Passive/Aggressive

Gullo Gullo – En ærtesuppe fyldt med miner

Kritik February 7 2019

Gullo Gullo “Raw Moon” (Escho, 2019) – anmeldelse af Kim Elgaard Andersen

Supergruppe! Kom og køb! Superstjerner laver sensationelt superalbum!

Supergruppe-udnævnelsen er normalt noget, pladeselskaber bruger til at lokke købere af deres album til.

Fordel: Fans fra de forskellige bands bliver lokket til, selvom de ikke kan lide de andre superstjerners band, og pludselig har man en akkumuleret fanbase så ekstremt stor, at millionerne ruller ind. Sjovt nok udfolder det sig sjældent sådan. De fleste fans vil åbenbart helst bare have mere af deres i forvejen foretrukne bands. Men der har da været succesfulde supergrupper gennem tiden: Crosby, Stills, Nash & Young, This Mortal Coil, Nick Cave & The Bad Seeds, The Breeders, Fantômas og Run the Jewels for eksempel.

Gullo Gullo er ikke en supergruppe i traditionel forstand. Det er begrænset, hvor stor udbredelse medlemmernes respektive bands har. Og Escho skal på ingen måde have skudt i skoene at promovere bandet som supergruppe. Det er udelukkende mig, der hæver dem til det niveau. Men det er da for pokker en slags supergruppe fra Danmarks undergrund.

Læs resten

Jupiter Child and Calú Carlos – Mozambican Electronic Night

Blog February 6 2019

Preview by Laura Juncker

Jupiter Child, based in Copenhagen, and Calú Carlos, based in Oslo, are Afro-Scandinavian performers and celebrators of the Mozambican sound universes from which they both originate. As their African heritages guide, inspire, and permeate their respective works within the arts and music, February 8th will be the first night they perform together in collaboration at Mozambican Electro Night at Råhuset.

Læs resten

JH1.FS3 – a record at its strongest when it dares to be fragile

Blog February 4 2019

 JH1.FS3  “Trials and Tribulations” (Dais Records, LP) – Review by Mikkel Rørbo

Tension. Not anxiety-laden tension, but rather demanding of a specific kind of unrelaxed attention, one from which you cannot withdraw entirely on your own terms. This is the effect experienced already on the first listen to ‘Every Little Detail’ as Frederikke Hoffmeier’s spoken word commences. It’s detailed and imperfect, concrete in its expression, but constantly insinuating a distance or disconnection affording a voyeuristic quality to it. In a way, this is the most enticing quality of “Trials and Tribulations”, the way in which it feels deeply intimate, filled with snippets and views of the real, but presented with a narrative distance that provides a deep uncertainty of the stories’ grounding in reality or fiction, or indeed that liminal space right in between.  

Læs resten

Audiodrome – N for Nicolai, Bruno

February 3 2019

Af Simon Tornby

Bruno Nicolai (1926, Rom – 1991, Rom) blev først kendt som “den andenbedste western-komponist.” Det er en lidt ærgerlig titel, særligt når man begynder at dykke ned i de mange soundtracks, som han står bag. Titlen fik han ved at arbejde som Morricones højre hånd og samarbejdspartner i mange år, samt ved at svinge dirigentstokken på mange af de kendte indspilninger af Morricones soundtracks.

På samme måde som mange andre komponister ofte har en fast instruktør, f.eks. Hitchcock/Hermann, Argento/Goblin, Fulci/Frizzi, Polanski/Komeda, Tarkovsky/Artemyev, Lynch/Badalamenti, De Palma/Donaggio, Korzyński/ Żuławski, Herzog/Popol Vuh, Mancini/Edwards osv., så havde Nicolai også flere gentagne samarbejder med interessante instruktører, herunder særligt Jess Franco i Spanien og Sergio Martino i Italien.

Titlerne på giallo-film kunne i 70’erne ofte være ret lange og obskure, og Nicolai har lavet soundtracks til film med nogle af de længste titler, jeg har set. Eksempelvis kan nævnes: “Your Vice is in a Locked Room, and Only I Have the Key”, eller “What Are Those Strange Drops of Blood Doing on Jennifer’s Body?” Sidstnævnte kendes også som “The Case of The Bloody Iris” og er et af de bedste af Nicolais giallo-soundtracks.

Det kan nogle gange svært at skelne Nicolais kompositioner fra Morricone, da de ofte bruger samme virkemidler. Men det, jeg godt kan lide ved Nicolai, er den måde, han kombinerer en simpel og let genkendelig melodi med en, eller flere parallelle melodilinjer i andre taktarter eller tempi – et godt eksempel på dette er “Isis Pool” fra filmen Caligula.