MOR – “Find magten i dig selv til at gøre, hvad du vil”
Interview af Mathias Schønberg med Josefine Struckmann og Karen Marie Ørsted i anledning af Mors dag.
I dag skete der noget bemærkelsesværdigt. Det danske elektropunkband MOR har annonceret en koncert på Copenhell og udgivet en ny EP med genindspilninger af gamle numre, som de aldrig lige nåede at blive færdige med dengang, da de fra midt-slutningen af 00’erne til 2012 var hyperaktive som duo i den danske punkscene. SORT NAT udkommer i dag på MOR’s eget label Lort Records. For et par uger siden skrev de til Passive/Aggressive for at tilbyde et eksklusivt interview i anledning af udgivelsen og koncertannonceringen.
MOR nåede aldrig at blive færdige med numrene på den nye EP SORT NAT dengang, fordi de havde dødtravlt med hele tiden at spille koncerter overalt til piratfester, Ungeren-demoer og små steder i provinsen, og fordi de efter de to første EP’er, Fisse i dit fjæs og Vanvidstimer, fik travlt med andre projekter hver især.
Det ene af medlemmerne Josefine Struckmann fik travlt, eller stenede måske også bare lidt på den gode måde, med at lave mere obskure projekter med bandet Time Masters, soloprojektet Nurse, installations- og billedkunst, no-wave-bandet No Nose med medlemmer af Monoliths og meget andet, bl.a. senest UPSHIFTER – alt sammen gennempræget af en DIY-tilgang og en bøjet left-field følelse. Det andet af medlemmerne Karen Marie Aagaard Ørsted Andersen fik travlt-travlt med at blive Danmarks største internationale popstjerne som MØ, som sammen med Major Lazer slog alle rekorder for en dansk kunstner med megahittet Lean On, bare tre år efter MOR gik i opløsning.
Men hvorfor er MOR tilbage nu i 2026? Det tog jeg imod invitationen til en gåtur rundt på Nørrebro for at spørge ind til. Jeg var selv en af dem, der dengang kom i miljøet, hvor MOR spillede deres koncerter, og det kunne da være sjovt at dele røverhistorier fra tiden, før Nørrebro blev et parcelhuskvarter i fem etager, og internettet blev monopoliseret. Men mest af alt tog jeg imod invitationen i håb om at kunne sige noget om, hvad en ny generation af musikere eller andre weirdos kan lære af den måde, to unge kvinder fra Odense gjorde deres ting på for 15 år siden.
“vi havde det så sygt over at spille, fordi det var det år, den tolvte måned inden 2012. kl. tolv, at Mayaerne forudså Jordens undergang…”
Tilbage til slutningen
Vores gåtur startede på Nørrebro-siden af Dronning Louises bro ved statuen af et kærestepar, der sidder overfor hinanden. Det var her MOR spillede deres allersidste koncert nytårsaften 2012, fortæller de mig. Og for måske nemmest at forstå gendannelsen af MOR, startede vi samtalen ved slutningen af sidste kapitel: “Det var så vildt den nytårsaften”, begynder Karen, “folk gik så meget amok dengang, de smed rundt med kanonslag og malede graffiti midt i festen”. “Ja, og vi havde det så sygt over at spille, fordi det var det år, den tolvte måned inden 2012. kl. tolv, at Mayaerne forudså Jordens undergang…”, fortæller Josefine ivrigt og bliver hurtigt suppleret af Karen, der understreger at, “ja, især du havde det sygt over præcis det” til stor intern morskab for dem begge. De kommer dog hurtigt i tanke om, at det ikke var deres sidste koncert, men at de tog til New York og spillede en del i foråret efter, og også spillede en enkelt koncert i Ungdomshuset på Dortheavej til en støttefest for folk på flugt i 2015 (en fest, jeg i øvrigt var medarrangør af).
