Rasmus Daugbjerg & Yngel – Jeg tør godt forandre mig
Interview af Jon Albjerg Ravnholt. Foto: Liv Blazejewicz.
Hvordan oversætter man ord til et musikalsk udtryk? Hvordan kan man få ord til at formidle en sansning så umiddelbart og abstrakt, som musikken kan? Forfatteren Rasmus Daugbjerg og guitarduoen Yngel har med kassettebåndet “Ulykkens Mønt” frembragt et fælles værk, hvor musikken er mere end underlægning til ordene, og ordene mere end forklaring af musikken. P/A har talt med Rasmus Daugbjerg om, hvad det krævede af ham at gå ind i det samarbejde, hvad han for alt i verden ville undgå af fælder, og hvad det giver hans virke som forfatter.
Når forskellige kunstformer mødes i et samarbejde, tvinges udøverne ikke bare til at give hinanden plads til at udfolde sig, men må også forholde sig til, hvordan andre fortolker deres eget udtryk og videreudvikler det. I bedste fald kan det tværfaglige virke åbne for en bedre forståelse af ens egne virkemidler og en ny praksis for den enkelte kunstner – men det kan lige så let ende med en diffus publikumsoplevelse og en frustrerende øvelse for kunstnerne.
Alle sætter altså noget på spil i tværæstetiske produktioner. Hvad får de selv ud af det?
Det har jeg allerede skrevet om i forbindelse med det odenseanske Teater Momentums Koncerter i Kulissen, hvor teatretelementer kobles med livekoncerter, og jeg har for nylig talt med det aarhusianske jazzband Kiosks poetryslammer Maj Ørskov om, hvordan de arbejder med at understøtte hinandens udtryk og skabe rum for hinanden.
Man må selv give et alvorligt bud
“For at være helt ærlig synes jeg godt, det kan være en ret svær genre at lykkes med. Der er så mange klichéer, når forfattere og musikere går sammen. Sådan en dyb, hæs mandestemme, der siger noget om at ryge cigaretter og sidde på en bar, og så er der lidt jazzet musik under det,” siger Rasmus Daugbjerg med en vrængende grimasse på computerskærmen og lader mig om at komme med eksempler på lige præcis dén ekstremt forfattermandede kliché, uden at han selv behøver hænge sine ældre kolleger ud.
“Det føles som underlægningsmusik, det føles gumpetungt. Men fordi jeg havde den aversion og det forbehold, var det interessant at prøve at tage genren alvorligt. Hvis man synes, den genre kan være svær, må man prøve selv at give et alvorligt bud på, hvad den kan.”
Alt andet lige bliver det lettere at undgå lige dén faldgrube, fordi Yngel ikke spiller bebop-jazz, og Rasmus Daugbjerg ikke skriver om neonlys genspejlet i regnvåde storbygader. De er mødtes i en fælles stræben efter at lade naturen komme til orde i kunsten. Hos guitarduoen kommer det helt konkret til udtryk i brugen af sten som plektre og buer og tydeliggørelsen af de klange og mislyde, det giver i et spænd mellem næsten doom metallisk dronen og eksperimenterende freefolk. Det talte jeg sidste år med guitaristen Emil Palme om, hvor han forklarede:
“Man må være åben for de ting, der bliver givet én af materialet. Noget af det spændende ved at arbejde med sten er, at det er et materiale, der er så gammelt. Det er, som om det giver en slags urlyd.”
Rasmus Daugbjergs indtil videre to romaner, “Rygtet” og “Trold” fra hhv. 2021 og 2023, tager begge afsæt i folkeeventyrernes verden og bruger det til at belyse klima- og biodiversitetskrisen, sådan som f.eks. Charlotte Weitze og Dennis Gade Kofod fra generationen før ham også gør det. Derfor var samarbejdet oplagt, forklarer han nu:
“De sten, Taus og Emil spiller med, siger selv noget. Der er ikke kun et menneskeligt centreret fortællerperspektiv, og det minder mig om, hvorfor jeg elsker eventyr så meget. Alting er besjælet i eventyrene, det er ikke kun mennesker, der får lov til at have indflydelse på handlingen. Det kan sten også, eller en ræv, en mus, solen, vinden, vandet. På den måde føles det som en kollektiv fortælling. Vi er jo mennesker, der spiller musik, men det føles alligevel som om, der er en alliance med flere.”
Samtidig er der et meget tydeligt “jeg” i flere af teksterne på båndet? Hvordan hænger det sammen med den følelse af et “vi,” der taler?
