Passive/Aggressive

Primitive Art – En tiltrækkende undergangsscene

Kritik August 6 2018 primitive art

Primitive Art “Crab Suite” (Arcola, 2018) – anmeldelse af Alexander Julin, foto af Piotr Niepsuj

Duoen Primitive Art debuterede med EP’en “Problems” tilbage i 2013 på italienske Hundebiss. Udgivelsen var mildest talt lovende; Matteo Pitt og Jim Nedd formåede på unik vis at forene en latent dystopi med en lethed og ro, idet de fusionerende ambient og industriel techno med melodiøs dub. “Problems” var på sin vis gold og kølig, og alligevel fremstod den både varm og vedkommende. De blot fire numre gjorde, at debuten snarere var en introduktion end en fuldbyrdet udfoldelse af deres musikalske idéer. På den måde vakte udgivelsen mest af alt éns appetit efter mere frem for at mætte én. Læs resten

Passive/Aggressive – Vi er på sommerferie

July 5 2018 sommer2018

Passive/Aggressive er på sommerferie forskellige steder i Norden. Redaktionen vender tilbage i begyndelsen af august. Hvis du i mellemtiden skulle have forslag til anmeldelser, printudgivelser og musikudgivelser til lydarkivet Sounds, så send dem til os på info@passiveaggressive.dk.

Hvis du ønsker at bidrage med tekst til Passive/Aggressive i løbet af efteråret, så send en mail til redaktionen på info@passiveaggressive.dk med et par ord om dig selv.

Goodiepal & Pals – “Hver gang jeg prøver at definere vores kunst, er jeg uenig” (interview)

July 3 2018 370377

Af Nils Bloch-Sørensen

Da jeg i midten af maj var i Beograd, benyttede jeg chancen til at interviewe Goodiepal and Pals. Gruppens projekt havde forvirret og fascineret mig, siden jeg første gang hørte om det, og jeg følte, at det rejste nogle centrale spørgsmål om forholdet mellem kunst og politik. For er det uproblematisk at bruge flygtningekrisen som del af et kunstnerisk projekt? Må man bruge kunst som led i sin aktivisme? Og kan man overhovedet kalde aktivisme kunst?

Med den eksplosion i antallet af politiske kunstværker, vi har set de seneste år, er dette vigtige spørgsmål. For risikerer vi at forfladige det politiske, hvis det er noget, man ligesåvel kan gøre til en fernisering som til en demonstration? Og risikerer den politiske kunst nogle gange til at udbytte de minoriteter den portrætter? Når eksempelvis en stor kunstbegivenhed som Documenta afholdes i Athen med “flygtningekrisen” som erklæret tema, er det nærliggende at tænke, at man tager flygtningene som gidsler i kunstverdenens higen efter chokeffekter.

Ført an af den danske techno-kriger Parl Kristian Vester og teaterinstruktør Nynne Roberta Pedersen bliver Goodiepal and Pals præsenteret som et rockband, men de har i mine øjne mere karakter af et performanceværk. Og så er de en selvproklameret, aktivistisk menneskesmuglerorganisation. I 2017 udgav gruppen pladen ”Pro Monarkistisk Extratone”, hvor omsætningen gik til flygtninge ved EU’s ydre grænser, og løbende har de lavet forskellige tiltag for at rejse penge.

Nynne Roberta Pedersens essay i det seneste Passive/Aggressive-zine havde uden tvivl klargjort deres intentioner og praksis for mig. Gruppen indgår rent faktisk indgår i relationer til og støtter flygtninge. Så betyder de ovennævnte spørgsmål så overhovedet noget?

Særligt en del projektet vedblev at være problematisk for mig. Jeg havde svært ved at forene Goodiepals prankster-of-all-pranksters-image og deres spraglede æstetik med alvorligheden i flygtningekrisen. Særligt deres tilstedeværelse på de sociale medier havde fået mig til at gruble. Højenergiske video-annonceringer, forelæsninger eller andre aktiviteter og opdateringer som: “– Kom til Koncert med DK’s bedste Rage Against The Machine-coverband I aften..” eller “Aarhus her kommer vi, men kun en gang i aar, saa vaer der’ – eller vaer Ingerst0jberg…” De var sjove! De viklede humor ind i det politiske. Men hvor meget var mediestunt, hvor meget var kunstprojekt, og hvor meget var reelt aktivistisk arbejde?

