Passive/Aggressive

Deathcrush – popmusikkens skjulte ansigt

May 23 2012

Oplevet af Alexander Julin, musikredaktør på Eventuelt.org – dette er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter.

Norske Deathcrush har efterhånden skabt sig et ry som et liveband, der ikke holder sig tilbage, hvilket også skulle bekræftes, da bandet lukkede første dag af Pop Revo anno 2012 ned med ultimativ girlpower og veltrængt spilleglæde.

Bandet har indtil nu ikke lagt meget andet ud på deres Soundcloud end numrene ”Lesson #1 (for Snoop Dogg)” & ”Lesson 2 (for Cliff Burton)” samt et overraskende remake af Reptile Youths P3-banger “Speeddance”. Derfor skulle koncerten også ses som en dommens time for mit vedkommende, om hvorvidt den norske trio kunne leve op til blogosphærens medvind, og i en anden sammenhæng end enkeltstående sange.

Auditiv erektion

Aftenens set skred glidende frem med en nærmest improviserende følelse fra tid til anden. Jeg kunne på ingen måde forestille mig bandet blive rutinepræget efter deres præstation, hvor det ellers støjende og tungt rungende lydunivers blev grebet legende let an. Den norske noiserock vekslede skizofrent mellem et decideret sexet feel og over i et mere eksplosivt udtryk, hvor guitarer og trommer røg ud af takt, og skabte en hakkende og demonstrativ lydmur. Mens trommerne forsvandt væk i Voxhalls ekstreme behov for scene-røg, tog de norske tøser det meste af publikums opmærksomhed. Man kan ikke komme udenom at attitude fylder en hel del for Deathcrush, men det ser jeg heller ikke som værende noget negativt, så længe at den musikalske kvalitet er intakt. Læs resten

Der er ingen som forstår De Høje Hæle

May 15 2012

Af Alexander Julin, musikskribent på Eventuelt.org.

Mit første møde med Hælene fandt sted i lyden af “Røvguitar” kort tid inden udgivelsen af “Skal Vi Aldrig Videre?” (2010)

”Gud han giver, og Gud han tager, Gud spiller røvguitar”, lød det, og jeg forstod ærlig talt ikke helt, hvad det gik ud på. Jeg kunne på daværende tidspunkt knap nok forstå om bandet var seriøst, og hvad de ville. For om end at det var punkrock, så fejlede mixningen og masteringen i hvert fald intet – det samme gældte vokalistens humør, der i bund og grund lød til, at have det meget fedt med det hele. Og så virkede det endda til, at det var meningen, at man skulle kunne høre, hvad der blev sunget.

Det skulle der lige tygges lidt på, og i dag synes jeg næsten, at det er en smule pinligt, at jeg ikke faldt pladask for bandet ved første lyt. For mens Gud spiller røvguitar, så spiller De Høje Hæle ustoppelig og charmerende røvballe-punk. Det er ingen ny ting eller en del af en bølge, men blot lyden af et band med så meget spilleglæde, at det skulle smeltes ned på lak. Læs resten

Papir fotoreportage

May 11 2012

Passive/Aggressive har fulgt den kosmiske instrumentaltrio Papir (El Paraiso) med et analogkamera. Hvem er de? Hvad sker der? Christoffer Brøchmann, Nicklas Sørensen og Christian Becher Clausen har udgivet to Papir-albums, det er hypnotisk psychedelisk rock med en slagside over i den kosmiske del af krautrocken og de elektriske fusionsgrupper. De er gode live, men deres liveshows er fejlagtigt blevet beskrevet som improviserede. Lyt selv, det er utroligt godt at falde hen til.

Læs resten

Rising live in pictures

May 7 2012

Københavnske sludgemastodonter fra trioen Rising på Remisen en sen fredag nat under Spot Festival. Fantastisk koncert. Rising udgav i efteråret debuten “To Solemn Ash” (Exile On Mainstream), der skyder i alle mulige retninger fra den tidlige progressive heavy metal til død og sludge… and by doing so creates MUSIC rather than submerging to any stylistic dogma, a certain scene or genre has to offer. Lyt.

Billeder venligst doneret af æstetikeren Søren Rye (website). Læs resten

Jess Francos favorit 7″-ere

May 4 2012

af Jess Franco (Tumor Warlord/House Of Devolution) Læs resten

Label: Golem Tapes

April 28 2012

Golem (1920) / Golem Tapes (since 2011)

Det århusianske label, free music collective, Golem Tapes er både æstetisk og ideologisk rimeligt fucking overlegent. Det bliver kørt af Mikkel fra Shiggajon, og der er nu 14 titler, primært cd-r og kassetter, men også et par lp’er, i kataloget. Blandt andet er deres andet batch blevet anmeldt i Wire Magazine, og for 10 dage siden udkom det seneste tredje batch med urr, jon dræby, oort trio og outer nothingness.

Golem Tapes er et ansigtsløst, minimalistisk foretagende med en forkærlighed for frie genrer, men nok særligt impro, eksperimental og blackmetal. Udgivelserne koster sølle nonprofit 20-40 kroner, og fra og med denne måned kan man i øvrigt finde de første ti udgivelser gratis til download. Der bliver aldrig reklameret med musikken, så lytteren må selv opsøge det (undskyld, hvis jeg går jer i bedene her, golemmer). Her kommer et lille udvalg, enjoy og giv en masse heat til Golem via golemtapes.blogspot.com. Læs resten

I ekkobølgens kølvand: 13th Floor Elevators “Bull of the Woods”

April 22 2012

 I ekkobølgens kølvand: 13th Floor Elevators “Bull of the Woods”

13th Floor Elevators er de oprindelige ophavsmænd til termen psychedelic rock. De tre-øjede, psykedeliske texanere er primært kendt for forsanger Roky Ericksons hylende, animalske vokal og tekstforfatter Tommy Halls elektriske jug, der agerer hektisk puls på gruppens to første albums, Psychedelic Sounds of… (1966) og Easter Everywhere (1967). Disse karakteristika er dog begge nedtonet på bandets sidste officielle udspil, Bull of the Woods, som udkom i 1969, til trods for, at virkemidlerne stadig er at finde på enkelte af numrene. Væk er ligeledes den overjordiske, LSD-påvirkede lyrik, der kulminerede på forrige plades åbningsnummer, ”Slip Inside This House”. Måske er dette nogle af årsagerne til at albummet indtager en omtvistet position i gruppens diskografi.

De ledende sangskrivere, Hall & Erickson, var stort set ikke til stede under indspilningerne, som fandt sporadisk sted i løbet af 1968, på et tidspunkt, hvor bandet nærmede sig opløsning, såvel i mental som i fysisk forstand. Ind på scenen trådte den underspillede guitarist Stacy Sutherland (billedet), hvis spøgelsesagtige, nærmest forsinkede lyd ganske vist havde været en hovedfaktor i Elevators’ lydbillede, men som nu blev altoverskyggende. Læs resten