Danish Alternative Music Awards – Der er intet alternativt ved et award show

Reportage fra DAMA 2026 af Mathias Schønberg. Fotos: Jens Raadal.

Hvordan rapporterer man fra et award show? – Det er jo i sagens natur ikke noget, man normalt bruger kræfter på, når man som vi på P/A mest beskæftiger sig med musik, som gør mange andre ting end at høste plays og priser. Jeg forestiller mig, at man som medie i hvert fald hæver sig over at diskutere det rigtige eller forkerte i juryens beslutninger – der vil jo altid være dem, der er enige eller uenige i, hvorvidt en pris var velfortjent eller ej – og at man derfor holder sig fra at blot at blive endnu et indlæg i en kommentartråd. Man gengiver nok bare begivenhederne, ligesom til en sportsbegivenhed: Hvem vandt? Hvem tabte? Hvad forårsagede spændingen frem til resultatet, og var det et ”brag” eller en ”fuser” af en kamp? Men jeg kan nok alligevel ikke helt lade være. Og jeg kan nok heller holde mig fra at diskutere, hvor alternativt det alternative award show egentlig var. 

Men lad mig starte med det gode. Richter i Gladsaxe er egentlig en meget passende lokation for Danish Alternative Music Awards. Jeg synes faktisk, at ideen om at sprede arrangementer ud, som (i hvert fald på plakaten) virker centrale for flere end lokalmiljøet. Der er langt fra Indre by til Gladsaxe, og jeg oplevede også, at der var langt fra Gladsaxe ud til spillestedet Richter, der ligger mellem parkeringsplads og boldbaner. Det er da i sig selv lidt alternativt at skille sig fysisk ud fra det omgivende musikliv ved at placere det der.

Der blev også spillet nogle glimrende minikoncerter af Smooch!, der beskriver sig selv som “alternative metal girl band”, af popsangeren Cevil, og af det vel efterhånden 10 år gamle, ukurante saxofon-postpunk-band Leizure. Alle tre bands virkede i topform og gav hver deres bud på, hvad det mon vil sige at være alternativ. Der var i og for sig heller intet galt med nogen af nomineringerne eller uddelingerne – alle er vel på hver deres måde alternative. Men alligevel forstår jeg ikke, hvordan juryen har afgrænset netop disse kunstnere og arrangører som alternative i forhold til så mange, mange andre bands og arrangører, der også er gode og måske i endnu højere grad adskiller sig fra de forskellige mainstreams.

Intet ondt ord om aftenens kunstnere

Der skal så afgjort ikke lyde et eneste ondt eller bebrejdende ord om aftenens prisvindere. Pleaser modtog deres kåring som årets punkudgivelse med et veltalt og neutralt budskab om, at ”det altid er rart, at nogen giver en fuck for det, man laver”. Omtrent det samme gjorde SYL, eller det vil sige, det ene medlem af bandet, der var til stede som, modtager af årets livenavn. En rørt Vilma Crow modtog publikumsprisen, og både Skt. Delarge og Filuka modtog deres priser med professionelt overskud og crowd appeal.

“Videoer blev startet forfra op til fem gange inden lyden kom på, og Smooch! måtte spille det meste af deres koncert til et ikke så sejt backdrop af blå windows-skærm med meddelelser fra projektoren”

Og det er egentlig meget godt gået, når man tager den konstant svigtende teknik med i ligningen. De trådløse mikrofoner gik konstant ud, og flere måtte tale salen op uden. Indtalte jingles startede i tide og utide, videoer blev startet forfra op til fem gange inden lyden kom på, og Smooch! måtte spille det meste af deres koncert til et ikke så sejt back drop af blå windows-skærm med meddelelser fra projektoren. Et decideret crowd var der ikke, men et rimeligt fremmøde primært af nominerede og venner, og det var faktisk muligt for aftenens konferencier at tale salen op, når mikrofonen svigtede.

Roskilde Festival og Kneecap vandt – og aner det nok ikke

I kategorien ”årets festival” var f.eks. blandt de nominerede Roskilde Festival, som også vandt prisen! Og hele øjeblikket i starten af aftenen, da prisen som en af de første blev uddelt, understregede med skøn absurditet komikken i at uddele en pris for noget ”alternativt” til den absolut største og mest magtfulde instans i det danske musikliv og festivalmarked. Komikken bestod ikke blot i denne åbenlyse selvmodsigelse, men også i, at der selvfølgelig ikke kom nogen fra Roskilde Festival og tog imod prisen ”Har vi en festival i huset?”, blev det tøvende råbt fra scenen, efter fejringsmusikken havde kørt i et halvt minuts tid, og alle kiggede efter nogen, der ikke var på vej derop. Foran scenen stod til gengæld hele arrangørgruppen bag Frigjort Festival efterladt uden så meget som et horn at trutte i, og måtte tomhændet se prisen gå til, hvad der vel bedst kan sammenlignes med Staten, når det kommer til dansk musikliv.

