Passive/Aggressive

Hør Thurston Moores artist talk og musik af Chelsea Light Moving

English August 10 2012

“I don’t want to be some kind of solo-artist who is ex- a band like Sonic Youth. It seemed kind of boring to me. I just don’t wanted to come to a new town and be Thurston Moore, ex-Sonic Youth, I liked the idea of having a band, of being a band, that had a title or some kind of aesthethic. I always thought of bands as gangs coming into town and playing shows in the middle of the night.”

Mandag den 6. august gav Thurston Moore koncert i København, og i den forbindelse deltog han i en artist talk på Københavns Hovedbibliotek i samtale med Lars Movin. Her taler de blandt andet om forskellen på Thurston Moores seneste soloalbum “Demolished Thoughts” og hans band Chelsea Light Moving, inspirationskilder til William S. Bourroughs og Roky Ericksson, og om fluxusbevægelsen og musikalske eksperimenter i New York i 70’erne og 80’erne, fx. Suicide og CBGB. Læs resten

Hindsholm lo-fi i Morten Korch’ske landskaber

August 7 2012

skrevet og fotograferet af Alexander Julin

Den 13.-15. juli, mens internettet stod på standby, og sommeren så småt begyndte at true for alvor, valgte jeg og et par venner at tage turen til Fyn – mere præcist Hindsholm – for at deltage i Hindsholm Lo-fi Festival. For mit vedkommende skulle turen fungere som et alternativ til Roskilde Festival, og det tør bestemt siges at den festival- og fællesskabsfølelse, jeg året før havde savnet til tider på min jomfrurejse til Roskilde, bestemt blev opfyldt i år i de Morten Korch’ske landskaber. Læs resten

Fanø Free Folk Festival 2012 – Den frie musiks yderste, danske bastion

August 4 2012

af Simon Christensen, fotos Alf Lenni Erlandsen

For tredje år kunne musikmagasinet Geiger i weekenden den 27.-29. juli præsentere Fanø Free Folk Festival i landsbyen Sønderho, der i sin stråtækte lavtloftede vadehavsidyl blandt andet også er hjem for traditionel folkemusik i form af sønderhoning og fungerer som digterrefugium. Nåja, og det er så netop i et 90 års gammelt forsamlingshus på Fanø, at ca. 150 musikere og gæster samler sig om en kejtet musikfestival, der skyder de sterotype grænser for folk i sænk med alt fra middelaldermusik og traditionel folkemusik, til mysticistisk akustisk musik og neofolk, elektrisk og elektroniske dybde, free og abstrakte formater, – dog gerne med et litterært snit.

Fanø Free Folk får for sin størrelse mange internationale kunstnere til landet og generelt originale, ukendte og nye projekter, som kan være mere eller mindre vellykkede på koncertdagen, men i al sin loopede virkelighed, skovhuggende, lutvirtuose og coltraneske mangfoldighed, så må festivalgængeren vælge sine kampe. For eksempel husker man:

Forfatter Jeppe Brixvold med en næsten Bill Callahansk ro med det snart albumaktuelle band Red Shifter. Den andægtige hollandske lutspiller og ret hyppige danske gæst Josef van Wissem. Det nyfødte Yoyooyoy-barn toto med dobbelt trommis i form af Tobias Kirstein og Toke Tietze og prominent gæsteoptræden af den evigt agile T.S. Høeg. Den engelske ganske underholdende Dead Rat Orchestra med både sang, huggen brænde og skemaløst cellospil – og det ditto engelske 12-strengede soloprojekt Alex Monk. Mikkel Elzer og Sarah Hepburns nye duo Blood On A Feather, og i den relation også Kloster i en simplistisk opsætning i dagligstuen i digterhjemmet og endda også med vilde instrumentale elementer. Musikkollektivet Lille Kommune med blandt andre Solhorn i et Lucky Dragons-lignende lyssensitiv dronearrangement. Samt ikke mindst Shiggajon i fremragende mystisk freejazz-eksplosion med både stryg, reeds og mangedobbel percussion.

De små danske musikfestivaler af denne type, dvs. fx. foreningsdrevne og internationale, er kunstnerisk i fin form, men økonomisk i konstant krise. Lad os hjælpe dem lidt og holde liv i den alternative musikkultur ved at besøge festivalerne, sprede ordet osv. Uden at jeg egentligt kender visionen bag Fanø Free Folk, så er det dog befriende at forlade bylivet og tage et musikprogram, man kender så lidt til, og alligevel opleve folkmusik, som genre, folde sig ud så forskelligt og åbent. Den fornemmelse er turen værd alene – til den yderste danske bastion for den frie musik.

Dedikeret til de danske musikmedier.

