Årets 10 mest værdsatte danske LP’er fra 2018 i vilkårlig rækkefølge – ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

CTM “Red Dragon” (Posh Isolation)
Cæcilie Triers ”Red Dragon” er i høj grad sin egen, og det er umiddelbart svært at pege på noget lignende. Skulle man pege, kunne man pege på Frank Oceans ”Blonde” (2016), der på samme måde kredser om Oceans vokal og også byder på et splintret sangkompleks, hvor det afrundede og færdige kun dukker op i små, søde bidder og viger pladsen for et andet mere rummeligt og broget udtryk. Med markante gæstebidrag fra Coco O., Frederikke Hoffmeier og Soho Rezanejad udspiller ”Red Dragon” sig på et stort anlagt spektrum mellem det enkle og det komplekse – det koncentrerede og det spredte. Det er smukt, imponerende, forvirrende og lidt uhyggeligt. (Morten Hviid Melsen)

Xenia Xamanek “Envase” (Anyines)
Man kunne skrive meget om Xenia Xamaneks konstante udforskning af kunstneriske praksisser og udtryk (Equis, Astrid Sonne Ephemeral, Boujeloud, C.Cell, Af Med Hovedet, Union for Open Vocalism), men hvis man begrænser sig til i år, udgav hun to glimrende soloalbums. På trods af at “Envase” er udgivet som en souvenir-samling på Anyines, så er den i min bog årets mest visionære værk på dansk jord alene for sit musikalske ‘indhold’. Xenia dyrker som komponist og producer både vokalmanipulationer, synthesizere og maskinel techno, som hun blander med tre-fire optagelser af sin afdøde morfars a capella-sang i et smukt postmoderne minde. (Simon Christensen)

Puce Mary “The Drought” (PAN)
Med sin første udgivelse på det anerkendte Berlin-label PAN har Frederikke Hoffmeier opnået at vise, i højere grad end nogen af de tidligere udgivelser, hvor stort et potentiale Puce Mary-projektet har. Med udgangspunkt i noise og power electronics formår “The Drought” alligevel at vise emotionel tyngde samt kompositorisk og udtryksmæssigt stor diversitet inden for en stadig minimal og stringent palette, som viser, hvor langt Hoffmeier har udviklet projektet igennem årene. (Mikkel Rørbo)

Hjalte Ross “Embody” (Wouldn’t Waste Records)
På “Embody” er den 21-årige nordjyde Hjalte Ross formelt af eget dåbsnavn og åbenlyst af gavn trådt i karakter som singer-songwriter i kraft af en mere essensorienteret søgen og en nedbarberet tilgang til det at skrive sange. Inspirationen fra den engelske singer-songwriter Nick Drake er svær at overse. Både Ross’ vokal og hans arpeggio-prægede spillestil på den akustiske guitar er strøet med adskillige referencer til Drakes særegne fingerfornemmelse for små, raffinerede synkoper i de brudte akkorder, der glimter som små juveler i de aldrig forcerede, men aldeles skønne klangharmonier. (Lasse Skjold Bertelsen)

Rasmus Juncker “Ophold” (Kingdoms)
Rasmus Junckers album, “Ophold”, er én af årets helt store debutant-overraskelser. Foruden den unge elektroniske producer og multiinstrumentalist selv er albummet indspillet af et ensemble, der bl.a. omfatter strygekvartetten Halvcirkel. Med et udgangspunkt i bl.a. den klassiske minimalisme, Gilles Deleuzes læsninger af Immanuel Kant og lyddøde rum, eksperimenterede Juncker med muligheden for at oversætte en fravristelse af sanserne til sin musikalske proces. Dette mundede paradoksalt nok ud i et dragende og sanseligt pirrende debut-udspil, der både fremstår veludført og personlig i sit udtryk. (Alexander Julin Mortensen)

Vanessa Amara “Manos” (Posh Isolation)
Birk Gjerlufsen Nielsen og Victor Kjellerup Juhls femte udgivelse som Vanessa Amara, “Manos”, er en klar forlængelse af det dvælende udtryk, de tidligere har dyrket på en serie bånd- og LP-udgivelser på Posh Isolation de seneste år. Det er den samme deformerede klassicisme, den samme elegiske stemning og den samme optagethed af den mekaniske reproduktions fejlbarlighed i form af båndstøj og forvrængning. Som bandets tidligere udgivelser bevæger “Manos” sig i et slags pseudo-sakralt univers, hvor kirkerummets lyde (orgeltoner, rumklang) står i centrum. (Nils Bloch)

