Kan du lytte på grænsen af din egen forståelse? – Interview med GAZE
Ved hjælp af biograf-projektoren og det omsluttende lydsystem i Empire Bios mørklagte sal 2 inviterede kuratorduoen, GAZE, d. 13. juni publikum ind i et lyttekammer for rumlig lyd. Hele aftenen var som en invitation til at lytte på en anden måde og undersøge rummet som en aktiv del af lytningen. Her blev vi i to timer ført igennem et lydlandskab bestående af fem forskellige værker, som hver skulle tænkes som sin egen bevægelse. Også distraktionen og desorienteringen, fortabelsen og fordybelsen, den skrøbelige opmærksomhed hos lytteren er tænkt ind som bærende elementer i kompositionernes indbyggede spontanitet.
Aftenen startede med en såkaldt fælles lyttekalibrering af Bureau for Listening, hvor publikum blev opfordret til at tage stilling til sig selv som aktive lyttere med spørgsmål som “what have you decided does not matter” og bydeformer som “listen at the edge of your understanding.” Det hele endte ud i en elektroakustisk live performance med Aleksandra Słyż, som var ledsaget af billedkunstner Maks Posio, hvor lyd og billede sammen dannede skulpturelle formationer i en fælles vejrtrækning.
Jeg mødte GAZE, som udgøres af lydkunstnerne Kristian Mølholm Larsen og Oscar Friisgaard til en samtale om, hvad det vil sige at arbejde med lydens rumlige dimensioner og skabe rum, hvor en anden form for lytning kan finde sted. Hvordan bliver man opmærksom på sin egen sensibilitet? Hvordan forbinder man sig sensorisk med et værk i forhold til det rum, det opleves i?
“Der er jo forskel på at lytte og høre, men hvad er så den aktive lytning? Det er jo en form for lytning, hvor du dropper dine forudantagelser og rejser ind i det sensoriske, som kommer imod dig.”
P/A: Hvad fik jer til at starte projektet GAZE, og hvilke tanker ligger bag projektet?
Oscar Friisgaard: GAZE er kommet ud fra nogle snakke om at mangle et koncertformat for multikanalslyd, og at kunne gøre det ud fra nogle andre præmisser, end hvordan musik plejer at blive præsenteret. Egentlig bliver der lavet nogle spændende ting indenfor det felt, men det lander ofte et sted mellem ambient og akademia. Vi har været interesseret i at arbejde med lytteoplevelser, hvor man er rumligt situeret. Der er en anden immersiveness her. Man går fra at være i en fortolkning til at være i en immediate reaktion til det, som opleves. Det forkorter på en måde distancen mellem værk og lytter. Du er direkte i det.
Kristian Mølholm Larsen: GAZE er en orientering imod at afdække, hvilket potentiale der er i lyd. Vi har snakket meget med Lucas fra Bureau for Listening om, hvor interessant det er, at musik som det eneste kunstmedie er gået ind i et masseforbrugsdomæne, fordi vi dyrker det i stereo, hvor man kan lave alt muligt andet imens. På den måde har vi, som Lucas sagde så præcist, de seneste 100 år vænnet os til at være passive modtagere af lyd. Men før det var vi vant til, at lyd var noget, vi var i.
Nu er det bare interessant at tage fat i vores moderne teknologi og så placere folk midt i lyden og gøre folk til medskabere af den. Det er spændende at arbejde ud fra nogle rammer, som ikke handler om at underholde, men nærmere at engagere publikum til at træde ind i den spontanitet, der er i værket. Det er rimelig hardcore sanselighed, som er på spil. Det vigtige er ikke, at du prøver at gennemskue noget, det vigtige er dit møde med lyden, og hvad den gør ved dig, uden at vide hvad det er. At vi mødes og prøver at overskride os selv lidt i vores higen efter at forstå musikken.
P/A: Ordet “gaze” vil for mange nok henlede tankerne på synssansen snarere end lytning – Hvorfor har I egentlig valgt det ord, og hvordan arbejder og tænker I så med det?
K: Det er et navn, som opstod spontant. Men jeg har siden haft et billede som “stargazing” i min bevidsthed, den her sanselighed imod et eller andet. Du er ikke i et fortolkningsrum, men mere i et flow af at forsvinde hen i det her space. Min egen poetiske forklaring er blevet, at der er noget i at gaze, som handler om at bevæge sig ind i et indtryk. Der er jo forskel på at lytte og høre, men hvad er så den aktive lytning? Det er jo en form for lytning, hvor du dropper dine forudantagelser og rejser ind i det sensoriske, som kommer imod dig.
P/A: Så kan I uddybe, hvad forskellen er på at høre og lytte – og så at lytte aktivt?
O: At høre er sanseindtryk, som var. Komponisten Pauline Oliveros har sagt, at det at høre er processen der sker, men lytningen er det, der sker, når du aktivt tager stilling til det, du hører. At have fokus på nogle ting eller mærke hvad det er, der former dit fokus. Så lytning er på en måde at gå ind i en proces omkring sin hørelse og være opmærksom på den. Hvis man går en tur ned ad Nørrebrogade, er der jo en masse lyd, som man hører, men det er noget andet at gå ned ad gaden og lytte til lydmiljøet. Vi hører hele tiden, men lytning er også en oplevelse, vi går ind i. Generelt tales der meget om den her immersive oplevelse, men måske vi også i den samtale kan finde ud af, hvorfor noget immersive musik er spændende, mens andet ikke er. Hvornår virker det og hvornår bliver det bare en gimmick.
