Passive/Aggressive

Sejerø Festival lukker – En utopi, der mistede sin fremtid (interview)

Feature April 13 2016

Samtale om Sejerø Festival 2011-2015 – redigeret af Simon Christensen, video af Brendan Leahy, foto af Lars Colberg.

Den frit kuraterede nonprofit- og outsider-festival Sejerø Festival oplyste efter årets udgave i august 2015, at der ikke ville blive flere festivaler på øen, men at man i stedet ville lede efter muligheder for at flytte festivalen. I dag meddeler folkene bag Sejerø, Thomas Buhl Wiggers og Kasper Lynge Jensen, at festivalen endegyldigt fører en finger hen over halsen efter fem år med levende, eksperimenterende musik og stedsspecifikke kunstværker på øen.

Denne samtale skal ses i forlængelse af Passive/Aggressives serie af reportager og interviews med initiativtagerne. Første interview kan læses her: En lille ø, en gammel gård, en smuk kyst og et monumentalt rod. Andel del her: Flaskehalse og et åbent hjerte. Tredje del: Indånder kvælstof, producerer ideologi. Fjerde interview her: Kritisk interview og blandede billeder. Reportage fra Sejerø Festival 2012 af Jeppe Berg: Monument over en følelse. Reportage fra Sejerø Festival 2013 af Andreas Syr: Et trip gennem ormehuller, kiosk-københavn og wtf-skalen. Film- og billedmaterialet stammer fra Sejerø-Arkivet, hvor festivalen har dokumenteret det ‘monument over en følelse’, som festivalen oprindeligt startede som. God læselyst.

P/A: Hvordan og hvornår startede Sejerø – den korte historie?
Thomas Buhl-Wiggers & Kasper Lynge Jensen: “Sejerø Festival startede i august 2011 i et uformuleret arbejdsraseri. Den første nat, vi tilbragte på gården – der på det tidspunkt var ufatteligt smadret – var mildt sagt en legendarisk aften for os: kasser med otte år for gamle julebryg, størknede landmandslæderjakker, Take That-plakater, psyko-halmfyr, bjerge af konserves og raketter af ukendt dato affyret i strandkanten. Dagen efter var vi enige om, at det var et sted for os.”

I efteråret 2015 meldte I ud, at I ikke ville afholde flere festivaler på Sejerø og søge nyt land.
“Det er svært at forestille sig, hvordan festivalen gennem årene har fremstået udadtil, men indadtil har vi altid været håbløst ambitiøse og stålsatte i vores tro på projektet. Afslag fra diverse fonde har aldrig for alvor dæmpet vores motivation, nærmere tværtimod. Men der skete noget inde i os, da ejeren af landarealet, som gården ligger på (og øens campingplads, red.), i det sene forår 2015 varslede at rive vores lejeaftale i stykker, fordi vi havde programlagt en mindre udgave af festivalen – en gratis og offentlig kunst- og naturpark med enkelte koncertnedslag. En beslutning, der var truffet for at give festivalen et ånderum og samtidig give os mulighed for at kunne fokusere mere på istandsættelsen af gården. Det var tiltag, som skulle gøre festivalen mere holdbar på sigt. Indtil den dag betragtede vi arbejdet på Sejerø som et livsværk, der potentielt kunne fortsætte i en evighed, men efter den mavepuster var alt forandret. Efter kort betænkningstid besluttede vi os for at kaste alt ind i at lave den bedste festival, vi kunne med de midler, vi havde på hånden – med den sørgelige viden, at det nok ville blive den sidste. Situationen var uforsonlig. Vi har været villige til at rumme meget for at få festivalen til at fungere, men når 3. mand prøver at tage festivalens frihed og gøre den til en del af en butik, så er vi væk!”

Nu lægger I projektet helt ned. Hvorfor er der ikke grundlag for at fortsætte festivalen et andet sted? Hvorfor kan det monument over en følelse ikke flyttes?
“Der er grundlag for at fortsætte, og vi har derfor også brugt et halvt år på at granske mulighederne grundigt, både inde i os selv og i geografien. Det, vi er nået frem til, er, at grundlaget ikke er vildt nok inde i os selv, og at vi desuden ikke har lyst til at gøre festivalen til et produkt, der kan flyttes rundt i kulturforretningen Danmark efter forgodtbefindende. Derfor er det nu rette tidspunkt til at føre en hurtig finger hen over halsen og komme videre. Det har været en rigtig svær og tung beslutning, men verden er ved flyde over med fikse ideer og halve indsatser. Det vil vi ikke byde nogen.”

