Passive/Aggressive

Marie Eline Hansen – Huller i trosbekendelsen

Kritik September 19 2017 MarieElineHansenAgnostiskeSalmer

Marie Eline Hansen “Agnostiske salmer” (2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Har agnostikere brug for salmer? Salmer synges vel i menigheder, kirker, familier, ved højtider, men altid i fællesskaber. Og kan agnostikere blive enige om andet, end at vi ikke kan vide, om der findes en gud? Salmer besynger de guder, religionen dyrker, hvilket gør det svært at lave salmer til en gud, man ikke kan erkende.

Ikke desto mindre har Marie Eline Hansen (bl.a. Traening, Bleeder Group og Mit Nye Band) modigt gjort forsøget med sine “Agnostiske salmer”, fordi hun savnede tidssvarende og “neutrale” sange (pressemeddelelsens citationstegn). Læs resten

Claude Speeed – Ny nostalgi for gamle lyde

Kritik September 17 2017 CSpeeed

Claude Speeed “Infinity Ultra” (Planet Mu, 2017) – anmeldelse af Emil Néné Rasmussen, foto: Linda Wagener

Skotske Claude Speeeds ”Infinity Ultra” kan tilgås på et væld af forskellige måder – både via det rent musikalske projekt, men også via den implicitte historieskrivning, der finder sted på numrene. Pladen, der blev udgivet tilbage i juli på det mildest talt famøse Planet Mu, indoptager en imponerende mængde indflydelse fra historisk set meget forskellige baggrunde, hvilket resulterer i en af de mest æstetisk varierede plader, jeg har hørt i et godt stykke tid. For blot at give et kort overblik rækker det fra rent ekstatiske rave-synths til langsom og opbyggelig ambient og videre udi tyk, forvrænget bas.

Det er imidlertid meget naturligt, da pladen er et sammendrag af gamle projekter, der rækker tilbage til bagmanden Stuart Turners tidligste elektronisk-musikalske forsøg og på den måde peges der i retning af mange af numrenes ekstremt digitaliserede lyd, som var de hentet fra gamle, uopdaterede versioner af Logic Pro-samples. Desuden er computer-distortion et gennemgående træk i flere numre, hvor det rent digitale kæmper mod lyden af en harddisk-hukommelse, der langsomt svigter – på trods af idéen om det digitales uforgængelighed. Læs resten

Hype Williams – Skøn nihilisme i det støvede beatarkiv

Kritik September 13 2017 Hype_Williams_2017_Credit_Ron_Mexico_8_mqbs9b

Af Emil Grarup

Altid gådefulde Hype Williams har for nylig udgivet deres første officielle fuldlængde-LP, siden “One Nation” (2011) udkom på det hedengangne New York-selskab Hippos in Tanks. Det nye album, “Rainbow Edition”, udkommer på engelske Ninja Tunes underselskab Big Dada Recordings og er 20 numre langt. I pressemeddelelser hævdes det, at der har været en udskiftning i besætning: De oprindelige medlemmer, Dean Blunt og Inga Copeland, skulle angiveligt ikke være involverede længere, og to nye medlemmer, Slaughter og Silvermane, skulle nu i stedet udgøre duoen. Om det er Copeland og Blunt, som, i tråd med Hype Williams’ vanlige selvmytologiseringpraksis, står bag aliaserne Slaughter og Silvermane, er svært at sige. Klang- og stilmæssigt tyder meget dog på det. Læs resten

Niki Istrefi – Gennemborende apati markerer begyndelsen for nyt københavnsk label

Kritik September 11 2017

Euromantic 001 - Front Cover

Af Alexander Julin

Niki Istrefi har markeret sig i det sprudlende danske technomiljø med to udgivelser på det københavnske label count 0. Selskabet er imidlertid stoppet, og i stedet har det nye label Euromantic set dagens lys. Den første udgivelse bliver “Euromantic 001” med Niki Istrefi.

Euromantic er drevet af to af de tidligere count 0-bagmænd Adam Askov, Alexander Salomonsen og Niki Istrefi selv. De betegner Euromantic som “resultatet af et åndsfællesskab med den københavnske scene”, hvilket i særdeleshed tæller Fast Forward-agenturet og de dertilhørende aktører og labels, såsom Ectotherm. Læs resten

Kelman Duran – Messesange til dansegulvet

Kritik September 4 2017 kelman duran pressefoto

Af Emil Grarup

Kelman Durans pladedebut “1804 Kids” udkom for nylig på italienske Simone Trabucchis label, Hundebiss Records, og domikaneren skriver sig dermed ind i rækken af prominente kunstnere hos selskabet: bl.a. JAWS, Stargate, Dracula Lewis og Still (Trabucchis eget projekt), James Ferraro, Aaron Dilloway og Hype Williams. L.A.-baserede Duran er både producer og DJ, og han har været pioner i forhold til at introducere den elektroniske scene i Los Angeles for afrocaribisk basmusik. Det gælder især genren dembow, som er en afart af reggaeton, der udmærker sig ved at være både hurtigere og hårdere end sin stamfader, og typisk er struktureret ud fra meget simple rytmer og melodier. Læs resten

Fede Poul – Velfærdssamfundet i frituren

Kritik September 3 2017 18095037_1162047560587636_1963021129123627008_n

Fede Poul “Fede Poul i Centeret” og “Østblok Progrock Gummiklok” (Centeret/Run for Cover, 2015/2017) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Her på Passive/Aggressive har vi sovet på Fede Poul. Altså, cheferne kendte godt til det, men jeg har snorksovet. Og som en elev, der misser skole på grund af en ordentlig koger, må jeg sidde efter og skrive det her. Det gør jeg så gerne, for Fede Poul er fandeme suverænt. Det kører en helt afbrændt stil, som kan spores tilbage til Khal Allans legendariske “Tuder & Høvding”.

Fede Poul er vist nok Khal Allans fætter og kommer fra Centeret, som vist nok ligger i Viby J. Vist nok. Det er et sted, hvor de lokale rødder kan komme og smide et vers og smutte igen. Fede Poul giver dem et beat, og hvis de ikke er tilfredse, kan de få et nyt. Skal der trompeter på? Det klarer Fede Poul. Men Fede Poul er ikke til at komme i kontakt med. Han har masser af telefonbeskeder på svareren, men svarer aldrig. Han laver beats, det er det, han gør. Centeret kommer nogle gange i problemer. Der er i hvert fald et sample på “Østblok Progrock Gummiklok”, hvor Inger Støjberg fortæller, at hun lukker Centeret, fordi der har været for meget ballade. Læs resten

John Chantler & Johs Lund – Singulære tilstande af ro og vildskab

Kritik August 29 2017 endlesssky0010652014_10

John Chantler & Johs Lund “Endless Sky” (selvudgivet, 2017) – anmeldelse af Simon Christensen

Vi får at vide, det er en synthesizer, men det lyder som et strengeinstrument, der producerer en lang meditativ drone. Samtidig hører vi ‘cirkular breathing’ på altsaxofonen fra Johs Lund, som hele tiden overskrider den rene tone og bliver gradvist mere abstrakt i løbet af albummets første side. Den anden del starter først midtvejs på B-side, hvor det lyder som et larmende modularstykke og en forstærket saxofon, der arbejder med interferens, dissonans og støjens teksturer. I al sin kraft er der både en ro og en vildskab. Læs resten