Josie – superfeminint og supersjovt med en understrøm af produktiv vrede
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Martin Herskind.
Til forsvar for de bløde værdier: Københavnske Josie spiller så sødmefuld en indiepop, at det hviner i tænderne. For dem er der en pointe i at gøre plads til det søde, det kærlige og det omsorgsfulde i en verden domineret af såkaldt “maskuline” værdier.
26. september udgiver bandet debutalbummet A Life on Sweets Alone på K Records, der fra midten af 80’erne bidrog betydeligt til en bevægelse af bevidst naiv, skramlet, forsimplet og helt igennem selvgjort indiepop under fællesbetegnelsen twee. Nogle uger forinden mødte P/A Josie i Odense efter en koncert.
Der kan næsten være noget provokerende i den ukuelige nuttethed, genren twee lægger for dagen med sine sange om at dalre småforelsket formålsløst rundt og længes efter barndommens uskyldsrenhed. Det er en lille, lukket verden af 60’er-kjoler og singler fra tilbudskasserne i genbrugsbutikken, som musikken efterligner med sine enkelt melodiøse popsange fremført demonstrativt kejtet. Det opleves som en protest mod popindustrien, hvor musikken kan virke som en eftertanke i det større forretningskompleks, der også tæller parfumer, merchandise, våbensystemer.
Men det kan også føles lidt virkelighedsfjernt og naivt, tænker jeg skeptisk, første gang jeg hører A Life on Sweets Alone. Indtil jeg om aftenen står til koncerten med Josie på Frølageret i Odense og ser et purungt par bimlende lykkeligt kysse hinanden uden at kunne rive sig løs fra hinanden. Og når de så alligevel gør det, småløber de fnisende hånd i hånd ind foran scenen og står med blankt skinnende øjne og smil op til begge ører, mens Josie fyrer den ene tominutters popsang af efter den anden.
Bagefter sidder jeg backstage sammen med Charlotte Fischer (forsanger og guitarist) og Dawn Bruce (bassist og korsanger), mens vennerne i indierockbandet Bubbling Well gør sig klar til at gå på scenen som aftenens sidste navn.
“Jeg mødte Charlotte, fordi hun elskede twee. Der er ikke så mange i København, der kan lide den specifikke slags indie, og jeg ville med det samme være venner med hende,” husker Dawn.
“Vi ville begge gerne starte et band med hinanden, men var bange for at spørge hinanden,” griner Charlotte.
Det behøver ikke stemme fuldstændigt
“Jeg ved det godt, jeg kan ikke synge.”
– Dawn Bruce, Josie
De følgende år hang de to ud og hørte plader sammen, K Records-kataloget og gamle twee-bands som Talulah Gosh, Heavenly og Shop Assistants. Først da guitaristen Martin Herskind stødte til for to år siden, blev Josie til et rigtigt band. Til at spille trommer fik de overtalt Anton Rothstein, der ellers har spillet i tungere og tristere postpunkbands som Marching Church, Lower og Whistler. På Frølagerets lavloftede scene lægger han en hårdtslående bund, der står stærkt i kontrast til sangenes lette, melodiske anslag. Over dem synger Charlotte og Dawn harmonier, der hele tiden er en lille smule ved siden af.
“Jeg ved det godt, jeg kan ikke synge,” dræver Dawn. “Det skaber en fin balance mellem Charlotte, som er en rigtig god sanger, og mig, der aldrig har haft en eneste sangtime og nedstammer fra flere generationers total tonedøvhed.”
Den kontrast gør Josie spændende: Det er enkle popsange, men spillet sløset, det er løst ringlende guitarer og stramt rullende trommer.
“Det her er, hvad vi har at arbejde med, og så får vi det til at virke. Det er noget af det, jeg kan lide ved vores band. Det behøver ikke stemme fuldstændigt eller ramme tonen perfekt, men det har personlighed,” forklarer Charlotte, og Dawn supplerer:
“Som når man ser en B-film fra 70’erne og kan mærke, at nogen har investeret hjerte og sjæl i at lave den, selvom den er lidt sløset. Det er den samme vibe.”
Hvad var det ved twee, der tiltalte jer?
“Twee er så nice. Det er popmusik, superfeminint og supersjovt med en understrøm af produktiv vrede. Det må godt være lidt grimt, men også nemt at lytte til,” svarer Charlotte.
