Passive/Aggressive

BJNilsen – En rejse gennem den vandrendes bevidsthed

Kritik September 28 2017 800px-B._J._Nilsen_(1775694242)

BJNilsen: “Massif Trophies” (Editions Mego, 2017) – anmeldelse af Morten Østergaard Rasmussen

Den 4. september 1860 besteg J.J. Cowell, W. Dundas, J. Payout og J. Tairraz som de første det 4.061 m høje bjerg Gran Paradiso i den italienske del af Alperne. I 2015, 155 år efter deres oprindelige ekspedition, påbegyndte Benny Jonas Nilsen, bedre kendt som BJNilsen, en månedlang vandretur i Gran Paradiso Nationalpark. Denne tur om det massive Gran Paradiso-bjerg blev begyndelsen på det, som nu er blevet til hans seneste album, “Massif Trophies”, en 43 minutter lang rundtur i fem dele.

Albummets første del, “Alpe Djouan”, starter med lyden af regn. Tordenbrag og fuglekvidder bliver kastet frem og tilbage, men et rislende vandløb træder i forgrunden. Allerede inden for de første par minutter står det dog klart, at man ikke kan stole på Nilsens optagelser af regnen. Måske rammer regnen en presenning, måske er det slet ikke et vandløb, der løber forbi? Forskellen på lydbilledets dele bliver kun antydet. Disse forskellige lyde af vand bliver efter nogle minutter akkompagneret af en langsomt stigende synthdrone. Råbende hyrder og brægende får toner derefter frem, og det hele ender i en kakofoni af computergenerede lyde, som mere genkalder Karlheinz Stockhausens “Gesang der Jünglinge” og Luc Ferraris “Presque Rien No. 2″ end en forestilling om de italienske alper.

Albummet forsætter herefter med “Rough Grazing”, der begynder med ringende klokker og raslende dåser, som er flettet så godt sammen, at selv ikke de elektroniske effekter er til at skelne fra de andre lyde. Hvad der lyder som fuglesang ét sted, optræder som insekter og vindpust et par sekunder senere, hvilket gør forvirringen total. Det betyder dog ikke, at man som lytter bliver skræmt væk. Denne mangel på holdepunkt resulterer nemlig ikke i frustration for lytteren, for det fremhæver tværtimod hver lyds særpræg. Intet får lov til at dominere, og derfor kan man som lytter selv vælge, hvilke aspekter af lydbilledet man vil fokusere på.

“La Descente” vender på en måde tilbage til udgangspunktet, regnen, ved at blande dybe toner med lyden af brusende vand. Regnen bliver til dryp, rislen og skratten, og tonerne runger så meget, at det til sidst lige så godt kunne være en optagelse af et vandfald. Lyden af skridt på løse klippeskærver skaber forestillingen om menneskelig tilstedeværelse og således fornemmelsen af, at rejsen ikke helt er forsvundet fra ”Massif Trophies”.

På “Eaux Rousses” bliver fragmenter af sang, talestemmer og klokker opslugt af dybe, konstante toner, og langsomt forsvinder alt ned i dronens malstrøm, så der til slut ikke er andet tilbage end et dybt sus. Uvisheden om hver enkelt lyds ophav giver kun få glimt af noget konkret fra Nilsens tur, før det bliver kastet frem og tilbage og manipuleret til ukendelighed. Her bliver lydene reduceret til deres absolut mindste enheder, så de kan sættes sammen igen på nye måder; de skal ikke katalogiseres, men i stedet gøres til et slags møde mellem det objektive og subjektive: Alperne har både ligget der før og efter Nilsens vandretur, og årstider kommer og går, men den naturlige cyklus bliver til “Massif Trophies” ved tilføjelsen af Nilsens eget møde med omgivelserne, som kommer til udtryk gennem synthdroner og diverse effekter. På den måde bliver alpelandskabet noget, som Nilsen kan manipulere så tilpas meget med, at det snarere bliver til et subjektivt udtryk og dermed kan sættes i relation til resten af hans omfattende bagkatalog.

Albummets sidste del, “Camping Europa”, starter med brusende vand, insekter, blæst, klokker, stemmer og motorstøj, og her virker lydbilledet genkendeligt på trods af den komplekse sammensætning af optagelserne. At høre “Camping Europa” føles først som at komme hjem efter at have været rundt i nationalparkens uvejsomme terræn, men hurtigt bliver optagelserne en del af et større system, der sørger for, at ”Massif Trophies” ikke kommer til at have det genkendelige som endemål. Den sidste af de mange synthdroner toner ud sammen med en fuglekvidder, indtil “Camping Europa“ ender i et tordenbrag, som bryder den tiltagende stilhed og markerer albummets slutning.

Det er tydeligt, at ”Massif Trophies” ikke er en auditiv guide gennem de italienske alper, men i stedet Nilsens personlige beretning om, hvad han har set, oplevet og følt på sin tur. Fra det indledende uvejr bliver albummet til et møde mellem det reelle og manipulerede, en film uden billede eller et radiospil uden replikker. For at kunne opleve albummet som en rejse skal man først og fremmest forstå det samlede lydbillede som en metafor. Rejsen er central, ikke bare som en konkret vandring i Gran Paradiso Nationalpark, men også som en tur gennem mødet mellem lyd og forestillingsevne.

“Massif Trophies” er ikke et overblik, tværtimod. Hverken lyden af naturen eller Nilsens tilføjelser skal ses som harmonier eller melodier, men utallige muligheder, der kommer til udtryk gennem forvrængninger og manipulationer. Albummet er først og fremmest et stykke lydkunst, og hvis man ikke har det in mente, går alle detaljerne nemt tabt, for man skal ikke forsøge at finde spor af Nilsen, der går rundt i Gran Paradiso nationalpark, men i stedet lytte efter hver lyds potentiale.

Info: “Massif Trophies” udkom i august på Editions Mego.