Marebjerg Gård har været et omdrejningspunkt for kunsten, musikken og menneskene. Hvad har det været for et “værk”/work-in-progress for festivalen? Og hvad sker der med stedet nu?
“Marebjerg, som området hedder, har betydet ubeskriveligt meget og er for os et fysisk manifest over menneskets og naturens mest fascinerende, men også hårdeste sider, djævelsk smukt placeret for foden af et rullende bakkeforløb, der leder dig ud i havet og videre ind i den evige tone. Den konstante mangel på komfort i den nedbrudte ejendom var en del af projektet og holdt os hele tiden på tæerne. Det var, som om stedet konstant stillede os spørgsmålet: ”Vil I virkelig det her, hva’, tøsedrenge!?”

Stedet var altid udgangspunktet for vores tanker, planer og idéer og dermed en vild sandhed, der løbende skulle afdækkes og tøjles, når vi havde mod til det. Fra udgravningen af gårdruinen og meget modige førstegangsgæster/optrædende i 2011 til stålspær, shuttlebusser, stamgæster, lysende epoxysten og 11 tons tunge skulpturelle værker i 2015. Gården ligger nu øde hen og bliver sikkert offer for en hård økonomisk logik inden længe.”

Hvad betød øen og lokalbefolkningen for Sejerø Festival?
“Sejerøboerne har siden vores første dag været en rigtig stor del af festivalen. Vi har gerne villet dem, og det har næsten altid føltes, som om de gerne ville os. Når de har været skeptiske over for vores idéer, har det været forståeligt, og når de har været begejstrede for vores handlinger, har det føltes som en decideret velsignelse. Sejerø er et helt særligt lille stykke land, badet i himlens knækkede stråler, fuldstændigt forgrenet ind i vores bevidsthed. Det er med sorg, at vi lader øen og dens folk bag os. Tak for tiden, der ta’r os!”

De visioner, I har om at lave en festival, hvor man kommer tæt på, men også langt væk fra byen og ud i nye musik- og kunstformer – hvordan kan de få en relevans videre frem? Hvad har formen på Sejerø Festival f.eks. betydet for, hvilke bands der spillede?
“Det kan vi ikke rigtig svare på. Muligvis kan andre svare på relevansen videre frem… Vores vigtigste rolle var at blive ved med at udvikle festivalen inden for de rammer, der var, og invitere mennesker ind, der lagde deres sjæl, intellekt og arbejdeskraft i det.”

Festivalen var også jeres personlige projekt. Hvad skal I foretage jer efter festivalen? Vil man kunne se Sejerø gå videre i ånden her? Hvad sker der med de initiativer, som er mere eller mindre løst forbundet til Sejerø? Discoteque Palmen, som opstod der, lever videre. Hvad sker der ellers omkring HCØ Hus, labelet Cejero og Sejerø Arkivet?
“Ja, festivalen har i sidste ende været vores ansvar, og vi har løbende haft svært ved at dele den med andre, der gerne ville hjælpe, bidrage og have indflydelse – det er dog lykkedes et par gange. Det har været en bevidst arbejdsmetode, at vi var så få personer som muligt med beslutningskraft. Totalt umoderne. Ikke af magtglæde, men fordi det var essentielt, at lige præcis denne festivals form og løbende til-/fravalg ikke var funderet i en større gruppe menneskers sociale behov og dynamikker, men i en solid og plan tankeflade, hvorpå kunsten, musikken og følelsen kunne være i fokus.”

Og hvad sker der så nu?
“Handling har jo altid konsekvens. Hvad der sker for os fremover, sker delvist på grund af Sejerø – ligesom Sejerø delvist var en konsekvens af vores forudgående handlinger. Alting hænger næsten altid sammen med Egtvedpigen i den sidste ende. Discoteque Palmen er flyttet hjemmefra og ind i en kælder i den allerkedeligste del af København K. Cejero har planer. Arkivet er, hvad det er: et arkiv. Tror, vi tager det ned af world wide web snart og laver en slags fysisk dokument til udgivelse eller noget i den stil. HCØ Huset er revet ned og borte for altid.”

Kan I uddybe forskellen på “musikprojektet” og “kunstprojektet” på festivalen? Hvordan ser I på forskellen mellem stedsspecifik kunst og en koncerthændelse?
“På Sejerø har vi opfattet musik og billedkunst som to ligeværdige kunstformer, som vi har forsøgt at lade sameksistere på deres egne præmisser. Kunstformerne har nogle gange decideret krydset hinanden, når det gav ekstremt meget mening. Når forholdene er i balance, besjæler kunstformerne hinanden helt vildt – som tesla coils i natten. Øjne åbner ører, og ører åbner øjne. Det er dog et samspil, vi har gået meget ydmygt til og aldrig ønsket at forcere. Det kan så nemt blive ekstremt tåkrummende.”

