Passive/Aggressive

Marnie Stern – math-pikrock med musevokal

December 17 2012

Marnie Stern er en interessant musikalsk størrelse af flere årsager. Først og fremmest giver hun ikke en fuck i forhold til ’god smag’ og pepper gerne sine hyperenergiske og komplekse rytmiske rocksange op med helteguitar og 80’er-heavy-referencer, hvorfor hun i sine bedste stunder lyder hen ad Deerhoof og Battles, der spiller math-pikrock med musevokal. Ganske ofte over the top, men som i hæsblæsende og kreativt spruttende vulkan. Og så skal man selvfølgelig heller ikke underkende det benhårde signal, hun sender til rockist-mandslinge ved at være en fuldkommen overlegen ekvilibrist og musikalsk håndværker, der kan flytte fingrene over gribebrættet hurtigere end 95% mandlige guitarister.

Den 19. marts udsender hun nyt album, der med vanlig sproglig sans har fået titlen ‘The Chronicles of Marnia’ – vi taler trods alt om kvinden, der tidligere har navngivet et album (tag en dyb indånding): ‘This Is It and I Am It and You Are It and So Is That and He Is It and She Is It and It Is It and That Is That’. Her fra er singlen ‘Year of the Glad’ nu sluppet løs, som ganske glimrende opsummerer amerikanerens forcer i en hektisk hoppende komposition, der tæppebomber lytteren med potente power-akkorder og ADHD-agtige vokaler. Værd at bemærke er i øvrigt, at trommetyfonen Zach Hills, der i en del år har bakket Marnie Stern op, er blevet erstattet af Oneidas Kid Millions, uden at temposkiftene er blevet mindre opfarende og rytmebunden mindre varieret.

‘The Chronicles of Marnia’ udkommer den 19. marts via Kill Rock Stars.