Elske vil jeg og leve glad – om ‘Lille solstråle sad og så på månen’
“Lille solstråle sad også på månen” – Roskilde Festival, 5/7 2025 – anmeldelse af Ida Skibsted Cramer
Der var engle på Roskilde. Jeg så dem først i skikkelse af et 40-personers kor på Platform lørdag kl. 12 og senere i sælsomme udgaver på de forskellige scener – som bebudere, medier, beskyttere og seende.
Koret BARK trådte frem i tindrende solgule klæder og klassiske kinasko fra den falmende regn. De kaldte til englesang med klokker og milde ansigter. Iscenesat af den Chicago-baserede hybridkunstner Lise Haller Baggesen og med kompositioner af Anders Lauge Meldgaard blev den danske sen-1800-tals digter og tekstilkunstner Karoline Ebbesens univers ført frem og udfoldet i lysende, gåsehudsfremkaldende vokalharmonier og mærkelige talremser i værket Lille solstråle sad og så på månen.
Siden har jeg ikke kunnet slippe tanken: Hvorfor føltes det nærmest radikalt at høre et kor ophobe linjer som “elske vil jeg, leve glad”? Måske fordi de er skrevet af en kvinde, som i store dele af sit liv var indlagt på Sct. Hans Hospital, og hvis omfattende produktion af tekstilværker, tekstfragmenter, kalligrafi, tegning, collage og broderier i sin samtid aldrig blev anset som kunst. Måske fordi festen på Roskilde var gennemvævet af sorg over verdens tilstand. Og englene både trøstede og protesterede, modigt og kompromisløst. Måske i den kontekst blev linjer som “jeg var stor og glad og åndede luften let” ladet med et reelt politisk potentiale. Det blev en påmindelse om, at sorg og protest bærer mange slags udtryk og ansigter, og vi har brug for mange.
Samtale mellem lyd og tekstil
Oversættelsen af kalligrafi og personlige notater til klang og melodi fik koret til at virke som et udvidet jeg. Et jeg manet frem og bredt ud såvel som splintret. Et jeg, der bærer mange stemmer i sig og behøver dem. Koret var en beretning om Karoline og hendes værk med biografiske elementer, men det var også en slags påkaldelse af Karoline – sopranerne sang både til hende, for hende og på vegne af hende. De sang som den storesøster, Karoline også var, som også var en slags skytsengel for sin døde søster, Anna. Værket artikulerede tilmed sig selv performativt som vuggesang og sørgeritual for Anna med linjer som “nu har lille Anna fundet hjem / nu hører hun englene synge.”
“På ryggen havde en sopran en broderiramme fæstnet til sig som en slags glorie, et skjold – og der i det “ufærdige” håndværk voksede vingerne.”
Også Ebbesens gådefulde talrækker blev oversat ind i kanon-agtige kakofonier peget frem af korleder Lasse Aagaard, der med en stor pallietsommerfugl midt på brystet og bag på ryggen kaldte nuancer af ekstase og alvor frem på scenen. De mystiske undertoner og mytologiske motiver, som findes overalt i Ebbesens arkiv, som hun tegnede og syede frem i felter af sindstilstande med koblinger mellem hunde, envingede engle, kirker, blade, søstre, cirkler, ovaler, stiger, gærder, stjerner og sole, blev her en samtale mellem lyd og kostume.
Mest tydeligt var det skitseagtige, fragmenterne og papirmosaikkerne i de 40 særegne, pastelgule, ornamenterede englekjortler, som mindede om gamle folkedragter og førkristne karnevaller. På ryggen havde en sopran en broderiramme fæstnet til sig som en slags glorie, et skjold – og der i det “ufærdige” håndværk voksede vingerne. Også de markante broderisting gik igen som en slags reparationer mellem de adskilte kroppe.
“Jeg tænkte på, hvordan samspillet mellem kostume og lyd kunne have været, hvis syningerne eller netop det iturevne blev afspejlet mere i musikken.”
Sorg og protest
Syningen som det, der kan føre de enkelte dele sammen, skabe sammenhæng i et splittet sind, virker vigtigt – både for de originale Ebbesen-værker, men også for fortolkningen. Jeg tænkte på, hvordan samspillet mellem kostume og lyd kunne have været, hvis syningerne eller netop det iturevne blev afspejlet mere i musikken. Fordi der i vokalerne og klarinetten var en så himmelsk renhed, savnede jeg de lidt flæsede, spaltede dele og trevler, de mange små lapper, som fandtes i kostumerne. Den rablende erotiske drift og fantasi, på godt og ondt. Derfor var det en lettelse, når der blev slået hul og de numerologiske, anagramatiske principper sammenføjede alle æstetiske planer med den helt essentielle leg og vrøvlen, som også kendetegner Ebbesens stil.
Lille solstråle sad og så på månen var som en vilter krydsning mellem mystikeren Hildegard Von Bingen og anagramdigteren Unica Zürn. Som at befinde sig i et glitrende solhus fuld af sorg – lyksalig og solitær. Koret sang med stor solidaritet outsiderens stemme, og kunstnerne bag formåede at vise, hvordan der inde i den enkle poesi, den naivistiske æstetik, findes et stort alvor og en dyb nat. Dette særligt bragt frem af celloen, som spillede både månens melankoli og stjernernes lys; “natten kom / aftenlyset blev så lille.”
Tænk at sorgen også kunne rumme denne bittersøde, lysende glitren. Tænk at den oversete nu blev til mange på den lille scene. Protesten og sorgen fik favntag på årets Roskilde igennem engle, der både kunne formidle afmagt, længsel og ikke mindst en stærk, besværgende vilje. Det i sig selv var en epifanisk triumf.
Karoline Ebbesens tekstunivers er fortolket og iscenesat med kostumer af Lise Haller Baggesen og kompositioner af Anders Lauge Meldgaard. Værket havde premiere på Roskilde Festival som live-optræden og blev fremført to gange på scenen Platform af koret BARK ledet af Lasse Aagaard. Værket som performance og tekstil- og lydinstallation kan opleves, når Museet for Samtidskunst åbner udstillingen Kaååråålines Vers d. 14. september 2025 til 7. december 2025.
