Passive/Aggressive

Kvartalets bedste singler – Technoid kropshetz, kosmiske sandheder og en gravalvorlig Sting

Blog September 30 2019
Carey (men ikke Mariah)

Af Adam Thorsmark

Hver gang et kvartal rinder ud, samler jeg – ud fra det, man vel inden for videnskabsteori ville kalde en ekstremt subjektiv metode – en lille stak af de nye sange fra ind- og udland (samt en perle fra arkiverne), som har gjort mest indtryk på mig i løbet af de foregående tre måneder. Nogle af dem er uretfærdigt oversete, andre har allerede fået masser af ros. Men den røde tråd er simpel og ligefrem: uforbeholden kærlighed til det, der er tordnet mest triumferende gennem alle parader hos mig.
Her er alt det bedste fra tredje kvartal 2019:

Kim Gordon “Sketch Artist”
Det kan gå begge veje, når folk, der har excelleret i ét musikalsk sprog, pludselig prøver kræfter med et nyt et af slagsen. Kim Gordon slipper dog mere end godt af sted med øvelsen på singlen ”Sketch Artist”. Ligesom da Portishead forkastede triphoppen på ”3”, bytter Gordon guitardissonansen ud med et ligeledes mere elektronisk industrial-udtryk. Sangens dekonstruktivistiske tilgang med abrupte stemningsskift, samplede strygere, et overstyret beat og fremmedgørende sang minder næsten om noget, den eklektiske og eksperimenterende Dean Blunt kunne kaste sig ud i. Eventyrlysten skal hilses velkommen herfra.


Repro “Stamina/Limitless”
Måske har Underworlds koncert på Roskilde i år udløst nogle latente techno-mekanismer i kroppen på en ikke særligt techno-agtig type som mig. Selv om det ikke er gået over hovedet på mig, at den københavnske technoscene sprudler for tiden, skal der rimelig meget til for at hidkalde min opmærksomhed. Men det gør Alexander Salomonsens Repro-projekt, især med åbningsnummeret på hans nye album, ”Post-Nostalgia”. Sangens kompromisløse drive og den dystre og kolde grundtone føles næsten som en hetz mod kroppen, i hvert fald indtil staccato-synthesizeren bobler frem som en slags Todd Terje fra the upside down. Dualiteten tillægger lytteren magt, så man afhængigt af sindstilstand kan føle sangen som et kvælertag eller et kærtegn – eller begge på samme tid.


Jay Som ”Peace Out”
Indierocken har set bedre år end de sidste par stykker, 2019 inkluderet. Men håndklædet er endnu ikke smidt i ringen, og den gode nyhed er, at det især er kvinderne, der har sat sig på den ellers ofte mandsdominerede indie-trone. Det gælder bl.a. Tanukichan (som jeg fremhævede for et år siden), Mitski, Angel Olsen og her Jay Som. På ”Peace Out” bygger det amerikanske band med koldsindigt overblik op mod et mundvandsfremkaldende crescendo, som viser at der heldigvis stadigvæk findes masser af indiebasker-melodier at flå ud af genrens altoverskyggende instrument, guitaren.


Jonas Munk & Nicklas Sørensen ”Magnetic”
De to garvede herrer med baggrund i bands som Causa Sui og Papir har aldrig lydt bedre end her – sammen over et helt album. Det er, som om de deler en fælles navlestreng til en højere inspirationskilde, der fodrer dem med store sandheder, som de så videreformidler til mennesket gennem deres kosmiske musik. På albumcoveret står der ”Compositions and Improvisations for Synthesizers and Electric Guitar”, og i denne smukke gråzone mellem det spontane og det planlagte skaber de et rum at fortabe sig i. Det er et album, der bør lyttes til i sin helhed (evt. mens man læser P/A’s anmeldelse af albummet), men en sang, der på fin vis indkapsler essensen af magien, er det 10 minutter lange epos ”Magnetic”.


Carey “The Driver”
Det er ikke meget information, jeg har kunne støve op om Carey. Dan Carey Bailey. Atlanta, Georgia. Musiker og komponist. Hans hjemmeside fungerer ikke, og hans nye album ligger ikke engang sammen med resten af hans musik på hans Bandcamp-side. Men så må musikken tale for sig selv. Ligesom førnævnte Munk og Sørensen bør sangcyklussen på “The Driver” opleves samlet, ideelt set på kassettebåndet, som Already Dead Tapes udgiver. Der er både instrumentelle kompositioner, der udfordrer, og smukke vokalstykker, der pleaser – ofte inden for samme sang. Titelsangens polyrytmiske og jazzede afro-prog er et godt sted at starte på et album fuld af fusioner. Mellemøstlig musik, drone-musik, jazz, neo-klassisk, artrock. Det virker faktisk ikke skizofrent, men snarere som et score til en film, jeg virkelig godt gad og se.

Og til sidst en fra gemmerne…

The Police ”Darkness” (1981)
”Mindhunter” er en virkelig god tv-serie, og folkene bag er suveræne til at finde sange – kendte som ukendte – der flugter med seriens mørke sjæl. Selv når det er helt 1:1, som når Peter Gabriels ”Intruder” kravler ud af højtalerne med strofer som ”I like to feel the suspense when I’m certain you know I am there”, så rammer de vanvittigt godt plet her i den seneste sæson. Mest overrasket blev jeg, da rulleteksterne til en af episoderne spillede noget, der lød som The Police, men umuligt kunne være dem. Men som var dem. Musikkens hypnotiserende repetition føles som en plade, der er gået i hak på det helt rigtige sted, og som tigger om at blive samplet. Med en Steely Dan-agtig elegance, Sting med en gravalvorlig, laserfokuseret vokal og en god sjat misantropi kan sangen snildt stå alene. Men den kryber endnu mere under (gåse)huden med serien og karakterernes levende mareridt som et frisk minde. ”Darkness makes me fumble / For a key to a door / That’s wide open… I wish I never woke up this morning / Life was easy when it was boring.” Et gennemlyt af resten af pladen har ikke fået mig til seriøst at genoverveje mit forhold til bandet. Men den her genistreg af en sang er der dog ingen, der kan tage fra dem – eller mig.

Andreopturssange:
Ty Segall “Ice Plant”

Blanck Mass “Death Drop”

Torche “Infierno”

Purple Mountains “Darkness and Cold”

Josiah Konder “Out of the Hazard”

Maxo Kream “Meet Again”

Charlie XCX & Christine & The Queens “Gone”

SudanArchives “Confessions”

Teebs “Studie (feat Panda Bear)”

Elucid “Honesty Aight”

Christelle Bofale “U Ouchea”