“Det minder om punk i, at det er screamingly simplistic,” tilføjer Dawn med den irske brogue, hun har bevaret, selvom hun er vokset op i Sydengland og nu har boet i København i flere år. “Selvom man ikke kan spille så godt, kan man samle et instrument op og spille det, for der er kun tre akkorder,” uddyber hun, og Charlotte tager over:
“Jeg tror ikke, at jeg kunne stå på scenen med et band, hvor jeg følte, at alt bare skulle være tight. Så god en guitarist er jeg ikke, og jeg har ikke brug for at have det pres i mit liv. Hvis det ikke er sjovt, hvorfor så gøre det?”
Det ikke-mandlige perspektiv
“For mig er det empowering at have et band, hvor vi siger, at ja, det er nok lidt cute og meget melodisk, men derfor har det stadig sin berettigelse.”
Charlotte Fischer, Josie
Selvom A Life on Sweets Alone er en dejlig let og fornøjelig plade, der emmer af ubekymrethed, er twee gennem årene også bare blevet lagt for had for netop sin sødmefuldhed, sin nuttethed, der kan virke enormt provokerende på dem, der mener, at musik helst skal være alvorstung og barsk.
“Jeg ville gerne lave noget fra et ikke-mandligt perspektiv,” indskyder Dawn som et yderligere incitament til at danne Josie.
Jeg studsede netop over det, da Charlotte kaldte musikken superfeminin. Er det ikke næsten at reducere kvindekønnet til bare at dreje sig om at være sød og nem at omgås?
Charlotte rynker brynene og læner sig tilbage i stolen, inden hun tager en dyb indånding og begynder udredningen:
“Altså, ordet twee er en forkortelse af sweet. Bands som Talulah Gosh og Heavenly kom med noget, der var meget sødt, og det tog mange afstand fra dengang. Lidt som i dag, når folk hører en kvinde i radioen med knirkestemme og ikke kan holde det ud. Det er jo egentlig ret kvindehadsk, jeg mener, den kvinde kan jo stadig have noget at sige, som man burde høre på. Bare fordi man ikke sætter pris på feminine værdier, betyder det ikke, at de ikke har værdi. Der er vores samfund helt forkert skruet sammen. Så for mig er det empowering at have et band, hvor vi siger, at ja, det er nok lidt cute og meget melodisk, men derfor har det stadig sin berettigelse. På den måde er der for mig noget meget stærkt i twee.”
Dawn nikker bifaldende og supplerer: “Når man læser gamle anmeldelser af Talulah Gosh i særligt NME, er de så fulde af misogyni. Oasis og de andre bands, der blev regnet for cool i de tidlige 90’ere, var meget macho, og det var Talulah Gosh den totale modsætning til.”
Med andre ord er den mistænkeliggørelse af det søde og troskyldige i musikken, som jeg selv i nogen grad gør mig skyld i, en slags forlængelse af den brovtende og perfide musikkritik, det engelske musikmagasin NME var skoledannende indenfor. En jargon, man fortsat kan høre de døende ekkoer af hos enkelte danske musikanmeldere, der insisterer på at bruge nedsættende, kønnede ord om de kvindelige kunstnere, de anmelder.
Men stadigvæk: Er feminine værdier da bare søde? Det lyder næsten som lidt for lidt?
“Jeg tror faktisk, det hænger sammen med, hvordan de bløde værdier i samfundet, såsom omsorgsarbejde, altid er blevet anset for ikke at være rigtige professioner. Det er ikke blevet værdsat på samme måde som andre, traditionelt mere maskulint associerede arbejdsformer som f.eks. at være bonde,” svarer Charlotte.
Dermed lægger hun sig i forlængelse af den kritik, debattøren Emma Holten i bogen Underskud retter mod den økonomiske nedprioritering af omsorgsarbejdet og den manglende anerkendelse af de værdier, der traditionelt er blevet anset for at høre hjemme i den feminine sfære.
“Det gælder også for denne type musik,” fortsætter Charlotte: “Ja, det er cute, og det er superfeminint, men det betyder ikke, at det ikke også er værdifuldt og stærkt.”
A Life on Sweets Alone udkommer d. 26. september på K Records. Den dag fejrer de udgivelsen på Mayhem i København, hvor også Bubbling Well og Pelts spiller.
