Publikum får ordet – Koncertanmeldelser fra Roskilde Festival First Days 2025
Anmeldelser af Annika Glargaard og Emma Nophiran i samarbejde med Passive/Aggressives redaktion. Fotos af Passive/Aggressive og publikumsredaktionen.
I år dækker Passive/Aggressive Roskilde Festival på en ny måde. Vi har givet ordet til to helt almindelige publikumsmedlemmer, som har taget udfordringen op efter et open call til opgaven. Annika og Emma på 26 og 27 har anmeldt et udvalg af koncerter i Roskilde Festivals First Days-program. Vi har som redaktion udvalgt koncerterne, og de har meldt sig til Passive/Aggressives publikumsredaktion for at udfordre sig selv og for at bidrage til vores forsøg med at inkludere andre stemmer i årets dækning.
Vi er meget taknemmelige for vores publikumsredaktions anmeldelser. Vi har som deres redaktører og festivalkammerater de sidste fire dage været rigtig spændte på at se, hvad der ville sker, hvis vi helt åbent overlod opgaven til dem og deres eget sprog og perspektiv. Hvad mon de har at sige om musikken? Og hvad sker der, hvis vi sætter dem til at anmelde koncerter lidt uden for deres komfortzone?
Vi har udvalgt en række koncerter i First Days-programmet og forsøgt at matche publikumsskribenterne med musik, der måske ligger lidt udenfor, hvad de i ansøgningerne har angivet som deres egne yndlingskunstnere. Det har vi gjort for at udfordre de ekkokamre, der ellers kan opstå omkring en genre eller en kunstner, og få deres uspolerede blik som medlemmer af det sammensatte og forskelligartede publikum, der er på Roskilde.
Hvorfor har vi mon valgt at lade publikummer om at anmelde koncerterne i år, spørger du måske. Der har den seneste tid været vigtige diskussioner om, hvad vi overhovedet skal med musikkritik, hvem der skal lave den, og kunstnere, der helt frabeder sig den. De sidste ti år er dækningen af kunst og musik hos de største dagblade mindsket til blot halvdelen, viser en ny undersøgelse foretaget af Art Music Denmark.
Samtidig er stemningsrapporter på sociale medier direkte fra koncerterne blevet en fast etableret del af måden, vi orienterer os efter ny musik. For ti år siden talte man om det som en demokratisering – nu taler flere om det som et demokratisk problem. Og mens der er noget sandt i begge dele, anerkender vi nødvendigheden i at eksperimentere med formatet og få publikum mere med i den dybere samtale om musikken.
Måske bliver afstanden mellem anmeldere og publikum somme tider for stor og for hierarkisk, og det vil vi med dette forsøg se, om vi kan bidrage til at bløde op med en slags nyt format. Måske fungerer det, måske ikke. Måske viser det konturerne af en ny retning for musikjournalistik, måske slet ikke.
Det her er et radikalt forsøg, hvor vi har forsøgt helt at skifte perspektivet og lade publikum anmelde, hvad de ser. Vi vidste for fire dage siden endnu slet ikke, hvad der ville komme ud af det, og vi var meget spændte på at se, hvad to almindelige festivalgængere ville få ud de koncerter, vi havde udvalgt til dem. Vi har snakket sammen undervejs og ydet redaktionel feedback, men det, du ser her, er publikums anmeldelser.
Roskilde Festival First Days 2025
Casket Spray, Gaia-scenen, søndag 29. juni
– anmeldt af Annika (26), manager i isbutik
Da jeg bliver bedt om at anmelde Casket Spray med ordene “grindcore” og “power violence”, aner jeg hverken, hvem bandet er, eller hvad ordene betyder. Jeg hørte et af deres numre hjemmefra, og min første indskydelse er, at det er larm. Larm som på en byggeplads – sikkert tiltrængt for nogen, men i mine ører mest forstyrrende.
Men da jeg ser Casket Spray, indser jeg, at det er ikke bare larm. Godt nok skriger forsangeren, og ordene bliver ubetydelige og nærmest kastet op. Men verden brænder, og jeg forstår faktisk godt, hun skriger. Det føltes, som da jeg var mindre og i ren frustration ville smadre min hårbørste gentagne gange ind i væggen.
