Goodiepal & Pals – “Hver gang jeg prøver at definere vores kunst, er jeg uenig” (interview)
Af Nils Bloch-Sørensen
Da jeg i midten af maj var i Beograd, benyttede jeg chancen til at interviewe Goodiepal and Pals. Gruppens projekt havde forvirret og fascineret mig, siden jeg første gang hørte om det, og jeg følte, at det rejste nogle centrale spørgsmål om forholdet mellem kunst og politik. For er det uproblematisk at bruge flygtningekrisen som del af et kunstnerisk projekt? Må man bruge kunst som led i sin aktivisme? Og kan man overhovedet kalde aktivisme kunst?
Med den eksplosion i antallet af politiske kunstværker, vi har set de seneste år, er dette vigtige spørgsmål. For risikerer vi at forfladige det politiske, hvis det er noget, man ligesåvel kan gøre til en fernisering som til en demonstration? Og risikerer den politiske kunst nogle gange til at udbytte de minoriteter den portrætter? Når eksempelvis en stor kunstbegivenhed som Documenta afholdes i Athen med “flygtningekrisen” som erklæret tema, er det nærliggende at tænke, at man tager flygtningene som gidsler i kunstverdenens higen efter chokeffekter.
Ført an af den danske techno-kriger Parl Kristian Vester og teaterinstruktør Nynne Roberta Pedersen bliver Goodiepal and Pals præsenteret som et rockband, men de har i mine øjne mere karakter af et performanceværk. Og så er de en selvproklameret, aktivistisk menneskesmuglerorganisation. I 2017 udgav gruppen pladen ”Pro Monarkistisk Extratone”, hvor omsætningen gik til flygtninge ved EU’s ydre grænser, og løbende har de lavet forskellige tiltag for at rejse penge.
Nynne Roberta Pedersens essay i det seneste Passive/Aggressive-zine havde uden tvivl klargjort deres intentioner og praksis for mig. Gruppen indgår rent faktisk indgår i relationer til og støtter flygtninge. Så betyder de ovennævnte spørgsmål så overhovedet noget?
Særligt en del projektet vedblev at være problematisk for mig. Jeg havde svært ved at forene Goodiepals prankster-of-all-pranksters-image og deres spraglede æstetik med alvorligheden i flygtningekrisen. Særligt deres tilstedeværelse på de sociale medier havde fået mig til at gruble. Højenergiske video-annonceringer, forelæsninger eller andre aktiviteter og opdateringer som: “– Kom til Koncert med DK’s bedste Rage Against The Machine-coverband I aften..” eller “Aarhus her kommer vi, men kun en gang i aar, saa vaer der’ – eller vaer Ingerst0jberg…” De var sjove! De viklede humor ind i det politiske. Men hvor meget var mediestunt, hvor meget var kunstprojekt, og hvor meget var reelt aktivistisk arbejde?
Da de fleste af de danske medlemmer af bandet efterhånden var rejst hjem fra Serbien, var det kun Goodiepal og Nynne, jeg kunne mødes med. Hvad der følger her, er ikke så meget et interview, som det er fragmenter af en samtale. Det blev et radikalt andet møde, end jeg havde regnet med, og handlede vel i virkeligheden mere om flygtningesituationen i Beograd end om musik.
Det regner let, mens jeg småløber mod Beograds hovedbanegård. Majsolen har ligget som en hed kvælende hånd over Beograd, siden jeg ankom, så nedbør er mere end velkommen. Støvregnen kæmper dog forgæves mod byens stillestående støvede luft og lægger sig blot som et klamt lag på huden. Banegården består af en gul bygning, der er omringet af et kaotisk sporvognsnet, parkeringspladser og et uigennemskueligt virvar af veje, der mødes i en uendeligt pulserende trafik. Jeg har aftalt mødes med Goodiepal og Nynne på en café, der skulle ligge inde i banegårdskomplekset. Caféen ligger på selve perronen, og jeg får øjenkontakt med Goodiepal, idet jeg træder gennem døren. De har søgt ly for regnen ved et bord under stationens halvtag. Trods byens anseelige størrelse er banegården ikke større end en mindre jysk provinsbys. I bygningens anden længe ligger politistationen stille hen, mens en ensom vagt pacer frem og tilbage i støvregnen.
