Passive/Aggressive

Fotoreportage: Dirty Beaches + Marching Church

March 2 2012

Dirty Beaches + Marching Chuch, 28. januar, Stengade,
Foto: Lasse Dearman (www.lassedearman.dk)

Dette er en del af guest posts, en åben klub for gæstebidragsydere. Passive/Aggressive præsenterer fotoreportager, fordi vi mener, at billeder er en vigtig del af musikformidling, – ikke mindst fordi musik også knytter sig til erindringen. Læs resten

Dig & Mig – Et minde om slidte powerpop 7’ere

March 1 2012

Af Martin Thimes, dette er en del af Favorite People, en åben klub for gæsteskribenter, der fantaserer om, debatterer og anbefalinger musik (Læs også Undertoner).

Første gang jeg hørte “Skyggerne” fik jeg et popmusikalsk dejavu. Det skete i august 2011, ep’en dukkede op som en uventet perle midt i al det forudsigelige, der bliver spyttet ud på Bandcamp, Soundcloud og Youtube hver eneste dag. Jeg støvede en enkelt optræden frem, fra FOEG i 2010, hvor Dig & Mig live-debuterede, og siden har Andrea Aagaard og Kasper Maarbjergs korte ep har været en fast del af en ellers ret fastlåst lyttecyklus af softrock fra 70erne. Den minder om læderjakker, Rickenbacker-guitarer, uopnåelige 7”-singler til salg for vanvittige summer og alt for mange historier om bands, der aldrig nåede at præstere mere end et par gode singler, inden det gik ned ad bakke. Læs resten

Women – Et smukt, ubesvaret fadeout

February 25 2012

Af Martin Hjorth Frederiksen, Favorite People, læs også Børneblogger

Tilbage i september 2010 fangede jeg endelig canadiske Women til koncert på nu hedengangne Bang Bang Club i Berlin. Det var blot få uger før det slagsmål på scenen mellem brødrene Flegel, der skulle tyde på at blive starten på enden for bandet. Det ville være løgn at antyde, at man allerede da kunne se tegn på en konfrontation under opsejling. Snarere kan dette høres i musikken, og da dette aspekt altid vil være mere interessant, er der ingen grund til at lade sig holde fast i biografismens klamme kløer. Læs resten

Dirty Beaches Passive-Aggressive Mixtape

February 23 2012

I anledningen af, at Dirty Beaches kommer til København og giver koncert (RSVP), har Alex Zhang Hungtai og hans trommeslager samlet en playliste med musik, de lytter til. Udvalget bærer et vist slægtskab med Dirty Beaches’ univers, og siden det er et band, der ynder at sample gamle numre – alt muligt blues, fransk popmusik og punk fra 30’erne-70’erne – så giver deres musikudvalg måske mere mening. Romantisk musik, filmmusik, musik med et beat, musik med tekstur, musik med en retning – væk fra den dominerende amerikanske musik.

My pleasure:) its all stuff we’ve been listening on this tour so far. Can’t wait to be back in Copenhagen and play a bunch of new songs. A

Tracklist: Læs resten

The Clientele – I skyggen af The Violet Hour

February 15 2012

af Andreas Melchior

Ved første lyt vil man muligvis klassificere The Clientele som et tilbageskuende orkester. Umiddelbart virker bandets lyd som et ekko af noget, som er hørt før; en sang, der virker bekendt, selvom det er første gang man hører den. Imidlertid vil det være forfejlet at stemple The Clientele som banal retro. Derimod fungerer musikken som en virkeliggørelse af latente, mystiske indtryk, der tilsyneladende forekommer at være uhåndgribelige.

