Passive/Aggressive

Niagara – Vildtvoksende rytmiske tableauer instrueret af Klaus Weiss 1971-1973

New Music April 3 2015 0

Det glemte guld – en serie af Mikkel A. Kongstad

Niagara er hjertebarn af den tyske kraut- og avantgardejazz-trommeslager Klaus Weiss (1942-2008). Et projekt, der i starten af 70’erne, indgående udforskede percussion og trommers musikalske potentiale ved at sætte dem i centrum for komposition og produktion. Undervejs i projektets kortlivede karriere nåede et væld af (især percussion-) musikere fra stort set hele verden at byde ind, heriblandt Udo Lindenberg, Dave King (Embryo og Toto Blanke) og Daniel Fichelscher (Amon Düul, Gila og Popol Vuh) som de mere prominente navne.

Resultatet er et unikt ritualistisk produkt, der anvender rytmisk eksplorativitet til at nedbryde rammerne mellem jazz, rock, kraut, avantgarde og jeg-ved-snart-ikke af kontrollerede termer. Oh, ”world music” – don’t get me started!

Weiss nåede at udgive tre album med projektet; ”Niagara” (1971), ”S.U.B.” (1972) og ”Afire” (1973), og takket være en genudgivelse fra MIG Music er de nu at finde som en samlet pakke med det ikoniske cover med det svedige bryst (se herunder) fra den eponyme debut.

Sammenlægningen af de tre udgivelser giver for en sjælden gangs skyld virkelig mening i forhold til musikkens eksplorative natur. Ved at lægge udgivelserne sammen stimuleres man til at høre de tre album konsekutivt, og det er som om, at man, når man hører musikken fra første til sidste album, for alvor forstår den musikalske vision, der gemmer sig bag de stramt styrede og alligevel vildt levende tromme- og percussion-produktioner. Lad mig slå fast; de enkelte udgivelser står virkelig stærkt alene, men samlet er de i sandhed a force to be reckoned with.

Til eftertiden har Klaus Weiss efterladt et tre-dobbelt bæst af en udgivelse, der er badet i sensationelle beats og perkussive udskejelser. Med trommer og percussion skaber Niagara et ultimativt vidnesbyrd om, hvor begrænsende genrebetegnelser kan være for forståelsen af god musik. Med udgangspunkt i vildtvoksende rytmiske tableauer skaber Niagara et musikalsk udtryk, der krydser på tværs af kraut, jazz, afrojazz, rock, beat music, funk, latin, lounge, avantgarde og etablerer et unikt rum, der er både meditativt dvælende, frit flyvende, groovy, sumpet, ritualistisk og vanvittigt medrivende på en og samme tid.

Til tider får du rene lydbilleder af tromme og percussion, imens numre som den særdeles funky “S.U.B.” og det efterfølgende tematiske stykke groovy og nærmest loungede “Bones”, føjer vilde dimensioner til det samlede indtryk. ”Kikiriti” er en laber kosmisk kobling mellem lounge, kraut, jazz og funk, imens ”Terpsichore” er et dyster ritualisme med en muteret bas, der nærmest lyder som en grumt knurrende kat. Og så er der ”Sangandongo”, der åbner den allerførste LP, udfolder et vildt beat og solistiske percussionforløb henover godt og vel 20 minutters magisk musikalitet for etableret en art rytmisk hoppeborg for fingrene. INGEN vil kunne holde sig tilbage for at tromme med på denne medrivende percussion-suite.

Summen af kardemommen er, at du er nødt til at gå ud og få Niagaras samlede værker i dit liv.