“fra eufori” – Kritisk appropriation eller secret pleasures?
Af Mathias Schønberg, foto af Amelie Amei Kahn-Ackermann
Jeg var tilfældigvis i Berlin, da Courtesy for et par uger siden holdt release-begivenhed for sit nye album fra eufori. Kunstneren, DJ’en og stifter/ejer af labelet Kulør, Najaaraq Vestbirk, som Courtesy også hedder, har, så vidt jeg ved, boet overvejende i Berlin en rum tid. Til releasen fik et lille eksklusivt publikum en ganske særligt leveret forsmag på albummet, som sætter otte klassikere fra 90’ernes rave-æra i et andet kunstnerisk lys.
Lyset, der oprindeligt er faldet over numrene, har måske mest været fra solopgange på Marielyst Strand eller lazeren på Diskotek Flintstone. Der er nemlig tale om nyfortolkninger af ørehængere som bl.a. Olive’s You’re not Alone, DJ Encore’s I See Right Through to You og Guru Josh’ storhit Infinity fra 1990 – hits, man måske husker fra sin barndom i provinsen eller fra videoer af Love Parade i Berlin, da den i 1999 peakede med 1,5 millioner euforiske deltagere.
Det lys, der til release-begivenheden skinnede over sangene på fra eufori, stammede fra stringente lysstofrør i et kunstgalleri i Kreuzberg. Arrangementet på galleri Kraupa-Tuskani Zeidler var, så vidt jeg har kunnet finde ud af, ikke offentligt. En eksklusiv invitation havde floreret i de rette miljøer til det lille arrangement. Fra en rolig sidegade langs kanalen kom man ind i en smuk gård, blev budt på et glas hvidvin med stilk og videre indenfor i galleriets hvidmalede udstillingsrum. Det var tydeligvis the it-crowd, og dekadencen var så tyk, at den kunne skæres ud i luften i souflétykke skiver. Jeg følte mig meget stolt og ærefuld over at være med.
Hold da ellers fast, der var lagt op til at holde sig om hagen og knibe øjnene eftertænksomt sammen.
Man fik et katalog trykt på et hvidt A4-papir i hånden, hvor man kunne læse, at værket var en undersøgelse af de forandringer, der sker, når auteur-skab udviskes eller overtages af andre subjektiviteter. Der stod mange ord bl.a. om Vestbirks “interest in appropriation, bricolage, recontextualization, and interpretation within “low” pop-culture” … amounting to a critique of the cult of originality of the music industry itself”. Hold da ellers fast, der var lagt op til at holde sig om hagen og knibe øjnene eftertænksomt sammen.
Intet andet end fem nøjagtigt ligeligt opskænkede glas postevand på gulvet markerede en scene. En naturligt nervøs Najaaraq Vestbirk bød selv velkommen i en kort tale og bad publikum om at sætte telefoner på lydløs og ikke snakke under performancen, som ville foregå uden mikrofoner. Det var tydeligt, at et vis niveau af dannelse var til stede i publikum, der hensynsfuldt puslede sig sammen og høfligt sørgede for at give hinanden plads til at kunne se. Den ene mere artsy og med mere udsøgt kurateret look end den næste. Én i lang læderfrakke og hurtige briller havde malet sig gul i hele ansigtet, som var det det mest almindelige i verden.
Frem på gulvet trådte nu fem sangere i sorte kostumer af stærk reference til kontemporær rave-kultur. Plateau, net, chokers og harnesses. Tjek. Og som det mest naturlige i verden sang de nu korarrangementer af sangene helt a cappella i små tyve minutter. Meget, meget fint. Uperfekt. Cute. Og samtidig en skarp kommentar mellem det visuelt klichéfulde, hårde Berghain-udtryk og de bløde, fint arrangerede kor-udgaver af dance-klassikerne. Og netop sådan er sangene også – meget, meget fine og cute i deres lidt naive udtryk. Både originalerne og a capella-fortolkningerne, som vi så fremført på galleriet.
Det er fællessange til 90’er-festen, der på én gang viser et lyst, ubekymret sind, og samtidig gemmer på en indadvendt melankoli.
På albummet fra eufori, der udkom et par uger senere, fremgår ligeledes en nemt læselig kommentar om sangenes oprindelige brug som euforiserende middel og samtidig lidt triste tekster og melodier. Det er fællessange til 90’er-festen, der på én gang viser et lyst, ubekymret sind, og samtidig gemmer på en indadvendt melankoli.
Der ligger i albummets fokus på sangenes essens et elegant modspil til den måde, sangene oprindeligt er blevet brugt på. Vi befinder os ikke til Love Parade blandt 1,5 millioner andre med glædestårer løbende ned ad ansigtsmalingen – tværtimod står vi sammen med Erika de Casier helt alene i ekkoet på Ostbahnhof, når hun synger Olives 1996-banger You’re Not Alone.
