Passive/Aggressive

Mixtape: Thulebasen Solhvervs Mix

December 22 2011

Trackliste:
Magic Pens / Elvish Presley
The Worst Band In The World / 10cc
I like you as I like the sound of an egg cracking inside of a hen / Body Lotion & The Bloody Hands
Little Girl Lost / Bernard Herrmann
The Man in the Dark Sedan / Snakefinger
Princess Diana / Language Removal Services
Högsta Prioritet (Sista Anhalt) / Svenson
Who wants to oblivien / Manzerin
Early spacetravel / Per Hoier
Dikoboda sombe / Aka Pygmy Music
Barstow / Harry Partch
I Could Give You Reasons / Fly Girlz
Tonight / Porno for Pyros
Ramble Tamble / Creedence Clearwater Rivival
Religion I / P.i.L
The Garden / Guns ‘n’ Roses
A Visit to a Sad Planet / Leonard Nimoy
Laguna Sunrise / Black Sabbath
Psalter / Faust
Forbidden Ones (excerpt) / UWOWL
Leery Looks (From Father’s Books) / Renaldo And The Loaf
Reparto Novita / Stormy Six
ESP / Buzzcocks
The She / The Breeders
Sleepwalk / Santo & Johnny
77 / Boredoms
Out of the Blue / Roxy Music
Sweet Sticky / Theo Parrish
Home Age Conversation / The Residents
Rugs Of Prayer / Gang Gang Dance
Stranger In Moscow / Michael Jackson
Alku / Pan Sonic
Dansevise / Grete & Jørgen Ingmann
Obstacles / Ultra El!
The Fall Of Saigon / This Heat
Til I Die (Alternate Mix) / The Beach Boys

Kompileret af Thulebasen (Escho) for Passive/Aggressive til vintersolhverv (22. december 2011)

ÅRSLISTE: 2011 according to Laurel Halo

December 19 2011

“If 2012 is the Apocalyptic Not-A-Fine-Day, then 2011 was the pre-game: where everyone’s participated in a U/Livestream session hiding out from hurricanes or riots or their responsibility and instead, intensely feeling or believeing something happening on the screen, DJs or protesters doing it for them, ‘long lost’ culture relics on YouTube or the brilliantly shaded Soundcloud waveform.

Music’s increasingly ‘hyper-‘ in 2011 – hyper-sentimentality replacing pain for a similar sensation, hyper-affectation replacing old music for new, hyper-mystery making anyone with a dick and a laptop a badman (aka music without a heart will always lose).

I found joy in the DIS Trance War that led dozens of producers to make their best actual (or approximations of) Trance anthems, Nick Weiss’s winning track using a Gabba kick and a sealing, peaceful message (“Can you really win a war? Where are the children? Who’s gonna teach them, tonight…”). Also in HDBoyz’ N’Sync-circa-1998 appropriation, Far Side Virtual and Replica‘s cutting up of our commercial brains and the grace of Julia Holter’s Tragedy.

LED contact lenses and dream scanning, Arab Spring, Occupy and other riots worldwide, politicians becoming increasingly idiotic (“We have to stop blaming the banks”) and loops again taking focus all dance on the periphery of 2011’s antiparticipatory collective conscience, gearing us up for what we can say musically and what we can do IRL in 2012.” (Laurel Halo, i Wire januar)

Laurel Halo – Hour Logic (Hippos in Tanks)

Favorite People: Jesper Lidang over Atlas Sound

November 4 2011

I anledning af Atlas Sound ’Parallax’.

Læs det kronologisk.