P/A: Det virker som om, I synes, at der mangler et sprog for den her slags lydkunst?
K: For mange kan den her type musik virke ret akademisk og elitær, fordi den er abstrakt, men for os er den fuldstændigt det modsatte. Og vi vil gerne insistere på en samtale, hvor visse ord ikke vejer tungere end andre, men lader sproget være non-hierarkisk.
“Det er en opmærksomhed direkte ind i nuet. At være i sin opmærksomhed som noget, der hele tiden kan falde fra hinanden. Så det er også at gå ind i den flygtighed, som er i verden og få et forhold til den.”
P/A: Jeg havde en følelse af at blive ført igennem en guidet lydmeditation, som også var et slags kontroltab. Jeg måtte gennemgå en række stadier (bevægelser) for at kunne åbne mig både for værkerne, men også for mine egne billeder, og samtidig reflektere over mig selv som krop, der er en del af rummets og faktisk tilmed værkernes akustik. På den måde var I som kuratorer en stor del af min oplevelse. Hvad tænker I jeres rolle er?
O: Kurateringen er jo også guidet af vores egen lytning.
K: Det svære er jo netop det kontroltab, man sætter folk i, det føles både vigtigt og noieren at skulle overbevise folk om at træde ind i det her rum, som ikke er et underholdningsrum, hvor man bliver nødt til at overgive sig, hvor man skal igennem nogle intense musikalske oplevelser, som på sin vis ryster på forskellige måder. Vi er også meget bevidste om at tage højde for sådan noget som intensiteter på en omsorgsfuld måde.
P/A: Hvad tror I så faktisk gør én i stand til at lytte?
K: Der er en stor øvelse for os alle eller i hvert fald for mig i at rette sin opmærksomhed bestemte steder hen. Hvad sker der for eksempel, når jeg fokuserer på denne lyd til venstre for mig? Det er jo interessant, at jeg kan applicere min opmærksomhed på et objekt, der ikke er der. Jeg kan godt få en sanselighed op at køre omkring min venstre side, selvom der ikke er en lyd at holde fast i. Dybest set er aktiv lytning en opmærksomhed, som vi bevæger rundt. Blandt andet at kunne adskille en lyd fra en anden i et komplekst lydunivers. Og at kunne vælge at holde fast i en specifik lyd.
O: Det er en opmærksomhed direkte ind i nuet. At være i sin opmærksomhed som noget, der hele tiden kan falde fra hinanden. Så det er også at gå ind i den flygtighed, som er i verden og få et forhold til den. Det er smukt, også at kunne være i noget, der er meget ustabilt eller skrøbeligt.
K: Opmærksomheden er noget, der hele tiden løber ud mellem vores hænder. Der er jo ingen blandt publikum til GAZE, der kan være fuldt tilstede i to timer. Der er hele tiden noget, der fjerner os fra nuet, og det er også en del af det.
I jeres introduktion nævnte I lytning som både intim og politisk handling. Hvordan kan det at lytte være politisk?
K: Det var noget, jeg især blev konfronteret med, da jeg optog mit værk “Displacement” under et residency i Athen. Her er ret mange spændinger omkring en turisme, der er besværlig, men også nødvendig for økonomien. Det bragte mig i et dilemma, om jeg overhovedet havde ret til at være der, og værket begyndte at handle om den tvivl. Jeg arbejdede med field-recorderen som en indgang til at lytte og skabe møder mellem mennesker. Jeg ser lytning som et møde og en åbning også ind i et politisk rum. En åbning til at overgå nogle sociale aftaler og begrænsninger i det fremmede overfor det lokale. Lytning er at være til stede uden dine fordomme. Du er der for at høre, hvad byen har at sige.
O: Det er også en modstand overfor en samtid, der er ekstremt distraherende, og i stedet undersøge, hvordan vi kan danne et andet forhold til virkeligheden, for eksempel som noget flygtigt.
K: Med GAZE siger vi: Smid jeres fordomme om jer selv og jeres position i rummet, men også dem I er sammen med. Forhåbentligt kan dette oversættes til en orientering i den virkelige verden.
O: Det man kan håbe er, at der i lytteoplevelsen bliver skabt en refleksion, som folk tager med sig bagefter.
I går cyklede jeg gennem byen langs Skt. Hans-bålene, der brændte i den varme midsommeraften, med tanker som; hvordan lyder aftentankerne, sommergræsset og minderne i kroppen? Hvordan lyder min bevægelse her ind og ud af verden? Kan vi lytte til hinanden? Måske et rum nu alligevel havde åbnet sig i mig den aften i biografen, en tone der rammer sidelæns og trænger ind under skulderbladet eller måske rammer helt ind i aortaen. En sætning på lærredet om at jeg ikke lytter alene, og pludselig nu i dag kan jeg tænke, om aftenen, græsset og minderne også lytter til mig. Det er vel den slags forsøg musikken om noget kan være et rum for, som GAZE, Bureau for Listening og andre eksperimenter inviterer os ind i, og som vi siden tager med os ud i verden.
GAZE – AN INVITATION TO LISTEN fandt sted i Empire Bio 13. juni med Bureau for Listening, kunstnerne Aleksandra Słyż, MAKS POSIO og Alexander Tillegreen, kurateret af Oscar Friisgaard og Kristian Mølholm Larsen.
