Passive/Aggressive

Acid King – tonstung hypnose i 90’er indpakning

June 12 2012

Søg på Acid King og google vil vise dig billeder af et band, der ser næsten lige så forfærdelige ud som Linkin Park eller D.A.D. Tilmed er Acid King udstyret med et såkaldt “kvindeligt” bandmedlem. Ucharmerende, usmagelige og herre useje var de umiddelbare ord, min hjerne reagerede med i mit spæde forsøg på at finde ud af, hvem Acid King er, og hvad de er i stand til.

Alt dette skulle dog vise sig at være komplet underordnet, da jeg alligevel tog mig tid til at gennemlytte Acid Kings geniale bagkatalog og deltog, da bandet tirsdag aften gæstede Loppen. Trods al den modstand, jeg overhovedet kunne have overfor et band, måtte jeg for hver sang, jeg afspillede, trække mine fordomme så meget tilbage indtil associationen til Acid King kun inkluderede min dybeste respekt.

Syrekongen fra San Fransisco
I følge Wikipedia kommer navnet Acid King sig af teenageren Ricky Kasso, der i tilbage i 1984 begik et satanisk mord under indflydelse af LSD, alt imens han var iklædt noget så sejt som en AC/DC t-shirt. Bandnavnet er ikke helt dumt, da “syre” også synes at være en underkategori til genren, og “konge” synes at tale for sig selv.

Acid King blev dannet for lige godt 20 år siden: San Fransisco, 1993. Halvfemser-band, hvilket måske forklarer lyden (og specielt de frygtlige bandfotos). Et band, der muligvis ikke er fulgt med til år 2012, men til gengæld er frosset fast i en legendarisk periode musikmæssigt. Perfekt for de af os, der i halvfemserne havde travlt med Løvernes Konge og at vende os af med sutter og bleer. Den endegyldige reference til Black Sabbaths lyd gør det slet ikke mindre dårligt.

Tonstung hypnose
“Electric Machine” fra albummet “Busse Woods” fra 1999 er en af de første sange, der dukker op på Youtube og er også den første sang, jeg hører. Under afspilningen af denne næsten syv minutters sang, bliver alle bandfotos og whatever fuldstændig glemt. Også mine egne tanker, omgivelser og navn. Acid King spiller tungt og hårdt med uendelige mørke halvfemser stoner- og grunge-referencer. De behersker en overbevisende balancegang mellem at lave brutal musik på beroligende harmonisk vis; en form for doom metal. Et band, hvis sange ikke som sådan arbejder med klimakser, måske fordi de nærmere er lange, dragende og beroligende klimakser, og et band, der får én til at glemme omgivelserne.

Gruppens kvindelige frontfigur Lori S., er både sangskriveren, sangerinde og guitarist. Lori har den vildeste, på én gang hypnotiserende, men også anonyme stemme, der blendes ind i de stenede og tonstunge arrangementer, som bassist Peter Lucas og den nuværende trommeslager Mark Lamb producerer ved siden af Loris simple guitarspil. En masse distortion og hypnose – eller “heavy but spacy” som det beskrives på bandets egen hjemmeside. I numre som “Motorhead”, fra samme album som ovenstående nummer, er hendes vokal dog mere fremtrædende, og vokalen lyder her næsten som Courtney Love minus det flabede.

Melvins’ åndsfæller
Acid King har turneret med Fu Manchu og Melvins; trommeslager Dale Crover var gift med Lori S. og producerede deres debutalbum “Acid King” fra 1994. Bandet udgav deres første albums på Sympathy for the Record, der også har navne som Mummies, Billy Childish, White Stripes med flere, og deres seneste album “III” er dateret til 2006 og udkom på det Japanske label Leaf Hound Records, der også står bag navne som Church of Misery.

Alt i alt er det blevet til syv albums fra Acid Kings side, men det er vist ingen hemmelighed, at bandets aktivitet var størst før årtusindeskiftet. Herefter kan det konstateres, at lyden og produktionen er blevet mere poleret, hvilket ikke nødvendigvis er en kritik. Eksempelvis på nummeret “2 Wheel Nation”, hvor både trommer og vokal synes at være mere eksplicitte og rene oven i det ellers skrattende og distortede, hvilket gør det kontrastfuldt og interessant.

Tirsdag aften kunne man med selvsyn konstatere, at Acid King mindst er lige så overbevisende live som på plade, og så er det jo altid dejligt at være til koncert med regulars fra Ungdomshuset og The Rock. I forlængelse heraf, beklager jeg selvfølgelig mange gange, at dette indlæg først smides op efter koncerten – men hey, de har eksisteret siden 1993, så det er nok ikke helt usandsynligt eller utænkeligt, at de bliver ved med at spille et par år endnu.

Note to self: bandkostumer er irrelevante for koncertoplevelsen, det samme gælder bandets fanskare og publikum.

