Passive/Aggressive

Kogekunst – Det er omsonst med en overskrift

Blog September 1 2015 kogekunst2

(Foto: Niels Fabæk)

Aalborg-duoen Kogekunst er 2 x guitar, bas og synth fra keyboard, kontaktmikrofoner, jagthorn, lilletromme og så et par gulvtammer. Deres setup er ret smidigt, fordi Simon Mariegaard og Oskar Sørensen kan skifte rundt på alverdens værktøjer. Det kan være svært at forstå, hvad de synger, fordi det både er på dansk (et ret improviseret dansk) og engelsk. Kogekunsts musik hviler bl.a. på Velvet Undergrounds tilgang: gode grundmelodier og så en masse improvisation og smadder. Der er støj, rock, pop, avantgarde osv. i en stor pærevælling. Oskar danser ret smukt, og Simon er også enormt karismatisk (se evt. billeder fra Danish Vaishyas). Så det er både vildt og improviseret, men samtidig sammenhængende.

Simon Mariegaard og Oskar Sørensen uddyber: “Kogekunst er et band, der bygger på spilleglæde og den følelse, der opstår, når mennesker mødes gennem musikken. I to-tre år har vi spillet sammen og udviklet vores lyd fra larmende dronelandskaber til egentlige sange og kompositioner til fremførelse. Vi er en duo og spiller i en opsætning, hvor vi ofte spiller flere instrumenter ad gangen for at få et bredere lydbillede og rykke folks opfattelse af, hvad en duo kan. Skramlede guitarer, gode melodier, groovy beats og masser af energi baserer vi vores lyd på. En dag håber jeg, vi kan sige, at vi spiller alle genrer. Helst på én gang.

Vi startede ud i Simons kolonihavehus, hvor vi havde indspilningsgrej og indspillede næsten hvad som helst, sang en tekst, og så havde vi en sang. Efter et par måneder havde vi over 30 numre på Soundcloud og fem-seks fans. Vi besluttede os for, at vi gerne ville ud at spille live og gøre noget ved det for alvor, så vi begyndte at øve vores egne sange op, hvilket viste sig at være halvbesværligt, men resultatet blev godt. Det sidste halve år har været præget af en rejse til Sydamerika, fire koncerter i Peru og en slags pause i bandet på et par måneder.”

Udgivelserne fra Aalborg-duoen begrænser sig pt. til et demobånd og en 7″-EP på eget label.

Info: Kogekunst giver koncert i hhv. Aalborg den 3. september (support for Peter Brötzmann), Aarhus den 11. september (med Memoir), og til Copenhagen Psych Fest den 10.-12. september. Tak til Max Brohus for baggrundsinformation.

11807110_10205914550635593_629026099222029529_o