Roskilde Festival 2026 – Når det store regnskab skal gøres op
Reportage af Emil Hansen. Foto: Jens Raadal. Dette er et gæsteindlæg af Emil Hansen, forsanger og guitarist i metalbandet Terminalist. Emil Hansen er cand. mag. i musik og kulturformidling.
“Hvor går han hen, når han holder bal? Han går på Roskilde Festival!” sang Red Warszawa, dansk metals længst eksisterende jokeband, om den sortklædte Johnny i “Den Sorte Garderobe” for mange år siden.
Jeg kan identificere mig med Johnny. Ikke fordi jeg er udsat og fra Ballerup, men fordi jeg har mange sorte t-shirts, og fordi Roskilde Festival er mit bal. 18 gange har jeg været afsted, og 18 gange er jeg kommet hjem, smadret og begejstret i varierende grad, men altid klogere.
Meget har forandret sig – toiletforholdene er blevet bedre, forholdene for de frivillige er blevet værre, maden er blevet dyrere og mere eksklusiv, og festivaltoget går hele vejen til Københavns Hovedbanegård, hvilket gør det let at tage hjem og overnatte i stedet for at sove på udtjente luftmadrasser i telte, der ikke kan holde vand.
Easy.
Knap så easy er det at finde hovednavne, der betyder noget. Der er få kunstnere, der kan samle masserne, her et par årtier efter internettet dræbte monokulturen, særligt hvis man også vil være fremsynet. Rocknavnene er svundet ind, og den genreskårne metal er efterhånden også udsluset, og jeg forstår det, selvom jeg godt kan ærgre mig.
Men jeg tager ikke længere afsted for at høre rock og metal. Det kan godt være, at jeg er fyldt 35 og dermed er langt ældre end festivalens aldersgennemsnit og uden for kernemålgruppen, men hvert år kribler det stadig i mig for at høre alt det, jeg ikke vidste, jeg skulle høre.
For hvor tager man hen for at blive klogere på kunstens, kulturens, ungdommens tilstand, på selve tidsånden, når verden står i brand?
Man tager på Roskilde Festival.
ONSDAG
“Det er altid sjovt med den åbningskoncert: Det er som en leder i et stort dagblad: Her er, hvad vi finder relevant. Væsentligt. Vigtigt.“
Kaos, tumult, svedglinsende kroppe. Nej, det er ikke en moshpit, det er en shuttlebus, der bevæger sig i sneglefart mod festivalpladsen fra Roskilde Station. Der er trafikprop, ingen rykker sig frem, og i mellemtiden stiger temperaturen inde i bussen, hvor folk står tæt og med fuld oppakning. Ilten svinder ind, sveddråberne pibler frem på panderne, løber ned ad armene, drypper ned på gulvet og på de fremmede mennesker, der var (u)heldige nok at få en siddeplads. Jeg kommer til at tænke på en gammel Steen & Stoffer-stribe, hvor Stoffers eneste måde at få Steen ud af badet på er ved at true med, at han bliver til en rosin, hvis han bliver der meget længere.
Det punkt var jeg nået til.
De foregående dage ude på pladsen havde budt på en stribe gode koncerter med blandt andre Ana Juél, Smøgmænd og Demersal. Men sikke en måde at starte den første rigtige festivaldag på.
Heldigvis er det til at få humøret op igen, fx når jeg møder min gamle musikvidenskabsstudiekammerat Rasmus. Han forsker i dag i techno og er generelt klog at høre på, men for hvert år jeg møder ham på Roskilde, bliver han mere og mere boomeragtig, i hvert fald når vi går til rockkoncerter. Maven stikker længere ud, den ene hånd er altid optaget af en øl, den anden ofte af en smøg, og så står han solidt plantet med ansigtet vendt den stik modsatte vej af scenen, så han kan føre en højlydt samtale.
Det var heller ikke fordi, Iceage ligefrem krævede vores opmærksomhed, jeg lærer nok aldrig at forstå det band, så vi dryssede over til Pils åbningskoncert på Orange Scene. Det er altid sjovt med den åbningskoncert: På den ene side er det ”bare” det, en åbning af den største scene, på den anden side er det også et udtryk for festivalens vilje og retning. Det er som en leder i et stort dagblad: Her er, hvad vi finder relevant. Væsentligt. Vigtigt.
