Frederik Heidemann & Alexander Holm – At bære et andet hjem i kroppen
Reportage og fotos fra lydvandringen “Home Town” d. 22. juni 2025 af Nikola Nedeljkovic Gøttsche.
En anden persons fodtrin knaser under mine fødder, og mine skridt føles ikke længere som mine egne. Lydkunstner Frederik Heidemann går et par meter foran mig med sin kraftfulde, retningsfølsomme shotgun-mikrofon rettet mod jorden. Den fanger hvert korn perlegrus, hver en særegenhed i hans måde at gå på, og sender det direkte ind i mine høretelefoner. Det overdøver lyden af mine egne bevægelser. Et lille, præcist indhug i tiltroen til mine sanser.
Vi er på lydvandring med titlen ”Home Town” som en del af projektet Sworld – en løbende udforskning af, hvordan lyd kan fremkalde fravær, fantomfornemmelser og fortrængt erindring.
Jeg hørte første gang om projektet som del af et program for lydkunst i Struer i foråret. Dengang kunne jeg ikke deltage, men idéen om lyd som en slags seismograf for det, der ikke længere er her, men stadig vibrerer under overfladen, blev ved med at rumstere i mig. Bag Sworld står kunstnerne Alexander Holm, der ofte sammenfletter koreografi, tekst og stedsspecifik performance, og Frederik Heidemann, som arbejder på tværs af musik, performance og radio og er fast bidragyder til The Lake Radio. Selve navnet Sworld betyder intet bestemt. Det er en lyd snarere end et ord. En blank plads, der kan påkalde associationer (swirl, sword, world) uden at binde sig til en låst betydning.
Vi krydser en tom parkeringsplads i det golde grusareal omkring jernbaneterrænet mellem Vesterbro og Sydhavnen. Vi er knap ti personer, spredt i en løs formation. Nogle går med lukkede øjne et øjeblik som for at indfange lydlandskabet mere intenst. Andre ser sig omkring med små smil. Der opstår en mærkelig, koncentreret stilhed mellem os, en blanding af nysgerrighed, mild forvirring og fælles opmærksomhed. Det føles som at være del af en midlertidig klub, hvor vi alle lytter til noget, ingen omkring os kan høre.
Vi har fået udleveret høretelefoner med tre adskilte lydkilder: signalet fra Frederik Heidemanns håndholdte mikrofon. Et forudoptaget lydmateriale, Holm og Heidemann har forberedt – først og fremmest en insisterende pibetone. Og endelig signalet fra Holm og Heidemanns headset-mikrofoner, et lag af refleksioner og små anekdoter om forgæves at have ledt overalt efter kilden til hyletonen, i en elektrisk tandbørste, i en radiator, i en skuffe fuld af gamle opladere.
Det tekniske set-up er simpelt at forklare, men oplevelsen er kompleks. At høre andres bevægelse med en sådan fysisk nærhed forskyder ens egen kropsfornemmelse. Ikke som en stor begivenhed, men som en mikrokorrektion i sanseregisteret: Dine skridt, som du regnede med var dine, bliver overtaget, omskrevet. Du begynder instinktivt at tvivle på, at din krop er din egen. Lydene trænger ikke blot ind i øret, de lægger sig som et lag hud, en ny overflade, der registrerer byens og andres bevægelse som dine egne. Og det er måske det mest foruroligende: ikke, at vi ikke kender lydens kilde, men at vi ikke længere kan skelne, hvornår vi selv er kilden.
“Lydene trænger ikke blot ind i øret, de lægger sig som et lag hud, en ny overflade, der registrerer byens og andres bevægelse som dine egne.”
Vi ser én ting, men hører noget andet. Holm og Heidemann nedbryder forventningen om – og tilliden til – at lyde bør have kilder. Idet, overensstemmelsen mellem rum og lyd forvrænges, opstår en særlig form for imaginær tilstedeværelse: Vi begynder at fylde tomrummene med noget andet. Når kilden mangler, begynder vi at opdigte.
