I denne mail-korrespondance interviewer musiker/komponist Claus Haxholm den Oslo-baserede musiker/komponist Mads Kjeldgaard, og sammen dykker de ned i Kjeldgaards lyd og praksis.

Claus Haxholm: Jeg tænker, vi starter ved din nye udgivelse “Discussion With Geographical Entities”, der på mange måder opsummerer flere af de kvaliteter, jeg synes, dit arbejde har.

Først og fremmest arbejder kompositionen både med det digitale, og vist nok, til dels, det ‘generative’ (et ord, jeg stadig er lidt i tvivl om, hvor præcist jeg kan bruge; vi kunne også sige det ‘systemiske’ med selvstyrende kompositionsdele) samt et sted, i det her tilfælde en stue (lyder det som).

Min viden er nok ret begrænset på det her område, men jeg synes, at når man har med generativ/systemisk musik at gøre, så er det tit meget “rent” og digitalt, hvor der her bliver blandet med, hvad der nu sker det sted, hvor mikrofonen er placeret.

Vil du uddybe lidt, hvad du tænker om klanguniverset (f.eks. det digitale >< det akustiske, hvis det overhovedet er vigtigt for dig), men måske også lidt på konceptet bag ‘the Vortex’ (programmet brugt til den her udgivelse)?

Mads Kjeldgaard: “Discussions With Geographical Entities” blev optaget i ét take ved hjælp af et af mine selvkomponerede performancesystemer, som hedder The Vortex. Det blev optaget på mit værelse i Oslo Sentrum under Covid-19-krisen, hvor jeg som så mange andre var i karantæne. Her havde jeg sat et hjemmestudio op på et strygebræt, hvor jeg kunne have mine mikrofoner og controllere (jeg fik ganske ekstreme smerter i både skuldre, nakke og knæ af at sidde sådan, det kan virkelig ikke anbefales). Reglerne for karantæne ændrede sig hele tiden på det tidspunkt, så jeg forlod meget sjældent mit rum eller min lejlighed. Når jeg satte mikrofonen til min computer, kunne jeg vælge mellem at pege den mod gaden og optage støjen og larmen derfra og det liv, som fortsatte tilsyneladende ufortrødent derude, eller ind mod rummet, hvor jeg sad og improviserede med at gnide sten mod hinanden, rasle nøgler og bruge min egen vokal i ren og skær kedsomhed. Læs resten

Af Alexander Julin Mortensen Orgelet har, som jeg oplever det, aldrig føltes så præsent i eksperimental minimalisme og ambient, som den gør i disse år. Jovist har det været brugt længe før og med vellykkede resultater: Tænk eksempelvis på “Cycles” (1977) af Jon Gibson. Men instrumentet har ikke virket så, ja, nærmest allestedsnærværende, som tilfældet er i disse dage.

Dancer “1” (Mastermind Records, 2020) – pladeanmeldelse af Rasmus Søndergård Madsen. Den nye Aarhus-trio Dancer, bestående af Nikolaj Heyman på guitar og orgel, Jakob Buchanan på trompet og Thomas Eiler på trommer, giver på sit debutalbum en improvisatorisk tur rundt i moderne jazz. De tre har afsæt i vidt forskellige baggrunde, som spænder over alt fra lyrisk ECM-jazz, vidtfavnende rockproduktioner og storslåede orkesterværker til hårdtslående impro- og ...

Af Emil GrarupJeg vil begynde dette interview ved at lægge mig fladt ned og indrømme, at Natal Zaks’ (Central, Palta, Mitro, Maizena m.fl.) seneste udgivelse som Alle, ”Alletiders”, er et af de bedste albums, jeg har lyttet til i år.

Review by Macon Holt Pythia’s Journals is an online art festival conceived, organized and curated by artists Tobias R. Kirstein and Signe Vad, through Vad’s organizations, Office of Emergency and The Syndicate of Creatures. The festival takes its name from the mythical Greek priestess who both channelled and interpreted the utterances of the god Apollo and transduced them into cryptic prophecies stored in a journal. ...

Af Claus Haxholm Jeg har i længere tid fulgt det amerikanske label Banh Mi Verlag og bagmanden Jack Callahan, efter jeg spillede med ham på Mayhem som Die Reihe for en del år siden. Koncerten fik mig til på ny at undre mig over, hvad musik er og kan, og den linje har BMV fulgt rigtig godt siden. Det gælder også de tre nyeste udgivelser. Det første bånd er ...

Splash Pattern “Sentinel” (selvudgivet, 2020) – anmeldelse af Alexander Julin Mortensen Blandt flere efterhånden relativt velkendte navne og projekter bød kompilationen “Kulør 006”, der udkom tidligere i år, også på et nyt bekendtskab. Pladen sluttede nemlig med et brag takket være det melodiøse og ørehængende nummer “Os” fra det nye projekt Splash Pattern. Forud for “Kulør 006” havde Splash Pattern dog præsenteret en længere række nye numre på Rinse FM i et indslag kurateret af den prominente London-baserede producer ...

Køs – “An Uncaught Bird” (Forlaget Kornmod, 2020) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen Fuglen symboliserer ofte frihed, fordi den kan flyve, hvilket mennesket ikke kan uden remedier. En frihed fra kroppens bundethed til det jordiske liv. Vores sjæl flyver til himmels, når døden indtræffer. Sådan har myter skabt fuglens symbolske bibetydninger. Men hvor fri er den egentlig? Den er lige så afhængig af at finde mad, ...

Lorenzo Senni “Scacco Matto” (Warp, 2020) – anmeldelse af Markus Tange, foto: Piotr Niepsuj Der er uden tvivl noget forjættende over ravet som en frigørende, overvældende og seksuelt ladet tilstand. Men Lorenzo Senni har anerkendt, at han ikke kan overkomme sin fremmedhed over for dansens selvforglemmelse, og derfor har han vendt ryggen til natklubbens syntetiske underverden. I stedet forsøger den italienske producer på “Scacco Matto” at portrættere ...