Passive/Aggressive

Lars Bech Pilgaards Slowburn – Nænsom ild

Kritik New Music June 2 2016 LBP_S

Lars Bech Pilgaards Slowburn ”Som før” (Mom eat dad records, 2016) – Anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Orkesteret Slowburn er noget af det mere afdæmpede, guitaristen Lars Bech Pilgaard er involveret i. I bands som SVIN, Magnus fra Gaarden eller Klimaforandringer støjer det hele lige lidt mere, eller tempoet er skruet op, eller improvisationerne er mere frie. Det har de til dels også været i Slowburn, men Pilgaard har bevæget musikken i retning af nænsomhed. Der er en omhu og koncentration til stede i musikken på Slowburns tredje album, ”Som før”, der kun sjældent lader sig forstyrre af voldsomme bevægelser.

Det viser sig tydeligt i ”Drømme” – selv titlen er sfærisk, ude af rækkevidde for fysiske udfoldelser – hvor Thommy Andersson fra New Jungle Orchestra får en basgang til at rumle dybt, mens Lars Greve (fra Girls in Airports) cirkulerer saxofontoner forsigtigt, og Pilgaard selv lader guitartoner klirre langsomt frem og langsomt fortrække igen. Det her er antydningens kunst, en afsøgning af en tyst stemning. I slutningen af nummeret bryder Thomas Eiler, der også spiller i SVIN, koncentrationen med en sløv, jazzet, fast rytme, der også får Pilgaard til at slå anslagene hurtigere af strengene, men det er stadig afdæmpet.

Tilgangen får mig til at tænke på postrocken før Mogwai og Godspeed You! Black Emperor, som desværre affødte en række bands, der troede, at postrock kun handlede om crescendo-øvelser. Jeg tænker mere i retningen af den amerikanske postrock, sådan som den blev udøvet i Chicago med Tortoise i centrum, men måske især af kunstnerne på pladeselskabet Kranky. Labradfords udforskninger af lyden i rummet genkalder jeg mig i hvert fald flere gange, når jeg hører ”Som før”. Men Slowburn har en freejazzet tilgang til deres musik, der er tydeligere accentueret, end den var på Chicagos postrockscene. Især i Eilers rastløse trommespil, der sjældent brager, men gerne løber nysgerrigt, arytmisk rundt på trommesættet.

Lars Greves tilgang til sine blæseinstrumenter har også rod i jazzen med den ofte cirkulerende åndedrætsteknik, der får tonerne til at krusbølge repetitivt. Colin Stetson har specialiseret sig i denne teknik de senere år med sin saxofonsolo-trilogi ”New History Warfare”, men teknikken har en lang tradition i jazzen, også frijazzen, bl.a. udøvet af Anthony Braxton og Roscoe Mitchell. Det giver nogle meget smukke, hypnotiske passager, hvor tonerne til tider knækker og lukker skrøbeligheden ind.

De her afdæmpede, halvt improviserede stemninger har det med at give billeder af sig og dermed være som skabt til filmlydspor. Den fornemmelse undslipper Slowburn heller ikke. ”Usikker” ville være eminent i en suspense-scene i en gyserfilm med sine langsomme, fremadskridende guitartoner forstyrret af en skinger tone, der knirker i baggrunden som et rustent metalskilt, der blæser i vinden. Og det første nummer, ”Jiro”, hvor trommestikkerne hele tiden bevæger sig rundt, mens guitar- og saxtonerne skubber sig fremad og ind i sig selv, lyder som et af Ennio Morricones mere syrede lydspor.

Der er to numre, ”Jens et” og ”Jens to”, hvor saxofonen og guitaren løber et sært viltert, melodisk slalomløb, der nok har været tænkt som en variation til de andre numre, men forekommer at være en unødvendig afbrydelse af et ellers helstøbt udtryk. Der er variation nok i de polyrytmiske guitarfigurer i ”Afrikansk koral” eller den brutale bastone i ”Som før”. Det er netop den variation, spændingen mellem de nænsomme antydninger og de sporadiske udslag af fysik, der skaber fascinerende lydbilleder på ”Som før”. Pilgaards kvartet er bevidst om dens potentialer og udforsker dem med stor forståelse for dynamik og stemning.

Info: ”Som før” udkom 25. april på Mom Eat Dad Records. Lars Bech Pilgaards Slowburn spiller til Copenhagen Jazzfestival 3. juli.