(1) Shiggajon, (2) Sønderho snit, (3) Solhorn

(4) Jomi Massage/Henriette Sennenwaldt/Maria Laurette Friis, (5) Dead Rat Orchestra, (6) Crowd

(7) toto (8) Crowd (9) Sønderhoning folkedans (10) WoO

Interview med Amen Dunes – At gøre musikken åndelig

Feature July 4 2012

Af Rune Finseth, New York

Under Northside Festival (NYC) afholdte pladeselskabet Sacred Bones Records en showcase med Warthog, Wymond Miles, Vår, Crystal Stilts & Amen Dunes. Rune Finseth, der har skrevet festivalreportage for P/A, tog en snak med Damon McMahon fra Amen Dunes på kantstenen ude foran Glasslands Gallery. Læs resten

The Beardy Durfs – rastløs energi på pils

July 3 2012

“Vi kan godt lide at spille lortet selv”

The Beardy Durfs må være et godt band at dele øvelokale med. Der er stensikkert altid en pils og noget solid larm. Selvom skabelonen med guitar/trommer er lidt slidt og alt for ofte får bands til at gå på effektjageri i støjlagene, så formår de to Københavnere at udnytte konceptet. Live er bandet lige så ruskende og rastløse, som Kelvin Thomasen (trommer og guitar) og Peter Andrews (guitar, sang) er rolige, når de ikke er på scenen.

Læs resten

Glow Kit – om man skal danse eller knibe en tåre

June 25 2012

Af Alexander Julin (link)

Jeg har ingen idé om, hvorfor at jeg ikke havde hørt yderligere om Glow Kit, før at jeg så dem live for knap et halvt år siden. Som første band på programmet (og eneste med en decideret plade) til et legendarisk show i Rozenkrantskollegiet, Aarhus, tændte bandet op for det tætpakkede publikums fødder og ører og startede det, der senere hen skulle vise sig at være en ren hedebølge, i og med at der ikke kunne åbnes for nogen vinduer grundet naboklager.

Som odd man out i et lineup, der ellers bestod af Tumor Warlord, Emenkaya og Urban Achievers, var det måske ikke alle dengang, der var klar på tøset garagepunk, og der skulle også gå en måneds tid for mit vedkommende, før at jeg satte mig for at give Glow Kit en velfortjent chance.

Ikke desto mindre stod det hurtigt klart for mig, at Glow Kit med deres selvbetitlede debut, havde skabt et værk, der var en klar kandidat til en af årets bedste udgivelser indlands.

Formlen er i bund og grund ganske velkendt, men ændrer ikke desto mindre på det faktum, at bandets uimodståelige sange, der varer et sted mellem 1–3 minutter, både indeholder en hvis ømhed, der på et split sekund bringer en tilbage til de tidlige teenageår og opgøret med den uskyldige verden, og samtidig en eksplosivitet i kraft af det høje tempo, hvor man som lytter hurtigt bliver velvidende om, at nummeret kan være færdigt ligeså hurtigt, som man bliver grebet. Når Glow Kit er bedst, kan man ikke gøre op med sig selv hvorvidt om man skal danse eller knibe en tåre, for bandet formår på uforklarlig vis, at kreere et sentimentalt, lyrisk univers om aftenens kærlighed og alt det der, man nok kunne have gjort anderledes, uden at der går tuderock i den på noget tidspunkt.

Det er aldrig til at sige, hvad der helt præcist gør udfaldet for, hvorvidt at sådanne bands er knald eller fald, men der kan ikke herske så meget tvivl om, at Glow Kit står på den sikre side af den udefinerbare skillelinje mellem guld og lort. Tjek f.eks. “Invisible Ink”, “Shallow”, “Television Too” (samt resten af pladen), tør øjnene og kridt aftenens sæt sko.

Glow Kit – s/t ude nu på P. Trash/FDH/Kanel Records.

Larmende tavshed – Flying Saucer Attacks “Further”

June 22 2012

Af Andreas Melchior

I 1964 kørte en gruppe freaks ved navn The Merry Pranksters tværs gennem USA i en magisk bus, der var tanket op med LSD. Bussens navn var ”Further”. Dens destination, som i sagens natur var endeløs, måtte efterstræbes gennem udvidelse af bevidstheden.

På albumet Further fra 1995 tager Flying Saucer Attack Syd Barretts mandrax-påvirkede søvngængerblues sammen med Nick Drakes pastorale folk-popsensibilitet og tvinger det gennem en distortionbefængt delaypedal. FSA’s blanding af acid folk og space rock skaber en særegen form for ”landlig psykedelia”, i hvilken sagtmodig akustisk klimpren overdøves af hvirvlende støjflader. Lydbilleder af slørede landskabsmalerier, hvor konturerne kun akkurat kan anes, og den gentagende lyd fra den uddøende industriarbejders monotone arbejde, som udfylder den tomme fabrikshal. David Pearce hvisker sine hemmeligheder, svøbt i ekkokaskader og feedback, om ensomme britiske landegne, interplanetare hallucinationer og regnstorme, der oversvømmer ens forstand. Læs resten