi, der var skabt sammen med det klassiske ensemble Århus Sinfonietta, og i 2023 lavede de danseforestillingen Monster på det odenseanske Teater Momentum med danserne Birgitte Lundtoft, Anna Lea Ourø og Antonia Harke. Den måde at læse Bissesvinet ind i en række kunstneriske samarbejder for at forsøge at afsøge grænserne for SVIN kan Henrik godt tilslutte sig:
“Det er en del af en fortsat udforskning af, hvad vi kan gøre med det her band, og hvordan vi kan inddrage andre kunstformer i musikken. Det er også en del af at blive voksne og få børn, hvor vi ikke har mulighed for bare at tage på turné hele tiden. Så må man prøve at lave nogle andre former for projekter. Det påvirker ikke kun det musikalske output, det har også givet os et blik på alt det omkring musikken. Vi får nogle erfaringer, vi kan gøre brug af, når vi bare er SVIN.”
Det får ens ører til at vokse
For Thorbjørn føltes det i begyndelsen, som om han snød de andre ved ikke at have fuld kontrol over det, han lavede sammen med dem, som han er vant til. Men det var vigtigt for ham at slippe kontrollen og gribe samarbejdet an på en helt anderledes intuitiv måde, fortæller han om de uger, Bissesvinet tilbragte i øvelokalekomplekset Taverna Centrale. Her i Vanløse skabte de musikken til albummet Blodager i ugerne op til indspilningen.
“Jeg følte mig uforberedt. Jeg følte, at jeg snød. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det: Jeg smed al min dødvægt overbord og gjorde mig klar til at tage den musik på mig, de spillede. Det var vigtigt for mig ikke at have for meget med ind i det rum.”
Bisse
“Jeg har opdaget nye måder at skrive sange på. Jeg tog min konfirmationsbibel med ind i øvelokalet, og så læste jeg op ad den, skrev om og formede teksten, mens jeg sang. Jeg er altid kommet til bandet med helt færdige sange, hvor jeg har lavet akkordskema, demoer, noteret tempo og det hele. På den måde har jeg lavet 14 plader på 10 år, så jeg har jo været effektiv, for helvede!” griner han med slet skjult stolthed, inden han indrømmer, hvor svært det var at skifte arbejdsmetode: “Jeg følte mig uforberedt. Jeg følte, at jeg snød. Men jeg er glad for, at jeg gjorde det: Jeg smed al min dødvægt overbord og gjorde mig klar til at tage den musik på mig, de spillede. Det var vigtigt for mig ikke at have for meget med ind i det rum.”
Det gav Thorbjørn en fornyet glæde ved at skabe musik, fortæller han, og han blev opmærksom på det hæmmende ved de regler, han havde sat op for sig selv for, hvordan han skaber musik. Samtidig er han klar over, at han ikke for sig selv vil kunne skrive en musik, der minder om den, han er med til at skabe i Bissesvinet.
“SVIN spiller på deres instrumenter på en meget personlig måde. De spiller ikke, som man skulle tro, det ville lyde, når saxofon, guitar og trommer spiller sammen. Det får ens ører til at vokse. Jeg vidste slet ikke, man kunne spille sådan. Bare at høre Thomas spille trommer, jeg mener, tit vidste jeg ikke, hvad taktart han spillede i, og så var det sådan noget 13/8.”
“Sådan har jeg det også altid med Thomas. Jeg ved aldrig, hvad han spiller,” indrømmer Henrik om SVINs trommeslager, Thomas Eiler.
“Det er som at være vant til spise med kniv og gaffel, og så møder man nogen, der vender dem om og bruger dem som spisepinde! Der kommer en anden oplevelse ud af det,” forsøger Thorbjørn sig med et billede på SVINs uortodokse tilgang til at spille.
Nykristen heavyrock
“Det er et stort tab for vores samfund, at religion er blevet en identitær størrelse.”
Bisse
Vi vender altså på en måde tilbage til Moondogs tese om de skæve taktarters frisættelsespotentiale og ad den vej også til den åndelige dimension, der spiller så stor en rolle på Blodager. Messehagelerne i liveshowet og på pressebillederne er en måde at sætte det på spidsen ved at få kvartetten til at ligne ypperstepræster i en meget kulørt og en lille smule skræmmende kult. Men religionen og åndeligheden har fra begyndelsen af spillet en stor rolle i samarbejdet. Grundstenen blev trods alt lagt med en sang, der hed ‘Bøn’, et messende stykke drevet frem ad tribale rytmer. Den stemning og tematik ville de gerne folde ud på Blodager, siger Henrik helt i begyndelsen af vores samtale. Derfor tog Thorbjørn Biblen ned fra hylden og med i øvelokalet som inspiration.
