Passive/Aggressive

DJ Python – Akkompagnement til de sene nattetimers eufori

Kritik November 7 2017 DJ-Python-presspic_music-1150x766

Af Emil Grarup

New York-baserede Brian Piñeyro er kendt under et utal af aliasser: DJ Wey, Luis, Deejay Xanax og DJ Python. Under det sidsnævnte, DJ Python, har han netop sluppet sit debutalbum, “Dulce Compania”, som er den første udgivelse på ligeledes New York-baserede Incienso. Incienso er grundlagt af Anthony Naples, som også er ansvarlig for Proibito, et pladeselskab, som bl.a. har udgivet Local Artist, Hank Jackson, Austin Cesear og adskillige af Brian Leeds’ projekter (Huerco S, H.S, Royal Crown of Sweden), foruden Piñeyros første EP som DJ Python, “Esterio Bomba! Vol 1″ (2016).

Det er oplagt at drage en parallel mellem Huerco S’ lette leftfield-house og DJ Pythons musikalske udskejelser. “Dulce Compania” er ligesom Huerco S’ LP “For Those Who Have Never (And Also Those Who Have)” (2016) og særligt “Railroad Blues”-EP’en (2015), begge udgivet på Proibito, båret af lette, reverbklingende synthesizer-sekvenser, der med deres langsomme sitren lyder, som undertegnedes forestilling om en lydside til Inger Christensens “Sommerfugledalen”, en sonetkrans, der med sin langsom panorering igennem den makedonske Brajcino-dal nærmest punkterer digtenes tidslighed.

Det er den samme slow-motion-effekt, som jeg føler, når jeg lytter til “Dulce Compania”: Måden, hvorpå de bløde akkorder kan høres nærmest som en lang række af tunge, dybe åndedrag, der hvirvler rundt i rummet. Dét, der gør udgivelsen spændende, er dog, at disse æteriske synthesizerklange bliver stillet over for nogle ret intense og ekspressive percussionsekvenser. Denne sammenkobling af synth og percussion virker mindre generisk end på mange andre house-prægede udgivelser. Hvilket er en klart positiv ting: Det fungerer ualmindeligt godt og er med til at pege “Dulce Compania” i retning af dansegulvet.

Numre som “Todo Era Azul (Versión Afuera)” og “Cuál” klinger med synkoper og breakbeats mere af afrocaribisk basmusik og house end af ambient, og således ender albummet med at placere sig et underligt, men også spændende, sted mellem reggaeton, dembow og house, selvom synth/ambient-spøgelset stadig huserer i baggrunden. Der er dog også få numre, hvor spøgelset kommer lidt mere til syne: numre, som dyrker en mere rendyrket ambient/minimalisme-lyd med bl.a. vibrafon og strygere, såsom “Las Palmas” og “Esteban”. Percussionelementerne forsvinder dog ikke helt, men får lov til at agere en slags puls i stedet for at have den bærende rolle, som de har på resten af albummet.

“Dulce Compania” er virkelig et album, der gror på én og har en evne til at tilpasse sig ikke bare dansegulvet men et væld af andre stemninger også. Men pladen er dog bedst til de sene nattetimer og den slags eufori, som disse tillader.

Info: Dulce Compañia udkom på Incienso i september og er Piñeyros anden udgivelse som DJ Python.