Passive/Aggressive

Hilal Kaya – gentrificering eller eksotisering

Kritik September 2 2026, af Jon Albjerg Ravnholt

Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Feyyaz Öztufan

Det kunne godt være to forskellige udtryk for den samme længsel efter det taktile i en digitaliseret og flimrende verden, der både får unge til at begynde at ryge noget så altmodisch som smøger og musikfans til at hige efter håndspillet musik med rødder i en konkret geografi som modvægt til en homogent globaliseret kultur. Der er i hvert fald en sammenhæng mellem de to i Hilal Kayas musik, der giver mig en ubændig trang til at ryge min første cigaret siden omtrent 9/11 og hænge ud på lysstofrøroplyste barer i Istanbul – hvor jeg egentlig aldrig har været – drikke myntete og læse sansetung poesi.

“Pladen lykkes temmelig godt med at lyde næsten som et kassettebånd, man kunne finde i en genbrugsbutik tæt på blokkene”

Der er med andre ord fuldt blæs på eksotiseringen i min lytning af den dansk-tyrkiske sangers debutsoloalbum, “Sümbül”. der driver af en længsel efter et revolutionssvangert og liberalt Mellemøsten i 60’erne. Pladen skylder den anatolske, psykedeliske rocks store navne som Barıs Manço og Erkin Koray alt, og den lykkes temmelig godt med at lyde næsten som et kassettebånd, man kunne finde i en genbrugsbutik tæt på blokkene.

Og dog.

For Søren Bigums varmt organiske produktion og nuancemættede orkestrering af pladens sange giver både plads til Hilal Kayas vokal og elegant modspil til dens melodilinjer, og det er meget smagfuldt og godt håndværk – det lyder bare slet ikke baldret. Det lyder ikke af uforudsigelighed, lysstofrør og snask, men mere af termoruder, te med navne på yogaøvelser og ordnede forhold.

Det er klart et udtryk for min egen eksotisering af musikken og en forestilling om Tyrkiet uden for turistresorterne, det tager jeg på mig. Men det er altså også en konstatering af, at jeg ikke rigtig mærker de rødder i en geografisk bundet kultur, som for mig er en essentiel komponent i al rootsmusik. Det lyder lidt som en gentrificeret version af sådan et nabolag, der driver rovdrift på en gang at have tiltrukket bohemerne, ikke ulig den måde, det hollandsk-tyrkiske Altın Gün har gjort den psykedeliske anatolske rock spiselig for et vestligt publikum.

Måske handler det i virkeligheden om, at Hilal Kayas umiddelbare rødder netop ikke er i Tyrkiet, men i Herning, hvor hun er født og opvokset i den tyrkiske diasporakultur. Med den baggrund ville det være kitschet og arkaisk, hvis Søren Bigum havde forsøgt at få musikken til at lyde tarvelig som noget, man har fundet på en tankstation på vej tværs over den anatolske højslette. Men det kan ikke undgå at ærgre mig, at ‘Sümbül’ er så vellydende, at det bliver lidt fersk. Der er en 90’er-indie-hybrid-lyd over det med ekko af den engelske producer John Parish, som også dyrkes af andre, samtidige danske sangere som M. Rexen og Claus Hempler, og det bliver simpelthen lidt for lækkert og stiligt til, at jeg føler, jeg kan være i det uden at snavse møblerne til.

Det grelleste eksempel på det er sangene Perişan, Sultan og Harabe, hvor lydbilledet bliver sådan et, som rockanmeldere i 90’erne kaldte cinematisk – som om musikken blev større af at danne baggrund til noget. Det kommer til udtryk i en mættethed med synthstrygere, percussion, westernmotiver i guitarmelodien og den der helt fladt dumpe bas fra Serge Gainsbourgs ‘Histoire de Melody Nelson’.

Af samme grund ser jeg til gengæld frem til at høre sangene live, når Hilal Kaya i denne uge turnerer i Danmark i forbindelse med udgivelsen af ‘Sümbül’: Jeg vil gerne høre, hvordan de her sange tager sig ud, når studiemagien bliver skrællet af dem, og sangene alene skal formidle stemninger, længsel. Det fungerer nemlig virkelig godt på en sang som Fasl ı Thrakien, en hurtig rocker for guitar, bas, trommer og sang med minimale effekter. Og det fungerer fremdeles på Alma Attım Yuvarlandı og Hilal Kayas fortolkning af folkesangen Mavi Yıldız, hvor lagene skrælles af, og melodien, stemmen og stemningen får lov at være nok.

Jeg lader nok alligevel smøger være smøger til de koncerter, og forsøger at lade den eksotiserende nordeuropæer blive hjemme. Musikken er nok, og det håber jeg også, at Hilal Kaya og Søren Bigum fremover vil lade den være uden for megen staffage.

‘Sümbül’ udkom 28. august på CPL Music/Nordic Notes. Hilal Kaya spiller i forbindelse med udgivelsen koncerter 2. september på Turkis i Aarhus, 3. september i Lille Vega, 4. september på Dexter i Odense og 5. september på MoorJazz i fødebyen Herning.