Efter de indledende høfligheder kaster Goodiepal og Nynne sig hovedkulds ud i beretninger fra deres dagligdag, politiske refleksioner og rygter, de har hørt. De er ivrige for at fortælle, om de mange flygtninge de hører om, der urapporteret forsvinder, når de forsøger at krydse grænsen til EU. Fordi de ikke figurerer i nogen systemer, ignoreres de af alle myndigheder og svæver blot som skygger på Fort Europas vægge.
“Der sker hele tiden sådan noget med, at der er én, der dør; én, der falder; én, der forsvinder. Der er et minefelt mellem Bosnien og Kroatien – dér prøver de at krydse over. Der er også forsvundet nogle der. Vi ved ikke hvor mange. Vi hører historier om, at de bliver nødt til at efterlade én tilbage ude i skovene, når de bliver dehydrerede. Der var en lille pige som – det er jo igen et rygte – blev genet ud foran toget. Men hvordan det helt konkret har fundet sted, at hun ligesom blev truet til at løbe ud foran et tog med sin familie, forsvinder fuldstændigt i tågerne hernede,” fortæller Goodiepal med tydelig frustration over omverdenens manglende reaktion.
Barakkerne
På den anden side af skinnerne kan man se resterne af de barakker, der indtil sidste forår husede flygtningene. Da de i 2015 begyndte at ankomme til Beograd, placerede man dem i de tomme barakker. Det var ment som en desperat midlertidig løsning, men endte med at blive en permanent, men ikke synderligt officiel ordning. Da der ikke var tale om en decideret flygtningelejr, var der ingen sanitære foranstaltninger, så der lå skrald og afføring alle vegne. Væggene var dækket af et tykt lag sod: aftryk af de bål, der måtte tændes, for at flygtningene kunne holde sig varme gennem den bidende serbiske vinter. Trods de kummerlige forhold udviklede flygtninge et intenst ambivalent forhold til stedet: På den ene side var de hensat til at leve under umenneskelige forhold, men omvendt var stedet deres – noget, der ikke er en selvfølge for mennesker i den situation. Her var de frie og kunne opretholde følelsen af selvstændighed.
Men en tidlig morgen i maj sidste år blev barakkerne ryddet ved en efter sigende voldsom aktion foretaget af de serbiske myndigheder. Angiveligt blev de flyttet ud i officielle flygtningelejre, men mange besluttede at blive i byen, og siden da har de to parker omkring banegården været flygtningenes hjem og tilholdssted. En, de kalder Pakistanerparken, og en, de kalder Afghanerparken. Det er her, Goodiepal & Pals det sidste år har opholdt sig. Hjulpet med hvad de nu kunne, og hvad deres status som EU-borgere har muliggjort. De har hævet penge til illegale flygtninge i Western Union, hjulpet folk over grænsen til EU, lavet te, købt tøj og sko.
Indtil for nylig var parkerne fyldte, fortæller Goodiepal, men efter nylige deporteringer er mange blevet rykket ud af byen til officielle flygtningelejre, gemt af vejen. De blev hentet om natten, stillet op på række og kørt væk i busser. Mange fik taget deres telefoner – deres eneste livlinje, kontakt med omverdenen og bevis for deres rejse. Nynne og Goodiepal har nu ikke hørt fra deres venner i lang tid. De besøgte for nylig en af disse lejre, men fik ikke lov til at tale med nogen af flygtningene og blev efter et kvarter smidt væk af politiet. Ifølge dem var disse lejre ikke meget bedre end de gamle barakker. Nu var de blot ude af syne.
Så nu er der mindre at lave for Goodiepal & Pals, fortæller de. Der er stadig en del flygtninge i parkerne, men ikke i det omfang, der tidligere har været.
Nynne afbryder sin talestrøm og peger forsigtigt på en mand, der går forbi på perronen. “Ham der, han er en Commissariat. De plejer at have sådan et lille EU-flag på, så de ligesom har det mandat, for det er de meget stolte af.”
