Karrusel Festival – Et velkurateret og skamløst tivoliseret grænseland
Reportage af Ilsebil Søe Iwan og Emma Nophiran. Fotografi: Ilsebil Søe Iwan.
Den elektroniske musikfestival Karrusel Festival var den sidste perle på snoren af sommerfestivaler i og omkring København. “3 days of electronic wonders in the woods,” lød det lokkende koncept på hjemmesiden. Vi tog af sted for at undersøge, hvordan elektronisk musik fungerer i festivalregi som mere end blot lyd: Som attitude, æstetik, affektiv metode og social praksis.
“Bassen er tung og minder om et primalt parringskald fra en stor, fed tudse”
Mens vi cyklede ud mod Refshaleøen, gik solen passende ned, og Karrusel Festival stod op som en tre dage lang hændelse, en hedonistisk, eskapistisk frihdsøvelse, en rematerialisering af Alice i Eventyrs drømmeland eller et tivoliseret grænseland af sameksisterende kontraster, hvor Københavns gryende techno-publikum kan slå sig løs side om side med slette-fest-gængere, gøglere, de hårdeste trampere og de helt almindelige mennesker side om side.
At snurre rundt og blive væk
Selvom Emma er fra hardstyles hjemby, Kalundborg, har hun ikke den store erfaring med klubmiljøet og forbinder ikke automatisk store menneskemængder med frihed. Ilsebil kommer direkte fra en uge med snot og feber, og til trods for en fortid som partygirl og en opvækst i Valby, ser hun heller ikke sig selv som tramper.
Vi er uden for vores naturlige habitat.
Først er det svært at forstå, hvad vi er gået ind til. Det styrter ned, og vi søger læ ved en form for garderobe, hvor en mand tager alt sit tøj af og skifter til badebukser. Iført technomiljøets svar på regntøj går han direkte ud i bygen og lokker os med. Vi følger ham hen til Tribunen-scenen og mister ham i publikum.
Nilu, en københavnsk DJ, spiller melodisk house og indie dance. Bassen er tung og minder om et primalt parringskald fra en stor, fed tudse. “Work your pussy,” looper en vokal, det giver lidt vibes af millennial feminisme, men vi er ikke skræmt væk.
Rundt om os står både Albertslund-drenge med friske fades og solbrune kvinder med neonfarvede bh’er, men også en masse midaldrende helt normalt-udseende folk i regntøj. Alle viber og danser uden at udveksle ord.
Jo længere vi kommer ind på pladsen, desto mere omformes og omsluttes vi af Karrusels landskab. Stierne, vi færdes ad i mørket, er udsmykket af lyskunst, der mimer portaler til en anden verden. Stierne snor sig mellem barer med springvand på telttoppen, buske og birketræer, burlesque-shows, de små og store scener. Selvom vi altid ender med at finde frem, er det ikke uden kamp: Det er som om, at stierne med vilje får os til at fare vild. Det er ikke destinationen, men rejsen. Er det ikke det, man siger?
Som vi bevæger os ind og rundt, tager en snurrende fornemmelse til. Ser man bort fra en stor karrusel og et pariserhjul, er der ingen akser at orientere sig efter. Forlystelserne er ikke til stor hjælp, for de drejer rundt. Egentlig er det lidt, som om det hele drejer rundt. Og er man påvirket eller ej, forvandler Karrusel sig fra et alment festivallandskab til et lige dele eventyrlystent og søsygt tripscape. Effekten af det uransagelige stisystem rammer os forskelligt: Emmas behov for kontrol udfordres af den løsslupne geografi, mens Ilsebils nysgerrighed pirres af muligheden for at blive væk.
Vi ender i Esoteric Corner, hvor en heks lægger tarotkort. Snart er vi videre igen, men før vi ved af det, spotter vi et sæt baller i luften, der minsandten også drejer rundt – om en polestang. Det viser sig at være poleperformance-kunsteren Olivia Barrets sirenedans.
Det overfladiske og det nærværende
Den elektroniske musikscene og dens klubkultur er omgivet af forestillinger om hedonisme og eskapisme, om stoffer, sex og en endeløs fest, hvor målet er at slippe tøjlerne nådesløst og lade sig overgå til, hvad end der måtte opstå på dansegulvet.
Selvom det i teorien lyder meget fedt, ankommer vi som to generiske musik-A studerende med tendens til højskoleenergi til Karrusel med en tyk fordom om technokultur som en overfladisk fornøjelse. Som nætterne på Karrusel skrider frem, bliver det heldigvis sværere at opretholde fordommen om, at det bare handler om at feste sig fra sans og samling. Der er noget mere grundlæggende på spil i den måde, musikken får lov at virke på.
Som så ofte før får Madonna ret. På “One Step Away” fra det seneste album Confessions II synger hun: “People think that dance music is superficial. But they’ve got it all wrong. The dance floor is not just a place, it’s a threshold. A ritualistic space where movement replaces language.”