Den relaterbare rejse
Jeg arbejdede engang på en specialølbar, hvor jeg gerne skulle vide noget om de øl, vi serverede. Der var ikke meget hjælp at hente hos cheferne, så det var noget med at finde andre kilder. Jeg blev aldrig god til det, dels fordi jobbet var så stressende og dårligt lønnet, at motivationen forsvandt, dels fordi jeg bedre kan lide at drikke øl end at sætte mig ind i, hvordan de brygges. Nå, men på et tidspunkt fandt jeg en YouTube-video med en amerikaner, som gennemgik en række øltyper, og i sin iver efter ikke at tale ned om Budweiser sagde han, at det var en øl, der var så inoffensive, at alle kunne være med.
Jeg har det på samme måde med Pils musik.
Hun er endnu et navn i en række af unge kvinder, som er brudt igennem inden for de seneste fem-ti år med dansksproget pop. Og jeg må ærligt sige, at baseret på musikken er det svært for mig at skelne Pil fra Ida Laurberg, Sofie1998, Mille, Mumle, Rumle og hvad de ellers hedder.
Min anke ligger i, at de er som skåret over én kam: søde, pæne, reflekterede, ærlige, sårbare, altid under eget navn. Det er en forestillet autenticitet om en ensrettet kvindetype, ikke farlig eller truende, subversiv eller undergravende, men mild og salgbar. Fra middelklassen og til middelklassen. Det er musikkens pendant til det danske drama, hvor alle titler er i bestemt ental (Arven, Hævnen, Jagten), men hvor musikken ganske vist er mindre udspændt i sit drama, higer den lige så meget efter at være noget så unikt dansk som relaterbar: Det er personlige historier formidlet i et ofte upersonligt sprog om relationer, gerne de brudte af slagsen, om mindreværd, om at finde styrke i sin sårbarhed og om de knubs, det unge voksenliv giver en. Sangskrivningen spejler det i sin kedsommelighed: Ofte midttempo, en gang imellem langsomt, nogle gange lidt r’n’b’et, andre gange mere electropoppet, altid mellow.
Andreas Odbjerg gæstede på “Omvendt”, hvilket skabte store jubelbrøl, og senere kom en, som kalder sig Wads, og leverede et gæstevers, der startede med linjen: ”Kender du det, når du har smidt dit nummer væk … til garde-rooooben?”
Det var der åbenbart en del, der kendte, og det kan jo være, at de alle kan spejle sig i den modningsproces, Pil skildrer i sin musik, men det er også lidt som at se et tv-program eller læse et LinkedIn-opslag: Alt er en rejse, før var vi der, nu er vi her, vi fandt garderobenummeret igen, og nu er vi blevet klogere og ved, hvor vi skal gemme det i pungen næste gang.
“…Eller sagt på en måde, som minder mindre om en Sørine Gotfredsen-analyse: Det går i hvert fald hen og bliver uinteressant, hvis ikke den rejse bliver gjort kunstnerisk interessant.”
Problemet med den grundfortælling er også, at en koncert på Orange Scene automatisk bliver kulminationen på den rejse. Det bliver en personlig sejr, som kollektivet, her 60.000 mennesker, bifalder. Det har jeg det svært med. Eller sagt på en måde, som minder mindre om en Sørine Gotfredsen-analyse: Det går i hvert fald hen og bliver uinteressant, hvis ikke den rejse bliver gjort kunstnerisk interessant. Det fik vi en flig af, da Annika strålende trådte ind på scenen sammen med Mille til Anton Westerlins collab-hit “Hørt det før” og sang med så meget star power og så stor en stemme, at hun på små tre minutter fik hele Pils timelange sæt til at blegne. Kvalitetsforskellen var til at mærke.
Følsomt
En, faktisk flere, store stemmer var der også hos Annie & the Caldwells, der medbragte dybfølt gospel-soul fra Mississippi. Igen, har jeg lyst til at sige, for hovedpersonen Annie Caldwell var der også med Staples Jr. Singers for to år siden. Hun og hendes call and response-backingtrup af døtre sang fantastisk, men bandet, en lille trio, spillede også suverænt, bl.a. et af de strammeste langsomme 6/8-grooves, jeg kan mindes at have hørt.
I bogen “Danmarks farligste plade” (2025), der handler om Bent Jacobsens legendariske album “Bøsse” fra 1975, skriver Anders Koppel, at Jacobsens manglende erfaring som musiker viste sig i, at han skrev mange af sine sange i valsetakt – altså grupperinger af tre. Det er ikke ment negativt, det er bare karakteristisk for begyndere, fordi det føles umiddelbart for mange. Det forstår jeg ikke, for en 3/4-taktart virker ikke så umiddelbar for mig som en 4/4, men det kan være, jeg er skadet af rockmusik. Til gengæld virker en swingende 6/8 som et utroligt godt rytmisk grundlag at bygge en dybfølt sjæler på.