Over byen, under huden
Vi bevæger os i gennem det ørkenagtige eksjernbaneterræn mod et landskab, hvor nybyggeri og grønne lommer er flettet ind i hinanden. Kaktustårnene rejser sig over grus og byggepladser. Lige ved siden af: Ikea København – den kompakte, cykelvenlige udgave af varehuset, kronet med en offentlig tagpark. Uden at vi ser det, har Holm løftet en mundharmonika til munden. En tone, i samme frekvensområde som den ubestemmelige pibelyd uden kilde, vi har båret rundt i ørerne fra starten, smyger sig ind. Først da jeg ser instrumentet, falder det på plads. Synet halter efter, og i forsinkelsen afsløres det, at selv øjnene kan blive vildledt af lyd.
Vi forlader taget og går mod indgangen. Heidemann stikker sin mikrofon ned i rygsækken, og pludselig befinder jeg mig dér – klemt mellem en termokop og et sammenrullet halstørklæde, med lynlåsen lukket omkring mig. Jeg føler mig pakket ned. Den simple gestus vidner om, at lyd kan blive en legemlig fornemmelse; noget, der forandrer det følte rum.
“Vi er i et rum, hvor lyden er virkeligheden, og objekterne kun skygger.”
Så åbner Ikea sig: Køkkenøer, sofahjørner og børneværelser opstillet som forudsigelige, sterile scener i en møbleret evighed. Lyset, der får alt til at se fladt og overbelyst ud, som om virkeligheden er et katalogfoto, man kan træde ind i. Duften af laminat, plast og en svag rest af pap. Mellem de udstillede vandhaner stiller Alexander Holm sig op. Han begynder at imitere lydene: vandets rislen, en lille pibelyd fra en utæt hane eller en slukket ventil, et metallisk klik. Hænderne former usynlige stråler, styrer et imaginært vandløb, som om lyden er et materiale, der kan holdes og vendes. De blanke haner foran os virker mindre virkelige end det, han fremmaner.
I det øjeblik forsvinder varehusets kulisse. Vi er i et rum, hvor lyden er virkeligheden, og objekterne kun skygger.
Lyde, der bliver hængende
På tilbagevejen tager Holm de små metalrutsjebaner mellem kaktustårnene – en scene, der både lyder og ser ud som barndom: metallisk skratten, et øjebliks vægtløshed. Midt på ruten bryder han og Heidemann ud i Ivor Cutlers ”Gravity Begins at Home”. Den halvt-melankolske, halvt-humoristiske hjemlighed i Cutler-nummeret er med til at understrege, hvor hjemløs en tone uden ophav kan være. Et øjeblik føles selv den mest fremmede passage som en hjemvej.
Vi vender tilbage til det golde grusareal, hvor vi startede. Holm gentager sin Ikea-performance, men nu uden armaturet foran sig. Han imiterer vandhanens piben og former vand med hænderne i den tomme luft. Gestussen står nu nøgen uden det fysiske armatur til at forklæde den. Bevægelsen og lyden står tilbage som ren form, løsrevet fra enhver praktisk funktion.
Samtidig har Heidemann klargjort en anden gestus. Han afspiller en collage af fragmenter fra turen, nu adskilt fra deres oprindelige kontekst. Lyde, vi lige har hørt, løsrevet fra de øjeblikke, de kom fra. Sektioner af optagelser fra begyndelsen, små stykker samtale. Fortiden jokker i nutiden. Det er ikke “der var engang”, men “nu hører vi igen, nu mærker vi, hvordan det var”.
Et akustisk fravær – tonen uden ophav – tvinger sanserne til at arbejde anderledes. Det er en træning i at acceptere, at ikke alt kan bestemmes, måles eller kategoriseres. At opleve lydens egen krop, ikke dens oprindelse. Det er en øvelse i at lade verden forblive kompleks.
Når jeg tænker tilbage, er det ikke ruten, jeg husker først, men lydene. Jeg har hørt min krops lyd blive stjålet. Jeg har været pakket ned i en rygsæk. Jeg har set vand blive formet af hænder uden vand. Jeg har båret en tone, jeg ikke kan placere, men som bliver hængende. Og lang tid senere kan et andet menneskes fodtrin stadig rodfæste sig i min krop og rokke ved følelsen af, hvem jeg er.
For information om kommende Sworld-begivenheder kan man sende en mail til sensoriskverden@gmail.com.
