Daliyah – At finde hjem igennem urgamle traditioner
Anmeldelse: Kristine Haffgaard Foto: Presse
Kroppen og kropslige erindringer er det samlende omdrejningspunkt for Flavia Huarachis Daliyah-projekt, der bevæger sig i et genrevridende felt hvor ny kompositionsmusik, avantgarde og genfortolkning af gamle folklore traditioner. Debutudgivelsen Distorción sætter kvinders stemmer og erfaringer i centrum, når Flavia Huarachi behandler personlige og transgenerationelle følgevirkninger af voldsomme oplevelser.
Flavia Huarachi er fløjtenist, vokalist og performancekunstner, i sin udførelse indfanger Huarach helt fysisk tematikken om kropslige erindringer, når hun overblæser sfæriske toner eller nynner, hvisker og synger igennem fløjten. Daliyah tager inspiration fra Huarachis egen personlige tværkulturelle dansk-andinsk-bolivianske baggrund og fra den fri improvisations eksperimenterende udtryk.
Kernen i Daliyah-projektet er et ønske om at genfortolke og transformere kulturarv. Ikke som en stivnet form, men som en levende og improviserende tilgang ved at engagere sig dybt i en musiktradition. Traditionen virker her som et spejl til at forstå sit eget ophav, og som et middel til at finde hjem til sig selv og generobre selvet efter traumer.
Svimlende glimt fra en voldsom barndom
Flavia Huarachi har de seneste år indgået i et utal af samarbejdskonstellationer, blandt andre med med Adreas Odberg, det legesyge popband Takykardia og Bára Gísladottir . Hun er aktiv i det danske miljø for fri improvisation som medlem af det progressive musikerkollektiv CRRNT Collective, et fællesskab, der kuraterer koncerter i eksperimentelle formater, samt andre events som workshops og fællesspisning. Medlemmerne i CRRNT Collective spiller desuden sammen i bandet Undercurrent, og kollektivet har taget kontrol over deres egne pladeudgivelser med selskabet CRRNT records, som også står bag udgivelsen af Distorción.
Flavia Huarachi er klassisk skolet fløjtenist, og når jeg lytter til Distorción slår det mig, hvor alsidig hun er som kunstner. I titelnummeret Distorción foldes instrumentets klangpotentiale ud i længere passager, i Huenos er fløjten derimod kun til stede som små stødvise markeringer, der sammen med chimes og dybe træblæsere driver nummeret frem og rammesætter vokalen. Huarachi arbejder med improviserede kompositionsteknikker, feltoptagelser og oprindelige amerikanske Aymara-folkemelodier, hvor musikken er dybt forankret i ritualer og forbinder mennesket med naturen og kosmos. Det giver en fornemmelse af, at nok spiller Flavia Huarachi teknisk glimrende på fløjten med en stor præcision i intonationen, men hun vælger bevidst en åben spontanitet i sit lydsprog. Her er der plads til det uperfekte, det skæve og det, der har udviklet sig i processen. Med tilføjet instrumentering fra samarbejdspartnere på strygere, træblæsere og båndoptagere præsenterer Daliyah 13 kompositioner, der undervejs bygger intensitet gennem en collagelignende sammensætning af akustisk musik, feltoptagelser og loopeffekter. Vokalen virker ofte som et ekstra lydligt lag. Samtidigt er der et varmt og ekspressivt fortællende aspekt ved albummet, der føles meget jordnært.
Tag nu det ildevarslende åbningsnummer Oobe, hvor langstrakte fløjtetoner blandes med optagelser af skridt, dryppende vand og en hviskende vokal. Samlet danner lyden en kvalitet af rummelig stoflighed og slår en klaustrofobisk stemning af ubehag frem, som om der bliver delt en hemmelighed med lytteren. Det er et enkelt, men ganske effektivt greb, som støtter den dystre fortælling om en barndom, der blev stjålet:
Paredes amarillentas / dirty yellow walls
yo apagada, pupilas vacías/ I feel dead, my pupils are empty
Me pido que perdone, no puedo, porque perdi el brillo/ I ask myself to forgive, I cannot because I lost my glow
cuando me despellejaron mi infancia/when they flayed away my childhood
I kontrast til Oobe står Enos I, der folder en sart, let skønhed ud. Nummeret er ganske enkelt, det består af en loopet kor, der gentager de samme messende lyde. Over koret ligger et luftigt vokallag og en træblæser. Ved at kombinere Aymara-folkets lydtraditioner med elementer fra improviserede folkemelodier og vestlig komposition etablerer Flavia Huarachi et dybt personligt univers af indadskuende drømmetilstande og glimt af fortrængte, traumatiske erindringer.
Forløsning af generationstraumer
Daliyah synes at svæve mellem kunstnerisk mod, viljen til forandring og ønsket om at udforske stærkt personlige sider af et kunstnerisk udtryk. Albummet udfordrer sin lytter, fordi den indadskuende form kræver fuld opmærksomhed, og fordi Flavia Huarachis præstation på fløjten samtidig rummer en rå umiddelbarhed i udtrykket, der overrasker og udfordrer.
Der er styrke og fortælling i de intense og stemningsskabende kompositioner om et forpint kvindesind, der undervejs gennemgår en form for helingsproces. Når albummets sidste toner klinger ud i nummeret Daliyah, står vokalens kraftfulde resonans tilbage som det sidste indtryk. Alligevel oplever jeg, at albummet som hele står en smule uforløst. Flavia Huarachi har arbejdet på Daliyah i mere end syv år, og udgivelsen bærer præg af at være båret frem af en meget stærk personlig nødvendighed. Materialet på albummet har i flere omgange indgået i Flavia Huarachis livekoncerter, der er næsten ceremonielle i interaktionen med publikum. Som udgivelse er Distorción et fastholdt øjeblik, hvor de frie kompositioner er fanget i én bestemt gengivelse, og der er arbejdet meget med musikken i postproduktionen. Det nedtoner i sagens natur det legende og umiddelbart frie, der netop er styrken ved værket. Jeg fornemmer, at materialet vil stå stærkere i et koncertformat, hvor Flavia Huarachis uomtvistelige mod til at kombinere teknisk strenghed med improvisatorisk flow for alvor kan folde sig ud.
Distorción – Daliyah udkom d.15 juni 2026 på CRRNT records
