Passive/Aggressive

Kvartalets bedste singler – Forkvaklet funk, gregorianske kloster-vibes og black metal fra 1968

New Music October 2 2017 maus

Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark

Fire gange om året samler jeg – med afsæt i det, man kan kalde en ekstremt subjektiv metode – op på de bedste nye sange fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra gemmerne), som har sat det tydeligste præg på mig i det netop afsluttede kvartal. Herunder får du et miskmask af både oversete og mere kendte sange, men den røde tråd er simpel: ren kærlighed til det, der har gjort størst indtryk.
Dette er mine highlights fra tredje kvartal af 2017. På gensyn, når året er omme!

Converge “I Can Tell You About Pain” / “Eve”
Fanboy-alert! Converge er i min bog nok det bedste band around på tværs af hele metalmusikkens spektrum af subgenrer. Fem år er der gået siden seneste og hidtil bedste album til dato, mesterværket “All We Love We Leave Behind”, der stod som kulminationen på mere end 20 års konstant jagt efter at forny og forfine deres aggressive musik. De nyligt slupne sange fra det kommende album “The Dusk in Us” tyder på, at vitaliteten hos metalcore-pionererne er mere end intakt. Ud over den tunge “Under Duress” har de sluppet “I Can Tell You About Pain” plus b-siden “Eve”, der bør høres i streg. Tilsammen sætter de en tyk streg under deres til stadighed bredere spændevide: Førstnævnte cirkelspark af en sang er hjernesplittende frenetisk og kompleks hardcore, men sidstnævnte episke doom-metal-basker viser, at deres melodiøre kun er blevet bedre gennem årene. Ingen over og ingen ved siden af.


John Maus “The Combine”
Ligesom Converge har kultmusikeren John Maus også været fraværende siden 2012 (seneste udgivelse var endda et b-side-album), men han er ligeledes vendt tilbage med fornyet styrke. Man er ikke i tvivl om, at det er Maus, man lytter til (der er stadig masser af gotisk reverb på stemmen), men der er om muligt blevet endnu højere til loftet på den front, man kan kalde for retrofuturistisk slash gregoriansk kloster-vibe. På “The Combine” bliver man fra start til slut omsvøbt af en hær af syntetiske trompeter i ekstatisk fanfare, der får én til at føle sig som en del af en opstigning til et Hieronymous Bosch-himmerige.

James Holden “Pass Through the Fire”
James Holden har fået sig et band, The Spirit Animals, og det klæder hans elektroniske udgangspunkt med et endnu mere analogt og eklektisk live-feel. Sangen starter som et minimalistisk stykke kompositionsmusik med komplementerende synth-konstruktioner, der gradvist bliver udfordret af et krautrock-drive tilsat afrikansk polyrytmik. Halvandet minut inde gør en taktfast hi-hat sin entré og samler de rytmiske tråde, inden et virvar af pulserende saxofoner og modulare synths runder sangen af i en større freejazzet spasme.

Tera Melos “Super Fx”
Det er ikke første gang, jeg deler min begejstring med det det oversete californiske rockband her på siderne. Afslutningsnummeret på deres seneste album, “Trash Generator”, simplificerer bandets mathrockede udgangspunkt med et åndsvagt catchy 90’er-agtigt alt.rock-hook tilsat ekstra kvasende distortion-pedal og hvirvlende trommer.

Ariel Pink ”Death Patrol”
Ariel Pink har endnu ikke lavet et dårligt album, og det seneste, “Dedicated to Bobby Jameson”, kunne godt ende højt i albumhierarkiet. Det er svært at udvælge en favorit (“Feels Like Heaven” er dog et af mest oprigtigt inderlige numre, han har skrevet), men “Death Patrol” fortjener et særligt shout-out. Sangen viser en tilbagelænet Pink, der både gør honnør til sit outrerede oeuvre, samtidig med at han viser, hvor intelligent en sangskriver og musiker, han er blevet. Efter et par gennemlyt imponeres man særligt af de finurlige guitar-hooks og de exploitation-agtige violiner, der giver lidt ekstra krydderi til den forkvaklede funk-tune.

Wand “Bee Karma”
Et af mine favoritnumre fra 2013 var Wands psych-proggede “Reaper Invert”. Og nu står de bag endnu en perle – tilmed på et langt mere sammenstøbt album. Fortiden som medlem af Ty Segalls live-band og fordums mere forglemmelige garagerock synes langt væk. “Bee Karma” er en rockists vådeste drøm. og mon ikke det bliver det endelige skridt ud af Segalls skygge?

Avey Tare “PJ”
Ligesom sin Animal Collective-kollega Deakin tidligere på året har Avey Tare fundet sig til rette med et mere afdæmpet udtryk og skabt sit bedste solo-album til dato. Et eftertænksomt album, der kredser om naturens ro og tryghed i et stadie af livet påvirket af tab. På albumlukkeren “When You Left Me” lægger ekskæresten Deradoorian vokal til en sang om deres forliste forhold, og på “PJ” tackles tabet af en nær vens pludselige død via en lyrisk genforening i et drømmeunivers: ”Then he hugged me like he would / Held my soul right where he stood,” synger Avey Tare med en spøgelsesagtig vokaleffekt, der sammen med den hjerteskærende melodi står som en af hans mest rørende sange siden Animal Collective-højdepunktet, det ligeledes hjemsøgte ”#1”.

Kaitlyn Aurelia Smith “To Follow and Lead”
Efter en relativ ligefrem, om end indbydende start med et næsten country-agtig swung udvides de soniske paletter med det, der lyder som en duet mellem Smith og en intergalaktisk trompet og til sidst japanske synths. Sammen med Jenny Hval har vi her at gøre med en virkelig interessant frontløber på avantgardepop-scenen.

Protomartyr “My Children”
Underligt som en sang med ét band kan få en til at savne et andet band. Det nye Protomartyr-nummer får mig til at savne danske Lower. Men savn kan være en god ting. Og “My Children” er en rigtig god sang. På en gang længselsfuld og kynisk post-punk inkarneret i tekstbidder som: ”My children, they are the future. Good luck with the mess I left, you innovators!”.

… og til sidst: én fra gemmerne:

Cromagnon “Caledonia” (1968)
Warner Brothers, radiobølger, fuglefløjt, sækkepiber, stammetrommer, distortionguitar og djævelske growls. Det er ingredienserne i en af de mest absurde og alligevel perfekte sange. At den tilmed er indspillet helt tilbage i 1968, er i sig selv uforståeligt: “Caledonia” er black metal – bare 15-20 år før genren opstod i Norden. Sangen fandt året efter vej på “Orgasm”, bandets eneste album, hvor duoen angiveligt hev tilfældige mennesker ind fra gaden og brugte deres inputs i deres musikalske heksegryde. Resultatet var noise, musique concrète, ultrapsykedelisk folkemusik, men sangen “Caledonia” er dog uden tvivl dét, man vender tilbage til. Uhyggelig, morsom og intens som ind i helvede.

Andre opturssange fra de seneste tre måneder:
Deerhoof “Ay That’s Me”
Moon King “No Ordinary Lover”
Lorenzo Senni “The Shape of Trance to Come”
Greg Fox “By Virtue of Emptiness”
Eli “Okay”
Metz “Cellophane”
Circuit Des Yeux “Paper Bag”
Grouper “Children”
Bisse “Legeaftale”
Alex Cameron “Runnin Outta Luck”
Khalil “Rest My Head Against A Wall of Water”
Torres “Three Futures”
Oh Sees “Drowned Beast”