Jeg ser det i øjnene, Hr. Cox, dagens virkelighed er min hukommelses område. Jeg husker hvordan, verden bruges, ja, og alt er, som det plejer, nu, hvor jeg vågner, efter endnu en opløsning. Jeg vælger kortvarigt at varme mig ved dette dagens bål, for derefter at vende det blege ansigt til, i dit navn, Bradford, til din ære, mens det surreelle liv billedstormer mine neuroner og skyller mit korpus ud med spildevandet – til havet:

• parallaxis

Varmt bad – med skvulp ind i det underbegavede – og dine blanke øjnes Sortehav – disse gule LEGOfantaster – der ridser på maven – som røde bjerge – og så væk – i mig – mit fuglelig – i træet i haven nær gaden, hvor du måske boede – kaster op – og sveder – ud over steder for mine forældres nedkomst(er) – for at fylde jordens og helvedets mælkekartoner med – mælk – det braiserede kartoffelslabberas tager til – ligesom søndagsstank og morgensang, når du mindst ventede det – du ville stå rank, men kunne ikke – på disse glatte gulve af feteret ærlighed – min kærlighed – og din – se: disse svømmende gadelygter – blinker kort og stagnerer – og du græder over det i dine fætres lårbensknoglehus – der rasler og vælter – og du siger: ikke mere pis! – bare kedsomhed og ensomhed – og denne ekstreme lykke – når du smager på signaturerne – dødsmaskeballets farvesuppe – søvnens persille – og dit lange hår, der løber – og løber nedad – langs ryggen – helt bagvendt i badekaret – ligesom vandet, som løber videre – mens jeg glider – og du ser bortvendt

Dette er en del af Favorite People, passive/aggressives gæsteskribenter i forvildelse og musikrus. Jesper Lidang er forsanger i The Rumour Said Fire. Parallax udkommer på mandag den 7. november på 4AD.

Favorite People: Torsten Larsen – På røven i spejlkabinettet (igen)

October 21 2011

Af Torsten Larsen

Jeg er stadig en smule i vildrede over sommerens pseudodebat, hvor Ralf Christensen og Erik Jensen røg i infight. Fronterne var trukket op med dagbladene ført an af Politiken på den ene side, Ralf Christensen og musikbloggerne på den anden. Der var lagt op til det helt store opgør. Men så løb det ligesom ud i sandet.

Mange havde travlt med at dæmonisere Erik Jensen, hvis eneste forbrydelse vel egentlig er, at han skriver om musik, som Carsten Werge kommenterer fodbold. Måske gik der hul på bylden for Politikens frafaldne læsere, som endelig fik en anledning til at markere deres utilfredshed med en avis, hvis kulturstof skrives af personer med professorater i flygtige til mellemkorte banaliteter (med Henrik Palle, ikke Erik Jensen, som skræk-/pragteksemplet), og som rammer lige ned i tomrummet efter den bratte afslutning på nullernes radicoolness-fest*.

*Moderskibet har det eftersigende fint igen, organet bløder stadig.

Indi(e)ana Christensen og jagten på den kiksede storebror

Men hvorfor gik Ralf Christensen, en af dansk rockkritiks klareste stemmer, i clinch med Erik Jensen, hvis emnefelt kun perifert berører Christensens? Hvis rockkritikken overhovedet kan ses som ét samlet felt i en kultur, der er eksploderet ud i alle retninger, så bør der være plads til alle, der har lyst til at ytre sig om noget som helst.

Læs resten

Favorite People #4: Börneblogger om The Embassy

October 7 2011

Jeg har vist mistet overblikket, men jeg ved dog, hvornår det er tid til at skrive: Når man ikke ved, hvor længe siden det er. Lige nu kan jeg ikke huske, hvornår vi sidst spillede Subbuteo. Eller bare drak gin for den sags skyld. Du er savnet hernede, og jeg bilder mig ind (i et forsøg på at pleje mit ego en lille smule), at der er en lille chance/risiko for, at du også er ude på et sidespor, hvad angår en overdosis af nostalgi. Igen er det musikken, der har givet mig et praj.