Måske er 6/8 i virkeligheden den mest følsomme taktart? Lytter man til soul – eller til “Bøsse”, som også er en slags soulplade – kan man godt tænke det.
Ikke følsomt
Jeg nåede desværre ikke at høre hele koncerten, for jeg måtte spæne tværs over pladsen til Fauna-scenen for at nå Smertegrænsens Toldere, der består af fire hvide mænd, der helt klart ikke spiller i 6/8.
Det går i 4/4 hele vejen igennem, og det gør det i to gear: Et hurtigt og et lidt mindre hurtigt. Med det bandnavn må det jo nødvendigvis være fedt, for et fedt navn betyder ofte et fedt band. Det har de efterhånden bevist mange gange, at de er, og der var intet nyt her, hvor de kværnede igennem 27 (eller var det 28?) numre på små 35 minutter.
35 minutter er lige så lang tid, som Ice Spice stod på Orange Scene for to år siden. Det her var dog bedre.
Punk- og metalkoncerterne – især sidstnævnte – har haft et par svære år på Roskilde. Konkurrencen, særligt fra Copenhell, er taget til, folk kommer ikke på festivalen eksklusivt for de koncerter længere, og der har man så skullet finde balancen i både udvalg, genreudtryk og scenestørrelse. Til den her koncert fungerede det hele: scenen, tidspunktet, fremmødet, pitten, musikken.
Meget følsomt
Nå, men der var da ét stort rockband på Orange Scene, og der måtte jeg så erfare, at alle andre kender The Cure bedre end mig, og at de virkelig føler det. Altså, jeg lytter mest bare til “Seventeen Seconds” og “Pornography”, når det er, og jeg tror ærligt talt, at jeg har hørt Bisse synge om at lytte til “Disintegration” flere gange, end jeg selv har lyttet til “Disintegration”.
Det var nu en fornem koncert alligevel, og man må respektere et band, der udviser så stor tillid til publikums tålmodighed. Et lille mikrokosmos udfoldede sig: Nogen optog en sang til kæresten; andre hev en scoring hjem; nogen slog en ækel prut; flere forlod koncerten (ikke på grund af prutten), men langt de fleste blev og hyggede sig med dans og musik og den slags. Selv måtte jeg smutte inden finalen.
“Jeg tror ærligt talt, at jeg har hørt Bisse synge om at lytte til “Disintegration” flere gange, end jeg selv har lyttet til “Disintegration”.
TORSDAG
Širom fra Slovenien åbnede dagen for mig med en eksperimenterende og dronende folkemusik med en masse instrumenter, som jeg gerne ville kunne navnene på. Deres seneste album har den meget metal titel “In the Wind of Night, Hard-Fallen Incantations Whisper”, så det gav mening, at et af de tre medlemmer bar en Neurosis t-shirt.
Det album opførte de så med improvisatoriske indfald undervejs, inklusive en sektion med kakofoniske klange frembragt af at slå, hvad der lignede potter, pander og grydelåg mod hinanden. Det lød som en, der beslutter sig for at lave mad efter at være kommet fuld hjem fra byen, men vi måtte forstå på gruppen, at musikken også var en måde at afsværge de forbandelser, der plager vores moderne verden.
Måske virkede det omvendt, for min makker Michael fandt allerede inden koncertstart en cigaret frem, tændte den og sagde: ”Jeg er stoppet med at ryge.”
Regnen afholdt mig fra at bevæge mig ud til Malk de Koijn, men det stoppede tids nok til Napalm Death, der leverede en regulær – og tiltrængt – kæberasler af en koncert. Jeg havde ikke regnet med andet, men at de også kunne fylde pladsen ved Eos ud og begejstre så mange med vred grindcore, politisk stage banter, d-beats og snublende trommefills, det var alligevel lidt af en overraskelse.
Sidste år stiftede jeg i protest mod dårlige metalkoncerter min egen bevægelse, FOLKEBEVÆGELSEN FOR FLERE FEDE RIFFS PÅ ROSKILDE. Jeg tror, vi er oppe på fem medlemmer nu, men jeg må ærligt sige, at jeg har mistet overblikket. Jeg må som stifter også bare proklamere, at selvom Napalm Death ikke spiller riff-riffs, så viste de, at metal stadig kan samle folk på Roskilde Festival. Tak for det, og jeg betvivler nu min egen folkebevægelses fremtid.
