Lars Kivig – Lydlandskaber mellem kaos og komposition
Interview med Lars Kivig af Kristine Haffgaard. Foto: Presse
Lars Kivigs mørke, ambiente soloprojekt Skambidt bevæger sig sonisk undersøgende mellem det kendte land og det ukendte territorium. Mellem det flygtige og det konkrete. Resultatet er foruroligende og pirrende elektroniske manipulationer, der mixes med brede ambiente lydflader og rytmemønstre.
Kivig har været en aktiv figur på den københavnske undergrundsscene siden 1997. De mange projekter tæller blandt andet post rock bandet My Beloved, samt en alsidig række musikalske samarbejder med blandt andre avantgarde guitarist Kristof Hahn og Bad Seeds-trommeslageren Thomas Wydler.
Den seneste Skambidt udgivelse Abstraktionens Essens udkom her i september. Pladen er på en og samme tid rå og frisk med optagelser af konkrete lyde, og samtidigt velkomponeret med dvælende passager af akustisk cello. Den kontrast gjorde mig nysgerrig efter at høre mere om Kivigs arbejdsproces. Derfor mødte jeg ham til en samtale om at dykke ned i lydens råmateriale, givende musikalske venskaber og om at forfølge de tilfældigheder, der opstår i musikken til at skabe uventede, nye lyduniverser.
P/A: Fortæl om det nye albums tema, og hvad der har inspireret det?
Kivig: “Temaet på Abstraktionens Essens handler om at indfange essensen af de auditive sekvenser og passager, der opstår i det flygtige og skrøbelige rum, når man arbejder i lydens abstrakte områder. Selv en ekstrem kortvarig lyd, eller flere samstemmende sekvenser af lyde, kan rumme så mange følelser, indre billeder og tanker. Temaet omfavner derfor både min egen eksperimenterende tilgang til denne plade og min musik generelt, men samtidig præsenterer det lytteren for et resultat, som jeg har forsøgt at sætte i et godt flow og tiltænkt variation.”
P/A: Udover soloprojektet Skambidt er du involveret i en lang række bands, Bl.a. My Beloved og Acorn Falling. Kan du fortælle lidt om, hvordan Skambidt placerer sig i forhold til dine andre projekter?
Kivig: “My Beloved har været en stor del af min musikalske identitet siden 1997. Det er et bandprojekt med stort set faste medlemmer siden starten. Det er blevet til ufattelig mange koncerter, store musikalske oplevelser og turnéer gennem årene. Vores Kina-turné fra nord til syd i 2018 var absolut ét af vores mange højdepunkter gennem tiden. Det syvende album med My Beloved er ved at være på trapperne, og det bliver virkeligt godt, hvis du spørger mig! Forhåbentlig lander det nye album på bandets 30 års jubilæums år – 2026.
Acorn Falling startede jeg i 2009 som et eksperimenterende solo side-projekt. Det udviklede sig dog hurtigt til at blive mere end det. Jeg fik et musikalsk frirum, som jeg havde lyst til at berige med andre kunstnere som jeg var enten inspireret af eller følte kunne bidrage til helt nye områder i musikken, som jeg alene ikke kunne nå. Da jeg få uger efter udgivelsen af debuten Cabinet of Curiosities (2011) blev headhuntet til Roskilde Festivals Gloria scene, vidste jeg, at jeg havde fat i noget godt. Over tid er mine numre med Acorn Falling blevet mere fokuseret på klaver, sangskrivning, vokal og arrangementer. Det eksperimenterende er der stadig, men det er nok mere “lytte-venligt” nu end det var i starten.
Skambidt er mit mørke elektroniske projekt, som overtager lidt der, hvor Acorn Falling startede. Legen med og studiet af lyd til at skabe auditive fortællinger fra en anden verden. Den helt store forskel på Skambidt og Acorn Falling ligger nok i den konsekvente brug af mit Eurorack modular system og særligt byggede dimser og dutter som kan lave lyde. Med Skambidt har jeg en mulighed for at dyrke de mørke, eksperimenterende, ambiente og elektroniske fortællinger. Det er et område, jeg hele tiden ser potentiale i, da der er uanede muligheder og universer at udforske.”
