Royal Spaceporn – Ekstrem lyd som total nulstilling af systemet

Interview med Trine Krogstad af Kristine Haffgaard. Foto: Farfan Rizki
Kan ekstreme lyd og vibrationer åbne for mental frisættelse? Og er det i kraft af den konkrete, fysiske oplevelse for publikum? Ja, mener Trine Krogstad, der som harsh noise-musiker og liveperformer arbejder med taktil lytning og kropslig respons. Med soloprojektet Royal Spaceporn udforsker Trine Krogstad koblinger og friktion mellem harsh noise, sind og krop. I sine optrædener udfordrer hun rammerne for konventionelle koncertoplevelser med en flabet stil og en lyd, der er kompromisløst støjende. Det larmer kort sagt som ind i helvede.
Harsh noise og wellness
Royal Spaceporns kassettebånd Harsh Noise Wellness ligner ved første øjekast noget fra selvhjælpskulturens masseproducerede ocean af bøger og lydspor. En karikatur på mindfulness-æstetikken, hvor teksten på den pastelfarvede indpakning lover at manifestere spirituel og materiel overflod. Samt at forløse alle lytterens bekymringer, blot med trommehindepunkterende støj og daglige positive affirmationer som afstressende middel.
Men hvor ligger forbindelsesleddet? Sammenstillingen af ekstrem lyd og wellness virker ikke umiddelbart indlysende. Hvad har noisekoncerter, hvor støjen ud på de sene timer banker så hypnotisk, insisterende tungt, at hele kroppen sitrer og kræver fuld fysisk tilstedeværelse, at gøre med wellness, lotusstilling i blødt tøj og guidede meditationer?
Som kunstform taler harsh noise direkte til kroppen frem for intellektet. For nogle mennesker kan koncertoplevelsen fremkalde en instinktiv fysisk reaktion. For andre en form for trance. Trine Krogstad anvender ekstrem lyd i en sansebaseret praksis, hvor lydens frekvensspektrum medierer en kropslig katarsis. Den ekstreme og ufiltrerede støj er tilsyneladende uforudsigelig uden kendte ankerpunkter i form af en fast rytme eller melodi. Et bombardement af statisk støj, feedback og ekstrem forvrængning, hvor sub-bassen skaber en rystende fornemmelse i brystkassen, mens de helt høje frekvenser hviner som et tandlægebor. Jeg var derfor særdeles nysgerrig efter at blive klogere på, hvilke tilstande og stemninger Trine Krogstad stræber efter at skabe under sine liveperformances.
Ud over at optræde er Trine Kongstad en aktiv aktør i de selvorganiserende koncertmiljøer på Lurendrejeren og Mayhem, hvor hun har del i den årligt tilbagevendende Supernoise festival samt en række eksperimenterende koncertaftener under navnet Sizdom. Hun involverede sig i de uafhængige tunnelfester, en form for modsvar til den kommercielle klubscene. Tunnelfesterne var bogstaveligt undergrund; de foregik rundt omkring i Københavns underjordiske anlæg, et nyt sted hver gang.
En frisk og klar forårsformiddag sad jeg sammen med Trine Kongstad i væksthuset i Landbohøjskolens have. For en sjælden gangs skyld var der dagslys, stilhed i nærmiljøet, og ro til at snakke om en nichegenre, som nok har et relativt begrænset dansk publikum, men som udviser et enormt kreativt gåpåmod. Den samtale fortsatte vi på mails og instagram.
P/A: Fortæl om baggrunden for dit projekt Royal Spaceporn?
“Royal Spaceporn opstod intenst og hurtigt i 2021 og er mit første take på lydlig skabelse og live performance. Jeg landede i en bølge af udtryk og udfoldelse, blandet med en form for fandenivoldskhed over en virkelighed, der ofte forekom mig absurd socialt konstrueret, der også var bundet til en særlig traumatisk situation i mit eget liv.”
P/A: Hvorfra stammer din fascination af ekstrem lyd som kunstnerisk udtryk? Har du et minde om en lydoplevelse, der særligt har fascineret dig?
“Jeg elsker alt ved harsh noise. Ideologien, kreativiteten, miljøet og lyden. Nogle kalder det en nihilistisk kunstform eller en form for anti-musik. Jeg oplever en rytme i støjen, som jeg både hører og mærker, selvom rytmen ikke nødvendigvis kan sættes ind i et nodesystem eller analyseres på den sædvanlige måde. Det er som om, den for et øjeblik løsriver mit sind fra de rammer, jeg ellers går rundt og forstår verden gennem.
“I det øjeblik var det, som om støjen penetrerede alle celler i kroppen, og der eksisterede intet andet”
Min breakthrough-oplevelse skete til et harsh noise-arrangement i en bunker i Bellahøj i 2019. Under koncerten føltes støjen nærmest ulidelig. Det var som om, jeg kæmpede imod den eller hele tiden prøvede at forstå den. På et tidspunkt blev det så intenst, godt hjulpet af rummets psykoakustik, hvor lydbølgerne føltes som om de angreb fra alle retninger, at jeg gav op på forsøget på mental forståelse og endte i en form for tvungen overgivelse. I det øjeblik var det som om, støjen penetrerede alle celler i kroppen, og der eksisterede intet andet. En form for noise cancellation, hvor tanker, følelser, fysiske fornemmelser, fortid og fremtid ophørte med at eksistere.
En genstart.
Støjfri.
Det er stadig noget af det, jeg leder efter i ekstrem lyd. Den lyd, der overrasker nok til, at sindet og sansesystemet ikke kan være andre steder end i oplevelsen.”
P/A: Hvor kommer impulsen til at skabe noget fra for dig? Hvilken rolle spiller inspirationskilder som drømme, andre kunstformer, personlige forhold og lignende?
“Jeg har en romantisk idé om, at idéer på en eller anden måde kommer fra æteren. At de ikke helt tilhører én, men at man mere opfanger dem eller bliver kanal for dem. Når jeg får en idé, kommer den næsten altid sammen med en masse energi og nysgerrighed, og så kan jeg blive totalt opslugt. Til gengæld kommer jeg også hurtigt til at kede mig, hvis mit arbejde begynder at føles som ren afvikling. Det er både en drivkraft og en udfordring. Jeg har haft en tendens til at destruere det, jeg laver, når jeg føler, jeg har forstået det. Lige nu prøver jeg måske at finde ud af, om transformation altid behøver at kræve total opløsning.”

