Passive/Aggressive

Neurotribe – Rejse til jordens indre

Kritik October 28 2018 Neurotribe

Neurotribe “Life-Recorder” (Acting Press, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin

Tyske Acting Press har i senere år været eksponent for noget af den senere tids mest interessante techno, house og breakbeat med udgivelser fra PLO Man, Attitudes in Error, Money Morning og Accelera m.fl. Skåret over en bred kam er selskabets udgivelser både meditative og beroligende, samtidig med at de som oftest er kendetegnet ved et vist tempo og intensitet.

Det samme kan siges om “Life-Recorder”. Bag EP’en står det nye projekt Neurotribe, der byder på lunefulde og eventyrlige breakbeats og techno i højt tempo, men uden på noget tidspunkt at fremstå aggressivt. De fire numre udgør en imponerende debut, der kan høres og værdsættes på meget forskellig vis.

“Life-Recorder” kan i kraft af sit høje tempo og pulserende bas uden tvivl fungere ideelt i nattens mørke eller de første morgentimer, men det er ikke den eneste måde, man kan give sig hen til musikken på. Numrene emmer vel og mærke af spænding og eufori, men også en vis varme og ro. De flydende og ambiente melodilinjer på eksempelvis “Picture Window” og “Shell Script Magic” kan nemlig sagtens udgøre ankerpunktet for éns lytning trods det galoperende tempo.

Musikken fremstår dog ikke decideret hjemlig og hverdagslig. Der hersker i den grad en form for futuristisk stemning på udgivelsens numre, men det gør ikke “Life-Recorder” til en musikalsk rumrejse. Snarere end lyden af et goldt og endeløst rum er Neurotribes debut et bud på en musikalsk skildring af at befinde sig på fremmed territorium, men samtidig at føle sig velkommen. Velkommen og komplet opslugt af et væld af nye indtryk for allerførste gang – spændings-, men ikke farefuld. “Life-Recorder” er ikke blot et værk til klubben eller til rummet. Det er lige så meget musik til et tropisk lydlandskab, der sitrer af liv og derfor også fremstår mere naturligt end syntetisk. “Life Recorder” er en musikalsk rejse, ikke væk og hinsides vores verden, men ind til dens indre. Som en bemærkning om alt det ukendte, der udgør vores hjem.

Info: “Life Recorder” er ude nu på Acting Press.