Passive/Aggressive

Kvartalets bedste singler – Dødspunk, savtakket matematikrock og en solnedgangs-serenade

New Music July 1 2017 molina

Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark

Fire gange om året samler jeg på vanvittigt subjektiv facon op på de bedste nye sange fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra gemmerne), som har sat de tydeligste mærker i mig i det forgangne kvartal. Et miskmask af både oversete og mere kendte sange med én rød tråd: ren kærlighed til det, der har gjort størst indtryk.
Her er mine highlights fra andet kvartal af 2017.
På genhør, når september er omme!

The I.L.Y’s “Wash My Hands Shorty”
Til august vender Death Grips tilbage til Danmark, og som opvarmning kan det anbefales at køre en lille sommer-fling med The I.L.Y’s nye album. Bandet består af to tredjedele af Death Grips, Zach Hill og Andy Morin, som spiller en bizar fusion af fuzz-rock og psykedelisk eksperimental-rock. På åbningsnummeret holder sangskriver og trommedjævel Zach Hill voldsomt igen med sin normalt fræsende trommeteknik og giver plads til det gungrende tunge beat og den catchy ørehænger-melodi, der leder tankerne hen på mandens oversete soloalbum, ”Face Tat”.

Institute “All This Pride”
Burzum-guitar. Dødspunk. Gråtonet galde. Institute er ikke et band, der fordrer lange sproglige udfoldelser. Tværtom bliver man helt katatonisk paralyseret af deres nihilistiske og angstindgydende artpunk. På den gode måde, forstås.

Juana Molina ”Al Oeste”
Sidste nummer på argentinske eksperimentalmusiker Juana Molinas seneste album, ”Halo”, er som et skelet til en sang, hun normalt ville bygge flere lag på. Men den minimalistiske tilgang klæder hende gevaldigt. Hun har nemlig fat i en genialt molklædt guitarfigur, der repeteres (med enkelte variationer) gennem denne solnedgangs-serenade af en skønhed.

Palm “Walkie Talkie”
Amerikanske Palm imponerede i 2015 med debuten ”Trading Basics”, og de fortsætter de gode takter på deres nye minialbum, ”Shadow Expert”. Med deres frappante, savtakkede mathrock formår de her at skabe en voldsomt iørefaldende sang helt uden vers eller omkvæd. Hele sangen virker faktisk som én lang serie af side- og krumspring, hvor det utrænede band spiller med en imponerende polyrytmisk indforståethed, uden at det bliver navlepillende.

Kollapse ”Void”
Den danske metalscene har virkelig gang i et sublimt første halvår. Fra Oxx til Hiraki og her Kollapse. Man har vitterlig ingen undskyldning for at gå på regnvåd sommerferie uden lidt øreflænsende malurt i bægret. Ikke ulig franske Celeste har danske Kollapse gang i en hidsig kombination af hardcore, black og postmetal, hvor orden og kaos går hånd i hånd ind i nattens mørke.

Og til sidst, en fra gemmerne…

The Beach Boys “‘Til I Die”

Det er sommer, så The Beach Boys ligger selvfølgelig lige til højrebenet – ikke mindst nu hvor Brian Wilson netop har opført ”Pet Sounds” i Tivoli. For mig har Beach Boys altid været bedst, når de befandt sig i deres allermest eftertænksomme hjørne, hvad de eksempelvis mestrede uden førnævnte hovedpersons sangskrivning på ”All This Is That” fra ”Carl and the Passions: So Tough”-albummet. En stærkt depressiv Hr. Wilson får dog alligevel æren for det bedste nummer, bandet nogensinde har lavet.
”Til I Die” fra albummet ”Surf’s Up” består af to korte halvdele på blot lidt over et minut hver. Med orgel og vibrafon som de bærende fundamenter for en vellyd af gejstlige dimensioner fremføres tre banale, men smukke metaforer om at fortabe sig i (eller overgive sig til?) naturens kraft: ”I’m a cork on the ocean”, ”I’m a rock in a landslide”, ”I’m a leaf on a windy day”. Overgangen til sangens anden halvdel med dets toneskift og flerstemmige dødsmessen er så sindssygt hypnotiserende og stemningsfuld, at det sender mig til tælling hver evigt eneste gang. Endless bummer, all the way!

Andre opturssange:
Richard Dawson “Ogre”
Ex Eye “Xenolith, the Anvil”
Mac de Marco “On the Level”
Forest Swords “Raw Language”
Big Walnuts Yonder “I Got Marty Feltman’s Eyes”
Rainbrother “Juggler”
Ariel Pink “Another Weekend”
White Reaper “Judy French”