Ginté Preisaité – Dansende på en line udspændt mellem sødmefuld pop og vild avantgarde
Anmeldelse af Kristine Haffgaard. Foto: Lukas Mykolaitis
Kan pop flirte med avantgarden uden at miste sin sødme? Og bliver avantgarden tam og ufarlig, når den omfavner poppen? Den pirrende modsætning er den elegante soniske præmis for Gintė Preisaitės debutplade Instruments of Forgetting and the Singing Bone, som tematisk udforsker en sitrende spænding mellem kærlighed og angst.
Instruments of Forgetting and the Singing Bone er den litauisk-danske komponist Gintė Preisaitės første udgivelse under eget navn. Preisaitė arbejder i sit virke med klaver, elektronik og improvisation. Hun har tidligere udsendt en række kassettebånd som Baraboro og er desuden aktiv i trioen Treen, hvor hun samarbejder med saxofonist Amalie Dahl og percussionist Jan Philipp. På den nye plade bruger Preisaitė for første gang sin vokal som del af lydbilledet, og det virker, som om hun har langt mere personligt på spil end tidligere, for når Preisaitė synger, vækkes udgivelsen virkelig til live. Albummet udvisker linjerne mellem left field pop, feltoptagelser og moderne kompositionsmusik. Det hele er på en og samme tid observerende og dog intimt.
Et ocean af længsel og total opløsning
Albummet lægger ud med den foruroligende og insisterende Vigilance, der fungerer som et solidt stemningsanslag, hvor rammen sættes for resten af Instruments of Forgetting and the Singing Bone. Nummeret bygges op af få, gentagne toner, hvor dybe, organiske strygere slår en enkel melodi an sammen med trompet og klarinet. Det er et meditativt og hypnotisk arrangement og Presaités baggrund i moderne kompositionsmusik skinner klart igennem.
Det er ikke spor sammenhængende. Men det er efter alt at dømme heller ikke meningen. I stedet omfavner Preisaitė usikkerheden, angsten for at blive forladt, følelsen af ikke at være nok eller at være alt for meget. Frem for at alt er det oprigtigt, menneskeligt og sårbart.
Preisaitė tager sig god tid: Langsomt, langsomt øges kompleksiteten, der tilføjes lyde af fuglefløjt og knitrende elektroniske lydflader med korte, abrupte pauser, der forvrænger og opløser melodien. Da Preisaitės vokal endelig bryder frem er den først så lys som en solstråle en sommermorgen for derefter at blive hakket op og lagdelt i kortbølger af melankoli, hvor alle ord opløses. Det er teknisk et elegant greb – for alle småbiderne er identificerbare for lytteren og matcher et virvar af følelser. Med den helt dead pan nedbarberede tekst ved lytteren nu, hvad der er på spil: Gid vi kunne være mere ægte forbundne. På trods af at det, der distraherer og støjer i livet:
This Motion makes me sink in the Ocean/
My Bones are shaking/
Tears bringing me back to the Sun/
Besides all the Vibrational Matter/
I wish we could Connect more
Det er ikke spor sammenhængende. Men det er efter alt at dømme heller ikke meningen. I stedet omfavner Preisaitė usikkerheden, angsten for at blive forladt, følelsen af ikke at være nok eller at være alt for meget. Frem for at alt er det oprigtigt, menneskeligt og sårbart.
Angsten som kærlighedens skygge
Instruments of Forgetting and the Singing Bone danser elegant frem og tilbage mellem opbrudte, loopede lydeksperimenter og det melodisk akustiske. Det rent eksperimentelle når sit højdepunkt på den vokalløse Nippon Dreams, et stemningsbillede med percussion, elektronik og fundne lyde, hvor rindende vand og storbyens lyde bliver bearbejdet og fremkalder en fornemmelse af et fysisk sted.
Særligt med Deepen godtgør Preisaitė, at hun ud over at være avantgardistisk komponist er en dygtig sangskriver med sans for det sanselige, der gennem en kærlighed til naturen reflekterer over angsten som kærlighedens evige skygge. I Aéroport skruer Preisaitė op for intensiteten med urolig, eksperimenterende percussion og en sitrende trip-hoppet rytme som den underliggende faretruende fremdrift under den loopede vokal, der accentuerer det nervøse vemod, der dirrer igennem musikken. Tematisk forbinder Deepen sig fint med førnævnte Nippon Dreams, for begge stykker emmer af drømmende længsel efter… noget. Præcist hvad må stå hen i det uvisse, men følelsen formidles smukt når alt til slut kulminerer i ren abstraktion.
At bekende sig helhjertet til pop
Det ligger til højrebenet at sammenligne Presaité med andre bemærkelsesværdige og dygtige kunstnere, der også er udklækket fra RMC og som i lighed med Preisaitė trancenderer og dekonstruerer poppens virkemidler: Preisaitė taler ind i samme univers som dansk-norske SMERZ, Astrid Sonne, Molina og Erica de Cassier. Alle skubber på hver deres måde til forståelsen af, hvad pop kan være, og forfølger idéer til hvordan man som musiker kan skabe moderne avantgardistisk pop, der er personlig og vedkommende frem for almen banal. Et overordnet fællestræk synes dog at være en vis idiosynkratisk følelsesmæssig og skrøbelig distance i teksterne. Preisaitė tager springet fuldt ud i et egenartet lydligt territorium med sine bevidst opbrudte kompositioner, rige teksturer og fine pop vignetter, som samlet danner et følsomt udtryk, der er langt mindre ironisk end eksempelvis SMERZ.
Med Instruments of Forgetting and the Singing Bone beviser Preisaitė, at hvis delelementerne mikses med ferm hånd, så kan syntesen mellem avantgardens vilde eksperimenter og poppens iørefaldende universelle genkendelighed tilsammen resultere i vedkommende musik, der er smuk og skrøbelig, og som gløder dybt af autencitet, undren og længsel. Det er en hårfin balance at ramme, men Preisaitė får musikkens kontraster til at virke fuldstændig ubesværet naturlig.
Den plade kan godt gå hen og blive sensommerens soundtrack her i huset.
Gintė Preisaitė – “Instruments of Forgetting and the Singing Bone” udkom på FELT records i maj 2026.