At der på bandets reelle debutalbum, The Violet Hour fra 2003, optræder et mørkere lyd end dets andre udspil, skal ikke blot sættes i relation til selve lydudtrykket, men lige så vel i metafysisk forstand. Begivenheder, som allerede er hændt, bringes til live i skyggen, som i den italienske maler Giorgio de Chiricos (1888-1978) værker, hvor den langtrukne skygge ikke kan adskilles fra det enkelte objekt, men på allegorisk vis bliver definerende for dets karakter. Det skyggende er ikke noget der formørker det ”virkelige”, men er det, der belyser det uvirkelige. At Clientele står i skyggen af navne som Love, Television og Galaxie 500 betyder derfor ikke at bandet er en bleg kopi af dets forbilleder, men at The Clientele netop er lyden af den skygge disse musiknavne har kastet. Det er derfor ikke nødvendigt at træde ud af denne skygge, men at være i den og derigennem udtrykke det, der er ”ved siden af”.

At the violet hour, the evening hour that strives
Homeward, and brings the sailor home from sea,
The typist home at tea-time, clears her breakfast, lights
Her stove, and lays out food in tins.”

T.S. Elliot, Waste Land (1922). Læs resten

Mixtape: Hjertemassage til en afdød genre

February 11 2012

Få genrer er falmet så hurtigt som den såkaldte indietronica. I årene lige efter årtusindskiftet var blandingen af virkemidler fra indiepop/-rock og electronica-elementer hip og velanset blandt musikmeningsdannerne – og straks årtiet nåede sin anden halvdel, var indietronica forvandlet til et synonym for “blodfattigt”. Noget af kritikken var fuldt fortjent, for dét at tage en Mac med i studiet eller på scenen var tydeligvis ingen garanti for musikalske revolutioner. Men set i retrospekt fik indietronicaen for hård en medfart – genrehybriden havde andet at byde på end udvandede Slowdive-fortolkninger og blegt café-lydtapet.

Wikipedia-opslaget om indietronica – http://en.wikipedia.org/wiki/Indietronica – giver med sin noget absurde kunstneroversigt (Death From Above 1979? Justice?) et klart billede af, hvor uklar genredefinitionen er. Med mixet tegner vi et omrids af genren – i fuld bevidsthed om, at grænserne mellem indietronica, indiepop, folktronica, kraut, dronepop, electronica og bedroom pop er flydende. Mixet er i al fald et forsøg på at demonstrere, at der er kommet engagerende, catchy, smukke og dynamiske numre ud af mødet mellem traditionelle instrumenter og laptopkredsløb. Vores dj-sæt kommer til at folde den pointe ud med stigende intensitet gennem aftenen, og det bliver hverken traurigt, blegt, vagt eller som at høre baggrundsmusik i en indretningsbutik på Østerbro. Eller hvad man nu kan finde af skældsord at sætte på indietronicaen.

Kompileret og skrevet af Jakob Lisbjerg og Mikkel Arre, der giver førstehjælpskursus og et dj-sæt den 16. februar med udgangspunkt i indietronicaen. RSVP.

Trackliste: Læs resten

Hvorfor elsker jeg Lady Gaga?

January 30 2012

Af Jens Franco

Ja, hvorfor? Udover hendes musik er fandens god at danse til, er jeg ekstremt fascineret af popdronningens måde at iscenesætte sig selv. Nogle gange virker det næsten som om, at hele verden er iscenesat for hendes skyld og alle hendes bizarre idé’er. Lady Gaga har altid total kontrol over Lady Gaga – The Corporation. Hun styrer nådeløst begivenhederne, om det er absurde publicity stunts, rygter, mode eller hendes egne innovative musikvideoer. Den kun 25-årige new yorker sætter sin egen dagsorden i en verden, der ellers er styret af mænd.

Jeg har altid været besat af popkultur, specielt amerikansk popkultur, da den er så skamløs og over-the-top. Og ingen er mere skamløs og over-the-top end Lady Gaga. Alt hvad hun laver, får altid en øjeblikkelig reaktion fra massemediernes side. Og hun lader til at ha det skideskægt, mens hele verden undrer sig over hendes påfund. Lady Gaga er intet offer, som mange af hendes popkollegaer tit udvikler sig til senere i deres karriere. Stærke kvinder har altid fascineret mig. Jeg har holdt adskillige foredrag på universiteter om stærke kvinder og feminisme i 70’ernes exploitationfilm, som b-filmheltinderne Dyanne Thorne (”She Wolf Of The SS”) og Pam Grier (”Coffy”, ”The Big Doll House”). Så da jeg så hendes fantastiske video for ”Telephone”, der netop hyldede 70’ernes women-in-prison film og dens klichéer, var jeg totalt blæst væk og blev øjeblikkeligt megafan af denne visionære kunstner.