Sejerø Festival har hele tiden haft en rimeligt dialogisk form. F.eks. gennem nu tre-fire samtaler på passiveaggressive.dk, men også i den måde, at I melder tingene ud til publikum og beboerne, men ikke bruger pressemeddelelser og andet. Hvad er årsagen til, at den dialogiske form har været relevant for jer? Er I ikke overraskede over at kunne samle 500 mennesker hver sommer til en festival baseret på den form og så relativt ukendte kunstnere/festivalform?
“Det har været en vild oplevelse gennem årene at mærke folks reaktioner på vores idéer og handlinger. En oplevelse, der er brændt ind i øjne, ører, hænder og nervebaner. Vi har skrevet og snakket med verden, som vi har talt med hinanden og forsøgt at viderebringe vores følelser, tanker og impulser for, hvad de var. Vi har ikke forventet bestemte svar tilbage. De svar, vi har fået, har sat sig som pile i kroppen. Vi er virkelig mærkede af og taknemmelige for alt det, vi er blevet givet.”

Når man ser på den musik, der har fundet sted, har det bl.a. været folk, som enten har været venner eller er blevet venner af jer som arrangører. Her tænker jeg på Miaux, Robert Turman, Excepter, T.S. Høeg, Choir of Young Believers osv. Hvad er det for en dynamik, og hvorfor var det lige den musik, der kom til at omkranse Sejerø?
“Den musik og kunst, der har fundet vej til Sejerø, er valgt med udgangspunkt i subjektiv smag og vurdering i forhold til den overordnede balance i programmet. Dernæst har det handlet om, hvorvidt alverdens praktiske ting og sager kunne falde på plads. Vi har begge lavet arrangementer i lang tid, før Facebook, før MySpace … og har intet problem med at være eller blive venner med kunstnerne, men det er aldrig derfor, de er blevet udvalgt til at optræde eller bidrage til festivalen. Det ville være uambitiøst og amatøragtigt! Vi har stillet meget høje krav og søgt i nær og fjern efter vores indhold, og det synes vi står klart, når vi kigger tilbage på, hvad der har udspillet sig de sidste fem år på Sejerø.

Festivalen har alle år været en intens oplevelse både for os som arrangører og for de bidragende kunstnere. Vi har oplevet mange nye venskaber, på kryds og tværs, der er sprunget ud af strabadserne på Sejerø. Der er dannet nye bands og fundet friske konstellationer. Folk er blevet forelskede, gravide og har friet til hinanden – midt i stormvejret. Det har givet os en enorm glæde at kunne fornemme alt dette udspille sig omkring os.”

Kunstværkerne har som udgangspunkt plads ude i naturen. Noget af den har været meget ikonisk, altså med store lysende symboler, pejlemærker i landskabet – andet har fundet sted på gården og været mere hemmeligt. Hvilke tanker gør I jer om kunstens … ‘funktion’ og betydning for festivalen? Jeg kan forstå, det meste er blevet ryddet igen nu?
“På en måde har vores rolle været at handle på vegne af stedet Marebjerg og finde kunstneriske praksisser, som har kunnet frisætte stedet som et udgangspunkt for kunstnernes videre indgreb. Vi har bevidst arbejdet for, at værkernes skalaer var i en balance, hvor både naturens frie sjælerusken og gårdrummenes fokuserende fornemmelse er kommet i spil. I skabelsesprocessen fungerede festivalen som et rum i horisonten og til slut som en fejring af den kærlige og frie fiktion over elementerne. Alle værker i landskabet er efter påbud fra Naturstyrelsen, naboerne og lokaludvalget blevet slettet og indgår nu blot i den utopi, som projektet viste sig at legemliggøre – en selvopfyldende profeti.”

En afsluttende bemærkning?
“Vi ville ønske, at det var muligt at takke de mennesker, som har udgjort en enorm del af dette puslespil, men hvis vi først begyndte, ville der ingen ende være på dette interview. Så blot, farvel til jer alle og i sandhed tak fra os. Alt hvad I har gjort, hver eneste blotlagte centimeter betyder noget!”

Info: Sejerø Festival blev afholdt fra 2011-2015. Discoteque Palmen er flyttet videre og afholder første arrangement uden for øen d. 15. april med Mittland och Leo, Palmistry m.fl. i Jazzhouse (RSVP).

Kasper Lynge Jensen og Thomas Buhl-Wiggers, lørdag nat, Sejerø, 2013. Foto af Lars Colberg.