Passive/Aggressive

Djævlebesat ADHD-blæksprutte – en videointroduktion til Zach Hill

March 7 2012

Af Adam Thorsmark. Dette er en del af Favorite People, et åbent kollektiv for gæstebidragsydere.

Når jeg keder mig, så skifter jeg farve, synger blæksprutten i Bennys Badekar. Få mennesker har konstant armene dybt involveret i flere forskelligfarvede musikalske kanvasser end den selvlærte trommetyfon fra Sacramento. Og når Zach Hill sætter sig bag tønderne, lyder det faktisk som om, han har langt flere arme (og ben) end din normale trommetæsker. Som sagt, en blæksprutte.

Med nyheden om at Hills seneste – og sejeste projekt længe – avant-hiphop-outfittet Death Grips er blevet signet til Epic/Sony og udgiver to album i år, er det på sin plads at kigge tilbage, før vi kigger fremad. Hvem er Zach Hill? Læs resten

Fotoreportage: Dirty Beaches + Marching Church

March 2 2012

Dirty Beaches + Marching Chuch, 28. januar, Stengade,
Foto: Lasse Dearman (www.lassedearman.dk)

Dette er en del af guest posts, en åben klub for gæstebidragsydere. Passive/Aggressive præsenterer fotoreportager, fordi vi mener, at billeder er en vigtig del af musikformidling, – ikke mindst fordi musik også knytter sig til erindringen. Læs resten

Dig & Mig – Et minde om slidte powerpop 7’ere

March 1 2012

Af Martin Thimes, dette er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter, der fantaserer om, debatterer og anbefalinger musik (Læs også Undertoner).

Første gang jeg hørte “Skyggerne” fik jeg et popmusikalsk dejavu. Det skete i august 2011, ep’en dukkede op som en uventet perle midt i al det forudsigelige, der bliver spyttet ud på Bandcamp, Soundcloud og Youtube hver eneste dag. Jeg støvede en enkelt optræden frem, fra FOEG i 2010, hvor Dig & Mig live-debuterede, og siden har Andrea Aagaard og Kasper Maarbjergs korte ep har været en fast del af en ellers ret fastlåst lyttecyklus af softrock fra 70erne. Den minder om læderjakker, Rickenbacker-guitarer, uopnåelige 7”-singler til salg for vanvittige summer og alt for mange historier om bands, der aldrig nåede at præstere mere end et par gode singler, inden det gik ned ad bakke. Læs resten

Women – Et smukt, ubesvaret fadeout

February 25 2012

Af Martin Hjorth Frederiksen, Favorite People, læs også Børneblogger

Tilbage i september 2010 fangede jeg endelig canadiske Women til koncert på nu hedengangne Bang Bang Club i Berlin. Det var blot få uger før det slagsmål på scenen mellem brødrene Flegel, der skulle tyde på at blive starten på enden for bandet. Det ville være løgn at antyde, at man allerede da kunne se tegn på en konfrontation under opsejling. Snarere kan dette høres i musikken, og da dette aspekt altid vil være mere interessant, er der ingen grund til at lade sig holde fast i biografismens klamme kløer. Læs resten

Dirty Beaches Passive-Aggressive Mixtape

February 23 2012

I anledningen af, at Dirty Beaches kommer til København og giver koncert (RSVP), har Alex Zhang Hungtai og hans trommeslager samlet en playliste med musik, de lytter til. Udvalget bærer et vist slægtskab med Dirty Beaches’ univers, og siden det er et band, der ynder at sample gamle numre – alt muligt blues, fransk popmusik og punk fra 30’erne-70’erne – så giver deres musikudvalg måske mere mening. Romantisk musik, filmmusik, musik med et beat, musik med tekstur, musik med en retning – væk fra den dominerende amerikanske musik.

My pleasure:) its all stuff we’ve been listening on this tour so far. Can’t wait to be back in Copenhagen and play a bunch of new songs. A

Tracklist: Læs resten

The Clientele – I skyggen af The Violet Hour

February 15 2012

af Andreas Melchior

Ved første lyt vil man muligvis klassificere The Clientele som et tilbageskuende orkester. Umiddelbart virker bandets lyd som et ekko af noget, som er hørt før; en sang, der virker bekendt, selvom det er første gang man hører den. Imidlertid vil det være forfejlet at stemple The Clientele som banal retro. Derimod fungerer musikken som en virkeliggørelse af latente, mystiske indtryk, der tilsyneladende forekommer at være uhåndgribelige.

At der på bandets reelle debutalbum, The Violet Hour fra 2003, optræder et mørkere lyd end dets andre udspil, skal ikke blot sættes i relation til selve lydudtrykket, men lige så vel i metafysisk forstand. Begivenheder, som allerede er hændt, bringes til live i skyggen, som i den italienske maler Giorgio de Chiricos (1888-1978) værker, hvor den langtrukne skygge ikke kan adskilles fra det enkelte objekt, men på allegorisk vis bliver definerende for dets karakter. Det skyggende er ikke noget der formørker det ”virkelige”, men er det, der belyser det uvirkelige. At Clientele står i skyggen af navne som Love, Television og Galaxie 500 betyder derfor ikke at bandet er en bleg kopi af dets forbilleder, men at The Clientele netop er lyden af den skygge disse musiknavne har kastet. Det er derfor ikke nødvendigt at træde ud af denne skygge, men at være i den og derigennem udtrykke det, der er ”ved siden af”.

At the violet hour, the evening hour that strives
Homeward, and brings the sailor home from sea,
The typist home at tea-time, clears her breakfast, lights
Her stove, and lays out food in tins.”

T.S. Elliot, Waste Land (1922). Læs resten

Mixtape: Hjertemassage til en afdød genre

February 11 2012

Få genrer er falmet så hurtigt som den såkaldte indietronica. I årene lige efter årtusindskiftet var blandingen af virkemidler fra indiepop/-rock og electronica-elementer hip og velanset blandt musikmeningsdannerne – og straks årtiet nåede sin anden halvdel, var indietronica forvandlet til et synonym for “blodfattigt”. Noget af kritikken var fuldt fortjent, for dét at tage en Mac med i studiet eller på scenen var tydeligvis ingen garanti for musikalske revolutioner. Men set i retrospekt fik indietronicaen for hård en medfart – genrehybriden havde andet at byde på end udvandede Slowdive-fortolkninger og blegt café-lydtapet.

Wikipedia-opslaget om indietronica – http://en.wikipedia.org/wiki/Indietronica – giver med sin noget absurde kunstneroversigt (Death From Above 1979? Justice?) et klart billede af, hvor uklar genredefinitionen er. Med mixet tegner vi et omrids af genren – i fuld bevidsthed om, at grænserne mellem indietronica, indiepop, folktronica, kraut, dronepop, electronica og bedroom pop er flydende. Mixet er i al fald et forsøg på at demonstrere, at der er kommet engagerende, catchy, smukke og dynamiske numre ud af mødet mellem traditionelle instrumenter og laptopkredsløb. Vores dj-sæt kommer til at folde den pointe ud med stigende intensitet gennem aftenen, og det bliver hverken traurigt, blegt, vagt eller som at høre baggrundsmusik i en indretningsbutik på Østerbro. Eller hvad man nu kan finde af skældsord at sætte på indietronicaen.

Kompileret og skrevet af Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre, der giver førstehjælpskursus og et dj-sæt den 16. februar med udgangspunkt i indietronicaen. RSVP.

Trackliste: Læs resten