rosýan روشن – En musikberiget samsovning
Reportage og foto af Jon Albjerg Ravnholt.
Hvad gør det ved søvnen at sætte musik til den? Og at opleve det i fællesskab? Hvad gør det ved vores indlevelse i musikken at lytte til den, mens vi glider ind og ud af søvnen natten igennem? Rapport fra en sovekoncert med den dansk-iranske cellist rosýan روشن på odenseanske Teater Momentum.
De sidste luftmadrasser er pumpet, tænderne børstet, skønhedsrutinen overstået for den unge del af publikum, og Rosanna Lorenzen med kunstnernavnet rosýan sidder uanfægtet midt i cirklen af foldemadrasser, yogamåtter og liggeunderlag på Den Fynske Operas scenegulv.
“Nu må I godt sætte jeres telefoner på flytilstand og bare lægge dem helt væk,” formaner hun med rolig stemme. “Dem får I ikke brug for.”
Sceneteknikeren dæmper lyset i salen, så der kun er en enkelt kegle af blåt lys på rosýan på sin klapstol med celloen, laptop og effektpedaler. Og så er det faktisk bare at læne sig ind i søvnen og den musik, hun improviserer frem de næste ti timer. Imens buldrer fredag aften uhørt løs ude på den anden side af teaterbygningens tykke mure.
“Det kan godt lyde mærkeligt, men det er faktisk ret krævende at spille for et sovende publikum,” siger rosýan næste morgen, da hun har vækket os med en stadigt mere intens musik i en halv time frem mod koncertens afslutningen. Til sidst hun lader de sammenfiltrede loops og ekkoer fordufte som drømme, der undslipper én, når man vågner. Hun gnider de sidste toner ud af celloens krop, mens vi strækker os, gnider øjnene, ser os omkring og konstaterer, at alle andre er også er blevet vækket blidt. For det er meningen, forklarer hun videre: “Hvis jeg ændrer noget i musikken, registrerer I det, og det kan forstyrre søvnen.”
Flere gange registrerer jeg på vej mod en halvvågen tilstand, at musikken har spillet med i den drøm, der nu opløses bag mig, vender mig om og synker ind i en ny drøm. Det føles helt utroligt betryggende.
Den instrumentaliserede musik
Det giver god mening for mig på det tidspunkt.
Jeg kan ellers sove hvor som helst. Så længe det ikke er i et fuldstændig mørklagt værelse ved siden af én, der virkelig ikke gider blive forstyrret af min hosten, vælter søvnen sig ind over mig som en overstadig bamsehund. Jeg har svært ved at se en film med mine børn uden at falde i søvn og vågne ør og konfus, når rulleteksterne glider over skærmen; skal jeg sidde ned og se en koncert, får jeg absencer og nikker tungt med hovedet efter en halv time.
Sovekoncertkonceptet er derfor som skabt til mig, fordi det på én gang er en optræden, som det er socialt acceptabelt, at jeg falder i søvn til, og en soveramme, hvor jeg ikke behøver at stresse over at skulle sove lige nu. Jeg må også godt bare ligge på gulvet og lade mig adsprede af musikken, indtil jeg glemmer at være vågen længere – lidt som den engelske forfatter Douglas Adams’ tip til at lære at flyve fra bogen The Hitchhiker’s Guide to the Galaxy: “The knack lies in learning how to throw yourself at the ground and miss.”
rosýans sovekoncerter lægger sig historisk i forlængelse af komponisten Erik Saties musique d’ameublement – møbelmusik – fra 1910’erne og Brian Enos ambient-koncept fra 1970’erne: Det er musik skabt til at fungere i samspil med omgivelserne og berige dem, når man bemærker den, musik, man kan abstrahere fra og foretage sig noget andet, men hvor man alligevel efter nogen tid bemærker, at musikken har præget ens måde at tænke eller handle på. Når det gøres med en tydelig kunstnerisk agenda, er det en berigende oplevelse – modsat når musikken reduceres til en adspredelse, en faktor, der skal hjælpe én med at glide umærkeligt ind i søvnen, snarere end at fungere som kunst i sig selv. En instrumentaliseting af musikken, som når Air France spiller Boards of Canada for at berolige passagererne under landing, eller indkøbscentre spiller energisk anonym pop for at få én til at powerwalke ind i forbrugets favn.
rosýan har spillet sovekoncerter i en årrække, omend denne er den første i længere tid. Og konceptet er ikke fremmed: Den elektroniske musiker Aphex Twin hævdede i midten af 1990’erne at have komponeret store dele af musiksekvenserne på den skiftesvis foruroligende og fornøjelige Selected Ambient Works Volume II i søvne gennem klardrømmen – lucid dreaming. Max Richter havde på sin side i 2015 premiere på den godt otte timer lange strygerkvartet Sleep, der er blevet opført for publikum i senge under åben stjernehimmel. Og Sleep er et behageligt værk at zone ind og ud af, mens man læser, kører med tog og blunder, men føles næsten anmasende behagesygt, hvis man forsøgsvis nærlytter det.
Flimrende nattesyner
Det er de forudsætninger og fordomme, jeg tager med mig ind til rosýans sovekoncert. Jeg er mildt skeptisk, da jeg lægger mig på liggeunderlaget, samler hænderne bag hovedet og ser mig afventende rundt i det mørke rum. Så begynder musikken med celloens på sælsom vis evigt betryggende sprøde klang. rosýan bygger ikke op med loop på loop, sådan som Clarice Jensen og andre samtidige dronende cellister gør, byggestenene er ikke så tydelige, at jeg hæfter mig ved dem. Det flimrer, jeg er i tvivl om, hvad der er toner frembragt i realtid, hvad der er de flygtigste berøringer af strengene gentaget og forstærket, hvad der er brudstykker af sekvenser, der fortoner sig i ekkoer. Da jeg affinder mig med, at det vel egentlig også er sådan, drømme opleves, accepterer jeg uforbeholdent præmissen og lader musikken lede mig ind i søvnen.
Sådan oplever jeg musikken natten igennem, når jeg dukker op over søvnen: Som en flimrende konstant uden identificerbare ledemotiver, men med en tydelig fremskriden over et tema, der lader mig synke ind i søvnen igen. Flere gange registrerer jeg på vej mod en halvvågen tilstand, at musikken har spillet med i den drøm, der nu opløses bag mig, vender mig om og synker ind i en ny drøm. Det føles helt utroligt betryggende. På intet tidspunkt i løbet af natten skænker jeg det en tanke, at der ligger 20-30 mennesker omkring mig og sover eller lytter eller gør begge dele. Omkring kl. 02:30 registrerer jeg et skifte i musikken, der vækker mig desorienteret, sådan som rosýan nogle timer senere forklarer, men det er eneste gang, det sker i løbet af de ti timer.
Da jeg lørdag morgen kl. 8 pakker mine ting sammen, køber morgenbrød og cykler hjem gennem den morgenaffolkede by mellem maratonberusere og motionsløbere indser jeg, at jeg føler mig ualmindelig udhvilet. Jeg har en fornemmelse af, at min underbevidsthed er blevet stimuleret på en positiv måde af musikken. Og musikken selv opløser sig som drømme: Jeg husker intet af den, kun en stemning, en sitren, et ekko, et langt, beroligende strøg med buen over strengene. Så ingenting, så dag.
rosýan روشن sovekoncert på Teater Momentum, Odense, fredag d. 4. september 2026.