Men hvorfor stoppede de to gode venner bandet? For at få et svar spurgte jeg om deres indtryk af statuen af kæresteparret i starten af Dronning Louises bro, som mange ofte cykler forbi uden at tage det store notits af. “Hvad synes I, der sker der i situationen mellem de to?” Karen svarede efter kort betænkningstid, “det ser da ud som om, hun er ved at gå fra ham”. “Den situation har man jo siddet i mange gange”, indskyder Josefine med et skævt smil, og Karen griner, at hun selv “mere er typen der ghoster”.
Jeg spørger, om det var sådan, de sluttede MOR, men de har begge lidt svært ved at huske det. Karen, fordi “det pludselig gik så stærkt med MØ, at det hele står lidt tåget”, og Josefine griner, “ja, der ghostede du måske lidt”, men erindrer: “Jeg var måske vokset lidt fra at synge om fisse og at ryge tjald og ville hellere brug tid på en masse andre projekter.” “Ja, også mig, men det var jo vores band, og vi var begge to sådan: “vi kan godt blive ved, hvis du vil!”, fortæller Karen og Josefine i munden på hinanden om deres lidt akavede uvilje til at være den, der stoppede bandet.
De to poptøser i punkscenen
Vi forsøgte at tage et billede foran statuen, men det blev ikke ret godt. Efter fotograferingen ryster de begge endnu lidt akavethed af sig med en kommentar om ikke at have poseret sammen i 10 år. “Så ser man kiksede ud sammen, og så er det ikke så slemt”. Og kommentaren bliver egentlig ret sigende for vores næste del af samtalen, som vi tog på trappen foran spillestedet Stengade 30.
De fortæller, at MOR startede som band året inden, Karen og Josefine startede sammen på Det Fynske Kunstakademi: “Vi var stødt på hinanden, og der var jo ikke ret mange andre piger i provinsen, der spillede musik dengang”, fortæller Josefine. “Altså, vi ville starte et punkband”, fortæller Karen. “Vi mødte hinanden første gang i det venstreorienterede miljø omkring cafeen Zekes, som fandtes i Odense dengang”, fortsætter hun og vender sig mod Josefine: “Jeg kan i hvert fald huske, at jeg havde set dig spille bas i det der ungdomsskoleband, hvor I spillede Nirvana-covers, og tænkte, “hende der vil jeg fandme gerne starte et band med, hun ser pissesej ud”.
“Og så startede I bare med at skrive nogle sange eller hvordan?”, spørger jeg de to, der begge prøver at komme i tanke om, hvordan det hele nu lige var i den lidt kaotiske 17-årsalder.
De flyttede hjemmefra sammen ind i en lejlighed i Odense: “Vi boede der bare i to måneder, men det føltes som en virkelig lang periode”, fortæller Karen og husker det bedst ved at, “det var der, vi skrev Fisse i dit fjæs, som var den første sang”. “Og Kampen fortsætter skrev vi vist hjemme hos mine forældre”, tilføjer Josefine. De lagde det hele på Myspace, og så blev de meget hurtigt booket til alt muligt: “Gigs’ne rullede sgu bare ind altså, og det var meget sådan nogle punkersteder i rundt omkring i Danmark og, nå ja, Malmø og Hafermarkt nede i Flensborg”. “Ja, vi har virkelig spillet mange gange på Hafermarkt”, tilføjer Karen og husker, hvordan hun dengang i 19-20-årsalderens ellers fraværende fornemmelse af tid stoppede op og kiggede på kalenderen og tænkte, “wow, vi spiller faktisk hver eneste weekend”.
“Faktisk rigtig mange gange her på Stengade”, mindes de med “rigtig mange gange, vi har siddet i backstage her og drukket herremange bajere”. “Vi var faktisk tit rigtigt stive, når vi spillede”, fortæller Karen. “Og det var bare rigtig grineren, men også virkelig nemt – vi havde jo bare et backing track, så vi skulle ikke rigtig sørge for andet end at dukke op”.