Spost “Monkey Face” (selvudgivet)
Kan man kalde Spost et band? Måske ikke. Det er i hvert fald en noget anden lyd end de fleste andre bands, Spost frembringer. Men guitar-tromme-bas-setuppet og frontmand på vokal tegner alligevel konturerne af et band. På “Monkey Face” lyder Spost stadig som Spost. Udgangspunktet er fortsat impro-støj med hoppende, hakkende og larmende guitarfigurer og -flader (ved Claus Haxholm, Jan S. Hansen, Kristian Poulsen og Mathias Sæderup) samt Jonas Okholms strøm af mere eller mindre ituslået sprog i fremtrædende roller. Det afgørende nye er dog introduktionen af trommemaskine i stedet for trommesæt på størstedelen af pladen, hvis mere maskinelle temperament giver nye udslag. (Morten Hviid Melsen)

Astrid Sonne “Human Lines” (Escho)
Den klassisk uddannede bratschist Astrid Sonne har med effektpedaler og elektroniske kompositioner placeret sig på tærsklen til et internationalt gennembrud. Med alsidige og livlige kompositioner har Astrid Sonne på sit debutalbum, “Human Lines”, skabt et værk, der både bærer præg af improvisation og en velovervejethed om, hvordan værkets numre komplementerer hinanden – stilistisk, kompositionelt såvel som stemningsmæssigt. Astrid Sonne dyrker gentagelsen uden at udelukke muligheden for fornyelse og uforudsigelighed. (Alexander Julin Mortensen)

Taphos “Come Ethereal Somberness” (Blood Harvest)
“Come Ethereal Somberness” er et skånselsløst dødstogt med imponerende mange temposkift. Taphos har en sublim fornemmelse for balancen mellem smadrende brutalitet og tempi, hvor melodier og stemninger kan bryde frem. “Dysfori” og “Obitum” er velvalgte akustiske mellem- og slutspil, der fremhæver de dominerende, hensynsløse overfald. Men også i de enkelte numre er der en formidabel bølgegang mellem den tørre rytmegruppe med voldsom tyngde, de frenetiske guitarriffs, der ublu bøjer over i episke, hylende soloer, og det hæse, gutturale growl. (Kim Elgaard Andersen)

Boli Group “N.P.D.S” (Posh Isolation)
Boli Group er et ensemble, der består af fem musikere, som ud over primus motor Asger Hartvig tæller Nina Cristante, Thea Thorborg, Cæcilie Trier og Holger Hartvig. Dét, som for mig står allerklarest på især den første del af albummet (men som dybest set er gennemgående), er, hvordan Hartvig i sine kompositioner typisk lader ét instrument opretholde en form for klangligt og rytmisk fokuspunkt, mens de resterende instrumenter væves ind og ud både tonalt og forløbsmæssigt for konstant at problematisere netop denne sikkerhed. Dette er bl.a. tilfældet på albumforløberen “Toxica”, hvor en enormt indtagende saxofon “forstyrres” af både orgelklange og knipsede bastoner, og på “How To Play”, hvor afdæmpede, ophøjede klaverakkorder klinger over en violin, der, lavmælt, men bestemt, skærer igennem som en bilsirene i et søvnigt bylandskab. (Emil Grarup)

Årets 10 mest værdsatte internationale LP’er og to special mentions fra 2018 i vilkårlig rækkefølge – ifølge redaktionen på Passive/Aggressive

Niagara “Apologia” (Principe Discos)
Trioen Niagara vendte i 2018 tilbage med deres fjerde udspil på portugisiske Príncipe i form af debutalbummet “Apologia”. Albummet – og gruppens musikalske udtryk som sådan – fremstår uden tvivl hjemme på det portugisiske pladeselskab, men adskiller sig fra majoriteten af de mere dansable udgivelser ved i højere grad at dyrke en mere sumpet og semi-psykedelisk musik. Det er det ideelle medium til at fortrænge den bidende kulde og nivellerende gråvejr, da “Apologia” snarere lyder som feberdrømme og hallucinationer, der udspiller sig i hjertet af en imaginær urskov. Et både ekstremt fængende og sært forstyrrende værk. (Alexander Julin Mortensen)

