Af Mikkel Arre
Der kommer så mange gode danske plader, at vi slet ikke kan følge med. I denne serie, kaldet Bitesize, lirker vi løbende plader ud af den konstant voksende dynge af nye udgivelser. Denne gang sætter vi fokus på tre old-timer-projekter fra forskellige hjørner af dansk electronica, der inden for de seneste måneder har udsendt plader.
Carey (men ikke Mariah)
Af Adam Thorsmark
Hver gang et kvartal rinder ud, samler jeg – ud fra det, man vel inden for videnskabsteori ville kalde en ekstremt subjektiv metode – en lille stak af de nye sange fra ind- og udland (samt en perle fra arkiverne), som har gjort mest indtryk på mig i løbet af de foregående tre måneder. Nogle af dem er uretfærdigt ...
Af Simon Tornby
Charles Bernstein (f. 1943, Minneapolis) har skrevet musik til over 100 film, hvoraf ca. halvdelen er tv-film, og resten er serier og spillefilm.
Bernsteins filmmusik kan være svær at kategorisere, og han har lavet musik til mange forskellige slags film. Men der er en gennemgående underliggende uhyggelig stemning i alle scores, som jeg har hørt fra hans hånd, uanset om det er drama, action eller slasher-film.
Mine favoritter er klart musikken til Burt Reynolds-filmene “White Lightning” og “Gator”, samt den uhyggelige og hårdtslående musik til gyserfilmen “The Entity” fra 1982. Hans soundtrack til “A Nightmare on Elm Street” jo også en klassiker. Bernstein skulle eftersigende være en pionér indenfor hjemmestudie filmmusikproduktioner, og “A Nightmare on Elm Street” er et godt eksempel lavet med hovedsageligt med FM-synthesizere og effektpedaler.
Desværre er der ikke meget af Bernsteins filmmusik, der er blevet udgivet, så man må fokusere på at få set filmene, hvis man vil høre mere. Læs resten
“Endurance x Mala Junta x Mess” (7th of September, 2019) – Live reportage & photographs by Cameron Pagett
Left hand grasps for balance against the angled and curved wall of the old airline hangar at Refshalevej 185 in the depths of Refshaleøen. Lazers cut like scalpels across the high rounded ceilings slicing with precision through the rising smoke billowing from the stage. Right hand grasped with a new ...
Fryd Frydendahl. Foto: Daniel Hjorth.
Fryd Frydendahl & Lars Greve “Solhverv” (Roulette Russe, 2019) – anmeldelse af Nils Bloch-Sørensen
Der er noget ved provinsen, som drager os. Som et åbent sår, vi ikke kan lade være med at stirre på. Incest-sager, vækkelsesprædikanter og rådden banan. De flade landskabers uendelighed. Den vidtstrakte himmel et kanvas at projicere drømme på. Lige dele konkret sted og fiktion. Har man, som nærværende ...
Essay by Macon Holt
In 2009, the producer, label owner (Hyperdub), philosopher and reluctant academic, Steve Goodman (Kode 9), released a book that would transform the philosophy of sound and, in turn, open up whole new avenues for sonic investigation through both theory and practice. The book was “Sonic Warfare: Sound, Affect, and the Ecology of Fear” from MIT Press.
Structured as a sonic focused version ...
Carl Gari & Abdullah Miniawy “Whities 023 (The Act of Falling from the 8thFloor)” (Whities, 2019) – anmeldelse af Emil GrarupEn af mine absolutte favoritudgivelser fra 2016 var ”Darraje”, en EP på fire numre, som var resultatet af et samarbejde mellem den tyske ambient jazz-trio Carl Gari og den egyptiske digter, sanger og trompetist Abdullah Miniawy. EP’en, der udkom på britiske Trilogy Tapes, ramte noget helt ...
Prefix Suffix “The Limbless Animals Single” (selvudgivet, 2019) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen
Det at skabe støj som musik virker som et felt, der tiltrækker enspændere. En af de helt store legender i genren, Merzbow, har indspillet de fleste af sine over 400 udgivelser alene. Danske Puce Marys udgangspunkt er også støjen, og det navn er synonymt med Frederikke Hoffmeier.
Prefix ...
Jenny Hval “The Practice of Love” (Sacred Bones, 2019) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen, foto af Lasse Marhaug
Sensualitet og kærlighed er et tilbagevendende tema i norske Jenny Hvals værker, og det gælder også hendes seneste udspil, “The Practice of Love”. Rent stemningsmæssigt adskiller det nye album sig dog fra forgængerne. På pladerne “Apocalypse, Girl” (2015) og “Blood Bitch” (2016) har Hval dyrket en underspillet dysterhed, ...