Har man i den kontemporære klubscene i smug gået og savnet en sang, en melodi, et anthem, til at samle festen i den konstante motorvej af beatmix, lover Courtesy i pressemeddelelsen “otte hyper-kontemporære ambient-pop-produktioner tilrettelagt til at blive opdaget af en ny generation af lyttere”. Man kan så indskudt spørge sig selv om, om ikke de fleste har opdaget dem i forvejen? Det er jo ikke ligefrem forsvundne rariteter, men snarere numre, der er hyper-ladet med konnotationer, og som har været i jævn cirkulation siden deres lykkeligt overfladiske 90’ere, før alt igen blev alvor.
Men frem for sædvanlig overbærende lol over numrene og deres storladne anthem-riffs belyser forskellige medvirkende gæstekunstnere på fra eufori tristessen midt i festen. fra eufori kunne også have heddet efter ravet og gengiver numrene i et mærkeligt nøgent skær. Dance- og rave-klassikerne er her fortolket i eftertænksomme versioner, hvor melankolien, som rigtigt set hele tiden har ligget skjult i melodierne og teksterne, dyrkes som et gennemgående tema. Og det er ikke små fisk, Vestbirk har fået samlet på albummet: Erika de Casier, August Rosenbaum, Sophie Joe, Merely, Francesca Burattelli og den i Tyskland vældig anmelderroste Lyra Pramuk.
Det er egentlig ret enkle virkemidler, der således illustrerer albummets tema. Modigt lange pauser efter vokalens sidste sætning. Ingen beats overhovedet. Urolig techno-bas, der driver numrene ud mod et uvist mørke. På versionen af Guru Josh’ Infinity, hvor Francesca Burattelli spiller saxen, står nummerets mærkværdige anything-goes-klaversolo nærmest lidt uhyggeligt frem som et glitch af rigtig vanvid og ikke længere blot gakket kreativitet. Og på albummets version af DJ Encore-klassikeren I See Right Through to You, sunget af Sophie Joe, som jeg ikke kender mere til, vendes styrkeforholdet mellem sang og riff. Hvor originalen prioriterede det EDM-agtige lålå-riff som nummerets hovedrolle, mens den kvindelige vokal var mixet som fyld derimellem, er det på fra eufori omvendt. Hun får al pladsen, mens riffet kun figurerer som et utydeligt fløjt under produktionen. Enkelt, men virkningsfuldt.
At fra eufori måske har forelsket sig lidt blindt i irsk naturbeundring og givet plads til hele to Enya-numre ud af sine otte spor, skal for min skyld ikke ligge den til last.
Lidt mindre enkelt bliver det på albummets version af Chicanes trance-hit Saltwater fra 1999. Her ophøjes nummeret i Lyra Pramuks indsyngning til et nærmest filharmonisk niveau. Nummerets gæliske sprog og naturalistiske tema om havet tildeles en katedralsk storhed. Det er dystert romantisk og kan, så at sige, noget ganske andet end den lidt dreamy flirt med sommernatten på trance-stranden, som originalen tilbød – selvom den ellers også er fantastisk. At fra eufori måske har forelsket sig lidt blindt i irsk naturbeundring og givet plads til hele to Enya-numre ud af sine otte spor, skal for min skyld ikke ligge den til last. Jeg elsker nemlig også Enya og sympatiserer stærkt med ethvert projekt, der kan medvirke til at restaurere hendes måske lidt blakkede status som spa-musik.
Alle disse rosende ord være sagt, var der samtidig noget, der gnubbede mig den forkerte vej til releasen på kunstgalleriet. At stå pænt sammen med den dannede klasse af techno-connoisseurs og nyde sange, som jeg personligt husker bedst fra sænkede bilradioer i provinsen og fra at løbe gennem sommernatten på flugt fra tribal-tatoverede tæv, var lidt mærkeligt. Det var mærkeligt på lidt samme måde som at se vejarbejderes eller socialt udsattes tøj på runways til modeuger. Uden at jeg på nogen måde vil sammenligne det med klasse-appropriationer af samme slags som Balenciaga eller andre banalt foregivne ironier, var der måske noget lidt elitært ubekymret i at behandle materialet sådan. En lidt for let omgang med noget tungt, og på den anden side også en lidt for højtidelig omgang med noget så skønt naivt som 90’er-hits.
Selvom intentionerne om at udviske autør-skab som led i en kritik på A4-papiret var flot, sker der noget andet i appropriationen af kontekst. Samtidig er det måske bare mig. Måske fortjener sangene netop at blive restaureret, som de gør på fra eufori – løsrevet fra den tykhed af konnotationer, der ellers har vokset på dem som lav på væltede træer. Eller måske er fra eufori blot en måde at dyrke sine mest banale secret pleasures – nu med et fint glas vin på stilk i hånden. Jeg er ikke helt sikker.
Info: “fra eufori” udkom på Kulør d. 12. september.