Tirzah “Devotion” (Domino)
Hvis man var af den overbevisning, at ‘less is more’ efterhånden var blevet en reduceret til en tom floskel, så blev det om noget modbevist på Tirzahs debutalbum, “Devotion”. Albummet er produceret af Mica Levi og giver et troværdigt portræt af umådelige store følelser gennem minimalistiske produktioner, klaver-loops og ikke mindst Tirzahs stemme. Hvis man skulle sætte projektet på formel, ville det muligvis se røvkedeligt ud på papiret. Men “Devotion” indkapsler et umådeligt skrøbeligt og inderligt udtryk, ofte nærmest så intimt, at det tenderer det indadvendte, men uden på noget tidspunkt at kamme over i hverken det patetiske eller uvedkommende. Tirzah minder mig om, at de stærkeste stemmer ikke nødvendigvis er de største. I stedet besidder hendes stemme en nøgenhed, der netop gør den ideel til at skildre de store følelser, som enkelte kan nå med sang, men aldrig med ord. (Alexander Julin Mortensen)

Maria w Horn “Kontrapoetik” (Portals Editions + Xkathedral)
“Kontrapoetik” is an album of tactile timbre and textures. That might not come as a surprise for anyone familiar with Maria W. Horn’s previously work. She draws on a dramatic palette of sound. A combination of Puce Mary, Pan Daijing, Yves Tumor, and Pharmakon would be suitable musical equivalents in terms of the sonic signature. No matter how dark the sound gets, at no point do you feel disoriented. “Kontrapoetik” shows the growth of Maria w Horn’s sound, work, and expression. It is not only a sonic reflection of her revisiting her home region’s past but also a warning of what might await if we do not succeed in dismantling the patriarchy. (Sandra Borch)

Armand Hammer “Paraffin” (Backwoodz Studioz)
“Paraffin” is Armand Hammer’s third record. The hip-hop duo comprised of Elucid and Billy Woods (who have respectable catalogues of their own) released another triumphant record that grasps the current grimness and unrest. “This is a record that’s uniquely attuned to the political, physical, and ethical realities of 2018 without being weighed down by its pop culture arcana or its attendant industry concerns.” (Javier Orozco)

Lucrecia Dalt “Anticlines” (RVNG)
Den colombianske, Berlin-residerende sangerinde, komponist og multiinstrumentalist, Lucrecia Dalt, præsenterer på sit sjette album en ret så enestående verden af lyd og ord. Det er næsten unødvendigt at understrege det, men vi har at gøre med et album, der nærmest ikke kan findes referencepunkter til. Men hvis du nu forestiller dig Laurie Anderson, Daphne Oram, Visible Cloaks, Annea Lockwood og Carl Gustav Jung, der i fællesskab udforsker underjordiske strukturer og symmetrier i jagten på en større bevidsthed, så er vi tæt på at være i nærheden af lyden af “Anticlines”. (Mikkel A. Kongstad)

Jonny Greenwood “Phantom Thread” (Nonesuch)
With “Phantom Thread”, director Paul Thomas Anderson paints an illuminating portrait both of an artist on a creative journey and the women who keep his world running. The film’s soundtrack includes eighteen compositions by Greenwood. It was recorded in London with a sixty-member string orchestra. “We talked a lot about ’50s music, what was popularly heard then as well as what was being written and recorded. Nelson Riddle and Glenn Gould’s Bach recordings were the main references. I was interested in the kind of jazz records that toyed with incorporating big string sections; Ben Webster made some good ones.” (Boomkat)

Hermit and the Recluse “Orpheus vs. the Sirens” (Obol for Charon)
The Brooklyn-based rapper Kaseem Ryan made it to our year end list two years ago with his Samurai-inspired collage “Honor Killed the Samurai”. This year Ka paired with Animoss as Hermit and the Recluse for “Orpheus vs. The Sirens” (Obol for Charon). Animoss’s rich and eerie production offers a soulful and rusty canvas for the veteran rapper to paint his sooty narratives, a blend of equal parts hoodlum tales, greek mythology and street wisdom. (Javier Orozco)

Тпсб “Sekundenschlaf” (Blackest Ever Black)
“Sekundenschlaf” er en umådeligt fængende og stærk udgivelse fra start til slut. Тпсб formår at skabe en stemning, der indbyder til momentan selvforglemmelse og verdensfjernt dagdrømmeri, men paradoksalt nok kræver musikken ofte lytterens tilstedeværelse på grund af de raserende og insisterende rytmefigurer, der pløjer gennem de luftige synthflader på numre som “Matted Feathers” og “Pacifier Habits”. Ambivalensen i den ambiente jungle og breakbeat på “Sekundenschlaf” er som at blive kærtegnet og pryglet på én og samme gang. En følelse, man overraskende nok har lyst til at blive i. (Alexander Julin Mortensen)