“Kneecap føjer mere til popkulturens sprogdiversitet, hvor det gængse engelsk får skarp konkurrence fra spansk, koreansk og nu også gælisk”
Protester og buhråb
Jeg har aldrig oplevet folk buhe så meget, som da Uncle Acid and the Deadbeats fik trukket stikket, angiveligt efter Damon Albarn brokkede sig over, at de kunne høres ved Orange Scene. Jeg fik ondt af afvikleren, der skulle levere beskeden til de vrede publikummer, for dét lignede en nedturstjans – sikkert værre end at sidde og tjekke YouTube-videoer om øltyper til sit bartenderjob. Men det var da en udmærket halv time, vi fik.
Buhet blev der også til Kneecap-koncerten, men det var ikke af gruppen, det var af den danske regering, der som det allerførste blev anklaget for at bidrage til folkemord i Palæstina ved at eksportere våbenudstyr til de F-35-fly, der benyttes af Israel. Det er den slags pain points, (nord)irske Kneecap trykker på, og det gør dem kontroversielle og vildt populære, så de med en meteorisk fart er rejst fra at spille på Gloria-scenen for to år siden til nu at stå på den næststørste scene Arena. Mens de dengang leverede et charmerende show, der balancerede mellem international politik og jokes om ketamin og snifferhunde, så var det langt større og professionelt, men musikalsk også lidt tyndt i det, selvom det nye albumtitelnummer “FENIAN” og hittet “H.O.O.D.” var hårdtslående højdepunkter.
Til gengæld er der noget meget, meget forfriskende i at se, hvordan Kneecap ikke bare er en politisk protestgruppe med en mærkesag (palæstinensisk og irsk uafhængighed), de er også en kulturel kraft, der bidrager til en bevægelse i hjemlandet, hvor unge irere (gen)opdager gælisk, et sprog som ellers er gledet ud af bevidstheden hos mange under den engelsksprogede dominans. Det føjer mere til popkulturens sprogdiversitet, hvor det gængse engelsk får skarp konkurrence fra spansk, koreansk og nu også gælisk.
FREDAG
En anden kulturel kraft er Tessa. Det er nemt at grine og pege fingre ad hendes attitude, de vulgære tekster og de selvbevidste underklassemarkører, men hun har fandeme noget på spil, og hun leverer. Da jeg gik forbi hendes koncert på Orange bed jeg dog mest mærke i, at hendes guitarist lirede en reel helteguitarsolo af undervejs. Hvem var det? Props for det, for tænk engang, at Tessa shreddede mere end samtlige metalbands på festivalen.
Maruja ville spille både rock, punk, jazz og hiphop, og intet af det fungerede, så tidligt på aftenen gik jeg uforvarende ind til mexicanske Luisa Almaguer på Gloria-scenen. Kun bakket op af en trommeslager og en guitarist gik hun først i gang med at gestikulere og lave armbevægelser, før hendes dybe tenor (eller var det en lysere baryton?) satte ind. Diskrepansen mellem udseende og lyd kunne forklares af, at Almaguer er transkvinde.
Artilleri til kønskampen
Hvilken stemme, hvilken personlighed, hvilken ekstremt konfronterende politik. Vi skulle blot blive færdige med første nummer, før hun kom med en direkte opfordring til de hvide heteromænd i publikum: Statistikker viser, at i de stater, hvor der forbruges mest transporno, bliver flest transpersoner slået ihjel.
”Why do you love us, but why do you also want to kill us?”
Larmende stilhed, og så kom der en sprød indierock-sang, hvor hun vekslede mellem sit dybe register og et lyst, mere nasalt udtryk, både knækkende og kvækkende. Som R.E.M., hvis Michael Stipe var en fed sanger.
Et cover af Portisheads “Roads” blev indledt med perfekt intonation og en nænsom vibrato, der var Beth Gibson værdig og gav gåsehud, inden det muterede over i en version af “I Put a Spell on You” (ja, de to deler akkordrundgang ligesom så mange andre kompositioner i musikhistorien), hvor Almaguer gav den som lige dele diva og shock rocker med fandenivoldsk alvor og subtil humor, mens hun pegede publikum ud og sang ”I put a spell on you, white people”.
Kæft, en omgang. Luisa Almaguers koncert var både stor kunst, artilleri til kønskampen, festivalens største overraskelse og det allermest punk, jeg så hele ugen.
