Pauline Hogstrand – nuet strækker sig i alle retninger
Pauline Hogstrand – “Chants” (Solen, 2025) – anmeldelse af Nikola Nedeljkovic Gøttsche. Foto: Anders Vestergaard.
Allerede fra første tone af Chants, Pauline Hogstrands nye album, fornemmer man en mærkelig spænding mellem det konkrete og det udefinerbare. Lyden er både nærværende og fjern, fysisk og drømmende. Det er, som om nogen åbner en dør til et rum, hvor lyden allerede har været i tusind år.
Pauline Hogstrand behandler lyd som fysisk stof. Den svenskfødte komponist, violist og lydkunstner er aktiv både som soloartist og i ensembler som Crush String Collective og Damkapellet, og hendes arbejde er aldrig bare melodisk eller rytmisk. Hun undersøger resonans, overtoner, rumlighed og perception. Hver tone, hvert anslag bliver et objekt, ikke kun et musikalsk udtryk. Det gør sig ikke mindst gældende for Chants’ fem satser, der i ligeså høj grad er klangrum, som de er melodiske forløb.
Klang som terræn
Førstesatsen, ”Gold White”, er en otte minutter lang udforskning af langsomt muterende orgelligende klangflader. De kunne være elektroniske, men lyder næsten for organiske til det; det kunne være strygere, men mangler den fysiske kontaktlyd, der normalt afslører instrumentet. Klangene befinder sig i en mellemzone mellem det syntetiske og det akustiske, hvor lydens oprindelse ikke længere er en fast kategori, men et flydende kontinuum.
Teksturerne svæver i et spændingsfelt mellem fylde og forsvinden, uden at give sig hen til dramatisk udvikling: en blød klangprofil med svage overtoner erstattes af en tekstur, hvor de høje frekvenser giver lyden en skinnende eller vibrerende kvalitet. Som i næste omgang erstattes af en klangflade med et næsten metallisk glødende udtryk. Der igen forskydes af en mere dæmpet stemme med en mørk resonans. Man oplever ikke en lineær lyd, men et rumligt felt: Lyden bølger gennem luften, reflekteres, smelter sammen og opløses igen.
Kombinationen af stemmer skaber en klang med intens harmonisk kompleksitet – subtile dissonanser, møder mellem nært beslægtede frekvenser, de langsomme forandringer i klangenes tæthed og lufttryk. Det giver en følelse af bølgebevægelser inde i lyden, som om den hele tiden justerer sig selv. Overtonerne danner en levende, næsten respirerende tekstur, hvor intet nogensinde helt står stille.
Slagene er fragmenterede, ophuggede, som små udbrud af materiale snarere end organiserede mønstre.
Hvor ”Gold White” udfolder sig som et uendeligt klangrum, bevæger ”The Bell Tower” sig i stedet gennem små punkteringer i tiden. Perkussionen træder frem i korte, løsrevne figurer, der ikke danner et egentligt kontinuerligt forløb og derfor heller ikke holder nogen puls. Rytmen er ikke motorisk; hvert anslag er som en malerisk gestus. Slagene er fragmenterede, ophuggede, som små udbrud af materiale snarere end organiserede mønstre. Hver lyd er et enkeltstående objekt, en lille skulptur af tid.
Tærskelromantik
Den korte sats ”Liminal”, der også fungerede som single forud for udgivelsen af albummet, er lidt af et fremmedelement i konteksten af det fulde værk. Efter at have været nedsænket i et rum uden puls, hvor lyden blot eksisterer i sin egen materialitet, indfører ”Liminal” pludselig en fornemmelse af progression og retning. En målrettethed, der i albummets helhed føles som et brud.
”Liminal” lader sentimental tonalitet opstå i en sammenhæng, hvor den næsten virker for menneskelig. Som om musikken pludselig siger for meget. Der er en romantisk ærlighed i gestikken, et løfte om nærvær, som de øvrige kompositioner unddrager sig. Man kunne sige, at det fungerer som et vindue ind til noget genkendeligt, et pusterum af tradition og form, men i konteksten virker det næsten for konkret, for emotionelt artikuleret.
Det afslører ved kontrast, hvor abstrakte og sanselige de øvrige satser egentlig er. Og set sådan er ”Liminal” tværtimod ikke malplaceret, men nødvendig: Det er spændingspunktet, hvor den abstrakte klangverden konfronterer den menneskelige trang til mening. Det står med sin klare sentimentalitet som et følelsesfuldt element i en ellers afpersonificeret lydverden.
Stilhedens materialitet
Slutsatsen, ”For the Heart”, begynder i ren markering: isolerede anslag, så langt fra hinanden, at man begynder at mærke stilheden mellem dem som noget fysisk. Tempoet bevæger sig på kanten af at ophøre med at føles som puls. Tiden er ikke et mål for bevægelse, men et stof i sig selv. Hvert lydøjeblik er sit eget rum.
Herfra fortættes kompositionen – anslagene bliver hyppigere, flere lag føjes til, og langsomt opstår en ny sammenhæng: rytmen vender tilbage, ikke påtvunget, men vokset ud af stilheden.
Som helhed taler albummet ind i en post-minimalistisk musikalsk tradition, der udfordrer lineær tid og pulserende struktur, og Hogstrand åbenbarer et tæt æstetisk slægtskab med samtidskomponister som Kali Malone og Ellen Arkbro, der også undersøger den udstrakte, næsten ubevægelige klang som et langsomt åndende korpus, uden puls, uden retning.
Et chant er ikke bare sang; det er gentagelse som bøn, lyd som overlevelsesstrategi.
Det er musik, der ikke blot udfolder sig i tid, men gør det muligt at erfare flere slags tid på én gang – en lineær tid, der marcherer som narrativ; en cyklisk tid, der vender tilbage som åndedræt. Som om nogen har skrællet tiden fri af sine lag og blotlagt dens ru overflade. Det er lyden af en verden, der stadig bevæger sig, men ikke kan svare på hvorfor. Og i en kultur, hvor alt skal kommunikere, repræsentere og forklare sig selv, forekommer det ærlig talt forfriskende.
Og så hedder albummet Chants. Et ord, der er både helligt og profant, kollektivt og ensomt. Det er både munkenes messesang og sportstilskuernes råbekor. Et chant er ikke bare sang; det er gentagelse som bøn, lyd som overlevelsesstrategi. Det er mennesket, der forsøger at holde verden på plads med sin stemme, selv når stemmen er ved at forsvinde.
Info: “Chans” er ude nu på Solen. Læs vores tidligere interview med Hogstrand og hør hendes mix for Passive/Aggressive HER.