“En ung Kneecap-fan, som ”glædede sig meget til at se dem på Roskilde”, kom op på scenen og modtog prisen for bandet, der ligesom Roskilde Festival sandsynligvis stadig ikke aner, at de har fået den”

Senere på aftenen vandt også det irske kæmpenavn Kneecap, der var nomineret sammen med Fontaines DC, Ethel Cain og Viagra Boys til prisen for ”årets internationale navn”. En ung Kneecap-fan, som ”glædede sig meget til at se dem på Roskilde”, kom op på scenen og modtog prisen for bandet, der ligesom Roskilde Festival sandsynligvis stadig ikke aner, at de har fået den.

Men nu skal det jo netop ikke handle om, hvorvidt disse eller andre priser var velfortjente eller ej. Man kunne selvfølgelig diskutere, hvorvidt det giver nogen mening at stå ude i et industrikvarter i Gladsaxe og dele priser ud til internationale topnavne, man har plakater af på værelset – kunne man for eksempel i stedet have tænkt over, hvem der på en eller anden måde bidrager til dansk ”alternativ” musik i en international sammenhæng? Nogen, der måske samarbejder med nogen fra Danmark eller har trukket et lokalt band med på tour. Uddelingen af en pris for “årets genistreg” ledte lidt i den retning med nomineringer til bl.a. Pixel Daddy’s Spoiler Room, og igen Roskilde Festival (som aktivistisk platform) og en kåring til initiativet She Can Play, som kan fejre niårsjubilæum i år.

En total selvmodsigelse, men ingen ironi

Man kan også sagtens diskutere, hvor god idéen om præcis et award show som ramme for at fremhæve alternative kunstnere og initiativer egentlig er. Der er en indbygget selvmodsigelse mellem det at være et ”alternativ” og det ekstremt konventionelle i et award show, som det ville have krævet en enorm mængde ironi at få til at give mening.Denne ironi var slet ikke til stede. Der var fotovæg med logobaggrund af ophængte plakater, takketaler, konferencier og alt det hejs, blot i en temmelig uglamourøs (læs: ugennemført) variant, hvor man skulle stå op og stå i kø til baren uden bobler eller noget som helst lidt extra. Lidt rugbrødschips med fingrene og dertil en skål hummus til deling rundt omkring på højborde gjorde det ud for festlighederne. Fedt nok. Men denne, måske utilsigtede, fesenhed kunne have været et godt sted at starte og gå fuld Spinal Tap med en parodi på prisudelingsarrangementer i stedet. Faktisk kunne en parodibegivenhed have fungeret godt som kommentar på det åbenlyst u-alternative i det kapitalistiske vinder-og-taber-spil, som et award show jo grundlæggende er.

“Flere gange i løbet af aftenen spurgte jeg mig selv om, om jeg virkelig var til en form for fluxus-happening (…)”

Flere gange i løbet af aftenen spurgte jeg mig selv om, om jeg virkelig var til en form for fluxus-happening, hvor det kunstneriske greb var at narre os alle sammen til at gå op i prisuddelingen for så pludselig under stort spektakel eller med en pinagtig ”Festen-tale” at hive tæppet væk under os alle sammen og afsløre absurditeten i at hylde det alternative med en så inderligt ikke-alternativ form. Men ak, momentet udeblev, og en oplagt mulighed for at berige verden eller Gladsaxe med en smule kunstnerisk friktion fes ud i kloakken sammen med det grumsede smeltevand, der omgav det bortgemte spillested.

Der er intet alternativ

Men lad os lige blive ved det påståede modsætningsforhold mellem det normale og det alternative. ”Alternativ” betegner i sig selv blot det at være noget ”andet” og betyder derfor først noget, når man har identificeret ”noget” at være noget andet end. Derfor er det at skabe et alternativ altid først og fremmest en øvelse i at definere noget andet som sit mål for en påstået normalitet – det vender jeg tilbage til. I sig selv er det alternative ingenting udover det, det i hvert fald ikke er.

Måske er det også det, der gør alternativer så betydningsmæssigt og ideologisk mangfoldige. Tænk blot på alternativ medicin eller Tysklands nu andenstørste parti Alternative für Deutschland (yikes). Der er skrevet mange interessante ting om de besynderlige sammenblandinger mellem alt-right- og helsebevægelser, anti-vaxere og Men in Black, okkultister, blackmetal og nynazisme, og man kunne blive ved. En af de ”sjoveste” bøger, jeg for nylig har købt, er Steward Homes’ Fascist Yoga, som afslører et bånd gennem hele yogaens 120-årige vestlige historie til fascismen både dengang og i dag.

“Alt, hvad vi foretager os – selv modstand til kapitalismens former – kan varegøres og veksles til social eller monetær kapital”

Men nok om det. I musiksammenhænge er det vel mest væsentligt at tale om, hvordan ’alt-rock’ tilbage i 90’erne blev til en genre i sig selv, og at den i samme bevægelse udviklede sig fra at være et egentlig kulturelt eller forretningsmæssigt alternativ til musikindustrien – til blot en mere eksklusiv vare for særligt bevidste musikforbrugere. ”There is no alternative to capitalism”, sagde Margaret Thatcher dengang om sin politik, og neoliberalismens totale dominans er fortsat som en slags altfortærende spiral for mening. Alt, hvad vi foretager os – selv modstand til kapitalismens former – kan varegøres og veksles til social eller monetær kapital. Det, der lader til oftest at kendetegne påstået alternativ musik og musikmiljøer herhjemme nu, er nok derfor ligeledes mest en forkærlighed for punk- og goth-æstetik og piercinger. Ingen modstand, blot variant.

