Olivia Rivière & Lisen Pousette – eksorcisme i chimpanseburet
Olivia Rivière & Lisen Pousette – “Spiritus” – Dansehallerne 4. marts 2026 – Anmeldelse af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Rivière & Pousette/Kristian Alexander.
Fra dårekisten over fødegangen til chimpanseburet, ind i religionens og alkoholens ekstase: Danserne og sangerne Olivia Rivières og Lisen Pousettes forestilling “Spiritus” er grim og fascinerende i sin spejling af en kollektiv erfaring på tværs af tid, kultur og sågar arter. For vi skal ned på det primale stadie for at forstå, hvad ufriheden gør ved os, og hvordan det ser ud, når man kæmper imod, selvom man udmærket ved, at det er nyttesløst.
Det kunne give mening at kalde det en tværuæstetisk praksis med det lille u skudt ind for at modarbejde ethvert tilløb til noget, vi traditionelt ville opfatte som smukt, endsige behageligt. En sabotage af underholdningsmaskinen, en mislyd i tilforladeligheden.
For på tværs af kunstneriske discipliner giver den dansk-svenske duo stemme, krop og rum til det bevidst stygge. Det gjorde de i ensemblestykket “DUNKEL”, som jeg så på Pavillon-scenen på sidste års Roskilde Festival, hvor dødsmetallisk growlen transformerede sig til aggressive kys og råben i hinandens mund, mens kroppene slyngede og vred sig rundt. Og det gør de som duo i “Spiritus”, der ifølge programteksten over et par års opførelser rundt i Europa har gennemgået flere iterationer frem mod den foruroligende oplevelse, den er nu.
I Dansehallerne er alt det behagelige skrællet bort denne aften. Ingen kulisser, et hårdt loftslys, ingen stole, ingen afstand markeret mellem os og de optrædende, der med et velkendt greb allerede sidder ubevægelige med opmærksomheden fokuseret på hinanden midt i den halvcirkel, publikum får anvist. Her sidder vi så og prøver at finde ud af, hvor vi skal gøre af vores ben, og hvordan vi undgår at synke sammen i ryggen. I stilheden er enhver hvinende skosål, ethvert host, mumlen, skramlen, pinefuldt tydelig. Der går et langt øjeblik, så lyder der en svag brummen fra Lisen Pousettes lukkede mund. Den tager til i styrke, bliver klagende og klynkende, hun skubber sig rundt, så lyden reflekteres af væggene, inden den lukkes af bagtæppet, og hun lukker sig i sin siddende positur. Olivia Rivière, der har ligget som en hare på spring, tager over med en nynnen, åbner læberne men lader lyddannelsen blive i svælget.
Over den næste time løfter stemmerne sig, mens de to griber ud efter noget med flaksende hænder, loftet, tæppet, en trappe i den gamle bryggerihal. De to cirkler rundt om os, langs væggene, bag tæppet, ind i midten med en overspændt rastløshed, der aldrig forløses. Stemmerne forlader ikke det klagende, det nynnende, det brummende, brølende, og kroppenes bevægelser er forkrampede, ufrie og primale.
Når Olivia Rivière ligger sammenkrøbet på gulvet og laver gylpelyde, er det ikke til at sige, om det er en dæmon, der skal uddrives, en ånd, der tager bo i hendes krop, eller bare en mavesæk, der skal tømmes for alkohol. Måske er det rusen som på én gang frigørelse fra snærende normer og et bur at lukke sig inde i med sin afmægtige rasen, vi oplever her?
Hvad er vi en del af her?
Efter nogen tid er der et par stykker i publikum, der begynder at grine og ikke kan holde op igen, og det er sådan set forståeligt, fordi det, der udspiller sig, virker så besynderligt og helt grundlæggende forkert, at latteren er en måde at kompartmentalisere det på, men samtidig føles det som en invasion af et privat rum. For performerne er klædt på samme måde som publikum i jeans, træningstøj, hættetrøje, er jævnaldrende med størstedelen, hverdagssminkede, en del af os på gulvet.
Men hvad er det, vi er en del af her?
Der er andre, der helt uanfægtet begår teaterrums-faux pas og tager deres telefon frem og filmer forestillingen. Det virker endnu mere grænseoverskrinde. Men også den grænse udviskes, da Olivia Rivière fra en sammenkrøbet stilling på gulvet fisker en telefon frem og begynder at afspille hvid støj på den. Lydfladen går over i salens anlæg, som indtil nu kun et par gange har tilført en susen, der lød som et svagt ekko af, hvordan der har lydt her i hallen, dengang det stadig var et bryggeri. Nu tager lyden til i styrke, stadig med den skærende, metalliske telefonhøjttalerlyd. Imens skiftes de to performere til at lave skyggespil på væggene med telefonens lommelygte i en nu næsten helt mørklagt sal – og så afbrydes det, Lisen Pousette trækker gardinet fra ud mod Carlsbergbyen og dens barer og kontorfællesskaber.
Så sidder vi der som publikum og prøver at omsætte det, vi oplever, til noget, der resonerer med vores egne erfaringer. Altså, jeg kan sagtens se det kropslige udtryk som en reaktion mod sådan noget som den imponerende ekvilibristiske og smukt koreograferede dans, jeg nogle dage tidligere har set Dansk Danseteaters ensemble fremføre i forestilligen “Before the End” på Edison en kilometers penge herfra. Og det vokale udtryk kan jeg associere til såvel no wave-musikeren Keiji Hainos eksplosive grynten og brølen som til det mere teatralske udtryk hos black metal-sangeren Attila Csihar og satanist-aktivisten Diamanda Galas på nummeret “Wild Women With Steak Knives” – eller til avantgarde-performeren Meredith Monk, der i 60’erne blandede de samme udtryksformer som Rivière og Pousette, dans og sang, i et voldsomt ekspressivt udtryk.
Bønnemøde med bræklyde
Det giver bare meget bedre mening for mig at forstå Rivières og Pousettes performance som en fremstilling af ufrihed og det vanvid, den får til at forplante sig i dem, der oplever den. De to minder mig om psykotiske patienter, der raser rundt i opholdsstuen. Eller om chimpanserne i zoologisk have, der prøver ikke at lade sig mærke med, at de er under publikums konstante opsyn lige ude på den anden side af gitteret – som så er os, uden gitter. Det er der en mistrøstighed over, men lydene og bevægelserne minder mig også om kvinder, der er gået i fødsel og forsøger at klare sig gennem endnu en ve – og bevidstheden om, at det her lige så vel kan ende med at tage livet af dem.
Eller måske ligger ledetråden i den dobbelttydige titel, “Spiritus”: Det eksalterede i stemmerne og bevægelserne minder på én gang om et bønnemøde i en religiøs kult og om en alkoholforgiftning, som beruseren forsøger at rase ud af kroppen. Når Olivia Rivière ligger sammenkrøbet på gulvet og laver gylpelyde, er det ikke til at sige, om det er en dæmon, der skal uddrives, en ånd, der tager bo i hendes krop, eller bare en mavesæk, der skal tømmes for alkohol. Måske er det rusen som på én gang frigørelse fra snærende normer og et bur at lukke sig inde i med sin afmægtige rasen, vi oplever her?
På vej forbi stenelefanterne ved indgangen til Carlsbergbyen bagefter kan jeg ikke afgøre med mig selv, hvad jeg har oplevet. Men det føles vigtigt at have oplevet noget, der ikke bare var æstetisk skønt.
“Spiritus” spiller i Dansehallerne indtil 9. marts 2026.