Men hun skriger ikke bare. Halvvejs inde i koncerten fortæller hun, at hun vil læse noget op og hiver et stykke papir frem, hvorpå hun i ren digterstil beskriver, hvordan Danmark er med i folkemordet i Gaza, og hvordan stilhed også er et aktivt valg. Det er rørende og i den grad rammende, fordi den fortælling, bandet prøver at få ud i verden, er ikke larm – det er et opråb, og et der bliver mødt med hujen og klapsalmer. Men publikum stopper ikke der.
Publikum sætter sig sammen på jorden i rækker, hvor de sidder bag og foran hinanden, som da man lavede futtog i børnehaven, og her begynder en trancelignende tilstand, hvor de rokker frem og tilbage i takt til musikken, som om de roede en stor båd. De rejser sig igen og løber rundt i cirkler, og de skubber sig rundt imellem hinanden. Det ligner en kamp for at komme tæt på så mange mennesker som muligt.
Det er et fællesskab, jeg kigger lidt misundeligt på. For indgangsbilletten er dyrere end at stå timevis i kø til et Planet Nusa lagersalg. Man skal turde være en del af dette fællesskab, man skal turde at råbe op, at give slip, og man skal turde at føle sig fri. Man ofrer mere end sin pengepung her, man skal nemlig ville skrige og kaste med sin hårbørste. Noget jeg stoppede med for lang tid siden, og noget Casket Spray fik mig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor jeg ikke gør længere.
Tonser, Gaia-scenen, søndag 29. juni
– Anmeldt af Emma (27), studerende
Der var fuldstændigt fyldt til randen under Gaias telt, da Tonser lukkede første nat på Roskilde. Det nye og ellers lidt nicheprægede pop-projekt havde overraskende nok samlet et bredt publikum, der spændte over alt fra ængstelige emo-girls, like myself, rowdy albertslundsdrenge og repræsentanter fra Weekendavisen-segmentet, der ved koncertens start virkede stive i betrækket – men som hurtigt også overgav sig med resten af masserne til Tonsers dramatiske univers.
Som starten på en krig i en fantasy-film stod scenen dækket af hvid røg, som bag sig gemte et podium, hvor store og spidse pæle formede et kæmpe træfort og en trone, som Tonser indtog i de strammeste læderbukser, jeg har set siden 2012. Publikum gik fuldstændig amok, da han startede med sin tunge EDM-sang “Hyde”, hvori han som en nordisk mytologisk emo-demigod synger “live my life high like im Odin”.
Med en autotunet vokal, der mindede mig om en blanding af Yung Lean og My Chemical Romance, og produktioner, der fik tankerne hen på Skrillex og 100 gecs, skete der en eksplosion af et sceneshow, hvor Tonser formåede at hype folk op med armbevægelser og trin, der mest af alt lignede noget, jeg kunne have lavet foran spejlet på mit teenageværelse, imens jeg glattede mit pandehår skævt og lagde den tykkeste eyeliner i mands minde.
For midt i et virvar af hvid røg, fake sne og dupstep-drops hjalp Tonser mig med at reclaime en emo-æstetik, jeg ellers i mit voksne liv har været ganske pinlig over. Selv gjorde Tonser den også til en helt integreret del af hans visuelle og musikalske udtryk og ophøjede den for mange ellers skamfulde emo-æstetik til et ideal.
Akkurat som Tonsers musik mødte publikum hinanden i et kæmpe brag på kryds og tværs af genrer og tilhørsforhold. Lyden kunne dog ikke følge med de vilde produktioner, scenen kunne næsten ikke bære hans store personlighed, men alligevel formåede Tonser at gøre publikum til en kult i ekstase med sin maksimalistiske hyperpop og samle en ellers meget forskellig publikumsskare til én stor, elektronisk alt-popfest.
Gróa, Gaia-scenen, mandag 30. juni
– anmeldt af Emma (27), studerende
En tidlig mandag eftermiddag mindede det islandske post-punk band Gróa mig om, at vrede ikke blot behøver at være destruktivt — men at det er en drivkraft, der kan mobilisere, når den gøres fælles. Og så mindede de fire ikke-mænd i Gróa mig om, hvem der helst ikke må være for vred i det her samfund: kvinder, minoriteter, dem der fylder for meget i nogens øjne. Og det gav de en kæmpestor fed kollektiv fuckfinger til.
