Passive/Aggressive

Kvartalets bedste singler – MIDI-klaver fra Vendsyssel, doom-guitarduel og en indre, kosmisk rejse

Blog July 1 2019
Texanske Pile rocker ud nær konserves.

Af Adam Thorsmark

Hver gang et kvartal er ovre, samler jeg – med afsæt i ét eneste kriterium: min egen smag – en nævefuld af de nye sange fra ind- og udland (samt en perle fra arkiverne), som har klistret sig allermest genstridigt fast i min hjernebark i løbet af de foregående tre måneder. Du får en blanding af oversete og mere kendte sange, men den røde tråd er simpel: uforbeholden kærlighed til det, der er tordnet mest effektfuldt gennem alle parader hos mig.
Hvis man tegnede en graf over andet kvartal i 2019, ville det her være toppunkterne på kurven:

Aldous Harding ”Damn”
“Zoo Eyes” undrer hun sig: ”What am I doing in Dubai / in the prime of my life?” Men der er ingen tvivl om, at newzealandske Aldous Harding i sit kunstneriske liv har nået et foreløbigt peak med albummet ”Designer”, som er spækket med surreelt vemod og kompositionelt overskud. ”Damn” er en ballade, der traver af sted med simpelt klaver og sørgmodig, kulsort humor (”I blame the seasons, we all have our reasons, I meant”) for til sidst at forskyde akkorderne og åbne for, hvad der gerne måtte have været en endeløs saxofon-båret afskedssalut.

Pile ”Hiding Places”
Amerikanske Pile har over nu syv album forfinet og perfektioneret deres tunge, punkede indie-noise. På ”Hiding Places” væver musikerne sig ind og ud af samspil med hinanden med udstrakt tålmodighed, og der bliver først for alvor strammet og skruet gevaldig op halvvejs igennem sangen. Her bliver de grovkornede Steve Albini-lydende trommer kørt i stilling sammen med en grum og smuk omgang doom-metallisk guitarduel, som sangens grå grundtone afholder fra at komme til at lyde for helte-rocket.

Cate Le Bon “Daylight Matters”

Førnævnte Aldous Harding er nu bosat i Wales, hvor hun burde tage kontakt til statsborgeren Cate Le Bon. Det kunne blive et interessant makkerskab, for Cate Le Bon har dette forår ligeledes udgivet sit bedste album til dato. Det brillerer på mange af de samme parametre som Aldous Harding: Hun har beholdt sin kant og excentricitet og kan nu toppe det med for det meste gennemsmuk musik, der formår at styre uden om samtlige af singer/songwriter-musikkens mange faldgruber. På ”Daylight Matters” crooner hun på et tæppe af loungede saxofoner og drømmende guitarflader, og det er et glimrende sommer-soundtrack.

Panser Kone ”PK Bossa”
Alene kunstnernavnet og albumtitlen (”Drengene Hører Kidd Mens Jorden Går Under”) var nok til at pirre min interesse. Og nummeret ”PK Bossa” fastholdt den. Her udforsker Frederik Skyum Carlsen fra Sindal i Nordjylland, hvad der sker, når man giver sig i kast med en MIDI-klaverfigur, autotunet skønsang og 90’er-klingende breakbeats. I min optik det mest vellykkede nummer på en herligt spraglet og udefinerbar debutplade, som mestendels er skrevet og indspillet af Carlsen alene – med lidt hjælp fra et par venner og en gæsteoptræden fra rapperen Khal Allan.

Ydegirl “Words Woozy in the Breeze”
Den danske undergrund synes i disse år at knopskyde talenter i alverdens retninger. Gudskelov for det. Andrea Novél har med sit Ydegirl-alias skabt et eklektisk lydunivers og har efterhånden optrådt en del live (undertegnede så f.eks. et glimrende show på Mayhem for et år eller to tid siden). På albummet ”Parody of Crime” fra 2016 blandede hun klassiske instrumenter og kompostionsmusik med sit skæve bud på r’n’b og trap. På første sang fra hendes kommende Escho-udgivne album er der skruet lidt ned for virkemidlerne og zoomet ind på tangentspil og delikat hvinende violiner. Det giver hendes underspillede dragende vokal lov til at ånde, og sangens minimalistiske stemning vækker dermed minder om ligesindede eksperimenterende popkomponister som CTM og Tirzah.

og til sidst én fra gemmerne:

Tool ”Lateralus” (2001)
Tool var for mig (og utrolig mange andre på kloden) et band, som åbnede en stor portal i mit musikalske sind på et vigtigt tidspunkt i livet. Da jeg var 16 år, udkom deres tredje fuldlængdealbum, ”Lateralus”, og få måneder efter indtog de Roskilde Festival med en af de største ud-af-kroppen liveoplevelser, jeg har haft. De gentog succesen på Orange Scene fem år efter – denne gang med albummet ”10,000 Days”. Forrige weekend vendte Tool efter næsten 13 års ventetid tilbage til dansk jord. Inden koncerten var jeg skeptisk overfor, om jeg kunne re-connecte med bandet og mit 16-årige jeg på årets Copenhell. Men minsandten om det ikke lykkedes, og i modsætning til langt de fleste aldrende rockbands lød to nye sange fra det album, der udkommer i august, tilmed lige så gode som de bedre i bagkataloget. Min ellers noget visne kærlighed til bandet genopblomstrede.

Titelnummeret fra ”Lateralus” er på mange måder et oplagt nummer at fremhæve. For en sproglig gymnasieelev var denne matematik-metal ved første ørenlyd et særdeles eksotisk bekendtskab. Og dykker man først ned i det ormehul, der er Tool, åbner der sig tanker og ikke blot teknisk snilde bag matematikken. Sangen tager rytmisk og lyrisk udgangspunkt i Fibonacci-talrækken, som man ser gengivet i menneske, natur og univers – på mikro- og makroplan. Fra solsikkeblomster til galaksers spiralformer. Se lige denne video, der forklarer hele sangens Fibonacci-forhold.

Alt går i bogstaveligste forstand op i en højere enhed – det er sgu overskudsagtigt. Men som Maynard James Keenan selv synger: ”Overthinking, over-analyzing, seperates the body from the mind”. Og tro mig, hvis musikken ikke havde levet op til det højtravende koncept, ville jeg sagtens have kunnet se det prætentiøse i det. Derfor har Tool aldrig bare været et nørdet mathrock-band for mig. De har snarere været noget af det tætteste, jeg som ikke-troende har været på en form for (musikalsk) spiritualitet, der åbenbart stadigvæk evner at sende mig på en indre, kosmisk rejse.

Andre opturssange:

Bunny Hoova ”Mine”
A Beacon School “Glue”
Holly Herndon “Frontier”
Lust For Youth “Insignificant”
Institute “Shangri-La”
Bruce Springsteen “Hello Sunshine”
Empath “Roses That Cry”
Dorian Electra “Flamboyant”
Spellcaster “Hollowalk feat. CTM”