Forgiver Forever udsender debutalbummet “My Mythology”

Blog June 7 2012

I will remember that nothing is what it seems
and how I dreamt of being endless
in my belief
but never was

Forgiver Forever er et af projekterne i musikkollektivet AFMEDHOVEDET (som vi elsker). Bag aliaset gemmer sig Jonathan Carstensen, der om ikke andet viser bredden i forhold til punk, dance og støjende impro-projekterne i kollektivet. For med Jonathan Carstensens sideprojekt Forgiver Forever (han er forsanger i First Flush) har man et solo-songwriter-projekt med skelen til Bill Callahan, skæve nihilistiske tekster, super utight men harmonisk stærkt guitarspil og en grov produktion! The new The New Spring, bare fra Kerteminde og med en snert af punkæstetikken og en for genren frigjort vild vokal. Læs resten

Spost – vanviddets blobberi

Blog June 5 2012

“Ok, OK! Var det rigtigt? Men der var det der dyr, men der var det der dyr, der var det der dyr!” Mød den etno-københavnske tale-guitar-demagogiske musikgruppe Spost, der nyder tilværelse som et frit, vanvittigt og dansksproget orkester med både fragmenterede, multimelodiske, dorske, slaviske, monotone, østjydske, atonale og andre uventede elementer. Bandet tæller medlemmer fra andre noise, art og improorkestre, uden at skulle gå i detaljer her.

lidt info om spost: jonas okholm er sang. claus haxholm er bas og guitar. jan s. hansen er guitar. mathias sæderup er guitar. kristian poulsen er guitar. toke flyvholm er trommer. toke tietze mortensen er af og til trommer og slagtøj. musikmæssigt ligger spost og blobber rundt imellem improvisation og numre, der mere har struktur som rockmusik. referencerne kan derfor godt være lidt forskelligartede. de kunne være no wave som f.eks. dna, mere free jazz/impro-agtige sager som derek bailey, eller mere midt imellem det hele: henry flynt, eller lidt etno a la sublime frequencies, eller mere tranceinducerende: minimalmusik eller glenn branca, eller the fall-rock. for mig (jeg ved ikke helt, hvordan de andre tænker det, kristian red.) er det ret vigtigt, at musikken lægger sig imellem forskellige udtryk og genererer noget tredje og derigennem fremprovokerer en eller anden form for overraskelse – både for os selv og andre.

Spost transmitterer to numre til Passive/Aggressive, begge optaget live, hhv. et ældre nummer med fantastisk rablen “Sikke Et Udtryk” og et behageligt forårsnummer “Fisker”. Spost arbejder med nyt materiale, som for størstedelen er optaget i efteråret 2011, og som udmønter sig i en fuldlængde debut. Gruppen spillede blandt andet på Festival Of Endless Gratitude i 2011. Læs resten

Helm – Passive/Aggressive Mixtape

June 4 2012

Den London-baserede musiker Helm (Luke Younger), hvis tidligere band Birds Of Delay bestod af ham selv og Heatsick (Steve Warwick), udgav sit tredje album “Impossible Symmetry” den 29. maj på det ret spændende berliner-label Pan Act. Helm, som netop har givet koncert i København under Distortion med posh isolation, har kompileret dette mixtape specifikt Passive/Aggressive. Foruden hans egen musik, så driver Luke Younger også labelet Alter, som blandt andet har udgivet Oneohtrix Point Never, og hvis du vil dykke ned i mere, så har Helm anbefalet nogle ret vilde stykker musik ovre hos Self Titled Mag. Læs resten

Ekoplekz – Kosmiske sekvenser

June 3 2012

af CR Hougaard

Bag Ekoplekz gemmer sig 42-årige Nick Edwards fra Bristol. Ved hjælp af et stort arsenal af guitarpedaler, rytmebokse og synthesizers har han, i de senere år, bidraget med en lind strøm af udgivelser af kassettebånd og vinyler på labels så som Mordant Music og Punch Drunk.

Tilgangen til musikken er simpel. Alt er håndspillet, og numrene improviseres frem samtidig med de optages direkte ind på en firesporsbåndoptager. Efterfølgende sker der kun en minimal efterbehandling af musikken inden den udgives. Edwards varierer sit udtryk konstant at ændre sammensætningerne af instrumenterne. Resultatet er støjende, og giver associationer til både af tysk og engelsk elektronisk musik fra halvfjerdserne, samt nutidens dubstep-scene. Sidstnævnte er samtidig med til at give musikken et dansablet præg. Læs resten

Space Program – udforskning af forstandens endepunkt

Blog May 31 2012

Soloprojektet Space Program (alias CR Hougaard) udgiver selv cassetter og cd-r og har med sin anden udgivelse “Æthereal” cd-r fundet frem til en buldrende og gold soundtrack-inspireret noise med en masser droner og ringende guitareffekter. “Æthereal” er trykt i 60 eksemplarer, men er netop blevet tilgængeligt online på hans Bandcamp sammen med debuten “Space Program”. Formen hviler ganske rendyrket, det er en blanding af digitale og analoge effekter, og en stor del af tiltrækningen er den langsomme resignation.
Læs resten

En lille ø, en gammel gård, en smuk kyst og et monumentalt rod – Sejerø Festival vender tilbage i 2012

May 25 2012

Den spændende, unge, hullede, isolerede Sejerø Festival vender tilbage i august i år. Det fortæller musikarrangør Thomas Buhl-Wiggers i en mail. Sejerø Festival kan samtidig sætte første navne på programmet, som er specialimporteret til Sejerø uden om storbyernes firkantede venues, heriblandt finder man flere Passive/Aggressive favoritter. Sejerø Festival er et forsøg på at bygge et monument over en følelse.

EXCEPTER (US)  JAWS (US)  SAND CIRCLES (SE)  HEATSICK (UK/DE)  PER KRISTENSEN M. FLADT LANDSKAB (DK)  ICE CREAM CATHEDRAL (DK)  GALA DROP (POR)  DINNER (DK)  DISCOTEQUE PALMEN (DK)  FATHER MURPHY (IT)  MOKO (DK)  COYB (DK)  EUROS CHILDS (WL)  NORBERTO LOBO (POR)  +  TBC.

Hvad er Sejerø for et sted?
Thomas Buhl-Wiggers: En lille ø, en gammel gård, en smuk kyst og et monumentalt rod. Læs resten