“Jeg synes almindeligvis, at et jeg-perspektiv kan blive for indadskuende, og jeg har ofte brug for at åbne mine tekster op mod noget kollektivt, enten ved at have flere fortællere eller ved at bruge en tredjepersonsfortæller. Men fordi vi allerede var tre, var det lettere at lave det ‘jeg’ og se det udefra. Det er ligesom ikke mig, det blev næsten en lille karakter.”
“I starten var det ret angstprovokerende, fordi Yngel bygger på en høj grad af improvisation, og at improvisere er det værste, jeg kan forestille mig.”
Rasmus Daugbjerg
Alt går så langsomt, når jeg skriver
En vigtig pointe med “Ulykkens Mønt” er dog, at teksterne netop ikke bare er “ledsaget af musik,” men er et element i en fælles frembringelse. Det tvang Rasmus Daugbjerg til at ændre sin måde at skrive på, fortæller han.
“Normalt arbejder jeg alene med mig selv og mine tanker. Alt går så langsomt, jeg vejer hvert et ord, og det tager fire år at skrive en bog på 120 sider. Der var noget intuitivt og legesygt i det her. Altså, i starten var det ret angstprovokerende, fordi Yngel bygger på en høj grad af improvisation, og at improvisere er det værste, jeg kan forestille mig. Bare at skrive en sætning og se, hvad der kommer, det er så svært for mig. Men når vi øvede, kunne jeg jo ikke sidde og vente på, at jeg skulle tænke den næste sætning. Så jeg blev også nødt til bare nogle gange at sige noget.”
Det har altså krævet mod af forfatteren at gå ind i et skabelsesrum, hvor hans arbejdsmetode blev udfordret, og hvor han måtte åbne sig for, at det ville foranledige andre måder at udtrykke sig på. Det bliver helt konkret formuleret i nummeret “Jeg tør godt,” hvor en af sætningerne lyder: “Jeg tør godt forandre mig.”
Hvad giver det dig kreativt som forfatter at indgå i et samarbejde som det her, og forestiller du dig, at du kan bruge det i din skrivning fremadrettet?
“Den del af processen, hvor ordene er opstået spontant eller intuitivt ved at være modig nok til at turde improvisere den association frem, ville jeg rigtig gerne være bedre til at tage med mig ind i min egen skriftpraksis i almindelighed. Stole lidt mere på, at skriften er klogere, end jeg selv er.”
Tro mod lysten
Andre steder, i “Mine arme” og “Kun når jeg vender mig,” bryder Rasmus Daugbjerg ud i sang. Det er enormt rørende, fordi det er tydeligt, hvor grænseoverskridende det også må være for forfatteren, der alt andet lige ikke er en skolet sanger i klassisk forstand.
Hvilke overvejelser ligger bag doseringen af sang hhv. recitation?
“Oplæsningen skulle fylde mest. Det er det, jeg er bedst til, det er der, jeg føler mig tryggest. Plus det er fedt, at jeg er en forfatter, og de er musikere, for så kan der opstå et eller andet imellem vores fagligheder og vores udtryk, som er spændende. Men jeg fik lyst til at synge, når vi var i øvelokalet, og den lyst ville jeg også gerne være tro mod. Plus at der i det her samarbejde er følelsen af at være på virkelig dybt vand på sådan en spændende måde.”
Vi ender tilbage ved udgangspunktet for samtalen: Hvad har vi som lyttere ud af at møde den usikkerhed i fremførslen? Hvad giver det os, at kunstneren begiver sig ud på dybt vand? Sker der noget i mødet mellem to kunstformer, der både inspirerer dem i hver sin nye retning og skaber et helt tredje udtryk? Det har Rasmus Daugbjerg ikke et færdigt svar på, og man kan vel sige, at netop det, at det endegyldige svar ikke findes, i sig selv er årsag nok til fortsat at udforske, hvad der kan ske i det spillerum.
“Det at insistere på, at man kommer med hver sin lyd og sætter dem sammen, sker i tillid til, at der opstår en vibration mellem de to lyde. Så hvordan kan man oversætte det? Jeg så engang en performance, som foregik i næsten totalt mørke, så man kun lige kunne ane en krop, der bevægede sig sindssygt langsomt. Der sad jeg efterfølgende og tænkte over, hvordan man kan skrive på en måde, hvor der er fuldstændig mørkt? Jeg tror aldrig, jeg kommer frem til svaret, men når Yngel spiller, kan jeg sidde og tænke over, hvordan jeg kan skrive på en måde, så det minder om det, de spiller.”
“Ulykkens Mønt” af Yngel & Rasmus Daugbjerg udkom 23. januar på det københavnske kassettebåndslabel Kaos og Stjernen.