“Vi skulle bare ligesom bruge nogle beats at synge over, og så var der nogle trommer i Garageband og nogle, vi kendte, der kunne spille lidt guitar, så vi fik bare hurtigt lavet noget uden rigtig at gå op i, hvordan det lød”
“Ja, hvem producerede egentlig jeres tracks?”, spørger jeg. “Danni Storm lavede nogle (som dengang spillede i Fejlfix og nu er aktiv med Sære gamle villa), og min bror Sylvester”, fortæller Josefine. “Ja, Sylle (Sylvester Struckmann) var vel nærmest det usynlige medlem af MOR”, fortsætter Karen, mens de begge understreger, at det ikke var noget, der nogensinde blev brugt lang tid på. “Vi skulle bare ligesom bruge nogle beats at synge over, og så var der nogle trommer i Garageband og nogle, vi kendte, der kunne spille lidt guitar, så vi fik bare hurtigt lavet noget uden rigtig at gå op i, hvordan det lød”. “Som regel satte vi os bare med et lille skod-keyboard, vi havde og en billig bag-in-a-box med vin, og så skrev vi sangene.”
“Jeg kan huske, at jeg var fuldstændigt oppe at køre, da Myren (som drev Luk Røven Records og spillede i bandet De høje hæle) kom på Badstuen og sagde, “jeg vil lave en plade med jer”, fortæller Karen. “For mig var det det allerstørste, at vi kunne komme til København, og en, som man så op til, ville lave en 7”-vinyl med os.”
“vores tekster var jo også politiske, udover at de var lol”
Hvorfor, tror I, folk godt kunne lide MOR?”, spørger jeg. Karen svarer, “jeg tror, folk synes, det var grineren”, med stort eftertryk på ordet som for at understrege, at det nok mest bare var det. “Men så var der bare heller ikke ret mange pigegrupper dengang”, tilføjer Josefine, “så det skilte sig allerede lidt ud, men så gik vi også ret meget amok, når vi spillede. Og vi lignede jo ikke punkere, men bare sådan lidt nogle mærkelige poptøser, så folk synes nok, det var sjovt, også fordi de havde lidt svært ved at regne ud, præcis hvad det var”.
“For det var jo mest punkere, vi spillede for”, fortæller Karen, “og vores tekster var jo også politiske, udover at de var lol”. “Men det er faktisk rigtigt”, tilføjer Josefine, “vi har aldrig rigtig spillet sådan “kultur”-steder”. “Jo, så var det sådan “feminist-dag”, indskyder Karen, “for der var jo som sagt ikke ret mange femme-bands den gang”.
Friheden i at være smadret
“Men det var lidt anderledes i provinsen”, fortæller Josefine, efter vi nu er gået videre ned ad Nørregrogade og går forbi Runddelen med udsigt til grunden ved det gamle Ungdomshus. “Der var det ikke som i Ungeren, hvor folk kun var punk – der kunne man også være hiphopper eller alt muligt andet, samtidig med at man var punker, det tænkte man ikke så meget over”.
“Det hele måtte godt være ret smadret dengang, og det var ligesom stilen, måske gav det en frihedsfølelse”, siger Josefine, og Karen kommer i tanke om engang hun faldt i søvn på gulvet i Ungeren på Jagtvej 69 efter en koncert med Hjertestop. “Men hvis man tænker over f.eks., hvor mange der er veganere nu eller tænker politisk, synes jeg da, at det punkmiljø har været ret godt forud og med til at bane vejen for nogle ting”, gør Josefine tanken færdig.
Da vi er nået ned til kollektivet Bumzen på Baldersgade, et tidligere besat hus, hvor Josefine har boet og sat adskillige koncerter op i caféen, fortæller Karen, hvor hyggeligt, hun syntes, det var at være frivillig bag baren. Vi har et godt grin sammen over, at man jo ikke plejede at kalde det “frivillig”, men “aktivist”, når man tog en tjans til et arrangement. Snakken fører på en længere tur ned af mindernes gågade om vores fælles tid omkring Ungeren og punkscenen i slutningen af 00’erne.