Koncerten begyndte som en slags punkmesse: lyse skrig gav genklang fra nord til øst på scenen. Et tungt guitarriff gik i gang, og saxofonen begyndte at skrige med på vokalerne. Lydteknikken drillede lidt i starten, én mikrofon røg ud og det hele feedede sgu egentlig ret meget, men det mindskede ikke mig lyst til at lade mig vælte med.
Pludseligt blev det tunge lydbillede afbrudt af instrumentet fra helvede, blokfløjten, der som negle på en tavle mishandlede mine ører – faktisk blæste musikeren i to blokfløjter samtidig – ubehageligt, men derfor også effektfuldt. Som en slags smerte, ligesom jeg forestiller mig en fødselsve, der blev mere og mere intens, indtil endelig et tungt breakdown forløste blokfløjte-vanviddet. Jeg røg igen i en legende trance, og så skete det: Mikrofonen blev givet til publikum. Folk fik lov til at skrige og råbe med, Gróa nægtede at gøre os til passive tilskuere — vi blev medspillere i en lydlig revolution. Her opstod noget ægte magisk: en form for blid brutalitet, hvor oprør og ømhed gik hånd i hånd, hvor legen både var humoristisk og dybt alvorlig.
Til sidst samlede hele bandet sig omkring trommerne og spillede i takt, i fællesskab. Ingen frontfigur. Kun kollektiv handling. I det øjeblik, hvor hele teltet råbte med, blev der skabt et rum til den omsorgsfulde vrede — frit for dudebros, der pisser overalt, og de hooligans, der senere samme nat skulle slås om fodbold ude på campingområdet. For tidlig mandag eftermiddag herskede matriarkatet på Roskilde.
Molina, Gaia-scenen, mandag 30. juni
– anmeldt af Annika (26), manager i isbutik
Molina mindede mig om et one-night-stand. De one-night-stands, hvor man har høje forventninger og en intention om en magisk aften, men i stedet ender man med en akavet stemning som mennesker, der ikke helt tør connecte med hinanden. Sådan var Molina koncerten. Tre mennesker der stod opstillet med trommer, guitar, keys og vokal til det, der kunne have været en magisk treenighed og skabt en stor samhørighed, men som endte med et publikum, der ikke følte sig forbundne til dem eller hinanden.
Jeg hørte deres musik for første gang et par dage før koncerten og blev transporteret til et behageligt univers, hvor sang og elektroniske lyde bliver forbundne og giver en lyst til at snurre om sig selv med lukkede øjne, indtil man glemmer tid og sted. Til koncerten glemte jeg ikke tid og sted, men følte i stedet en urolig dunken i hele min krop. En dunken, jeg ikke forstod, hvor kom fra, og som mest føltes ubehagelig og gav mig lyst til at forlade situationen. Hvilket var overraskende i forhold til den snurrende indre ro, jeg ellers havde forberedt mig på at opleve. De tre mennesker på scenen havde absolut intet ubehageligt over sig – de virkede alfeagtigt smukke og meget ordentlige over for publikum og hinanden, men musikken var enormt svær at forstå, da der ikke rigtig var omkvæd nogen steder. Samtidig var de ustrategisk placeret alt for langt fra hinanden, og kom ikke hinanden eller publikum ved, selvom de virkede fulde af gode intentioner.
Efter 45 minutter skete der dog noget magisk. Der skete det samme, som når man ved et one-night-stand varmer op til hinanden og beslutter sig for at satse det hele og connecte. De sidste to numre føltes som at snurre i rummet og for en kort stund føle sig elsket.
J. Ludvig III, Gaia-scenen, mandag 30. juni
– anmeldt af Emma (27), studerende
Jeg har både ligget i fosterstilling og skreget med på J. Ludvig III’s album EMOTAN. Jeg har brugt det som trøst og spejl, siden det udkom i april 2024, hvor jeg selvforskyldt knuste et andet og mit eget hjerte. Det var derfor med en mærkelig ærefrygt, at jeg skulle anmelde ham – for hvordan anmelder man noget, man allerede har givet sit hjerte til?