At kunne bygge en lyd og et flow af events eller lade sig overraske af tilfældigheder, det er bare fantastisk. Muligheden i at kunne skabe helt unikke lyduniverser, store følelser og stemninger, det er nok det som tiltaler mig.
P/A: Analoge synths har fået en stor genopblomstring de senere år. Du har selv arbejdet med Euroracks siden 2017. Hvad tilføjer det modulare, og hvorfor tiltaler det felt dig som musiker?
Kivig: “Første gang jeg prøvede et modulært system, var hos en bekendt, Brian Moran, i New York i 2008. Det var som om, min verden åbnede sig til et sted, jeg altid havde drømt om. Med mine efterhånden mange konventionelle synthesizere var det modulare bare så råt, ægte og ja, modulært. At kunne bygge en lyd og et flow af events eller lade sig overraske af tilfældigheder, det er bare fantastisk. Muligheden i at kunne skabe helt unikke lyduniverser, store følelser og stemninger, det er nok det som tiltaler mig.
De senere år har jeg skabt gode relationer og venskaber med flere danske og internationale elektroniske kunstnere. Både over tid med en af mine elektroniske idoler, Drew McDowall, men også her i foråret 2025 til Cherry Music Festival i København. hvor jeg spillede som del af et line up med de to japanske modular kunstnere, Momose Yasunaga og Moskitoo (Sanae Yamasaki). Der er en venskabelig, familiær og nørde-agtig atmosfære mellem kunstnerne i de modulære genrer.”
P/A: På Abstraktionens Essens har du selskab af cellisten Hannah-Rae Hampson, som du også arbejder sammen med i andre konstellationer. Hvad giver det at flette den organiske lyd af celloen ind i et noise projekt?
Kivig: “Hannah spiller på sin cello fra 1870, og det lyder som en drøm. Der er noget åbenlyst kontrastfyldt i et klassisk fysisk instrument og en moderne elektronisk kasse med printkort, dioder, knapper og kabler overalt. Men hvis man lytter nærmere efter på f. eks. Essens 4 (The Hurt) fra “Abstraktionens Essens, så mixes lydene næsten sømløst ind i hinanden, imens celloens genkendelige lyd alligevel skaber dynamik og dybde. Nogle gange er det svært at høre forskel, da det modulare også kan imitere en stryger så fint. Dermed ikke sagt, at en 155 år gammel cello ikke lyder unikt.”
P/A: I det hele taget er det en imponerende række gæstemusikere, du i løbet af dit musikervirke har inviteret til at samarbejde; Beate Bartel, Kristof Hahn og Thomas Wydler, for blot at nævne nogle få. Hvordan har du fået det til at ske?
Kivig: “Det kan lyde klichéfyldt, men jeg tror, det er sket, fordi jeg har været heldig at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og taget action. I disse øjeblikke har jeg bevidst taget initiativ til dialog, fordi jeg har været fascineret af deres person og deres musikalitet. Jeg mødte f.eks. Thomas Wydler backstage til en Nick Cave & The Bad Seeds koncert i den gamle KB hal i 2008. Vores kemi var god, og vores interesse og tanke for musikken var meget ens. Jeg fulgte op med en mail til ham, da jeg arbejdede på debutalbummet med Acorn Falling, og spurgte om han var frisk på en gæsteoptræden på albummet. Wydler har lige siden været en fast del af Acorn Falling udgivelserne, og vil også være at finde på en del numre på den kommende fjerde plade. Hans kone, Beate Bartel (Liaisons Dangereuses, Mania D., Einstürzende Neubauten) var med i optagelserne til The Northern Transmitter i 2018. Hun bidrog på eget initiativ til en del elektroniske lyde og stemmer. Det blev super fedt.”