“Jeg har haft virkelig meget brug for et energiskifte i mit musikalske virke. Og den energi, jeg har brug for nu, er bare MOR.”
Jeg stopper op på den ellers hyggelige vandring gennem minderne og spørger, “Hvorfor giver det mening at lave MOR igen nu i 2026?”. Her bliver de begge eftertænksomme og mangler for første gang hele eftermiddagen ord. “For mig personligt”, svarer Karen, “handler det om, at jeg har haft virkelig meget brug for et energiskifte i mit musikalske virke. Og den energi, jeg har brug for nu, er bare MOR. Det at være i et band og gøre det lidt mere DIY end i hele den der musikbranche, det har jeg brug for og lyst til. At have den ultimative frihed og slippe sig selv fri, og der er MØ måske røget et lidt andet sted hen, end jeg brug for nu.”
Et opgør med industrien
“Er det så at sidde sammen med Josefine med en papvin og skrive sange hele natten igen?”, spørger jeg. Karen svarer, at, “med MØ har jeg i bund og grund noget at skulle have sagt med alting. Men nogle gange kan man være kørt fast i et system og nogle måder at gøre tingene på; og at komme ud af det og tage sin frihed til at gøre tingene selv, og have et miljø, er bare forfriskende og en god reminder om, at der er andre måder at have en musikpraksis på”.
“Jeg er bare træt af den der mainstream-maskine lige nu. Du skal ligesom hele tiden lave mere og mere og give af dig selv, og vækst, vækst, vækst…”
Josefine kommer sin ven til undsætning med at, “tiderne har jo skiftet, og vi er et andet sted som mennesker og noget ældre nu”, inden Karen fortsætter: “Med MOR skal du jo ikke tage stilling til, om der er nogen andre fra et pladeselskab eller lignende, der kommer og siger, “du må ikke kalde det her for Lort Records”, hvilket de begge griner af. “Hvis jeg skulle se det udefra”, reagerer Josefine, “ville jeg nok også synes, at det er ret sejt, at du laver dit gamle punkband igen. Jeg ville tolke det som om, du tager et opgør med den industri – og det, synes jeg, er fedt”.
“…min erfaring er bare, at selvom du ikke trives i det, så ender du med at gøre det alligevel og så miste lysten og kapaciteten til det.”
“Og det har du jo tolket helt rigtigt”, svarer Karen. “Der er rigtig meget ved den industri, som er dårligt. Folk bliver syge af den, jeg har selv sygemeldt mig selv med stress for et halvt år siden. Man taler om det mere nu, men det er stadig dårligt, og jeg er bare træt af den der mainstream-maskine lige nu. Du skal ligesom hele tiden lave mere og mere og give af dig selv, og vækst, vækst, vækst, og det er der ikke noget mærkeligt i, hvis du arbejder på en fabrik og skal sælge et produkt, men min erfaring er bare, at selvom du ikke trives i det, så ender du med at gøre det alligevel og så miste lysten og kapaciteten til det. Den voldsomhed, det sker med, ender med at puste så hårdt til flammen, at det slukker den.
Intention dræber energien
“Noget af det fede ved MOR var jo også, at det ikke var noget, alle skulle kunne lide”, indskyder Josefine. “Dem, der kom til koncerten, var dem, der havde set en flyer på gaden, så på den måde er det også en mere lokal kultur, man skaber”. “Det lokale pophit og ikke det globale megahit?”, indskyder jeg. “Ja, vi lever selvfølgelig i en lidt anden tid nu, men det, at det ikke behøver at være for alle, er egentlig også ret fedt”, afslutter Josefine.