Mine omgivelser har altid undret sig over min besættelse, da jeg kommer fra en punk- og heavy metal-baggrund, hvor mainstreampop generelt bliver hånet. Det er efterhånden taget et omfang, hvor jeg altid har et foto af Lady Gaga på scenen, når Tumor Warlord spiller. Min skytsengel, som jeg kalder hende. Når jeg DJ’er i Ungdomshuset, spiller jeg altid en lille håndfuld Gaga-sange i slutningen af sættet, til stor glæde (eller rædsel) for stedets mange punks. At kalde Lady Gaga for en punkrocker er nok at tage munden for fuld. Dog synes jeg, at mange af hendes aktiviteter er en stor fuck finger til konventioner og autoriteter. Hendes ”Judas” video har nok ikke vagt stor glæde blandt religiøse organisationer, og hendes læderjakke i ”Telephone” med diverse stofmærker af bands som Doom og GISM har nok også pisset flere crustpunkere af. Kritikere kan hævde, at det hele er et stort kalkuleret mediestunt. Det er meget muligt, men det foregår altid på hendes præmisser. Hun – The Fame Monster – vil berømmelsen, hvorfor Lady Gaga i mine øjne virker meget ærlig i en generelt meget uærlig branche. Er det mere ’ærligt’ og ’ægte’ at dyrke ’rigtig’ musik som 60’er inspireret retrorock? I think not – so shut up and DANCE!

Stefani Joanne Angelina Germanotta er ikke fotomodel smuk, langt fra. Men som Lady Gaga formår hun ved hjælp af store mængder makeup, udsyret hår og meget lidt tøj at skabe sin egen identitet og sex appeal. Ja, jeg synes, hun er sindssyg sexet på helt sin egen unikke facon. Hendes musik er tillige uhæmmet liderlig med nogle herlige skamløse tekster. Let’s have some fun/This beat is sick/I wanna take a ride on your disco stick (”Love Game”). Linier som denne får altid et stor smil frem hos mig. Rent musikalsk er hendes musik nok ikke særlig innovativ, der stjæles flittigt fra cheesy europæisk elektronisk dance fra 80’erne tilsat lidt storladent glamrock. Lady Gaga er teknisk en fremragende sanger, der også kan leverer varen live uden brug af lip sync, modsat mange af hendes kollegaer. Hendes hits har altid et fedt beat, man kan danse til. De helt rigtige beats per minute, hvad der er vigtigt, når man som mig – specielt under indflydelse af alkohol – er vild med at vælte rundt på dansegulvet. Jeg har endda udfordret piger til Lady Gaga dansekonkurrencer til fester og for det meste vundet.

Som David Bowie og Freddie Mercury i 70’erne og senere Madonna, Prince og Michael Jackson, har Lady Gaga skabt et popkulturelt ikon af overjordiske dimensioner. Til stor glæde (eller afsky) for masserne. Hun har endda navngivet sine fans ’Little Monsters’, hvad der vidner om format og overskud i verden fyldt med grå middelmådige eksistenser. Det bliver spændende at iagttage, om hun kan fortsætte sin komet karriere, og blive ved med at forny sig og forarge. Marry the night? Marry me, Gaga!

Dette er en del af gæsteskribeternes serie, Favorite People. Jens Franco – Gaga’s Little Monster, Tumor Warlord-sanger, universitetsbetjent, skribent for bl.a. Devilution og Wormwood Chronicles, DJ på Christianshavns Radio, forfatter til ”Kitsch, Camp & John Waters”-bogen samt ansvarlig for Virus Bio filmklubben i Mayhem.