Med en dragende ømhed foldede J. Ludvig III hele mit følelsesregister fra den tid ud foran mig: konflikt, længsel, destruktion, tilbagefald, opbygning, nedrivning og forløsning. Alt sammen mens han sad iført iturevet t-shirt og spillede med åben ryg mod publikum, blotlagt og sårbar – som man jo skal være i kærligheden.
Musikken spejlede dog også et parforholds forfald: Guitaren, der akkompagnerede J. Ludvigs både intense sang og trommer, var blød og eksploderede så i soloer, som når man smadrer tallerkener mod væggen i et skænderi. Vokalen svajede mellem skrøbelig falset på kanten af sammenbrud og rå skrig og brøl. Det hele føltes som at sige noget vigtigt til nogen, man ikke længere kan sige noget til. Vi var med hele vejen – fra de første skrøbelige toner til det growlende klimaks, hvor J. Ludvig løb rundt som en åben nerve og skreg sin sjæl ud.
Specielt for mig var en sekvens, hvor guitar og vokal fuldstændig flettede sig ind i hinanden – som et par, der endnu ikke har erkendt deres opløsning, men som prøver at række ud, prøver at redde det sidste. Her kulminerede det hele i dobbeltpedal-kaos og næsten urimelig teknisk præcision. Et kaos, hvor man kunne høre tilbagefaldet, smerten i at vende tilbage til noget, man godt ved er slut. I nummeret “lowkey hatesong” sang han “but i can feel alive now, although it cost me your love.” Og dén sætning splittede mig ad for at gøre mig hel igen.
Efter koncerten var min krop fuldstændig overmættet med både sanseindtryk, gråd og taknemmelighed for at få lov til at opleve, hvordan hans musik igen satte ord på følelser, jeg har været bange for at vende tilbage til. For til koncerten kunne jeg endelig give slip og bare få lov til at være i min længsel.
Wedding, Gaia-scenen, mandag 30. juni
– anmeldt af Annika (26), manager i isbutik
Jeg vadede ind til Wedding med lyserød jakke på og følte mig i den grad malplaceret. Klokken var 23, og jeg var omgivet af høje tatoverede mænd, der, lige så snart lyset blev tændt på scenen, begyndte at huje. Der skulle ikke gå længe, før jeg forstod hvorfor.
Scenen var helt tåget, og det føltes som starten på en dramatisk film. Jeg forventede nærmest en krigsmalet Brad Pitt komme til syne på scenen, men der skulle gå 20 minutter før jeg skulle se omridset af et menneske i tågerne. Indtil da var det et overvældende lysshow af hvide og blinkede skift mellem oplyst og dunkelt, komplimenteret af lyde, jeg ikke kan forklare. Det var lyde, der ikke burde passe sammen, men som gjorde det alligevel. Både høje og lave lyde i forskellige nuancer, rytmiske men også ikke rytmiske, som egentlig ikke burde lyde fedt.
Men det gjorde de. Det gav mig lyst til at skrive en PhD, fordi jeg ikke forstod, hvorfor det var så fedt? Min begrænsede forståelse af musik fortalte mig, at det bare var lyde, men Gaia blev forvandlet til Aladdin og hans flyvende tæppe – og sammen kom vi op i nye højder. Med minimal kontakt til publikum formåede Wedding at forvandle deres publikum til en symbiose af menneskekroppe, der svajede og hoppede samtidig. Et band, der eksisterede psykisk mere end fysisk, og som gjorde, at jeg følte mig forsamlet til noget, der var større end mig selv.
Mystikken og røgen, der hang over scenen, gjorde at man forstod, at det var okay ikke at skulle skrige Zayn eller Harry som til en One Direction koncert – jeg ved ikke engang, hvem der var oppe på scenen, men deres maskerede fysiske tilstedeværelse gjorde, at jeg følte mig fri. Fri til ikke nødvendigvis være nogen eller noget, men fri til bare at være til stede, og for første gang i lang tid syntes jeg, at det var rart. Jeg var ikke malplaceret, jeg var lige hvor jeg skulle være.
Zahna Siham Benamor, Flokkr-scenen, tirsdag 1. juli
– anmeldt af Emma (27), studerende
Andethedens skønhed og besvær var til åben skue på Flokkr-scenen, da forfatter og kunstner Zahna Siham Benamor tog mig med på en kraftfuld rejse, dagen før festivalpladsen åbnede.