Stjerner på parade
Det var svært at overgå, men australsk-ghanesiske Genesis Owusu gjorde sit bedste i den anden ende af pladsen på Lagune-scenen med et minimalt setup bestående af en livetrommeslager, en rød stjerne på storskærmen og en række sange om ulighed, misinformation, totalitarisme og techmilliardærer.
Det blev behandlet lige så sømløst som Owusu skifter mellem rap, råb og skønsang i en hybrid, der går fra punk-hiphop i den store banger “Stampede”, der kunne lyde som Slowthai, hvis han var venstreorienteret og uden voldtægtsanklager, over dyb Prince- og Parliament-inspireret funk i “Hellstar” til en helt smooth r’n’b-soul i den afsluttende hymne “One4All”. Et sted blev Vanessa Carltons “A Thousand Miles” endda samplet til stor begejstring for crowdets millennials.
Stjernebooking og en stjernekoncert.
Dyre billige instrumenter
David Byrne var nok mere fantastisk, hvis man var inde i teltet, men vi fik da spottet manden på afstand, og han fortjener respekt for mange ting, blandt andet for at bruge sin platform til at profilere musik fra andre egne end Vesten.
“Kin’gongolo Kiniata var kommet hele vejen fra Congo for at spille på upcyclede instrumenter. Der var nok en pointe i at tage Congos affald med til Danmark”
Sådan et eksempel fik vi med Kin’gongolo Kiniata, der var kommet hele vejen fra Congo for at spille på upcyclede instrumenter. Det var sjovt at prøve at studere de forskellige udsving i klang og timbre – ok, bassen må være hjemmebygget af gammelt træ og en stålplade, for den lyder lidt off, og ham derovre spiller på nogle større stykker glas, for de klinger anderledes end de opretstående stave, der også ligner glas, men som laver en lysere, klikkende lyd – men mest af alt stod jeg bare og tænkte på, hvor dyrt det må have været at få alle de instrumenter med i lufthavnen. Der var nok en pointe i at tage Congos affald med til Danmark, men man kunne have fundet lige så meget skrald i campingområdet. Det havde dog sikkert ikke lydt nær så fedt. Den ekstra regning var nok det værd.
Blawan lavede techno, og jeg ville ønske, at jeg havde et ordforråd for det musikalske sprog. Det har jeg dog ikke, men technoforskeren Rasmus var begejstret, og vi vendte snuden hjemad, men først efter min makker Michael (ham, der røg, mens han var stoppet med at ryge) bestilte to retter indisk, fordi man åbenbart ikke kan udtale ord rigtigt, når man har drukket. Tak for daal, som ikke var naan.
LØRDAG
“Roskilde lykkes gang på gang med at repræsentere mere musik, flere genrer, flere traditioner, flere kvinder, flere nationaliteter og flere kønsidentiteter end alle andre steder herhjemme”
Nå, men den nye Orange Scene, ikke? Den kan altså noget. I hvert fald når Tv-2 står på den.
Jeg ville gerne forklare, hvad deres musik og tekster sætter i gang hos mig, men jeg kan kun sige så meget, som at det blev spillet i barndomshjemmet og fik fornyet betydning, efter jeg blev voksen. Måske er det det samme, som de unge danske kunstnere i dag stiler efter.
Det er selvfølgelig også det smukke ved musik: Det siger ting, man ellers ikke kan formulere, selve formen undgår sprogets logik, betydningen kan ikke indfanges fyldestgørende af ord.
Der har Tv-2 noget til fælles med techno.
Det store regnskab
Nede på stambaren, hvor vi mest bare hører metal, er der en udbredt påskønnelse af Tv-2. En af stamgæsterne, Thomas, er fra Aarhus, og når han bliver fuld og glad, begynder han at kalde Steffen Brandt for Stefan Brandt. Så det hedder han altså nu.
Jeg tror aldrig, jeg har hørt Stefan Brandt være så veloplagt som den her lørdag eftermiddag. Det er 25 år siden, de sidst stod på Roskilde Festival, men som han sagde, ”så er 25 år jo ingenting i det store regnskab.”
Tv-2 kunne plukke fra hvor som helst i karrieren, men fokus lå her på første halvdel af 1980’erne med særlig vægt på “Nutidens unge” og et par afstikkere til 00’erne, hvor Thomas Troelsen satte sit aftryk på den moderne og mere komprimerede version af Tv-2. Ingen af de store #danskerbangere fra 90’erne, men heller ikke nogle af de rigtigt revsende sange.
