Josephine – trommesættet ender som en tvangstanke
Josephine – ‘Unexplained’ (EP, Vicious 2026). Anmeldelse af Nikola Nedeljkovic Gøttsche.
Det er i sig selv bemærkelsesværdigt at udgive noget i 2026 og kalde det dubstep. Siden Burial i 2007 lod genren opløse i regnvåd rumklang, og Skrillex trak den gennem sine hyperkinetiske forvrængninger, der kulminerede i “bro”steppens selvkarikatur, har dubstep hovedsageligt eksisteret som meme. Derfor føles det modigt, når trioen Josephine – producer Josephine Clara Mahler Plumhoff og Sammy Soul og Yasin Saif på henholdsvis live-trommer og bas – med deres debut-EP, Unexplained, tager en æstetik, der for længst er blevet latterliggjort, alvorligt.
Sammen opbygger de et elektronisk univers, der i sine bedste øjeblikke vidner om et overbevisende talent for syntetisk lyddesign – hvilket kun understreges af, at EP’en udkommer på Vicious, labellet omkring Lars Kivig, hvor en rå og undersøgende tilgang til klanglig formgivning står centralt. Men det egentlige spørgsmål, som EP’en (måske utilsigtet) rejser, er de udfordringer, der ligger i at forene elektronisk produktion med akustisk instrumentering. Det elektroniske er ofte allerede et totalrum, designet ned til mindste transient. At træde ind i det med et akustisk instrument er derfor ikke blot et spørgsmål om tilpasning, men om at vælge: Vil man opløse sig i det elektroniske eller insistere på sin egen materialitet?
Uintegrerede elementer
Én strategi er at opgive det akustiske, hvilket kræver både mod og selvsikkerhed i forhold til egne idiosynkrasier. Når vi taler om trommeslagere, er Death Grips’ Zach Hill det oplagte eksempel – selv når han spiller på elektroniske trommer, presser han sin genkendelige voldsomhed igennem systemet. Uanset at han har opgivet det akustiske trommesæt, er man ikke et sekund i tvivl om, at det er ham.
En anden strategi er at forme det akustiske, så det kan eksistere sømløst i det elektroniske, hvilket kræver en detaljesans ud over det sædvanlige. Her kunne eksemplet være Russell Holzman – kendt fra bl.a. Caroline Polacheks liveband – der arbejder mesterligt med at få det akustiske sæt til at lyde elektronisk ved nøje at udvælge og minutiøst finjustere, hvilke trommer og bækkener der kan mime eller spejle de elektroniske klange; hvilke overflader der kan indskrive sig i et digitalt rum uden at bryde illusionen.
Det største problem ved Unexplained er, at Josephine ikke gør nogen af delene. Trommerne – og deres placering i lydbilledet – fremstår mindre som et klart, gennemtænkt valg og mere som et sent indfald. Alternativt kan det læses som et udtalt trommecentreret projekt, hvor det dog ikke til fulde er lykkedes at integrere de øvrige elementer meningsfuldt omkring det akustiske slagtøj.
Fraværets mulighed
Åbningsnummeret “L.O.V.E.” starter ellers lovende: en rumlende bas, krystallinske synthflader, et punket beat, der langsomt fader ind, næsten som en effekt, en tekstur. Men omkring to minutter inde ankommer et lilletromme-fill i en næsten karikeret rockgestik – akavet og parodisk, som noget, der ikke hører til. Efter en virkningsfuld mellemsekvens med forvrængede vokaler og ustabilt vuggende synthfigurer opløses nummerets sidste del i en række uinspirerede fills, der ikke blot undlader at tilføre noget, men aktivt underminerer det elektroniske landskab.
På “Dark Places” gentager problemet sig. En knitrende basflade, bækkener som atmosfærisk støv – en begyndelse fyldt med potentiale – og så et kick, der lander med en mærkelig fladhed, som en våd papkasse. Trommefiguren er jævn, ligefrem, næsten demonstrativt uinteresseret i at udvikle sig, og eksisterer som en parallel fortælling, der ikke helt ved, hvorfor den er der. Det lyder mindre som en integreret del af nummeret end som nogen, der akkompagnerer det udefra.
“Headache” er måske det mest frustrerende eksempel, netop fordi potentialet er så tydeligt: wub-wub-bevægelserne, de ophuggede vokalsnippets. Og så igen trommerne, der insisterer på deres egen tilstedeværelse. Selv da de for en kort bemærkning træder tilbage i et breakdown, der kunne have fungeret som et åndehul, vender de tilbage med et par malplacerede lilletrommeslag. Særligt grelt bliver det i anden halvdel, hvor crashbækkener rammer næsten hvert eneste et-slag som en tvangstanke.
I levende live
Det er fristende at læse det som en mangel på omtanke, og måske er det også en del af forklaringen. Men der er også noget andet på spil: en usikkerhed over for, hvad det vil sige at være krop i et rum, der allerede er fuldstændigt medieret – og en manglende fornemmelse for, hvornår ens tilstedeværelse ikke er en tilføjelse, men en forstyrrelse.
De elektroniske elementer er tydeligvis formet med et fortrinligt gehør, og man sidder tilbage med en mærkelig længsel: efter en version af EP’en uden trommer. Eller rettere: med trommer, der enten turde være radikalt fremmede eller radikalt integrerede.
Alligevel står man tilbage med en fornemmelse af, at Josephine meget vel kunne være et band, der først for alvor kommer til sin ret, når musikken fremføres live.
Info: ‘Unexplained’ udkom på Vicious den 17. april 2026.