P/A: Giver det en særlig åbenhed eller frisættelse i processen at invitere andre musikere til at bidrage kreativt?
Kivig: “Når jeg inviterer gæster med, er det typisk for at drysse deres musikalitet ind i min egen og derved udvide udtrykket eller skabe variation. Jeg forsøger ikke at præge deres bidrag for meget, men i stedet give ret frie tøjler inden for en passage eller stykke i et nummer. Det er deres stil og lyd jeg er efter, så jeg vil helst gerne have, at de lader sig inspirere, være sig selv og bare flyde med. Apropos gæster på pladerne, så fik jeg Kristof Hahn (Swans) med på Skambidts Ætsende Sjæl i 2023. Man kan undre sig over, hvordan en western lapsteel slide guitar lyder i et dark ambient projekt. Jeg var nysgerrig, og resultatet synes jeg taler for sig selv på bl.a. åbningsnummeret, Urodefekt, hvor Wydlers stemme i øvrigt også er med, dog godt manipuleret.”
P/A: Som noget nyt er du begyndt at arbejde med konkret lyd og field recordings. Hvorfor blev den måde at arbejde på spændende for dig?
Kivig: “Jeg tror, at det var midt i 80’erne, da jeg begyndte at optage lyde på kassettebånd. Det at indfange lyde og høre dem igen og igen var vildt spændende. At sætte lyde sammen i forskellige sekvenser og sammenhænge skabte pludselig en ny verden. Jeg har løbende gennem tiden optaget lyde, men aldrig rigtig brugt det til noget. Det ændrede sig med det elektroniske og de modulære synthesizers, hvor samples eller lydbidder pludselig kan bruges på mange nye forskellige måder. Det er blevet meget populært med granulering. Hvor en lydbid skilles ad til mikro lyde (lydkorn/granulater), som man så kan gøre en masse ved. I dark ambient kan lyden af en piloteringsmaskine med rumklang en smule nede i mixet være himmelsk. Så ja, konkret lyd og feltoptagelser er virkelig brugbare og interessante at arbejde med.”
P/A: Du arbejder med parametre som kaos og komposition. Hvad giver det til den kreative proces? Hvornår ved du, at du skal slippe kontrollen og kompositionen i et nummer?
Kivig: “Den kreative proces for mig er netop at lade kaosset tage lidt over og så forsøge at indhegne den bagefter. Ved at lade optagelserne køre og bare lade sig rive med, opstår ting, som du ikke kan komponere dig frem til. Langt hen ad vejen opstår Skambidt ved at eksperimentere og flyde med det, som sker. Selvfølgelig har jeg en initierende idé og mulighed for at ændre retningen undervejs, men meget kan også gøres efterfølgende i , når musikken mixes. Så når jeg skal optage nyt eller inspireres til en retning, så lader jeg ofte “båndet køre” og finder essensen efterfølgende til at arbejde videre med.”
I dark ambient kan lyden af en piloteringsmaskine med rumklang en smule nede i mixet være himmelsk. Så ja, konkret lyd og feltoptagelser er virkelig brugbare og interessante at arbejde med.
P/A: Hvad arbejder du på for tiden, Hvad bringer fremtiden for dig musikalsk?
Kivig: “Lige nu arbejder jeg først og fremmest på at færdiggøre pladerne med My Beloved og Acorn Falling. Det bliver to virkelig gode udgivelser, som jeg allerede er meget stolte af
Derefter vil jeg se frem til en længere periode med musikalsk fordybelse, leg og eksperimenter. Mit modulære system vil uden tvivl komme mere i spil, og jeg har en del idéer i skuffen, som jeg håber på kan få liv. Måske noget mere lyst og legende elektronisk? Jeg laver musik, hvor min intuition og følelser bærer mig hen. Passer det til én af mine “kasser”, så er det fedt. Passer det ikke, så må jeg lave en ny kasse. Det er svært at spå om fremtiden, og rent musikalsk kan der opstå nye muligheder ud af det blå. F.eks. ved at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og så gribe chancen.”