Jeg ville elske at have hørt “De græder i Jylland” fra det seneste album, hvor Stefan Brandt viser, at han har læst Mathilde Walter Clark og på fire minutter udhuler minkbranchens selvfortælling, men vi var ikke kommet for at blive spillet ud mod hinanden. I stedet var der fællessang på “Ræven og rønnebærrene”, “Randers station” (udtalt som station på engelsk og ledsaget af billeder af New Yorks skyline) og den eviggyldige “Hele verden fra forstanden”, og så gæstede Eee Gee en nedtonet slowcore-version af “Alt hvad hun ville var at danse”, der gav gåsehud og spontane tårer. Også fedt at høre “Natradio”. Stort nummer.
Der er dog ét regnskab, der stadig betyder noget, og det tilhører Kasper Behrendt, en af Danmarks mest aktive koncertgængere, altid genkendelig i sin slidte battlevest og kasket og ofte med en pose nødder eller en burger i lommen. Han står altid i samme positur, helt ubevægelig, som en statue. Jeg har set ham til mange metalkoncerter, men aldrig set ham headbange. Man må vel også spare på kropsbevægelserne, når nu man har set 11.000 bands i løbet af sit noget-af-trediveårige liv og agter at se mange tusinde flere.
Han har boet i Aarhus i over 20 år og alligevel aldrig set Tv-2.
Men nu siger regnskabet 11.001 bands.
Nemt
Clipse var udmærket. Når DJ’en ikke fyrede pistolskud af, understregede han, at de udgav sidste års bedste rapalbum overhovedet. ”Eeeasy!” lød det fra Pusha T og Malice. ”Eeeeasy!”
Der har været mange hiphoplorteshows på Orange Scene, og Clipses var helt klart i den bedre ende. Højdepunkterne var “M.T.B.T.T.F.” (“Mike Tyson Blow to the Face”), der blev ledsaget af et politifoto af Evander Holyfields øre, efter Tyson havde bidt et stykke af det, men også klassikere som “Mr. Me Too” (der ikke handler om #MeToo) og “Grindin’”, som er fra den tid, hvor Pharrell Williams og The Neptunes’ produktioner var med til at ændre hele poplandskabets æstetik ved at gøre hiphop (og til dels pop) helt minimal og samplebaseret. En historielektion, men ikke så præsent, som receptionen af det seneste album lagde op til. Helt så eeeasy er det tilsyneladende ikke at lægge Orange Scene ned.
Jeg droppede Igorrr, fordi jeg ikke kan fordrage Igorrr, så en ven og jeg tjekkede brasilianske Liniker ud – endnu en transkønnet sanger, som viste, hvordan man bærer kønskampen videre, men modsat Luisa Almaguers optræden dagen før lå Linikers vægt ikke på konfrontationen, men på at skabe synlighed: for hende, for dansen, for den brasilianske musiktradition. Til det havde hun et stort og velspillende band med hornsektion, percussionister og backingsangere og et repertoire, der trak på samba, soul, funk og MPB. Den her slags musik fungerer simpelthen bare uovertruffent på Roskilde, hvilket Seu Jorge også viste sidste år, og jeg er imponeret over, hvor nemt de får det til at se ud.
Noget, der til gengæld ikke er nemt, er at ramme de balancer i programlægningen, som Roskilde Festival stiler efter. Og alligevel lykkes de gang på gang med at repræsentere mere musik, flere genrer, flere traditioner, flere kvinder, flere nationaliteter og flere kønsidentiteter end alle andre steder herhjemme. Det er et kulturelt frirum, men også et udstillingsvindue, hvor de små kampe, der udspiller sig i musikken på scenerne, spejler de store kampe i verden omkring os.
Nordeuropas største festival er måske ikke antikapitalisternes våde drøm, hvis det nogensinde var det. Og træerne vokser ikke ind i himlen, for niveauet svinger fra år til år. Men med en underskov af musik, der udfordrer, konfronterer, forløser og skaber fællesskaber, som den gjorde i år, ja, så er der ikke nogen tvivl om, at jeg også næste sommer trækker i en t-shirt fra den sorte garderobe for at gå til årets bal.
Emil Hansen har skrevet gæsteindlægget fra Roskilde Festival 2026 på opfordring fra redaktør Jon Albjerg Ravnholt. De to har sammen for nylig skrevet en kronik til Frihedsbrevet om nynazisme i den danske metalscene.
