Passive/Aggressive

Panxing – Elektronisk fremmedgørelse og vansiret popsensibilitet

New Music May 20 2017 Panxing

Introduktion til Panxing – skrevet af Nils Bloch-Sørensen

I begyndelsen af maj udgav Panxing nummeret ”Reveal”, der med sin blanding af kølige teknoide pulsslag og en næsten højskolesangbogs-klingende piano-outro skaber en frugtbar spænding mellem det syntetiske og det organiske, vævet sammen af lette lag af uformelig digital støj.

Bag Panxing står Pernille Zidore Nygaard, der primært har gjort sig bemærket i det danske kunstmiljø, bl.a. som en del af kuratorkollektivet Ponzilla. Nu er hun klar med sit debutalbum ”Anti gone”, der er første udgivelse på det spritnye københavnske kollektive båndlabel NESM og udkommer digitalt og på kassettebånd den 1. juni. Udgivelsen er indspillet og produceret af Panxing selv, mixet og masteret af Aske Zidore.

Den anden albumforløber fra Panxing, ”Monday new”, der udkom i denne uge, bærer også præg af denne spænding mellem det organiske og det syntetiske, men får tilført et ekstra ”symbolsk” lag ved at lade højstemte, nærmest kirkelige orgelflader stå i en slags digital musikalsk arkitektur. Dette greb peger i mine ører på den ceremonielle komponent, der altid har været central for den elektroniske musik – musikken som en art pseudo-liturgisk handling.

Både “Reveal” og “Monday new” er præget af en rastløs energi. Konstant introduceres nye elementer. De ellers iørefaldende toner får aldrig lov til at manifestere sig i deciderede melodilinjer, men er i stedet bevægelser, der ingen bestemt destination har. Toner, der ikke kan affinde sig med inertien og i stedet slår krøller på sig selv.

Denne blanding af elektronisk fremmedgørelse og vansiret popsensibilitet skaber en mærkværdigt melankolsk stemning, der ligger langt fra technoens klaustrofobiske gentagelser og snarere føles som fragmenterede minder, der trænger sig på i lytterens bevidsthed. Dog fremstår dette kollageagtige lydbillede aldrig konfust. Der er en skarphed i kompositionen, der gør, at selvom lytteren frarøves enhver chance for at opleve sammenhæng, skærer numrenes grundlæggende stemning klart igennem.

Info: Lyt til ”Reveal” og ”Monday new” nedenfor. Udgivelsen har release den 1. juni på galleriet Adult, nærmere detaljer finder på Facebook og NESMs hjemmeside, hvor kommende udgivelser også annonceres.