“Du kan aldrig få det fedt med at skabe noget ud fra en intention om, at så mange som muligt skal synes, det er fedt. Det er jo en lortemåde at skabe noget på.”
“Ja, netop”, supplerer Karen, “men det er jo ikke fordi, alle ikke må være med! Hvis alle får lyst til at være med på politisk punk f.eks., så er det da bare fedt. Og nu skal det selvfølgelig ikke handle om MØ, Men jeg troede helt ærligt ikke, at Lean On ville blive et hit, og det troede Major Lazor i øvrigt heller ikke – vi troede bare, at det ville blive en fun jam. Men det var da helt vildt fedt at se så mange mennesker blive så glade af den, det er der kæmpe energi i.”
“Det er jo præcis ligesom Fisse i dit fjæs”, gnækker Josefine drillende, og de bryder ud i latter, inden Karen gør sin pointe færdig: “Netop. Du kan aldrig få det fedt med at skabe noget ud fra en intention om, at så mange som muligt skal synes, det er fedt. Det er jo en lortemåde at skabe noget på”.
Få midler kan redde dig fra at overtænke
“Kan man i 2026 gøre tingene på samme måde, som I gjorde i 2010?”, spørger jeg. “Ikke personligt, fordi vi er ældre, svarer de begge. “Vi ville få stress over ikke at have styr på noget, og vi kan overhovedet ikke drikke os lige så stive længere”. Jeg skærper spørgsmålet til: “Men kan man som ung i dag bruge MOR som rollemodel og lave musik for bare at have det grineren og sige noget politisk, og så komme en masse ud og spille?”
“Det at have ret få redskaber eller evner kan faktisk være federe end at have alle muligheder til rådighed”
Josefine svarer klart ja og uddyber: “Jeg håber især, at folk kan blive inspireret til, at det ikke behøver være så perfekt. Hvis man har lyst, så bare gør det. Det er det fedeste i verden at lave musik sammen med sin ven og at have et projekt sammen”. Karen smiler at, “det er fucking fedt”, inden hun tilføjer en vigtig pointe: “Det at have ret få redskaber eller evner kan faktisk være federe end at have alle muligheder til rådighed. Det kan fungere som et dogme, hvor du kun har det, du har, at lave musik med, og så er man måske mindre tilbøjelig til at overtænke alting”. Karen udstøder et suk på ordet “overtænke”, som om det er noget, hun har en vis erfaring med at gøre.
“Vi er nok gået lidt tilbage til at fokusere på, hvad vi synes, er fedt”, siger Josefine. “Vi har nok begge to været påvirket af i mange år siden MOR at have tænkt meget over, hvilken vej man skal gå og alt det der, som man jo ikke gør så meget når man er ung, men nu er vi mere tilbage til at tænke, “vi skal bare have det sjovt nu”. “Nemlig!”, stemmer Karen i, “og det er en fucking fed energi at skabe ud fra.”
Du behøver ikke indordne dig
Jeg kan på dette tidspunkt i samtalen ikke undgå at hæfte mig ved den selvfølgelighed, med hvilken de sætter lighedstegn mellem at være ung og ikke tænke så meget over, hvad man gør. Godt nok nævner Josefine: “Vi var jo nok ret heldige, at vi ikke rigtigt havde sociale medier, måske postede man en gang imellem noget fra sin computer på Myspace, men vi var ikke så optagede af alt muligt andet end at komme ud at spille. Og noget af det fede ved den tid var også, at man ikke blev eksponeret for scenen på sociale medier, men at man selv skulle finde den. Det gav måske også en frihed til at være i den på en lidt mindre overvejet måde”.
“Hvis du ikke har fundet den magt inde i dig selv til at sige, “jeg gør bare, hvad jeg vil”, så tror du jo, at du skal indordne dig”
Jeg kommer i tanke om, hvor mange der dengang i Ungeren-tiden også oplevede miljøet som ekskluderende, og at det var svært at føle, at man passede ind. Og at det ofte fik deltagerne til at tilpasse sig meget ihærdigt med både påklædning, holdninger og handlinger – uden at kravet om tilpasning egentlig kom fra andre end én selv.