Jeg har svært ved at finde den gyldne middelvej for tiden. Det hele bliver ofte for kynisk eller for emo. Ligesom musik gerne bliver enten for følt eller substansløst. Som så ofte før har jeg vendt mig mod vore svenske brødre, der kan være så befriende ligeglade: The Embassy! En duo, der er ret stor i hjemlandet men ikke herhjemme. Eller uden for Sverige generelt. Men de nyder en vanvittig respekt i elgenes land. Faktisk er Sveriges nok bedste pladeselskab Sincerely Yours (Air France, jj, ceo, The Tough Alliance, Memory Tapes) opkaldt efter én af deres sange!

Det var faktisk dig, der anbefalede mig Håkan Hellström i sin tid, og selvom de to ingenlunde lyder hen ad det samme, er der en forbindelse. Dét at kunne græde sit hjerte ud og alligevel lyde så upbeat. Det kan de kraftedeme, de svenskere. En kvalitet, der egentlig blev udforsket ret stærkt i 80’erne. En rendyrket hyldest til livet i form af upbeat katharsis.

Det er en form for ekspliciteret nostalgi, der leveres på sindrig vis, så man af og til tror, de alligevel er ligeglade; de har en tilgang, der grænser til noget næsten hedonistisk, men de overskrider aldrig denne grænse. Ja, de lyder sgu næsten arrogante nogle gange! Men nihilistisk kan man heller ikke kalde det. Det er langt hen ad vejen bare så befriende og careless. Men der er alligevel en forskel på careless og carefree. Denne forskel definerer de fint i deres eget lille univers. De er livsnydere, der ikke forsøger at prakke os deres sorger på, men i stedet hjælper os med at indse, at vore følelsesspektre ikke er så satans sort/hvide. Nu har man i årevis talt så meget om balancen mellem pathos og ironi efter det såkaldte ”kollaps” af post-modernismen. Men selv dét er egentlig sort/hvidt. Det herlige ved The Embassy er, at der ikke er nogen form for akademisme (den ladeste -isme) at spore. Det er hverdagsvisdom frem for skolet intellekt.

Min yndlingssang med dem er It Pays to Belong, og det bliver nok også din, hvis jeg kender dig ret. Muligvis et af den slags tilfælde hvor man stadig er gladest for den sang, man hørte først. Min storebror spillede den for mig, og allerede første gang lagde jeg mærke til linjen: ”Could it be that you’re just like me? In my mind you’re so much more.” Meget kært og sympatisk! Jeg håber, du giver den sætning videre, når du engang spiller sangen for nogen. Jeg foretrækker at se på den sætning på to måder: 1) Den naive romantiker, der næsten ikke kan tro det: Han har en sjælefrænde! Og hun er selvfølgelig meget mere end ham. Eller 2) manden med lidt mere (måske for meget) selvtillid har fået øjnene op for én, han er på bølgelængde med. Og så! Han bliver ydmyg, da han ikke længere kan overskue skønheden.

The Embassy er egentlig ret ligetil. Af og til så ligetil at man faktisk kan få brug for at slå hjernen fra og blot lytte for ikke at fortolke blindt. Dermed ikke sagt at der ikke er noget at føle (Achtung! Stadig ikke følt i dén forstand!). De har fanget noget, og det formår de at viderebringe; det er ikke falsk oplysning eller belæst + opblæst selvoptagethed. De er oprigtigt nysgerrige, fordi de kan holde en vis distance og har tid til også at være delvist ligeglade. Opslugt af lejlighedsvis og essentiel endimensionalitet.

Jeg genopdagede dem for nylig, og jeg blev nødt til at fortælle dig om dem. Nu giver jeg dig trygt videre til The Embassy og tre af deres lands- og åndsfæller, der har fanget samme udgangspunkt – inden for en lidt anden æstetik.

kh

Af Martin Hjorth Frederiksen, dedikeret musiklytter og blogger på Börneblogger.