Commissiarat for Refugees and Migration er den den offentlige instans, der har fået tildelt ansvaret for at oprette flygtningelejre og holde styr på de tilkomne flygtninge – med betragtelige EU-midler til rådighed. Nynne fortæller historier om den vold, de ifølge hende udøver mod flygtningene, og det slår mig, hvordan flygtningesituationen i Beograd er dobbelt hård: Serbien er i forvejen hårdt presset af korruption, en skrantende økonomi og Balkan-krigenes betændte sår. Man kan stille spørgsmåltegn ved, om landet har økonomi og institutionel infrastruktur til at tage sig af den massive flygtningestrøm. At det alligevel er et land som Serbien, der, i så stort et omfang, skal tage sig af den overvældende flygtningestrøm, er ifølge Nynne et udtryk for strukturel racisme
“Alt med det her er jo bare nordeuropæisk racisme. Der foregår hardcore racisme ved at lade Tyrkiet, Bulgarien, Rumænien, Serbien tage sig af det her. Det er et helt sådan fuldstændigt kategorisk valg.” Hun forstår det som en bevidst taktik fra de Nordeuropæiske lande, designet til i fremtiden at kunne fralægge sig ansvar. “Når der så senere hen, hvor man på en eller anden måde kommer til at begræde det der er sket, fordi det dog alligevel var for heftigt, jamen så var det ikke os.”
Et ægte medmenneskeligt forhold
Jeg beder Nynne og Goodiepal beskrive, hvad Goodiepal & Pals-projektet grundlæggende går ud. Da jeg spørger, trækker Nynne lidt på det.
“Projektet at være her er ikke et rigtigt projekt. Eller altså, vi bor her, og vi provider den form for hjælp, som der nu kan gives til folk, der er på flugt af forskellig grad. Der er ikke den samme mulighed for at gøre det i Danmark, så vi tager ligesom derhen, hvor vi kan komme og forsøger at hjælpe dem til det, de har lyst til. Hvad end det måtte være. Det, de har brug for for at overleve eller klare deres videre rejse.”
Goodiepal tager over: “Jeg synes, det er meget vigtigt at være uprofessionel hernede. Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi laver forskelsbehandling. Pointen er, at så har Nynne måske givet en stor hjælp til én person og en mindre hjælp til en anden. Det er uprofessionelt! Men det har været det, der har været nødvendigt. Der er også nogle, vi har haft boende i vores lejlighed, og så nogle, vi ikke har villet have boende oppe i vores lejlighed. Fordi vi er gået ind og har følt, hvad der kan lade sig gøre her: ‘Hvad har denne her person brug for, og hvad har denne her person ikke brug for?’”
Nynne tilføjer: “Jeg tror også bare, at vi er gået ind i nogle rigtige, ægte relationer til de her mennesker og så har vi ligesom sagt ‘okay, din situation er sådan her, men hvordan er vi venner?’ Altså et ægte medmenneskeligt forhold.”
Hun gør ophold.
“Egentlig var det meningen, at Hassan skulle komme, fordi nu sidder vi her og snakker, men min store ting var egentlig, at vi ikke skulle sige så meget om det, men at du skulle prøve og snakke med nogle af dem, der er ude i det.”
I samme øjeblik får hun øje på Hassan, der kommer gående fra perronens modsatte ende. Hassan er lav, kortklippet og har et smittende smil. Han tilhører et forfulgt pakistansk mindretal og har derfor været på flugt siden midten af 2015. Han har flere gange forsøgt at krydse grænsen til EU, siddet fængslet i Bosnien, men endnu ikke været i stand til at slippe ud af Serbien, fortæller Goodiepal.
Vi skifter til engelsk. Goodiepal rejser sig og kilder drillende Hassan. Han komplimenterer hans tykke hår. “This man has the best hair, I am very jealous!”
Et søskendehood
Efter de mange voldsomme beretninger og politiske refleksioner har jeg det lidt mærkeligt med at skulle insistere på at tale om den kunstneriske del af Goodiepal & Pals-projektet. Alligevel synes jeg, det er rimeligt nok, at de skal stå til regnskab for at have præsenteret projektet som en blanding af kunst og aktivisme – eller i hvert fald har koblet en performativ del på deres virke. Heldigvis kommer Nynne ganske naturligt ind på det.