Meget klogt svarer Karen på min observation: “Hvis du ikke har fundet den magt inde i dig selv til at sige, “jeg gør bare, hvad jeg vil”, hvis du ikke ved, at du har den magt, så tror du jo, at du skal indordne dig – og fuldstændig på samme måde er det i den der musikbranche, jeg rantede om tidligere.”
Venskab er nøglen
Jeg tænker på dette tidspunkt i samtalen, at, selvom man måske nu er mere selvbevidst på grund af sociale medier, hvor vi allesammen er under en eller anden form for konstant gensidig social overvågning, der gør det sværere at slå selvbevidstheden fra, så var det måske heller ikke så nemt førhen at give slip, som de to får det til at lyde. Og jeg spørger: “I beskriver det som det letteste i verden at bare gøre noget, fordi man selv synes, det er fedt. Jeg syntes selv som ung, at det var vanskeligt at føle sig fri og danse på den måde, I gjorde. Hvordan gjorde I det?”
“Fordi vi havde det sjovt sammen, så var der ikke rigtig noget at tabe”
“Nu du siger det”, svarer Josefine mig, “så tror jeg faktisk, at det var fordi, vi havde hinanden. Fordi vi havde det sjovt sammen, så var der ikke rigtig noget at tabe”, mens Karen stemmer i med ivrige “ja” til hvert eneste af Josefines ord: “Vi bremsede aldrig rigtig hinandens ideer, og måske var vi lidt heldige bare at være ret enige om, hvad der lød fedt og var sjovt at synge. Og det er det der space, vi finder frem igen nu med MOR”.
“MOR-space” kan jeg ikke dy mig for chancen til at indskyde, til hvilket de begge griner anstrengt, inden de lidt undrende over deres eget held når frem til, at det aldrig har fyldt så meget, hvad andre syntes, fordi de så godt syntes om hinandens ideer. “Man ved bare, at man har hinanden, så det føles ret let”, runder Karen af med.
“Ja, og nu, hvor vi skal spille Copenhell, spoler Josefine frem til, “ville jeg nok have det helt anderledes noieren, hvis jeg skulle gøre det med en af mine soloprojekter. Jeg mister også nogle gange interessen i det hele taget, når det kun er mig. Men når man så gør det sammen med en ven og en ligeværdig samarbejdspartner, er der en følelse af, at “det her bliver ret let og sjovt”. “Det er ikke så farligt, fordi det er faktisk lidt ligemeget, hvordan det går – især med MOR. Vi har været et band, vi har bevist os selv, nu skal vi bare fejre det og runde det af med at udgive de gamle numre på Mors dag.”
“Så det er en reunion og ikke en gendannelse af MOR?” “For nu er det det”, svarer de. “Det ville også være synd at kvæle MOR i en masse ambitioner”.
Med de ord sluttede vores samtale. Og jeg gik hjem fra en lang og god gåtur og lod den sidste pointe vokse i mig: at ambition på mange måder er kreativitetens og den gode energis fjende. Jeg fik lyst til at ringe til en ven og starte et band igen, og kom samtidig i tanke om de mange hemmelige forbindelser, der er mellem punk og zenbuddhisme. Ambition er her en af de synder, der for altid vil holde dig i Samsara, det evige kredsløb af liv og lidelse, og kun ved at slippe den og være helt og aldeles ligeglad, kan du blive fri og opnå oplysning. Tænk sig, at de to musikere bag Fisse i dit fjæs, Vanvidstimer og nu SORT NAT skulle minde mig om det.
SORT NAT udkom i dag, Mors dag, på Lort Records. Husk at ringe til din mor og sige hej.
