Introduktion til og kritik af pladeselskabet Holuzams to første udgivelser (“Belzebu” af Telectu, Holuzam 2018, og “Taipei Disco” af DWART, Holuzam 2018) – af Morten Østergaard Rasmussen

José Moura og Márcio Matos, to af bagmændene bag det portugisiske label Príncipe, som i nogle år har specialiseret sig i excentriske blandinger af house, techno og forskellige arter af afrikansk basmusik, er nu gået sammen om at stifte søsterlabelet Holuzam. Her er konceptet ikke at udgive nyt materiale fra undergrundsscenen i Lissabons forstæder, men i stedet at grave 20-30 år gamle portugisiske udgivelser frem fra glemslen.
Læs resten

Af Mads Peder Lau Pedersen

Der er forholdsvis få udgivelser, der rammer samme følelse af trøstesløshed som Dave Bixbys eneste soloalbum ’Ode to Quetzalcoatl’ fra 1969. Albummet bæres af en fjern og reverb-tåget vokal sparsomt akkompagneret af guitar i en nærmest nøgen produktion, og det er stort set det. Det er nærmest kvintessensen af loner folk-genren. Melodierne er sært fængende, mens Bixby lyder som en introvert og apatisk profet, der har givet op for længe siden. Fornemmelsen af undergang gennemsyrer albummet; bare på åbningsnummeret ’Drug Song’ lykkes det for Bixby at udtrykke mere lidelse på 3 minutter og 20 sekunder, end de fleste musikere lykkes med gennem en hel karriere. Selv når teksterne forsøger at udtrykke en optimisme, opdager man det næsten ikke. Læs resten

Oliver Coates “Shelly’s On Zenn-La” (RVNG, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin

Den engelske cellist og komponist Oliver Coates har bl.a. samarbejdet med Jonny Greenwood om musikken til “The Master” og “Phantom Thread” af Paul Thomas Anderson. Flere af hans egne værker placerer sig i et krydsfelt mellem elektronisk og klassisk, hvor hans cellospil ofte væves ind i synth og elektronisk percussion. Man fristes til at drage en klar analogi til Arthur Russell, der også – blandt umådeligt meget andet – formåede at forene det frie cellospil med ambient og house. Men analogien er især rammende, fordi begge formår at skabe noget nyt ud af summen af disse to på flere måder kontrasterende æstetikker og skoler. Noget nyt, der ikke blot er interessant af kunstneriske og akademiske årsager, men fordi musikken åbenlyst skildrer et menneskes indre liv: mangfoldigheden, der viger uden om ordene. Læs resten

Interview by Alexander Julin

Australian Xavier Bacash made his debut last year with an EP called “C.E” on the Danish label Koldt Bord. “C.E” was an enormously organic release which differed from the majority of contemporary electronic music in Denmark due to its incorporation of jazz-elements. On his subsequent release, the EP “Plastic Worlds”, the elements of electronic jazz have been abandoned in favor of a purer house style, which nonetheless still shares several features with his former EP. Following the release of “Plastic Worlds”, P/A has interviewed Bacash about his releases and future plans, and he has made us an accompanying mix, illustrating some of his sources of inspiration. Læs resten

Værket “Young Again” (Escho, 2018) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Værket. Det skal næsten skrives med versaler, VÆRKET, som det trender i hiphop for tiden. Der er en ambition her, et storhedsvanvid, der er bundet til det bipolare sind, som er Værkets. Der er nemlig også en skrøbelighed til stede, som er tydeligst i afslutningsnummerets generations-karakteristik.

“Young Again” er bandets anden plade. De sugede en hel del opmærksomhed med deres første plade, “Jealousy Hits”, af den simple grund, at der ikke er mange unge bands, der laver progrock i traditionen fra England i 1970’erne. Slet ikke i Danmark. I Sverige og Norge har de lidt mere scene for den slags. Læs resten

Duckett “Emperor’s New Clothes, Pt. 1.” (Berceuse Heroique, 2018) – anmeldelse af Emil Grarup

London-baserede Berceuse Heroique er et selskab, som jeg traditionelt har forbundet med hurtige tempi og en dyster og hård lyd. Den type udgivelser udgør det meste af selskabets bagkatalog, hvor man finder navne som Hodge, Black Merlin, Don’t DJ, Morah, Ossia og Gesloten Cirkel.

Denne palet virker dog til at være blevet en smule bredere i løbet af 2017 og 2018, hvor Berceuse Heroique bl.a. har udgivet Benoit B’s proto-japanske minimalisme på “Japonaiserie”, Jay Glass Dubs “The Safest Dub”, Leo James’ deep house-skæringer på “Event Horizon” og senest Ducketts “Emperor’s New Clothes, Pt. 1″. Sidstnævnte har stort set ingen omtale fået. Det kan jeg, efter talrige gennemlytninger, konkludere, at jeg synes er frygteligt synd. Læs resten

Taphos “Come Ethereal Somberness” (Blood Harvest Records, 2018) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Ransmænd sejler mod kysten i ly af mørket, lader bølgerne vugge dem i land, inden de plyndrer og myrder løs.

Det er en klassisk myte i metallen, mænd på farten, gerne med vold til følge, men danske Taphos er også traditionalister i dødsmetallens tjeneste. De har den der mørke dødsmetal-lyd, jeg mest forbinder med Morbid Angel, og tøver ikke med at bruge fremmedord, især latinske ord, der alle refererer til død; “Letum” (voldelig død), “Livores” (ligpletter) og “Obitum” (ved dødsfald).

“Come Ethereal Somberness” er bandets debut, efter at de har buldret i undergrunden de sidste par år med en lovende ep og en demo. Tre af numrene udkom på kassettebånd sidste efterår som et led i promoveringen af dette fuldlængdealbum. Bandets medlemmer benævnes kun med bogstaverne ‘U’, ‘M’, ‘H’ og ‘D’, hvilket er usædvanligt hemmeligt for et metalband, der ellers gerne tager æren for deres tekniske færdigheder. Læs resten