“What the art is… We have been defining that many times and every time I try to define it, I disagree,” siger hun og griner.
“Like the last article I wrote in Passive/Aggressive, you know I’m not even sure that I mean that any longer. I really, really, really think about that a lot. What I think right now, and what I kind of stick to, is that the art is really a tool. We have been talking about the aesthetics of traveling or the ethics of traveling. Since it’s what we do, it takes us around different places.”
Goodiepal tager over: “What we have managed to do and I think that is really good, is that Nynne has managed to create, like I had, a complete network all over Europe where I could go wherever I wanted and play gigs and sleep and stay.”
Jeg spørger, om det er mere korrekt at kalde det et netværk end et projekt. Ja, siger Nynne tøvende. Goodiepal indskyder: “I think since we are also feminist we cannot say brotherhood, so it has to be a søskendehood.”
Goodiepal henter kaffe, så Nynne slår kort over i dansk. Hun vender tilbage til sin artikel i det seneste Passive/Aggressive-zine og udtrykker fortrydelse over at have været for kategorisk i sin afvisning af den politiske kunst, der ikke involverer en aktivistisk komponent. Hun nuancerer:
“På en eller anden måde at sige noget om en situation artistisk, det synes jeg godt, man må. Man skal bare passe på med, hvem du gør det for, og lige nu er det jo blevet enormt moderne at være enormt politisk, men man skal bare finde ud af, hvor det rykker henne, for hvem det rykker, og hvordan du er kommet derhen.”
Jeg spørger, om hun mener, at meget af samtidens politiske kunst er harmløs, eller om hun mener, at den pacificerer publikum.
“Det synes jeg, det gør. I den grad. Rigtig tit har folk en fornemmelse af, at har de søgt en information, har de gjort noget.”
Goodiepal kommer tilbage og minder os om at tale engelsk, så Hassan kan følge med.
“The other thing is that it creates a fake – and that’s what my biggest problem with let’s say the heavy art world – that it creates a fake openness.”
Nynne nævner Documenta 14-udstillingens tema om flygtningekrisen og spørger, om arrangørerne mon også har fokus på flygtninge næste gang, eller om emnet når at blive ”for kedeligt” i deres øjne.
“When we were in Bologna the curators of the festival were saying that they were fed up with the refugees now, they didn’t want to talk about it. Try to say to Hassan that you are don’t want to talk about refugees anymore. We are bored of you!”
Goodiepal vil over i en af parkerne, og mens ham og Nynne ordner betalingen, tager Hassan ordet. Han mener, at de store politiske kræfter i EU bruger opholdstilladelser til at kontrollere flygtninge.
“If you give them documents, it doesn’t mean you give them freedom. You control them by documents.”
Afghanerparken
I parken sætter vi os på en bænk i skyggen. Nynne og Goodiepal hilser hjemmevant på parkens flygtninge, og hvert andet minut rejser Goodiepal sig og kilder en flygtning. Her har de har tilbragt utallige timer, skabt utallige relationer. Nynne går ud og køber bukser sammen med en ung afghansk fyr.
Rundt omkring i parken sidder mellemøstlige flygtninge. De fleste er unge mænd, og det slår mig, hvor meget de ser ud til at kede sig. Unge mænd i deres bedste alder, der er tvunget til at sidde dag ud og dag ind, i årevis, i en park i Beograd uden at få lov til at lave noget. Nynne påpeger, at dette er en del af en mekanisme, der er med til at fastholde et fjendebillede af flygtninge.
“Hvis du bor lang tid nok et sted uden at have mad, vil du automatisk begynde at tilkæmpe dig mad på ulovlige måder. Hvis du bor for lang tid et sted, hvor du ikke har adgang til sanitære forhold, vil du begynde at opføre dig ulækkert. Hvis du bor for lang tid uden at have adgang til sex, så vil du blandt rigtig, rigtig, rigtig mange mænd på et tidspunkt opleve en ekstremt stor seksuel frustration. Hvis du presser mennesker til det yderste, vil de begynde at opføre sig, som man ikke kan lide det. Og det gør vi lige nu, så rigtig mange af de her folk, vi møder, kan tit opføre sig dårligt på nogle måder, som jeg ikke synes er fede. Fordi de er presset så langt ud.”