P/A: Noise-koncerter kan være en voldsom oplevelse fysisk for publikum, fordi lyden både opleves i ørerne og mærkes i kroppen. Er det fysiske aspekt noget, du bevidst arbejder med i din praksis som kunstner?
“Vi har isoleret vores sanser fra hinanden for bedre at kunne forstå dem, men vi lytter jo ikke kun med ørerne. Vi lytter blandt andet gennem huden, knoglerne, nervesystemet og den måde, vi befinder os i et rum på. For mig er det spændende, at vi nu kan begynde at tale mere om taktil lytning og kroppens respons på lyd, selv om det også gør oplevelsen sværere at beskrive. Og måske er det netop dér, kunsten er mest interessant for mig. Når den kan trigge, provokere eller invitere til en oplevelse, vi endnu ikke rigtig har ord for: Kunsten i sig selv er sproget.”
“Ofte kommer det ukendte også med en følelse af ubehag. Jeg synes, noget af potentialet ligger i at kunne blive i det ubehag et øjeblik, fordi der nogle gange kan ligge noget på den anden side af den umiddelbare afvisning. Noget kan være grimt, ubehageligt eller underligt og stadig have stor impact. Noget der vækker en, netop fordi oplevelsen ligger lidt udenfor det, man kender. Det er nok dét, jeg leder efter mere end en behagelig eller “god” oplevelse.”
P/A: ‘Harsh Noise Wellness’. Det er jo en fantastisk titel på en udgivelse på grund af den tilsyneladende modsætning. Hvad fik dig til at tænke på den? Og er det overhovedet en modsætning?
“Jeg tænker det mere som kontrast end en egentlig modsætning. “Noise” og “wellness” lyder som to ting, der ikke hører sammen, men harsh noise kan fungere som en slags wellness for mig. Jeg bliver helt støjfri og rolig.”

“Før jeg begyndte at arbejde med lyd, arbejdede jeg i mange år som yogaterapeut med yoga og sansebaserede praksisser, blandt andet i projekter på misbrugsområdet. Dengang oplevede jeg også en kontrast i at indføre yoga i det miljø. Tendensen var ret afvisende over for noget, de opfattede som fluffy og forbundet med dyre, lyserøde yogabukser med push-up i røven.
Det giver mig et drive at lave de her forbindelser, som mange umiddelbart oplever som modsætninger. Hvis det er muligt at kombinere, er det måske netop ikke så modsætningspræget som antaget. Titlen var helt klart også ment som en joke til start, men nu er jeg begyndt at tage titlen bogstaveligt. Jeg arbejder videre med den som et lydkunstprojekt, hvor jeg bruger opmærksomhedsstrategier, og hvor publikum oplever lyden liggende med lukkede øjne. Jeg prøver på en måde at skabe betingelser for noget af det, der skete med mig dengang i bunkeren. Jeg arbejder med multichannel mixing, psykoakustik, støj, intensitet og stilhed. Mere som en intensitetsudvikling end en fortælling.”
P/A: Hvad arbejder du på lige nu? Og er der noget særligt, som optager dig?
“Jeg er lidt i en mellemrumsfase lige nu, hvor jeg ikke helt ved, hvad det næste er. Det kan føles som et ret irriterende limbo, fordi sindet gerne vil have klarhed. Men det er også ofte dér, der bliver plads til noget nyt. Lige nu befinder Royal Spaceporn sig i sådan et mellemrum. Samtidigt har jeg fokus på et lydkunstprojekt, der er vokset ud af “Harsh Noise Wellness”.
Samtidig arbejder jeg med rytmiske elementer, der kan give kroppen noget at koble sig på, men som samtidig bliver ved med at overraske. Skæv nok til at vække, men ikke så skæv, at man kobler af eller afviser. Og så arbejder jeg videre med “Harsh Noise Wellness” og undersøger nye måder at opleve lyd på. På en måde begynder de to spor at nærme sig hinanden. Royal Spaceporn har været meget forbundet med destruktion og intensitet, mens lydkunstprojektet undersøger perception, overgivelse og det, der kommer efter intensiteten og opløsningen. Det er måske det, der optager mig mest lige nu. Ikke kun opløsningen, men dét, der gemmer sig på dens anden side.
Royal Spaceporn’s Harsh Noise Wellness udkom på Public Froth i oktober 2024. Projektet er nu aktuelt i en række live-sammenhænge mv.