Festival of Endless Gratitude – Kom ud og vælt dit hoved
Anbefalinger af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Nicklas Hawkesworth for FOEG.
FOEG er en bred festival for et snævert publikum. Dens profil er lige så let afkodelig, som den er forvirrende, dens publikum lige så genkendeligt, som det er diverst. Fra i dag til natten til søndag danner Kildevæld Kulturcenter i København ramme om kunstinstallationer og koncerter med navne, du ikke kender: Vi guider til fem navne på festivalen.
The Shadow Ring (Lørdag d. 22. november kl. 19:30)
“I know that it’s hard for man to accept
I know it must sound as if I’m out of my mind
And I know that a few people may cover their ears
But the truths that I sing are played on request”
Åbningslinjerne fra The Shadow Rings sang ‘The Way of the World’ kunne være et credo for FOEG. Det kunne den sang, der bare hedder ‘We’re Complex Piss’ sådan set også, pointen er den samme: Det er svært tilgængelig musik, vrangvillig og vakkelvorn, underproduceret og uspoleret, og det er sådan noget, vi hørte som indierock i 90’erne, inden indierock ironisk nok blev en massebevægelse i 00’erne.
The Shadow Ring fra England spillede i ti år fra 1992-2002, deres samlede udgivelser – albums, singler, CD-R – blev sidste år samlet i en box med svimlende 186 skramlede anti-sange i anledning af, at bandet begyndte at spille koncerter igen. Koncerten lørdag aften på FOEG er deres første på dansk grund nogensinde.
Der er en lad, bevidst uengageret eller måske afsondret følelse i hendes sange, som flyder over af en ugidelig skønhed.
Kathryn Mohr (Fredag d. 21. november kl. 20:15)
Den Oakland-baserede musiker og multimediekunstner Kathryn Mohrs arbejde ligger på sin vis i forlængelse af The Shadow Rings dejsen omkuld i genbrugsbutikken, hendes tilgang er bare langt mere … døsig er nok det bedste ord. Der er en lad, bevidst uengageret eller måske afsondret følelse i hendes sange, som flyder over af en ugidelig skønhed. Det er en svimlende oplevelse at høre hendes seneste album, ‘Waiting Room’ fra tidligere i år. Det er lidt som at høre Phoebe Bridgers spille lavt i et andet rum med en løs forbindelse i højtaleren og være for syg til at kunne rejse sig og gøre noget ved det.
Elvin Brandhi (Fredag d. 21. november kl. 22:45)
Endnu mere desorienterende bliver efter alt at dømme Elvin Brandhis optræden fredag aften: Hendes seneste plade, ‘OWsT’, ringler løs med forstemte klaver, der bliver spillet, slået, strøget og rykket rundt, mens hendes egne råb, skrig og løsrevne sanglinier bliver elektronisk manipuleret til at gøre det ud for beats og spændingskurver i de kaotisk sammenklippede kompositioner. Det lyder som protest over alting overhovedet og afmægtig rasen over ikke at kunne stille andet op end at forsøge at rive så meget som muligt med sig i faldet.
G•Bop Orchestra performs The Scott Walker Songbook (Lørdag d. 22. november kl. 20:45)
“Make it easy on yourself,” sang en ung Scott Walker i den smægtende ballade af samme navn med teenageidoltrioen The Walker Brothers – og så brugte han ellers sin lange solokarriere på at gøre det vanskeligere og vanskeligere for sine lyttere at hænge på. Hans intenst vibrerende baryton var et fikspunkt i sangene, men musikalsk saboterede han den i avantgarde arrangementer fulde af dissonans og bombastisk nonsens. Det var en forbilledlig karrierekuldsejling, og således giver det god mening, at G•Bop Orchestra fortolker hans sange på percussion. Forvent komplet desorientering.
Josie (Lørdag d. 22. november kl. 20:45)
Heldigvis er FOEG gode til at få samling på det hele med noget så ligetil som en rockkoncert. Det kan godt være, at publikum kommer for at høre løjerlig musik og drikke komplekse øl, men der er noget fantastisk befriende over at nå dertil, hvor man bare trænger til 4/4, vers, omkvæd, dans, og så får man det. Fredag aften spiller Norm Dogs med medlemmer fra de seneste 20 års københavnsk punk og indierock, lørdag er det punket twee med Josie, der skal sætte festen fri.
“Twee er så nice. Det er popmusik, superfeminint og supersjovt med en understrøm af produktiv vrede. Det må godt være lidt grimt, men også nemt at lytte til,” beskrev sanger og guitarist Charlotte Fischer bandets musik, da jeg i efteråret interviewede Josie.
Det er præcis den kombination, FOEG kommer til at have brug for sent lørdag aften: Noget at lade sig rive med af, noget at synge med på, noget at få frustrationerne ud til, noget at være bimlende lykkelig over.
Det er omtrent der, FOEG munder ud: I det fællesskab, der findes i taknemmeligheden over, hvor vildt musik kan føles. For det er ikke mindst det, FOEG handler om for det publikum, der trofast er kommet der siden 2009, såvel som for de nysgerrige nye, der hvert år finder vej ud til Kildevæld Kulturcenter på det yderste Østerbro.
“Det er koncerter, der kræver, at man vil nysgerrigheden”, forklarede bookeren Tobias Corell, da jeg interviewede ham om festivalen sidste år. “Der går nogle gange 10-15 minutter, før man forstår det. Man skal dykke ned i det og glemme tiden, og det ser jeg som meget relevant i den kultur, der ellers er nu. Man kommer ind i det her rum, som eksisterer i tre dage. Det er sin egen lille verden, en boble, der åbner sig.”
“Jeg kommer ikke nødvendigvis, fordi der er noget på programmet, jeg har et nært forhold til,” sagde debattøren Eini Carina Grønvold i samme artikel. “Tværtimod er det en festival, der kræver af sit publikum, at det møder programmet med en åben sanselighed og nysgerrighed. Det bliver ikke bare serveret for en.”
Festival of Endless Gratitude starter i dag og slutter natten til søndag. Den finder igen i år sted på Kildeværd Kulturcenter i København. Få mere info om resten af lineuppet her: https://foeg.dk/
Læs vores reportager fra tidligere års FOEG her.