Derfor var det heller ikke så overraskende, at flere af aftenens bands og konferenciers brugte deres taletid til at opfordre publikum til at følge dem på sociale medier. ”Find os på Instagram: @smootchofficial”, var f.eks. ordene efter en super velspillet minikoncert, genremæssigt i omegnen af numetal, inden uddelingerne gik i gang. Sammenlignet med den måde, store mainstream prisuddelinger som Grammys og Oscars nærmest er blevet platform for politiske taler, var kunstnernes brug af mikrofonen til Danish Alternative Music Awards vel faktisk konservativ – eller i hvert fald helt vildt genert og forsigtig. Måske lige med undtagelse af uddelingen til det fraværende Kneecap, hvor et par tøvende ”Free free Palestine” bredte sig i salen, som jo er de internationale prisvinderes trademark og sikkert også overbevisning. Og kan man bebrejde kunstnerne til Danish Alternative Music Awards? Nej. Hvad skulle ideen være i at sige meget andet et genert ”tusind tak” overfor sine venner og bekendte, som man lige er blevet sat i den akavede position at vinde over?

Det påstået normale

Nå men, tilbage til det med det påståede normale. Som nævnt er det at definere sig som alternativ altid først og fremmest en øvelse i at definere en påstået normalitet, man ikke er ligesom. Og det blev eftertrykkeligt defineret i form af Peterprisen – en pris, som ingen vidste, hvad gik ud på, før dens første uddeling i år. Peterprisen viste sig at være navngivet efter en fyr, der hedder Peter – en helt almindelig gut, der ikke er alternativ. Denne Peter kom selv ud på scenen for at uddele prisen og fortælle lidt om sig selv: ”Jeg er skolelærer og underviser i matematik og naturfag, jeg kan godt lide pop og lidt rock, og det der ”alternative” er normalt ikke noget for mig”, forklarede Peter, som var klædt i en hvid skjorte stoppet ned i bukserne og et dårligt slips. Hans mangel på en frisure, tydelige tatoveringer eller piercinger vidnede om, at han vist var den ægte vare – ægte normal. Men slipset var overkill og afslørede iscenesættelsen.

“Hvis målet med at være alternativ alligevel til syvende og sidst blot er at være likeable for et mainstreampublikum, hvad er så det alternative ved den? Så er der vitterligt intet tilbage, der gør den anderledes, udover overfladisk æstetisk afvigelse”

Peterprisen, som gik til Filuka, var til for at hylde den kunstner, som bedst formår at appellere til Peter – altså underforstået den, som er mest salgbar til et mainstreampublikum. Det var for mig at se her, meningen med Danish Alternative Music Awards endegyldigt viste sig ikke at eksistere. Hvis målet med at være alternativ alligevel til syvende og sidst blot er at være likeable for et mainstreampublikum, hvad er så det alternative ved den? Så er der vitterligt intet tilbage, der gør den anderledes, udover overfladisk æstetisk afvigelse.

Og måske er det også godt nok. For lad os en gang for alle blive enige om, at der ikke eksisterer ”normale” mennesker. Forestillingen er en mindst lige så reducerende vildfarelse, som de fordomme, der måtte florere om folk med frisurer eller piercinger. Jeg har i hvert fald stadig til gode at møde et eneste normalt menneske i virkeligheden.

Husk, at det er et scam 

Det var en sær oplevelse at være til arrangementet. Det så på ingen måde så ud i virkeligheden som det har gjort på de mange professionelle pressefotos på Instagram i ugen, der er gået efter. En bekendt til arrangementet nævnte Guy Debords The Society of Spectacle som beskrivelse af det store gab mellem begivenheden og gengivelsen: “Som at være til et event, der ikke fandtes i virkeligheden”. 

Man kan håbe, at Danish Alternative Music Awards fremover vil bruge sine indbyggede selvmodsigelser til aktivt at formulere sig mere som en kommentar på award show-kulturen og den fake virkelighed, som award shows reducerer musik og andre værdifulde sociale praksisser til. En fake virkelighed, der gør musik til en arena for en kapitalistisk kamp om succesen og lover os et gyldent trofæ, hvis vi vinder deres spil – og hvor du ellers er en taber.

Husk, at det er et scam. At alle er værdifulde i sig selv og fortjener mere end at blive målt mod industristandarder.

Danish Alternative Music Awards 2026 fandt sted på Instagram og på Richter 21. februar.

Korrektiv 3. marts 2026: Tidligere skrev P/A, at Vilma Crow modtog prisen for årets solist. Hun modtog publikumsprisen. Arrangøren af DAMA 2026 har desuden oplyst Passive/Aggressive om, at Roskilde Festival var bekendt med deres nominering og har beklaget deres fravær på mail.