Passive/Aggressive

Oxx – Modsatrettede stilistiske bevægelser (premiere)

Blog March 13 2017 OxxPremiere

Af Simon Christensen

Aarhusianske Oxx er på vej med den tredje plade, der ufortrødent fortsætter en genrebøjende blanding af noiserock, sludge og math. Der er med andre ord både noget for den matematiske hjerne og for instinktet, når oxxen vejrer forårsluft.

Oprindeligt var Oxx en instrumentalgruppe med klassisk rocktrioopsætning samt synth, saxofoner og effekter, der var lige dele inspireret af metal, kompositionsmusik og avantgarderock. Sammen med Dillinger Escape Plan-producer Steve Evetts (samt Beta Satan-producer/trommeslager Klaus Q. Hedegaard) har Aarhus-trioen, nu med vokal, over de seneste år fundet sin identitet. En identitet giver Oxx sin egen plads på – og samtidig uden for – den danske musikscene med soniske eksperimenter og kompositoriske retningsskift, der “prøver at skele til strukturer, der ligger lidt tættere på popsange, og det har været enormt tilfredsstillende for os pludselig at have frihed til at skrive hooks,” forklarer sanger Alexander Bossen på vegne af bandet i en mail.

” Et væsentligt dogme, da musikken blev komponeret, var at skrive fuldstændig uden skelen til genremæssig homogenitet. At give alle inspirationer og indskud totalt ligevægt. Samtidig har vi været meget bevidste om at stramme strukturelle rammer for sangskrivningen. Projektet med at operere ud fra de to, lidt heterogene dogmer, var at vride et sammenhængende narrativ ud af de modsatrettede stilistiske bevægelser uden at homogenisere dem i processen. At underlægge pladens stilistiske uensrettetheder mere rigide strukturer, end vi tidligere har været vant til, er et forsøg på at foretage en lignende bevægelse, som den der sker fra tekst til musik: en lang række omstændige mellemregninger, der i sidste ende kun er der for at kunne forsvinde igen. Det kaotiske bliver ordnet af det strukturelle, og det strukturerede destabiliseret af det kaotiske, men i sidste ende bliver det forhåbentlig til en sang, der er ligeglad med, hvad der er gået forud for den.

Videoen og titelnummeret er et fint eksempel på resultatet af den proces, og nok det nummer der kommer tættest på at illustrere pladens genreforvirring. Vi forsøger, lidt dumdristigt, både at spille mathcore, noiserock, suspiria-orgel og sludge i løbet af ét nummer, samtidig med at resultatet alligevel i en eller anden grad bare er et pop-nummer.”

“Night and the City”-videoen er lavet i samarbejde med musiker/grafiker/instruktør Jon Gotlev (NoHeroes, Liserstille, Hierarki) og optaget på spillestedet Radar.

Info: Oxx “Night And The City” udkommer på eget label i midten af april.