– – – – – – – – The Embassy udgiver sit tredje album, “Life In The Trenches” om lidt på Service Records (ikke Sincerely Yours), som blandt andet også har udgivet Jens Lekman og Studio. Den svenske duo har kun udgivet to album i fuldlængde tidligere, nemlig “Futule Crimes” (2002) og “Tacking” (2005). – – – – – – – – – –

Favorite People #1: Bjørn Lange om Memoryhouse

September 16 2011

Den canadiske vidunderduo Memoryhouse har efterhånden spøgt under overfladen i nogle år. Med et par singler på hhv. Inflated og Suicide Squeeze samt den selvudgivne digital-EP ”The Years” fra 2010 har gruppen, der udgøres af den klassisk uddannede pianist Evan Abelee og Victoria Legrand-klingende Denise Nouvion på vokal, dog opbygget et solidt momentum og en hype, der via Stereogum, Pitchfork – the lot – i foråret udløste en pladekontrakt med ingen ringere end legendariske Sub Pop Records.

Ifølge bandet selv er en fuldlængdedebut at forvente Soon. Very soon, men indtil da må vi nøjes med det reissue af “The Years”, som udkom netop i denne uge, d. 13. september. Genindspillet fra top til tå og med to nye numre – “Modern, Normal” og “Quiet America” – fremstår EP’en, selv for fans af den oprindelige version frisk og relevant og giver i dén grad løfter om et band man skal regne med fremover.

Åbneren, “Sleep Patterns” er med sin støvede rytmeboks mest tro mod det gamle Memoryhouse, hvorimod “To The Lighthouse” er genskabt i en langsommere, mindre balearisk version, som ligger meget langt fra den svømmende, Washed Out-agtige original. Dette synes jeg personligt er en smule synd, så nye lyttere skal hermed også opfordres til at grave lidt i den stjernevrimmel af liveversioner, løsrevne sange, remixes, covernumre osv., som Memoryhouse med nænsom hånd har strøet udover blogosfæren og youtube gennem de sidste par år.

Og netop gruppens covers og remixes er faktisk en god indgangsvinkel til at danne sig et billede af den musik, de to unge canadiere begaver os med. Blandt førstnævnte finder vi på generaliebladet tre enestående versioner af hhv. Grizzly Bears “Foreground”, Jackson Brownes/Nicos “These Days” og sidst en svævende, klaverbåren “When You Sleep” af selveste My Bloody Valentine.

I remixkategorien har Memoryhouse primært arbejdet med dreamwaveprojekter som Mathemagic, Korallreven og Millionyoung og på nummeret “Lately” (som med den nyudgivne “The Years” nu er tilgængelig i sin fjerde version) har Evan Abelee formået at opbygge en hypnotisk drøm af en vuggevise over et evigt repeterende Jon Brion-tema. Memoryhouse må ergo siges at bevæge sig et sted mellem alverdens shoegaze, indiefolk og dreamwave, men skønt inspirationskilderne er klare, lykkes det dog alligevel gruppen at gøre sig fri af diverse genretøjler og fremstår med et aldeles unikt udtryk, som det kun kan anbefales at drømme sig væk i.

Dette er første afsnit af Favorite People. Bjørn Lange (ex-Death By Kite, Flag White) fattede pennen om en af sine aspirationer, Memoryhouse.

The Years (Full EP Stream) eller køb vinylen

AF MED HOVEDET

September 2 2011

Få fem gratis plader på hjemmesiden afmedhovedet.dk, der er et musikkollektiv fra Svendborg/København, der stadig er i sine ynglende år, men der er en konsekvens over indspilningerne og det stilistiske udtryk af fri musik, spedalskpunk og mere. En Yoyooyoy apriori. Således er anbefalingen givet videre.

Passive/Aggressive anbefaler udgivelserne:
Bror m. brødre – Hardcore Superfree (er ikke tilgængeligt længere)
DJ Dark – Dark and miserable souls in hell(er ikke tilgængeligt længere)
DJ Lovedogfromhell – The animals are taking drugs, bitte (er ikke tilgængeligt længere)