Da de fleste af de danske medlemmer af bandet efterhånden var rejst hjem fra Serbien, var det kun Goodiepal og Nynne, jeg kunne mødes med. Hvad der følger her, er ikke så meget et interview, som det er fragmenter af en samtale. Det blev et radikalt andet møde, end jeg havde regnet med, og handlede vel i virkeligheden mere om flygtningesituationen i Beograd end om musik. Læs resten

Janushoved – “I always wanted a feeling of anonymity” (interview)

English July 2 2018 IMG_2489 2

Interview and all photos (Yuri & Internazionale, Soho Rezanejad, Raquin, Manon Lescaut 22.06.2018 @ Mayhem) by Cameron Pagett

“I always wanted it to have a feeling of anonymity.” Mikkel Valentin, founder and recording artist of Copenhagen electronic label Janushoved reflects. “I started making noise music when I was 16, I thought I had invented a completely new genre.” (laughs). Some years later and a total of 80 releases past the beginnings of Janushoved it feels like a big step forward to him. Showcasing and coming out and connecting physically as a label and a unit hasn’t always been directly on the cards. With numerous releases under different aliases, the label has a feeling of mystery and familiarity. Having established itself firmly as a name in the local Copenhagen DIY electronic scene, it feels like this could have or should have been done much more than it has. With an adoring local and international audience and a unique presence in the noise community with a sound normally bearing a romantic and sensual aura, Janushoved has grown organically from the seeds of pure sound and a penchant for exotic, bizarre and sentiment driven visuality. “It’s a label that draws the intellectually stimulated melody junkie,” an admirer reveals, “The style is distinctively Copenhagen but feels less harsh and calculating then some others … it’s more like red wine on a Saturday night rather than vodka.”
Læs resten

Kvartalets bedste singler – Daxofon, kastagnetter og en barmhjertig hundekidnapning

Blog June 30 2018 o_p_n

Kvartalets bedste singler – udvalgt af Adam Thorsmark

Fire gange om året samler jeg – med afsæt i en udvælgelsesstrategi, man roligt kan kalde ekstremt subjektiv – op på en bunke af de nye sange fra ind- og udland (samt en enkelt perle fra arkiverne), som har gjort mest markant indtryk på mig i det forgangne kvartal. Herunder får du en blanding af oversete og mere kendte sange, men den røde tråd er simpel: ren kærlighed til det, der har ramt allermest plet hos mig.
Her er mine varmeste anbefalinger fra et skoldhedt kvartal. Læs resten

SØS Gunver Ryberg – En vekselvirkning mellem atmosfæriske kompositioner og skarptskydende rytmer

Kritik June 29 2018 SØS Gunver Ryberg © Emil Hornstrup Jakobsen

SØS Gunver Ryberg “SOLFALD” (Noise Manifesto, 2018) – anmeldelse af Ida Selvejer Faaborg

SØS Gunver Rybergs nye ep, “SOLFALD”, består af seks eksperimentelle numre, som skiftevis bevæger sig fra smukke og atmosfæriske kompositioner til insisterende og ubarmhjertigt hårde technobeats, der omfavner Rybergs mange facetter som komponist og lydkunstner.
Udgivelsen rummer bl.a. optagelser fra live-performances og manipulerede feltoptagelser som f.eks. på åbningsnummeret ”Kredsløb”, der er skabt udelukkende af lyde fra elektromagnetiske felter i Operahuset i København. Her danner SØS Gunver Ryberg med det samme et lydligt rum og en meget kropslig lytteoplevelse, da disse lyde nærmest cirkulerer rundt om lytteren og giver en fornemmelse af at blive omsluttet af en elektrisk strøm. Læs resten

Skee Mask – Vægtløs i storbyens altomsluttende ambiens og mekaniske jungle

Kritik June 25 2018 Skee-Mask-Lord

Skee Mask “Compro” (Ilian Tape, 2018) – anmeldelse af Emil Grarup

München-baserede Bryan Müller udgav for en måneds tid siden sin anden LP under det bankrøver-agtige alias Skee Mask. Albummet hedder “Compro” og er, ligesom sin forgænger “Shred” (2016), udgivet på det glimrende, ligeledes bayerske label Ilian Tape, der til dagligt drives af brødrene bag technoduoen Zenker Brothers.

“Compro” består i al sin enkelthed af to elementer, der sættes i scene på en række forskellige måder: Ambient/choral MPC-pads og breakbeat-trommer. På numre som eksempelvis “Cerroverb”, “Vli” og “Calimance (Delay Mix)”, som alle befinder sig i den mere percussion-fattige ende, kan man drage klare lydmæssige paralleller til 90’ernes store IDM-helte Aphex Twin og Autechre (især tænkes her på Autechres “Amber” (1994) og Aphex Twins “Selected Ambient Works 1985-1992″). Overordnet er der dog på “Compro” en anden rytmisk energi at spore end på disse albums, hvilket især skyldes den dynamik, som Müllers insisterende brug af breakbeats skaber. Müller udviser på albummet en utroligt veludviklet evne til at bruge sine ambient-teksturer til at danne rum, der på samme tid er så faste og så porøse, at de bare står og flagrer – og derefter lade disse breakbeats flakke ind i, ud af og rundt i disse rum som dopede kæmpenatsværmere. De påvirker hinanden gensidigt, men sommetider på en så subtil frekvens, at man kun gradvist lægger mærke til det. Læs resten