“Og dér kommer selvjustitsen så for den menige europæiske borger, fordi de stjæler jo også, de er jo også beskidte, de smider også affald. Så bliver de til nogle ulækre arabere eller nogle ulækre afghanere. Det vil sige, at der kommer en folkelig stemning af, at de her mennesker ikke er velkomne. Så det retfærdiggør, hvorfor de ikke skal være her. Man presser folk til at gøre noget, der presser den almindelige befolkning. Vi skaber helt klart sådan en fornemmelse af, hvem der er okay, og hvem der ikke er okay. Hvem der har ret til noget, og hvem der ikke har ret til noget.”
So, this is life?
Jeg spørger ind til, hvor de synes, humoren passer ind i alt det her. Jeg påpeger, at Goodiepals ouevre ikke just har været uden glimt i øjet.
Nynne svarer: “Jeg synes, vi bliver nødt til at finde ud af, hvad europæisk kultur er? Hassan spørger hele tiden, hvad er det, I kan? På et tidspunkt havde han været i byen med nogle spaniere og havde været ude hele natten, folk var blevet mere og mere og mere fulde, han havde ikke drukket. Så kom han hjem helt træt, og så siger han: ‘Music is all the same, like dukdukdukduk…’ og så går der noget tid, så siger han ‘So, this is life?’ Og det var bare så flot.”
Hun stopper op for en stund.
“Man bliver bare nødt til på en eller anden måde at finde ud af, hvad der er cremen af europæisk kultur, og hvad kan det egentlig? Og det er tit dét, Goodiepal gør ved ligesom at gøre grin med, altså det, synes jeg bare, er essensen af at gøre grin med Ursonaten eller muselmaling.”
“Hvad er det, vi indhegner? Man ser bare sådan en høj by, der ingenting er indeni. Altså hvad er det, der er så sygt fedt, at det bare ikke kan deles, og som er under så meget pres, at nogen ville kunne ødelægge det. Det bliver man nødt til at gøre grin med, synes jeg! Det synes jeg på en eller anden måde bliver nødt til at blive angrebet humoristisk.”
Som dug fra solen
Solen sænker sig og kaster et orange skær over Beograds bakker. Vi skilles ved en plads med udsigt over byens kaotiske skyline.
Goodiepal & Pals har uden tvivl haft nogle personlige omkostninger for Nynne og Goodiepal. De er påbegyndt et arbejde, der skulle vise sig at være sværere at slippe, end de først troede. Eller som Goodiepal udtrykker det, så binder de ægte medmenneskelige forhold begge veje. De har placeret sig midt i en uoverskuelig og frustrerende situation, der trækker dybe menneskelige spor. Mødet med flygtningene, mødet med det serbiske system (eller mangel på samme), frustrationen over at flygtningekrisen langsomt bliver glemt af de store vestlige medier og skræmmende hurtigt løfter sig som dug fra solen i europæernes bevidsthed.
Jeg ved ikke om jeg har fået bedre styr på de modsatrettede impulser i Goodiepal & Pals’ kunstpraksis. Men jeg forstår, at de ser det som en kompleks reaktion på en kompleks situation, der ikke kalder på strømlinet god smag, men på handling og smidighed. Så måske er humoren i deres facebookopdateringer ikke ironi, men latter i ansigtet på tragedien.
Info: Hvad jeg her skriver om flygtningesituationen, er, hvad Goodiepal og Nynne fortalte mig, blandet med mine egne subjektive indskydelser. Hvis man vil vide mere, vil jeg opfordre til at høre Goodiepal & Pals’ DJ audiosvar om flygtningesituationen eller alternativt at skrive til “Goodiepal” på Skype. GP & PLS’ udgivelser kan erhverves i Kihoskh og til koncerterne. Salget går ubeskåret til flygtninge.