Low “Double Negative” (Sub Pop)
Indrømmet, jeg har ikke rigtig lyttet til en Low-udgivelse siden 90’erne, men et eller andet fik mig til at lytte til “Double Negative”, og en tidlig morgen, med solen kæmpende sig gennem disen, brød Parkers og Sparhawks smukke vokaler gennem en mur af digital støj på min bilstereo. Det lyder, som om optagelsen af pladen er sunket ned i et digitalt syrebad. Det er producer BJ Burton, der står for gentænkningen af det mormonske par. På mange måder har deres vokaler aldrig stået smukkere end bag den knitrende mur, han har bygget op. (Kim Elgaard Andersen)

JPEGMAFIA: “Veteran” (Peggy/Deathbomb Arc.)
Den Los Angeles-baserede Baltimore-rapper Barrington Hendricks har udgivet en stribe albums under navnene JPEGMAFIA, JPEG og Peggy. Med det totalt selvproducerede “Veteran” tager han prisen årets mest opfindsomme hiphop-album, som Hendricks selv har beskrevet som “a snapshot of my random thoughts on everyday life in a country ruled by a man that is the same color as Frank Ocean’s first album.” Det støjende og fragmentariske album runger af vrede og apati over landets tilstand. (Kim Elgaard Andersen/Simon Christensen)

(c) Alle fotos af Martin Breidahl. København 2018.

Årets bedste genoptryk, antologier og nyfundne, fortabte optagelser i 2018 – udvalgt af Mikkel A. Kongstad. Billede af Robert Cox aka. Rimarimba.

“It’s hard to know if it’s some sort of large trend that will eventually die down, or if more people than ever (undoubtedly with the help of the internet and social media) are just starting to discover these many hidden worlds of music, and decide to crawl down the rabbit hole with the rest of us freaks.”

Sådan sagde Jed Bindeman fra Freedom To Spend om genudgivelseskulturen i et interview med P/A’s Alexander Julin tidligere på året. Midt i mellem tiltag som Record Store Day og malingplettede deluxe edition-vinylgenoptryk af den gamle rockkanon, som virker til at være den etablerede, kommercielle branches mest sikre vej til fastholde magtandele på musikudgivelsesfronten (og dermed historiefortællingen), dér er et selskab som Bindemans eget Freedom To Spend et af mange vægtige eksempler på små selskaber, der har valgt at tage kampen op mod den klassiske og ikoniserende musikformidling. De står til gengæld for en mere dybdegående, horisontudvidende fortælling om alle de glemte mini-revolutioner og forsømte musiske eksperimenter fra den nærmeste fortid, der i høj grad synes at gå i forhandling med nutidens musik. Det handler om at opdyrke musikkens g(l)emte verdener og bringe dem ind i en meningsfuld relation til såvel nutidens som fremtidens historieskrivning.

På Passive/Aggressives top 50 over de bedste genoptryk, antologier og nyfundne, fortabte optagelser finder du nogle bud på de mest overraskende, nysgerrige og komplet egenrådige lydverdner, der i år blev bragt ind i den store fortælling om musikkens mange små revolutioner. Her kan man med begejstring notere sig, at to danske selskaber har etableret sig som indflydelsesrige aktører på området for genudgivelser og vægtig, historieudvidende lydarkæologi. Læs resten

Af Mikkel A. Kongstad

2018 har været et markant år for musikken. Et år med en himmelråbende diskrepans mellem den faktiske virkelighed og det, jeg i den mediebårne, politiske verden efterhånden har lært at forstå som den “virkelige virkelighed”: den virkelighed, som man subjektivt fremkalder gennem sin egen politiske observans for derefter at kunne tilbyde rigtige løsninger på den virkelige virkeligheds problemer. Det går bedre end længe for musikken. Både nationalt, internationalt (og her snakker vi ikke kun i Vesten), hos kvinder, hos mænd og så videre. Især hvis man kigger på den kunstneriske kvalitet af musikken for 2018, også selvom vi er så langt inde i et neo-liberalistisk, kapitalistisk mareridt, at det er et udtryk for noget så farligt som smagsdommeri at forholde sig til kvalitet. Og dét vel at mærke i en tid, hvor der nærmest ikke er et tv-medie i verden, der kan formidle indhold eller et emne uden at gøre det igennem en konkurrence.

Nå, men diskrepansen. Det er den, jeg forholder mig til lige nu. 2018 har været et markant, musikalsk år. Læs resten