Hvad er det i Biblen og det religiøse tema, der for jer spiller så godt sammen med den rå, primale drivkraft i musikken?
“Det primale genkendte jeg i de gamle tekster i Visdomsbøgerne. Det er bøger om lidelsen og tilværelsens under. Og jeg oplever, at der også er både lidelse og under i SVINs musik. De viger uden om det velordnede og taler til noget mere fundamentalt for mennesket. Der er en fundamental længsel, frygt, sorg og glæde i deres musik. Biblen fungerer for mig som et urskrift for vores del af verden. Hvis vi havde boet i Indien, havde vi sikkert taget udgangspunkt i vedaerne,” forklarer Thorbjørn og fortsætter: “Skæbnen vil, at da SVIN sendte mig nummeret ‘Call to Worship’, var jeg i gang med at læse Prædikerens Bog, som er en del af Visdomsbøgerne. Det er en meget smuk tekst med mange af de sentenser, vi kender: “Alting har sin tid,” og “intet er bedre for mennesket end at glæde sig i alt, hvad det gør; det er dets løn.” Det er også der, hvor det lyder, at “alt er jo tomhed og jagen efter vind!” Det skrev jeg videre på til ‘Bøn’, og den proces videreførte jeg på Blodager. Min egen musik er alt for lille og kommodeskuffeagtig til at rumme de følelser: SVIN var en portal ind til den abstrakte musiks verden, hvor jeg kunne skrive tekster på en mere åndelig måde,” siger sangeren.
“Men da Thorbjørn kom ind med en bibel i øveren, havde vi da i starten en bekymring for, hvordan det skulle gå med de tekster. Vi er alle meldt ud af Folkekirken,” indskyder Henrik.
“Og jeg har aldrig været en del af den!” skynder Thorbjørn sig at slå fast.
“Vi ville helst ikke stemples som nykristne,” griner Henrik, og derfor bragte SVIN deres bekymring til torvs på den allermest forsonlige og overhovedet ikke konfrontatoriske måde, de kunne: De mindede Thorbjørn om Creed. Altså det amerikanske heavyrockband, der for godt 20 år siden skrev smægtende powerballader om deres kristentro og lavede en video i en Ringenes Herre-kulisse fra Wish med en oversized gul læderjakke, der ikke lader Bissesvinets messehageler noget efter.
“Da I nævnte Creed og ‘With Arms Wide Open’ blev det sjovt!” siger Thorbjørn. “Så blev det til, at vi sagde fuck det, så gør vi det. I forstod, at det ikke var min mening at døbe jer.”
“Ja, Creed har været en stor inspiration for pladen,” konstaterer Henrik tørt, inden Thorbjørn forklarer, hvad Bissesvinet så fik ud af at inddrage Biblen og religionen, og hvorfor det var vigtigt for ham:
“Det er et stort tab for vores samfund, at religion er blevet en identitær størrelse. Vi er jo alle bange for at dø, vi er alle rådvilde, vi har alle en stor kærlighed i os, som vi længes efter at dele. Det Gamle Testamente handler om alle de her folk, der kæmper med at finde vej. Det er akkurat ligesom Lao-tse,” siger han og holder den kinesiske filosofs lille visdomsbog Tao te king op af stolen ved siden af ham, inden han fortsætter: “Det handler om at finde livets mening. Og i den søgen må vi ikke bare kaste de gamle, kloge tekster væk. De har nogle momenter af stor skønhed og dyb indsigt. Det er vigtigt for mig, at vi slipper den religionsforskrækkelse, vi fik med Rifbjerg, Sarte og eksistentialismen,” konkluderer Thorbjørn, inden han opsummerer: “Når vi skaber noget sammen, starter det altid med en joke. Og denne gang var det altså, at nogle midaldrende hvide mænd mødes og starter et kristent heavyrockband.”
Det var der heldigvis meget mere at hente i, end der var i Creeds svulstige heavyrock. Både for Bissesvinet og for SVIN og Bisse hver især.
“I SVIN er vi i den meget spæde start på næste album, og det er helt klart farvet af den her proces. Vi kommer til at lave et værk, der er mere bundet sammen med det visuelle og det performative,” fortæller Henrik.
Thorbjørn på sin side er tilfreds lige nu med at fokusere på Bissesvinet:
“Jeg tænker allerede på det næste Bissesvinet-album i 2026. Der er mere gods at hente i det her samarbejde.”
Hvad der er at hente i det, kan man selv se, når Bissesvinet på fredag d. 7. spiller på det nye spillested RAV i Brøndby under Vinterjazz, inden det går videre gennem landet i messehageler og løbende sminke.
Se datoerne her.