Efter at være blevet blæst godt igennem af tyske Bad Boombox’ joviale techno toner belgiske Amalie Lens frem fredag aften. Med fremdrift og tyngde presser beatet sig konstant fremad, mens mørke synthflader lægger sig som skyer i en fantasyfilm. Musikken er hård, næsten aggressiv, og skærer som barberblade gennem den røg-tykke luft befolket af halvnøgne, hoppende menneskekroppe.
“Man kan tage til Karrusel med et personligt problem og danse det til forløsning i den kollektive, dansende stime”
Det er den slags musik, vi er kommet for. Tung, trancepræget techno, der ikke bygger op mod et stort omkvæd eller en melodisk forløsning, men mod en tilstand. Mod væren. Gentagelsen er motoren, og stigningen i intensitet køretøjet – vi er midt i en kolossal, larmende meditation.
Om lørdagen samler Horsegiirl festivalens største publikum og lever op til den hype, der har bygget sig op omkring hende det seneste efter sidste års aflysning. Alligevel er oplevelsen ikke struktureret som en traditionel stjernekoncert.
Publikum står generelt ikke med ansigterne vendt mod de skiftende kunstnere, men mod nærmeste højtaleranlæg. Det er kunstneren som musikalsk guide og en form for terapeut. For publikum er opgaven at skulle gå i ét med musikken, som en fiskestrøm, der langsomt trawles sammen af et net, hvis luft og tæthed DJ’en gradvist kontrollerer.
Mens beatet banker nådesløst, falder vi i snak med en mand i kimono, bar kasse og Jesus-skæg. Han fortæller: “I’m here to live life, dance. There is a point when you’re at the dancefloor: the whole world disappears. Each moment is just the present moment.”
Det private og det kollektive
For en, der er vant til elektronisk musik som noget, man lytter til alene, er den kollektive oplevelse mærkelig: Emma hører gerne alt fra deconstructed club og industrielle lyde til førnævnte hardstyle og ambient – men mutters alene. De reaktioner, hendes krop og sind har på musikken, er dybe og personlige og noget, hun måske forsøger at fastholde i et privat og kontrolleret rum. Men på Karrusel kan det hele slippes fri. Selvom flere har garderet sig mod regn og mudder med praktisk regntøj, render der endnu flere rundt med krystalbelagte blazere, glitterbesatte dragter, klovne-lignende kustomer, nitter, nettrøjer og læder i BDSM-snit. Man kan tage til Karrusel med et personligt problem og danse det til forløsning i den kollektive, dansende stime.
Ilsebil ankommer til Karrusel med en dårlig chef i nervesystemet, men tramper det i løbet af lørdagens nat ud til intethed takket være et trance-beat på Teahouse – en scene, der tog sig ud som Den Gale Hattemagers teselskab efter midnat. Emma står imens som beskuer bagerst i selskabet med en skam over ikke at kunne lade sig overtage af trancen. Synet af det beatstyrede kollektiv giver hende en overvældende følelse af at være tilbageholdt. Hvad er det, der giver os adgang og nægter os det på samme tid?
Måske er vi for strikse i vores dikotomi mellem det private og det kollektive. For det mest overraskende for os på Karrusel er ikke, hvor meget folk danser, men hvordan de gør det: Mange står alene som en bevidst tilstand. De danser med sig selv, med lukkede øjne eller blikket rettet et sted over de andre menneskers hoveder. I begyndelsen kan det næsten se asocialt ud eller virke paradoksalt: Hvordan kan så mange mennesker stå så tæt og samtidig være så meget i deres egen verden?
Overvældende og undervældende
Den frihed, Karrusel tilbyder, er ikke først og fremmest friheden til at gøre noget bestemt. Det er friheden til at være mindre optaget af, hvordan man ser ud, og hvad man gør rigtigt. Det er den slags frihed, der kan virke banal set udefra, men som bliver ganske konkret, når man står midt på dansegulvet og opdager, at kroppen reagerer, før hovedet når at blande sig.
Konceptet holder: Klubbens intime, særlige logikker og mørke rum fastholdes med anonymiteten, frisættelsen af kroppen og skabelsen af et rum, hvor normalen er sat ud af spil. Karrusel dyrker det overdrevne, det fjollede og det absurde, men også det helt nærværende, kærlige og skrøbeligt menneskelige.
Det er en måde at være sammen på.
På Karrusel er fællesskab ikke nødvendigvis synonymt med interaktion. Man kan være fælles om musikken uden at kende hinanden. Det er en form for social praksis, hvor ens egen oplevelse ikke står i modsætning til de andres. Tværtimod bliver man en del af fællesskabet ved at få lov til at være i sig selv.
Det er formentlig indlysende for de mere garvede slette-krigere og ravere. Men det betyder ikke, at alle automatisk føler sig hjemme. Tværtimod kan det næsten være mere sårbart at stå midt i et rum, hvor det ser ud, som om alle andre har overgivet sig fuldstændigt.
