Bitesize #5 – Tettix Hexer, jjjacob + Frederik Valentin & Loke Rahbek
Af Alexander Julin Mortensen
Mens hverdagens rammer og det enkelte individs mobilitet er indskrænket, giver den pandemiske krise mange af os en mulighed for yderligere fordybelse. Det gælder selvsagt ikke de mange syge, de adskillige, der har mistet deres økonomiske sikkerhed, eller de tusinder af familier, der nu også må tage vare på deres børn 24/7. Mange er dog også alene – og fortsat finansielt sikre og raske. Det muliggør forhåbentlig, at man kan finde den nødvendige tid til at dedikere sig til nogle af de nærmest utallige spændende udgivelser, der udkommer.
For flere har COVID-19 helt sikkert medført en skærpet erkendelse af kulturens værdi. Vi kan ikke samles fysisk om den i disse dage, men det er heldigvis ikke den eneste måde, vi kan engagere os i og beskæftige os med den. Kulturen, heriblandt musikken, kan bl.a. skabe et rum for refleksion eller være en katalysator for et virvar af følelser, vi ellers ikke kan sætte ord på, selvom de mærker os og vores liv.
Det gælder også for tre nye danske udgivelser fra Tettix Hexer, jjjacob samt Frederik Valentin & Loke Rahbek. De tre udgivelser er eksemplariske for den kreative standard, mange danske musikere har hævet markant i de seneste år. Jeg håber, vi som samfund kan finde ressourcerne til fortsat at værne om denne kulturelle kvalitet på den anden side af pandemiens ragnarok. For hvor forkælet det nu engang kan lyde for nogle, er musikken meget mere end blot et privilegeret medium til underholdning og adspredelse. Den er uundværlig, uerstattelig.
Tettix Hexer “The Great Vague” (Janushoved/The Big Oil Recording Company, 2020)
Projektet Tettix Hexer er drevet af Jens Leonhard Aagaard, der bl.a. har udgivet musik som The Dove is Dead. Selvom han de seneste år har spillet en række livekoncerter som Tettix Hexer, er det først nu, at projektet manifesterer sig i en fysisk udgivelse.
Der fosser en vild kraft igennem store dele af “The Great Vague”. Adskillige numre synes at indkapsle og give form til en energi, der virker så intens, at man står tilbage med en følelse af, at de kompositionelle rammer nærmest er ved at sprænges. Det gælder bl.a. for titelnummeret, “World Mouth” og “Praystation”. Derfor spiller de mere rolige numre “Visible Winds of Spring” og “Lidless Sleep” også en afgørende rolle for udgivelsen. De hjælper nemlig én med at kunne tage den helhed ind, som værket udgør.
Den intense opbygning på flere numre og inkorporeringen af minutiøse repetitive melodistykker – eksempelvis på “Immutable Interior Design” – vækker ligeledes mindelser om danske projekter som An Gella, mens den nærmest sakrale stemning – mest eksplicit på “Venhændelse” – også skaber associationer til Oneohtrix Point Never anno “R Plus Seven” og Lanark Artefax. Men i modsætning til disse er det en mindre poleret lyd, der kan høres på “The Great Vague”.
Det giver god mening, at “The Great Vague” er udkommet på Janushoved. Den ambivalente sammensmeltning af eufori og sentimentalitet, selskabet er blevet garant for, kendetegner også Tettix Hexers musik. Men “The Great Vague” byder også på noget nyt, der gør musikken endnu mere interessant. Det drejer sig om en sammenkobling mellem, i mangel på bedre ord, en rave-ekstase og en voluminøs shoegaze-lyd. Hvis Kevin Shields havde været en større klub-entusiast (end hvad jeg ved af, at han er), havde My Bloody Valentine muligvis lydt a la “The Great Vague”. Det er i hvert fald en af de mest dragende danske udgivelser, der er udkommet i år.
jjjacob “Body Without Organs” (Sweat Taste, 2020)
jjjacob har i de seneste år udgivet en række EP’er – heriblandt “Angelic Hostillity” – og et album samt bidraget til en række opsamlinger. I år har han bl.a. medvirket på Petrola 80’s kompilation “Expand”, men vender med “Body Without Organs” nu tilbage med sin første regulære udgivelse siden sidste års album, “Vulnerable Growth”.