Det første, jeg tænker på, da jeg ser Benamor på den beskedne scene, er, hvor smuk hun er, hendes sorte hår minder mig om min mors, før det blev gråt. Jeg tænker på, hvor smuk en kontrast hun er til det ellers hærgede campingområde, som jeg nødigt bevæger mig ud i.
Som en lille sol indleder hun sin performance med et digt, hvor hun varmt og omsorgsfuldt siger “jeg kommer fra ørkenen”. Dybe klangrum fra baggrundsmusikken fylder Flokkr, og drømmeagtigt længes jeg pludselig efter andre vingestrøg, mens Benamors ord hypnotiserer mig. Jeg går i en form for trance af hendes rytmiske gentagelser af sætningen “som afstikker, som en nomade”, og jeg tænker på, hvad man som minoritetskvinde fravælger, idet man tilvælger frigørelsen.
Langsomt gynger Benamors bløde bevægelser mig ind i hendes univers, og jeg glemmer, hvor ængstelig jeg plejer at være på campingpladsen. I øjenkrogen ænser jeg en veninde. Hun har mørkt hår og mørke øjne ligesom mig, og vi nikker genkendende til hinanden. Benamor begynder at hviske mere og mere, og jeg forstår ikke rigtigt, hvad hun siger, men det er meget intenst. En blød dans. “På jagt” og “feberdrøm” hører jeg. Jeg vil med på jagt. Hun begynder at råbe ordene, og hendes bevægelser bliver mere aggressive, det er som om hun svømmer i et hav. Musikken intensiveres, en indre krig, en indre søgen, en indre længsel bryder frem. “På jagt”!
Gentagelserne af “Hav” bliver til “ophav” og blander sig inde i mit hovede. Pludseligt blander tunge klubrytmer sig med Benamors hymne af digte, ligesom alkohol blander sig med blodet. Jeg tages hen til en følelse af at stå på klubben blandt svedende kroppe og tænke på, hvad min mor mon har opgivet af drømme for at give sine børn et godt liv i Danmark. Mit dagdrømmeri afbrydes af Benamor, der bevæger sig ud i publikum og laver fagter, som om hun skyder med bue og pil. Hun skyder på beatets slag.
“Alt hårdt er dit”, siges der. Hun krummer ryggen, hun nærmest svømmer gennem publikum, hun danser til sin egen digtning og jeg vil danse med.
DJ G2G, EOS-scenen, tirsdag 1. juil
– anmeldt af Annika (26), manager i isbutik
“Ready for a party like no other”– sådan starter DJG2G’s set. Mine fødder gør ondt af helvedes til, efter at have trasket rundt i lyserøde cowboyboots hele dagen, og jeg ved faktisk ikke, om jeg er klar til årets fest. Men hovedpersonen er spankuleret ind på scenen med vinger og en hovedbeklædning med lysende øjne. Standarden er hermed sat, og DJG2G sætter en helt ny bar for, hvad en DJ skal kunne.
Smerten forsvinder i mine fødder, og jeg hylder i stedet min lidt høje hæl, der giver mig det fulde overblik over dj-settet. Settet indebærer en centeret DJ pult, en videoskærm og smukke dansere, allesammen femmes, der kommer med tilråb som “are you ready?” og “let’s go Roskilde”.
Settet er ikke bare fuld af energi, lysshow, en stor skærm, der skiftevis viser klip af Miley Cyrus og video fra undergrunds-drag-fester. Det er i den grad politisk. G2G opfordrer os alle til at finde de høje hæle frem og se det store overblik – også selvom det kan gøre ondt. For trans er beautiful, og vi kan alle finde “love in a hopeless place”. Med afsæt i drag- og trans-kultur bliver plænen foran Eos forvandlet til en hyldest til dem, der står udenfor normen, og en stor fed fuckfinger til det system, der undertrykker dem. Det er mere end en fest, det har læringsmæssig værdi og opfordrer os til at skabe en verden, hvor der er plads til alle. Blandt de bros, pop-prinsesser og techno-nørder, der alle var til stede med hænderne i vejret, håber jeg budskabet kom igennem og bliver spredt som amors pile over hele festivalen.
Passive Aggressives publikumsredaktion er støttet af Roskilde Kommunes Musikbypulje.