Med “Body Without Organs” fortsætter jjjacob såvel den høje standard, der kendetegner samtlige af hans udgivelser hidtil, som den musikalske stil derfra. Musikken kan fortsat placeres et sted mellem ambient og dekonstrueret klubmusik, men “Body Without Organs” bidrager også med et nyt perspektiv at forstå jjjacobs musik ud fra. Selvom jeg normalt ikke giver forfærdelig meget for at skulle erfare musik ud fra bestemte og fastlåste tematiske rammer, synes jeg dog, at historien om baggrunden for albummet hjælper med at understrege, hvorfor “Body Without Organs” er et både interessant og personligt værk.
jjjacob var for nogle år siden ramt af en hjerneblødning, der lammede højre del af kroppen (hvilket han siden hen er restitueret fra). “Body Without Organs” handler derfor netop også om kropslig dysfunktion og sygdom, hvilket er et spændende prisme at høre musikken igennem. Tematikken kommer eksplicit til udtryk i størstedelen af kompositionernes titler, såsom “Genetic Trauma”, “Cancer Diagnosis”, “Inflammatory Response” og “Heart Failure”. Men den kan også sagtens høres i musikken.
Det skaber en form for ambivalens, at musikkens udtryk er så syntetisk og digitaliseret, men ikke desto mindre netop er forankret i menneskets kropslige krise og helbred. Ligesom på flere af hans foregående numre hører vi også på “Axonal Dysfunction”,“Floating Corpse” og “Inflammatory Response” (tilsyneladende) menneskelige vokaler blive flettet ind og ud af et digitaliseret net af melodiske komponenter. Stemmerne er forvredne og sagte, ofte næsten opslugt af det øvrige lydbillede, men formår dog at trænge igennem gang på gang. I kraft af sygdommen som tematisk ramme lyder det ikke længere bare som et stilistisk greb. Det kan også høres som en måde at skildre, hvordan mennesket overvældes og sluges af sygdommen, hvor de syntetiske strømninger af lyd repræsenterer den helbredsmæssige fare.
Det er kroppen i kamp eller forfald, jeg hører på “Body Without Organs”. Lyden af medicin, der pumper gennem blodet, eller immunforsvaret, der forsøger at skelne mellem, hvad der bør udgøre en del af denne krop, og hvad der snarere er en trussel.
Frederik Valentin & Loke Rahbek “Elephant” (Posh Isolation, 2020)
“Elephant” er Valentin og Rahbeks andet album sammen og samler op, hvor forgængeren – “Buy Corals Online”, der udkom via Editions Mego i 2017 – slap, sonisk såvel som stemningsmæssigt med sit mix af henholdsvis digitale og analoge elementer.
Musikalsk betyder det, at også “Elephant” fremstår noget mere livlig og dynamisk end eksempelvis flere af Rahbeks udgivelser som Croatian Amor. Af den grund er det oplagt at trække paralleller til gruppen KYO, som Valentin udgør en del af. For ikke ulig deres udgivelser sammenvæver Valentin og Rahbek et lydbillede, der blander det digitale og analoge, men også tør bevæge sig ud af den ofte kølige sindsstemning, som mange Posh Isolation-affilierede projekter og udgivelser har dyrket. Det gør “Elephant” også, men ikke udelukkende. Det sker på “Scarlett”, der med sit stampende trommespil og klirrende guitar lyder som et regulært band-udspil. Her skaber Valentin og Rahbek en mere energisk og ekstrovert musik, end hvad der ellers ofte er tilfældet for Posh Isolations udgivelser, og det er både tiltrængt og vellykket.
Det bliver dog heller ikke mere opløftende end netop på “Scarlett” i løbet af albummets spilletid. Det havde ikke skadet, hvis Rahbek og Valentin havde fundet plads til en lysere stemning på “Elephant”, men det gør dog langtfra værket mangelfuldt. På de resterende numre formår duoen nemlig at cementere sin exceptionelle evner udi at komponere musik med en nærmest knusende skrøbelighed; en musik, der til tider kan lyde tung og opgivende, andre gange på bristepunktet til at splintres. “Elephant” er et på flere punkter virkelig gennemført og rørende album, og uden tvivl den Posh Isolation-udgivelse, der har gjort størst indtryk siden de fænomenale plader med CTM samt Rosen og Spyddet fra 2018.